17. juni 2026
Jeg læste et tankevækkende og meget interessant indlæg på et af medierne jeg følger.
Det fik mig til at reflektere og fælde de følgende tanker ned.
Selvom de måske umiddelbart kan virke uden kontekst, hænger de alligevel sammen, og måske kan du følge den røde tråd, jeg har forsøgt at tillægge.
Judith er altid så god til at trøste mig når jeg er mismodig.
Grundlæggende har jeg ikke så meget at være mismodig over, men det hænder da, og så er det rart med en smule moralsk opbakning.
Til tider kniber det med min hukommelse og andre kognitive funktioner, så jeg kan fx glemme det mest elementære i dagligdagen, eller jeg kan have vanskeligt ved at udføre rutiner, der normalt ligger på min rygrad.
Heldigvis er det ikke en permanent tilstand jeg er i, men det forekommer fra tid til anden.
Når jeg har haft et særlig slemt udfald, kan jeg finde på at undskylde mig med, at det nok er min præsenil demens, der spiller mig et puds.
Og da er det dejligt, at Judith bakker mig op og kan sige:
“Flemming, du har jo så travlt på jobbet i denne tid, så det er sikkert forklaringen på, at du føler dig presset, stresset og distræt”.
Hun uddyber endvidere: “Og det er en fysisk umulighed, at du har præsenil demens fordi: præ betyder før og senil betyder gammel.
Altså er præsenil demens en tilstand, der rammer, før man bliver gammel”😉😉😉
Således opmuntret må jeg acceptere, at jeg tilhører et ganske særligt alderssegment, men tænker alligevel, at Judith nok kan have en lille smule ret med hensyn til årsagen til mine udfald.
Måske er der dog et gran af sandhed også i mit eget udsagn, hvis vi undlader præsenil.
Judith er sygehjælper og har i årevis arbejdet med gamle mennesker, så jeg er i gode hænder.
De seneste år har hun endda været på et afsnit for demente, med mange forskellige udfordringer.
Derfor ved hun rigtig meget om emnet, og i anonymiseret version har jeg efterhånden hørt en del om dette alvorlige tema.
Dertil har vi i familien, og omgangskredsen i øvrigt, adskillige eksempler på folk med demens, nogen af dem er også ret alvorlige.
Ikke mindst ser vi, på TV og i andre medier, eksempler på skæbner, der kan være både skræmmende, men sandelig også rørende.
Det er mit indtryk, at når den demente når over et vist stadie i sit forløb, kan implikationerne ofte føles værst for de pårørende og omgivelserne i øvrigt, hvor den demente kan være helt i sin egen verden uden at være sig helt bevidst om sin situation som den er. Men hvem ved?
Som Judith jo rigtigt nok påpegede, kan vi alle gennem det meste af livet opleve forskellige grader af manglende funktion af kognitive evner, der skyldes ganske almindelige tildragelser.
Men når mængden af hændelser med nedsatte funktioner bliver for høj, kan det være, at man er på vej fra fasen med fuld bevidsthed til fasen med manglende erkendelse af egen situation.
På et tidspunkt, da jeg selv kunne se, at jeg måske havde en forhøjet mængde udfald, begyndte jeg at føre demensdagbog.
Der noterer jeg med dato særlige episoder med svigt i min mentale habitus, men tænker, at jeg i øjeblikket er nogenlunde alderssvarende med hensyn til kognitive færdigheder.
Andre vil måske mene noget andet, men i så fald er jeg altid åben for et hint desangående.
Så vil passende forholdsregler kunne sættes i værk, eventuelt med hjælp fra dagbogen og lægefaglig kompetence.
På jobbet fik jeg en opgave, der skulle løses med en kollega.
Vi skulle sammen køre rundt til forskellige lokationer, udføre de pågældende rutiner, og opgaven strakte sig over flere dage,
Jeg har kendt kollegaen i adskillige år, og vi har ofte hilst på hinanden ved forskellige lejligheder, ude på pladserne og til arrangementer i firmaet med videre.
Men vi havde ikke arbejdet sammen før, så da vi mødtes den første dag, sagde han: “Bare så du er informeret, har jeg altså ADHD, men får medicin for det, men vi finder sikkert ud af det sammen”.
Som sagt skulle vi være sammen et stykke tid, men det gik over al forventning.
Mellem lokationerne var der en hel del køretid, hvor vi fik talt om alle mulige emner, og vi havde flere fælles interesser, så tiden fløj bare afsted på en rar måde.
Da jobbet var udført og jeg talte med min chef, kundgjorde han for mig, at man havde været endog meget spændt på, hvordan vi to meget forskellige personligheder ville interagere med hinanden.
Jeg har et vist ry for at være den jeg nu engang er. Især på jobbet, men sikkert også i andre sammenhænge.
Kollegaens situation var selvfølgelig også kendt for vores foresatte.
Men jeg kunne svare chefen, at forløbet havde været sublimt og forbilledligt.
Jeg uddybede det med: “Hvad jeg mangler i mine bogstavkombinationer, supplerer kollegaen med på bedste vis med sine, så vi er et overordentligt godt match".
Det er måske velkendt, at modpoler tiltrækker hinanden og kan være medvirkende årsag til, at der opstår en god og udbytterig synergi.
I mine yngre dage hørte jeg meget ofte i forskellige sociale situationer: "Flemming, hvorfor siger du ikke noget”?
Det sker ikke længere, måske snarere tværtimod selvom det dog er sjældent, at folk ligefrem beder mig om at holde mund.
Jeg var for nylig gæst til et herligt arrangement. Selvfølgelig kendte jeg værterne, men også andre. Langt de fleste af gæsterne havde jeg dog aldrig mødt før, men fik talt med rigtig mange i hele spektret af køn, alder og relationer til fødselaren med videre. Både om almene emner, men også meget personlige temaer. Politik fraviger jeg dog normalt at tale om, med folk jeg ikke kender, og undgår det derfor behændigt.
For mig er det ikke et mål i sig selv at få tiden til at gå, men jeg har gennem tiden konstateret, at tiden bare flyver af sted under en god samtale og giver mig en dejlig fred og ro i sindet.
Jeg bestræber mig løbende på at kalibrere min adfærd sådan, at jeg kan indgå i sociale sammenhænge på en værdig, respektfuld måde, og til gensidigt udbytte.
Dog tænker jeg, at humor kan være en god katalysator for at få en givende samtale. Selv alvorlige emner kan tages op på den måde, selvom opfattelse af hvad humor er, kan være meget individuelt.
Men spørg bare Rune Klan om hans mening om dette udsagn. Jeg tænker bl.a. på hans nylige serie på TV2: TABU med Rune Klan
Jeg bilder mig ind at besidde en vis portion selvironi, og bestræber mig på at se det meste fra en positiv vinkel, men ønsker absolut ikke, at det skal få andre til at blive kede af det, sure eller vrede.
Link til Erica Engels indlæg på LinkedIn, der gav mig anledning til at skrive denne tekst.
Tak til Erica Engel for at appellere til denne vigtige samtale.
Link til et andet sted her på siderne: Samtykke, der bl.a viser eksempler på min karakter, på godt men måske også ondt.