Indledende samtale
En undersøgelse begynder typisk med en gensidigt orienterende samtale med forældrene; barnet eller den unge deltager ofte i denne samtale. Her beskriver forældrene og barnet/den unge de aktuelle problemer, og derudfra tilrettelægges den videre undersøgelse.
Undersøgelserne
Almindeligvis begynder selve undersøgelsen med et interview med forældrene om eventuelle familiære dispositioner, om graviditet og fødsel samt om barnets eller den unges udvikling på en række områder. Formålet er at beskrive udviklingen af de psykiske eller adfærdsmæssige symptomer. Interviewet kan for eksempel fokusere på udviklingen af barnets eller den unges evne til at indleve sig i, have fælles interesser med og indgå kompromisser med jævnaldrende. Eller interviewet kan fokusere på udvikling af de skolefaglige færdigheder samt koncentrationsevne, etc.
Undersøgelsen vil typisk omfatte besvarelse af spørgeskemaer, da dette er en effektiv måde at indhente informationer fra forældre samt fra den lærer eller pædagog, som kender barnet eller den unge særligt godt. Spørgeskemaerne omhandler typisk barnets eller den unges adfærd og sociale funktion i hjem, skole eller daginstitution.
Derudover foretages en neuropsykologisk testning af barnet eller den unge for nøjagtigt at beskrive de vigtigste funktionsområder som opmærksomhed, sproglig og visuel hukommelse, intelligens samt styringsfunktioner (eksekutive funktioner) som for eksempel emotionel kontrol, impulshæmning og planlægningsevne. Ved mistanke om autistiske træk eller tilstand kan der supplerende gennemføres en særlig observation af barnet eller den unge for at vurdere indlevelsesevne samt evne til at kommunikere og indgå i gensidigt socialt samspil.
Ved behov kan der ligeledes gennemføres diagnostisk interviews med forældre og barn hver for sig for at belyse aktuelle og tidligere psykiske eller adfærdsmæssige symptomer. Endelig kan der foretages en observation af barnet i dets kendte miljø (skole eller daginstitution), såfremt dette måtte være relevant. Almindeligvis omfatter en undersøgelse ikke alle nævnte metoder.
Tilbagemelding og undersøgelsesrapport
Informationerne fra interview og testene samles i en undersøgelsesrapport. Denne indeholder desuden en sammenfatning og konklusion samt eventuelt diagnose og behandlingsmæssige anbefalinger. Forældrene gennemlæser og kommenterer rapporten, før den er færdig og underskrives.
Ved behov kan der afholdes et netværksmøde med deltagelse af forældre, lærere, pædagoger m.fl. Der kan også afholdes familienetværksmøde med deltagelse af forældre, søskende, bedsteforældre eller andre nærtstående.
Tests og interviews
Afhængigt af barnets eller den unges problemstilling udvælges typisk nogle få tests eller interviews. Klinikken anvender følgende tests og interviews: K-SADS-Pl, ADOS-2, ADI-R, DIVA, ASRS, PSE, WISC-IV, WAIS-IV, TOMAL-2, ADHD-RS, BRIEF, SRS-2, D-KEFS, TOVA, BYI-II, BDI-II, PSE, CY-BOCS, SCQ, CAARS, CONNERS 3, VINELAND-II.
Psykoedukation
Større børn og unge, unge voksne og forældre tilbydes undervisende og støttende samtaler, for dels at få mere viden om tilstanden, dels for at hjælpe den unge til at kunne tale med andre om problemet og for selv at kunne håndtere tilstanden bedre i dagligdagen. Psykoedukative samtaler tilrettelægges individuelt.