Familielægen
Greve den 9. juli 2024
Familielægen
Gennem tiden har jeg været tilknyttet en lille håndfuld forskellige familielæger. Nogle i længere tid end andre, som blandt andet derfor, har sat sig større indtryk end andre, men her følger et par ord om hver af dem.
I barndommen, og et stykke op i ungdommen, havde jeg en ærefrygt over for alle autoriteter, herunder læger og andre hvide kitler. Sådan tænker jeg, at de fleste nok havde det dengang.
Dog er der hen over tid alligevel sket et skred, så jeg i dag har en mere ligeværdig tilgang til de hvide kitler, med en forventning om gensidig respekt forståelse. Det tænker jeg også ligger i tiden.
Alle dage har jeg dog haft et nogenlunde fornuftigt forhold til de fleste af de forskellige familielæger, og konsulteret dem, når der var behov. Hverken mere eller mindre. De fleste af dem har været som en god sparringspartner, hvor jeg, ud over behandling af sygdom, kunne få gode råd, vejledning om mit ve og vel samt generelle helse.
Af naturlige årsager fik vi tættere bånd til familielægen, da vi fik børn, og således var i hyppigere kontakt, men også fordi Klaus var en ganske særlig person.
Walter & Co.
Det er ikke så meget jeg husker herfra, da vi havde ham fra jeg var ganske spæd til en gang i lidt ældre barndom.
Men han kom på hjemmebesøg, som jo i dag ikke er så udbredt længere. De fleste akutte småting foregår vel via vagtlægeordningen nu om dage?
Engang var jeg på skadestuen. Jeg var måske omkring 5 år gammel og skabte en del moro blandt de tilstedeværende voksne ved den følgende episode.
Den hvide kittel til mig:
“Nå Flemming, kan du huske, hvad din læge hedder?"
“Ja. Han hedder onkel Joakim.”
Min onkel var han ikke, men Joakim hed han.
Surbrød
Da vi engang i 1960’erne flyttede fra Søborg til Ballerup, skiftede vi også familielæge. Herfra har jeg ikke gode minder. Han var arketypen på en overlegen skiderik. I familien var vi absolut ikke begejstret for hans måde at tale til os på, og attitude i det hele taget. Jeg havde flere særlige oplevelser, der stadigvæk ligger dybt i mig, og var øjenåbner for mig. At man ikke nødvendigvis er et ordentligt menneske, bare fordi man har en hvid kittel på. Det fik jeg lært, men refererer her blot en enkelt hændelse.
Ok. Alle tager fejl, men når man gør det på en måde, så vi andre i tilgift føler os negligeret, er det ikke i orden.
Jeg henvendte mig med ondt i halsen. Til det fik jeg at vide, at jeg ikke skulle være så pylret og skulle gå hjem og være en rask dreng.
Den mangelfulde undersøgelse, diagnose og behandling resulterede i, at jeg kort tid efter måtte indlægges på hospitalet i flere dage for operation af en kæmpe byld i halsen.
Derved opnåede han min dybeste despekt, og jeg mistede min autoritetstro.
Flyderen
Da jeg flyttede hjemmefra, engang i 1970’erne, fik jeg min egen personlige familielæge. Jeg har ikke mange erindringer om ham, eller hvad han rigtigt hed, så beretningen om ham er nok nærmest en pudseløjerlighed.
Jeg husker hans ganske måbende attitude, men også hans blanke afvisning af tesen, som jeg bad ham om at validere for mig.
På fjernsynet havde jeg set, at nogle var nået til den konklusion, at hvis man efter besøg på toilettet kunne konstatere synkere, kunne det være tegn på usund kost, men hvis man havde afleveret flydere, var det helt sikkert tegn på en god og fiberrig kost.
Men dette var min læge som sagt slet ikke enig i. Han vrængede nærmest sit svar og havde slet ikke sympati for denne måde at anskue helse på.
Klaus
Da Judith og jeg efterhånden var blevet til en voksende lille familie, flyttede vi til Greve. Vi fik alle hurtigt et meget personligt forhold til Klaus: Judith, Sidsel, Daniel og jeg.
Klaus spurgte altid ind til, hvordan de resterende familiemedlemmer havde det, når vi konsulterede ham, og han kunne huske det meste om os alle.
Efterfølgende er ikke nødvendigvis i kronologisk rækkefølge.
Omvendt psykologi
På et tidspunkt kom det til mig, at få lavet et generelt sundhedstjek. En såkaldt pilottest.
Klaus kikkede på mig og svarede:
“Hvorfor dog det? Jeg kan da sagtens give dig alle de svar du ønsker, men alligevel kan du falde død om i morgen med hjertestop eller andet. Med det job du har, har du den helt rigtige vægt, og du ser da sund og rask ud”.
Jeg vejede da ca. 130 kg, og vidste jo godt, at jeg ikke levede det sundeste liv. Det fripas til at fortsætte min livsstil, som jeg bad om, ville Klaus ikke give mig, men et venligt vink med en vognstang.
Jeg tænker ofte på, at Klaus nok udøvede omvendt psykologi på mig, og at dette virker bedre på mig end løftede pegefingre. Det vidste Klaus nok.
Ok. Nogen gange var jeg ikke helt sikker på, om Klaus virkelig mente, hvad han sagde, eller udøvede omvendt psykologi eller nudging, men det ændrer ikke på, at vi var meget glade for Klaus.
Fisk
Jeg husker en anden gang, hvor vi talte om helsebringende kost. Da vi kom til fisk, sagde han, at det havde han det selv meget svært ved. Han kunne overhovedet ikke komme i tanke om noget med fisk han selv kunne lide og derfor ikke spiste.
Det undrede mig meget, da fisk kan laves på så mange forskellige, og ofte velsmagende, måder.
Måske drev han gæk med mig, har jeg efterfølgende tænkt over, sammen med, hvor glade vi alligevel var for ham.
Den store bog
På et tidspunkt havde jeg en eller anden dårligdom, jeg husker ikke hvad, men konsulterede derfor Klaus. Det blev hurtigt klart, at der var brug for noget medicin. Men hvilken?
Klaus bladrede rundt i en meget stor og meget tyk bog. Han slog ned på et medikament og viste mig det i bogen. Det var komplet uforståeligt for mig, hvad der stod. En blanding af latin og andre fremmedord.
Klaus spurgte så:
“Flemming, tror du at denne medicin vil være god for dig”.
Inden jeg nåede at svare, bladrede han videre i bogen, og fandt et andet medikament, og atter spurgte han om min mening.
Vi nåede aldrig en egentlig dialog, for han bladrede endnu en gang og fandt endelig den medicin, som han endte med at anbefale.
Som måske forstås, havde Klaus en ukonventionel måde at være på, men stadigvæk var vi altid glade for ham.
Øl
Klaus og jeg havde en fælles interesse i god øl og andre af livets fornøjeligheder. I en periode bryggede jeg i forskellige sammenhænge øl. Ikke klassiske pilsnerøl, men særlige mørke typer med meget smag. Ales i mange afskygninger og med mange forskellige smagsgivere. Herunder porse, humle, lakrids og andre krydderier.
Klaus spurgte meget interesseret ind til denne ølbrygning, og derfor havde jeg under tiden smagsprøver med til ham.
Hjemmebesøg
Nu var hjemmebesøg af lægen en saga blot, men følgende episode illustrerer meget godt, hvorfor vi var så glade for Klaus.
Det var en morgenstund, og jeg ringede til Klaus:
“Judith har det ikke så godt”
“Jeg er der om 2 minutter”
Klaus stillede ingen spørgsmål, men kom til os ganske kort tid efter og fik Judith sendt på hospitalet i en ambulance.
Han kendte os så godt, at når vi ringede på den måde, var det fordi det var alvorligt, og han tilsidesatte normal praksis ved at komme til os.
Gnægge, gnægge, gnægge
Når jeg ind imellem fortæller følgende til Gud og hver mand, møder jeg ofte, skal vi sige, dyb forundring.
Nogle tænker nok sit, men for os illustrerer det på bedste vis, hvor personligt og uformelt et forhold vi havde til Klaus.
Judith var til rutinemæssig gynækologisk undersøgelse hos Klaus efter fødslen af Sidsel.
Klaus spørger så:
“Judith, har du og Flemming genoptaget jeres samliv”?
Det kunne Judith ikke bekræfte, så klaus gnæggede:
“Hæ, hæ, hæ. Så kommer jeg op før Flemming”.
Greve Lægehus
I dag er vi tilknyttet Greve Lægehus, der har flere læger, sygeplejersker og sekretærer. Det føles rart, at der altid en, der kan tage vare på en, i en hvilken som helst situation, men samtidig også, at det stort set hver gang er de samme rare og velkvalificerede personer, jeg taler med.