På må og få

Oktober 2024

Prolog

Når alt kommer til alt, tænker jeg, at min natur nok er en smule sammensat.

Som regel plejer jeg ellers at have det sådan, at alt skal køre efter en snor og være struktureret ned til mindste detalje.

Dog vil følgende lille trilogi illustrere, at der er elementer i min karakter, der går i den stik modsatte retning.

1 - Påsketur

Jeg må have været omkring 16-18 år, da turen foregik, fordi jeg var ca. midt i min læretid.

Hvordan ideen kom til mig, kan jeg ikke huske, men konceptet var at tage den på tomlen fra Ballerup til Sjællands Odde. Defra med færge til Jylland.

På forhånd havde jeg undersøgt, hvor meget en færgebillet kostede, og havde taget det præcise beløb med til en billet. Altså en enkeltbillet. Fordi planen var, at jeg skulle tilbyde min arbejdskraft til bønder eller andre, og derved tjene penge nok til en færgebillet hjem igen. Netop det, at jeg var nødt til finde midler undervejs, var en spore for mig og kilde til forventningens glæde over de spændende tildragelser, jeg ville modtage. 

Dolk

Med mig, havde jeg stort set kun det jeg stod og gik i, en ganske diminutiv mængde proviant, men en dolk, havde jeg dog med. Den havde meget stor værdi for mig, og hvis der ikke var arbejde at få, tænke jeg, at dolken måske kunne sælges og indbringe midler nok til returbilletten. Dolken, med læderhylster til bæltet, havde jeg selv lavet. Klingen var lavet af en koldsavsklinge og var slebet skarp som et barberblad. Håndtaget var i palisander mellem 2 stykker messing og det hele spændt sammen via en påloddet gevindstang og en specielt fremstillet møtrik.

Vel fremme i Ebeltoft gik turen mod Grenaa på gåben.

Høst

En streg i regningen var dog, at der ikke var det store arbejdsudbud på den tid af året. Nu kan jeg jo godt se, at det billede jeg havde, med stor aktivitet på markerne med høst osv., foregår om sommeren.

Jeg henvendte mig på adskillige bondegårde, men de stirrede vantro på mig, da jeg meddelte mit ærinde og havde absolut ikke noget arbejde til mig. Således slukøret fortsatte jeg mod Grenaa.

Som tiden gik og distancen blev tilbagelagt, blev mit humør stadig dårligere og dårligere. Hvad skulle jeg dog stille op for at nå hjem? Intet arbejde og ingen, der havde brug for en ellers førsteklasses dolk.

Det var blevet mørkt, da jeg totalt udmattet nåede frem til færgelejet med billetkontoret og ventesalen.

Der havde født sig en plan på vejen derhen. Jeg ville gå hen til rampen, hvor bilerne kørte om bord. I et passende øjeblik ville jeg spæne ind på færgen, og rejse med som blind passager. Som sagt, så gjort. Bortset fra, at da jeg stod ved rampen, svigtede modet mig. Jeg turde ganske enkelt ikke at gennemføre mit forehavende. Stadigt mere slukøret vendte jeg tilbage til ventesalen og satte mig ved et bord, mens færgen forlod lejet.

Digestives og te

Pludselig kom damen fra billetlugen ud til mig og spurgte: "Jamen, skulle du ikke have været med færgen”?

Hun må have lagt mærke til mig, og min særprægede ageren.

Jeg berettede så min situation til hende. Hun fik hele historien om ideen, og hvordan det var forløbet for mig indtil da.

Til det slog hun en kluklatter op, og sagde: “Det skulle du bare have sagt. Jeg ser, hvad jeg kan gøre for dig”.

Hun kom dog først ud med en kande varm te og en stor portion Digestives, som jeg straks fyldte i min slunkne mave. Det gjorde sandelig godt.

Lidt senere kom hun ud til mig igen, og meddelte, at hun havde spurgt en chauffør på en korntransport, der netop havde bestilt plads på næste afgang, om han kunne tage mig med til København. Det kunne han. Ikke nok med det.

Kahyt

Billetdamen gav mig også adgang til en af de kahytter, der dengang blev stillet til rådighed for erhvervschauffører, så jeg fik også en smule søvn på vejen over.

Apropos søvn, kørte chaufføren i pendulfart mellem et sted i Jylland og København. Det havde han gjort i flere dage, så den smule søvn han også havde fået på overfarten, var slet ikke nok for ham. På et tidspunkt undskyldte han for mig, at han altså var nødt til at tage en lille powernap. Ind på en rasteplads. Han lagde sig hen over rattet og faldt i søvn. Efter måske en halv times søvn vågnede han op og fortsatte mod København.

Blind passager

Jeg blev sat af ved Ryparken S-togsstation. Nu var det blevet lyst, men stadigvæk ganske tidligt, så der var ingen andre, der skulle med toget. Jeg satte mig ind i det tomme tog mod Vanløse. Ved en af de næste stationer kunne jeg se, at der i den anden ende steg en billetkontrollør på. Dengang gik de ikke sammen to og, som de gør i dag, men alene. Heldigvis så han mig ikke, så jeg lagde mig ned mellem sæderne, hvor jeg blev indtil næste station, hvor kontrolløren stod af uden at opdage den blinde passager.

Hen ad morgenstunden landede jeg hos mine forældre i Ballerup. Træt men med gode oplevelser i bagagen.

2 - På tur med Henrik

Faktisk er denne tur en del af en anden trilogi, der foruden turen med Henrik også indeholder 2 andre ture. En af de bedste ferier jeg overhovedet har holdt. I alt 3 uger hjemmefra. Første uge med seniorspejderne til Avernakø i det Sydfynske Øhav sammen med en søspejdergruppe fra Faaborg, anden uge med Henrik rundt i Jylland og tredje uge med juniorspejderne på kanotur på Gudenåen. Men denne trilogi kommer måske en anden gang.

Medicin

Konceptet var, med enkelte undtagelser, som på Påsketuren. Klog af skade foregik turen dog denne gang om sommeren. Jeg havde i mellemtiden fået kørekort, men var stadigvæk lærling. Jeg havde inviteret min ven fra folkeskolen Henrik med. Han var på forhånd informeret om konceptet. Altså kun at medbringe det allermest nødvendige og tjene til opholdet ved at arbejde undervejs. Denne gang skulle der ikke være penge involveret, men lønnen skulle alene være kost og logi. Henrik havde ikke den samme baggrund som spejder, som jeg havde, så han var ikke vant til den primitive stil som jeg havde lagt op til. Han havde fx medbragt et mindre beløb i kontanter for en sikkerheds skyld. Dertil cigaretter til hele turen. Kontanterne fik vi glæde af i flere situationer. Selv levede jeg heller ikke helt op til konceptet, fordi jeg havde taget en halv flaske Johnnie Walker med. Det var som medicin, og viste sig også at være en god ide. 

Den pågældende dag tog jeg afsked med seniorspejderne i Faaborg. De tog min rygsæk med hjem til Ballerup for mig, så jeg alene havde mit kamera, den halve flaske whisky og en mindre taske.

Senere ankom Henrik, og vi traskede ud af byen mod Odense.

H.C. Andersens Hus

En af pigerne fra spejderne i Faaborg fulgte os på vej. Hun var måske blevet lidt lun på mig under vores samvær i løbet af ugen, hvor vi var sammen, men dengang var agendaen jo en anden, og vi tog endelig afsked et stykke uden for Faaborg.

Henrik og jeg nåede Odense, hvor vi var forbi H.C. Andersens hus, men ellers ikke opholdt os længe.

Vi fandt et sted for at tomle mod Jylland og fik hurtigt et lift med en lastvogn.

Chaufføren studsede lidt da vi oplyste vores mål. Et vilkårligt sted i Jylland. Jeg husker ikke, hvor vi blev sat af, men det må have været ca. midt i Jylland. Det var i en mellemstor by, og da det var hen under aften, opgav vi at finde et sted at tilbyde os. Men et sted at sove skulle vi jo have, så et legehus på en legeplads blev vores logi for natten.

Malersvende

Næste morgen gik vi i gang med at søge arbejde. På den første gård, havde de ikke noget vi kunne gøre for dem, men til gengæld fik vi hver den dejligste madknude med os, så hvad det angik, led vi heller ingen nød.

Senere fik vi held i sprøjten. På en gård trængte vinduerne til at blive malet, og således fik vi vores første job som malere. Det var en dejlig oplevelse. Dels herlig mad, dels fin indkvartering, dels søde og rare mennesker, så alt var godt. Da vi efter ca. halvanden dags arbejde var godt i mål med penslerne, og vi som sagt ikke ville have betaling, mente vores værter, at vi skulle tage ud og se på landskabet. "Værsgo, her er nøglerne til vores Mercedes. Der er rigeligt med brændstof, så giv jer bare god tid”.

Nepal

På  den måde fik vi set en del af Midtjylland. Pludselig, mens vi turnerer rundt, kommer jeg til at tænke på Christian. Vi gik i skole sammen indtil ca. 4. klasse. Så flyttede de fra Søborg til en mindre midtjysk by. Sjovt nok husker jeg, selv den dag i dag, den nøjagtige adresse.

Afsted mod Christians adresse. Men familien var flyttet, så ingen Christian der, og dem der nu boede der, kendte ikke noget til familien. Men da jeg fra tidligere besøg, havde erfaret, at familiens børn legede med nabofamiliens børn, ringede vi på der.

Det var godt nok en underlig oplevelse. Joh, de kendte godt de tidligere naboer, men sukkede dybt, da jeg spurgte til Christian. Jeg forstod slet ikke deres attitude. De mente ikke, at det ville være umagen værd for os at opsøge Christian, men ville ikke fortælle hvorfor, men sagde dog noget om en rejse til Nepal.

Da jeg insisterede, oplyste de mig dog alligevel hans nye adresse.

Christian

Vi fandt snart stedet, et lille undseeligt hus langt fra alfarvej. Christian tog imod os, meget tydeligt påvirket, viste det sig, af stoffer. Det kunne vi ikke undgå at se på de remedier, der var i stuen, vi blev budt ind i.

Jeg havde lige siden vores forbindelse blev afbrudt været nysgerrig på, hvordan det mon var gået med ham, hvilken uddannelse han havde taget osv.

Men det var altså ikke gået som forventet. Begge hans forældre havde høje stillinger, og i skolen var han det, man engang kaldte klassens nummer et. Højt begavet og en man tænkte skulle blive noget rigtigt stort.

Men som han sagde til mig under besøget, ville han ikke tage en uddannelse så længe hans forældres indtægt havde betydning for, hvor meget han kunne modtage fra det offentlige.

Det var en indstilling, der ligger så langt fra mit grundsyn, at jeg måtte tage derfra med en meget mærkelig fornemmelse.

Jeg har ikke siden set eller hørt til Christian, selvom jeg ind imellem tænker på ham.  

Glud Museum

Da vi kom tilbage mente vores værter, at der var nogle flere steder, vi bare måtte se inden vi fortsatte vores tur, så nu kørte de os rundt til de lokaliteter. Fx besøgte vi et af de højeste steder i Jylland. Hvilket husker jeg ikke, men der var en meget fin udsigt derfra.

Dog havde de ikke tid at tage med os til Glud Museum, som de sagde også var et besøg værd.

Vi tomlede igen og fik snart et lift med en sød dame. Da vi fortalte, hvor vi var på vej hen og hvorfor, lo hun hjerteligt. Hun var billetdame på Glud Museum og boede lige over for. Men hun mente dog, at vi trængte til en forfriskning og et lille hvil i hendes have på hendes liggestole, inden vi besøgte museet.

Hun anbefalede os at tage til den lille Hjarnø, der ligger lige uden for Snaptun, ikke langt fra Glud. Hun mente helt sikkert, at der ville være brug for vores arbejdskraft på en af gårdene der. Til færgen over fik vi brug for Henriks kontanter.

Medicin

Vi fik ikke job på Hjarnø, men logi for natten på et høloft. Som spejder har jeg ofte sovet på hølofter, men det var helt ukendt for Henrik. Det kom der en ganske sjov episode ud af. Måske var det mest mig, der kunne se moroen. I løbet af de første timers søvn, havde der sneget sig det meste af en høballe ind under Henriks tøj, så det kløede over hele kroppen på ham. Han var godt nok misfornøjet. Så hårdt angrebet var han, at han var på vej til at opgive vores projekt. Gode råd var dyre. Men jeg kom i tanke om den medbragte medicin. Efter et velskænket glas faldt Henrik til ro og sov herligt resten af natten. 

Næste dag tog vi tilbage til hovedlandet og satte kurs nordover.

Københavnersnuder

På vejen videre kom vi forbi et svømmebassin i en lille by. Det var jo en god anledning til en kølig dukkert, og en smule hygiejne. Desværre var tårnet med vipperne lukket, som ellers var en af Henriks fornøjelser.

Jeg gik derfor hen til billetdamen og spurgte til, hvornår der blev åbnet for vipperne. Jamen når sådan et par københavnersnuder kom på disse kanter, måtte der straks åbnes for vipperne. Hun lukkede så for billetsalget for at åbne for vipperne. Hun blev og så Henrik springe, for det ville hun sandelig ikke gå glip af.

Cockskridt

Senere nåede vi til et nyt sted i Midtjylland, hvor vi sandelig fik vores sag for. Vores værter der, var et ældre ægtepar. De havde brug for hjælp til flere gode opgaver. Vi plukkede jordbær, slog græs med le og lærte dels at slibe leen, dels at gå cockskridt. Det er en særlig måde at bevæge sig fremad mens man slår græsset. De havde også en meget stor hæk, der skulle klippes. Der blev anselige mængder afklip, der skulle køres væk med traktoren. Værten spurgte, om nogen af os kunne køre traktor. Jeg skulle ikke nyde noget, da jeg endnu ikke var rutineret chauffør, men Henrik meldte, at det skulle han nok klare.

Henrik havde ikke kørekort, men havde øvet sig hjemme i nogle af sin fars køretøjer. Faren drev en virksomhed, hvor der var flere varevogne at træne i. Det var dog uden farens viden, og slet ingen accept derfra, således lærte Henrik mig også noget om autoritetstro.

Traktor

Men trods Henriks udmærkede færdigheder med traktoren, endte den alligevel i grøften, hvor den sad urokkelig fast.

Av for den da. Vi var godt nok slukørede, nok mest mig, da vi gik tilbage til vores vært for at meddele affæren.

Jeg gjorde mig mange tanker om, hvordan det ville blive modtaget, men til min store forbløffelse tog værten det med ophøjet ro uden at fortrække en mine, og meddelte: “Det må vi jo finde en løsning på”.

Han gik ud i laden, hvor der stod en anden traktor. Han bad Henrik sætte sig op og køre os hen til den forliste traktor. Med havde vi et slæbetov og i løbet af et øjeblik var grøften befriet for sin uautoriserede gæst.

Problem

Jeg lærte flere ting af episoden. Undlad at spekulere før et problem virkelig er et problem. Det er nemmere sagt end gjort, men så sandt så sandt.

Det var nu på tide at søge mod næste del af turen med spejderne på Gudenåen.

Men vore værter insisterede på at køre os. Og på vej mod Gudenåen fik vi set endnu flere af de midtjyske attraktioner. Fx brunkulslejerne fra krigens tid og meget andet.

Vel fremme ved kanoerne, havde spejderne taget min rygsæk med fra Ballerup. De havde også Henriks bagage med, der også var med på denne del af turen.

På mange måder var Henrik og jeg endog meget forskellige, men som måske bekendt svinger modpoler ofte rigtig godt sammen, og vi havde en super dejlig tur sammen.

3 - Fingerspitzengefühl

I familien kom det til os engang at tage på en weekendtur til Tyskland.

Sidsel var vel i 14-16-års alderen, og havde en kæreste, så vi var de to, Judith og jeg. Det var en lidt spontan ide, så vi gjorde ikke de helt store forberedelser, men tænkte at dumpe ind et sted for overnatning. Dog havde vi telt med så en campingplads var en oplagt mulighed.

Afsted mod Rødby for at tage over Puttgarden til Tyskland..

Hold mod højre

Den gang brugte jeg et tysk ord, når jeg sådan følte mig frem uden en egentlig plan. Jeg tog den på fingerspitzengefühl. Det blev så strategien på turen. Vi havde dog så meget plan, at vi ville køre hjem over Jylland og Fyn. Men efter et simpelt ræsonnement tænkte jeg, at hvis jeg, når vi var nået til Tyskland, dels undgik autobahnen og dels holdt i mod højre, ville vi på tidspunkt nå Jylland. Det gik fint og vi fik set en del af Nordtyskland og omegn. Selvfølgelig fik vi kørt en del omveje, da vi ikke kørte efter kort, men min fingerspitzengefühl.

Da det efterhånden blev sen eftermiddag, blev vi enige om, at det var på tide at finde et sted til overnatning.

Efter flere kik på mulige steder nåede vi frem til kystbyen Eckernförde, hvor de havde en ganske fin campingplads, der blev stedet for vores overnatning i teltet. Dog sov jeg i bilen fordi de andre snorkede så jeg ikke kunne få lukket et øje. Måske var det omvendt😉😉😉.

Ellers var planen, med kørsel efter min fingerspitzengefühl, ganske god, fordi vi dagen efter nåede sikkert til Jylland og videre hjem over Fyn.

Hold mod venstre

Nogle år senere havde vi et eller andet arrangement i familien. Der skulle bruges en del drikkevarer, snacks og andre fornødenheder.

Kunne vi ikke tage en tur til Tyskland? spurgte vi hinanden, Judith og jeg. God ide, var vi enige om. Som jeg husker det, skulle man dengang have en overnatning for at opnå fuld ret til at medbringe det kvantum af toldfrie varer, vi havde brug for. Jamen, det var jo en fin anledning til at tage weekendtur til Tyskland.

Vi tog over Fyn - Jylland mod grænsen, og straks vi var ovre begyndte vi at kikke efter et sted til overnatning. Vi var dog også enige om, at de moteller, der er umiddelbart på den anden side, ikke var sagen. Nå, men vi kørte videre mod sydøst. Længere og længere kom vi uden steder vi kunne falde for. Efterhånden gik tiden. Så kom det til mig, at hvis jeg holdt mod venstre og undgik autobahnen, ville vi på et tidspunkt nå Puttgarden, men så at finde en overnatningsmulighed inden vi nåede dertil. Det blev så strategien. Men det blev senere og senere på dagen, stadig uden passende overnatningsmuligheder. Den spæde frustration begyndte at melde sig. Nå, hvis alt andet svigtede, måtte vi jo overnatte i bilen, selvom det ikke lige var det vi havde forestillet os som en hyggelig tur.

Vi fortsatte dog stadigvæk efter min fingerspitzengefühl, hvor jeg holdt mod venstre.

Pludselig ser jeg et vejskilt med et velkendt navn: Eckernförde 5 km.

Afsted, afsted gik det. Vi nåede frem til campingpladsen akkurat lige før lukketid og fik lejet en campinghytte for natten.

Sådan oplevede vi atter Eckernförde og selv samme campingplads som vi tidligere havde overnattet på, og vendte dagen efter hjem til Greve over Rødby-Puttgarden. 

Jeg husker ikke, hvor der blev handlet, men vi fik det gjort et eller andet sted på turen.

Epilog

Da alt i denne trilogi er hentet fra hukommelsen, dog suppleret af fotos fra turen med Henrik og den ene tur til Eckernförde, kan der være visse erindringsforskydelser.

Det er jo ganske interessant, hvordan ens hukommelse fungerer. Visse episoder står krystalklart, hvor andre er fuldstændigt væk, og andre igen står tåget.

Jeg må jo endnu engang sande, at et billede siger mere end tusinde ord, og i dag bliver alt jo dokumenteret med fotos og video til den helt store guldmedalje.

En anden tanke at gøre sig, kunne være, hvordan denne trilogi ville have udspillet sig, hvis jeg dengang havde haft adgang til mobiltelefon, GPS og Dankort.

Med uregelmæssige intervaller tænker jeg tilbage på disse og andre forløb, og hvordan tilfældigheder nogen gange kan give endog meget store oplevelser.

Altså, du kan gøre dig mange overvejelser om dine planlagte aktiviteter, men der kommer også tilfældige appelsiner i din turban, der somme tider overgår selv din vildeste fantasi.