1870-1920

2. Problemer til debat

Georg Brandes var en meget indflydelsesrig litteraturkritiker i slutningen af 1800-tallet. Han brugte ikke idylliserende ord, men forholdt sig mere kritisk og realistisk til omverdenen, og han kæmpede for friheden via litteraturen. Hans tese var således, at litteraturen skulle "sætte Problemer under Debat". 

At sætte problemerne under debat var en måde at gøre samfundet bedre, eller i hvert fald gøre folk mere opmærksomme på problemerne så de ville få mere indblik, så det i sidste ende ville kunne løses. 

Georg Brandes havde ikke kun forelæsninger i Danmark, Men havde også brilleret med forelæsningerne i hele Skandinavien. Forelæsningerne skabte mange reaktioner og udtalelser. De fleste var imod dem, men der var dog også individer der var for. 

Som forelæser var Georg Brandes lidenskabelig og provokerende. Han undersøgte sagerne i det store Europa og fik en helt ny måde at tænke på, som skulle vise at fungere som gift for næsten alle forestillinger de havde arvet fra den romantiske periode. Den nye måde at tænke på bestod i muligheden for at overføre den naturalistiske tænkemåde til kunstens verden. 

Georg Brandes forelæsninger fik meget opmærksomhed og eksploderede nærmest som bomber – ikke kun i den danske kulturelle offentlighed – men også i resten af Skandinavien. Forelæsningerne skabte enorm opsigt og der var mange meninger imod hans forelæsninger men også for. Brandes nåede langt over litteraturens grænser, og undersøgte kritiske begreber som nationen, staten, kirken, familien, ægteskabet, den offentlige moral osv. 

I Det Moderne Gennembrud begynder en række forfattere, kunstnere og politikere at kritisere samfundets indretning og borgerskabets måde at leve på. Litteraturkritikeren og samfundsdebattøren Georg Brandes førte an i bevægelsen med sit slogan om, at kunsten og litteraturen skulle “sætte problemer under debat”.

Nu skulle kunsten ikke længere vise nydelige landskaber og harmoniske familier, men skildre hvordan verden faktisk så ud, med alt hvad det indebar af fattigdom, ulighed og lidelse. I Det Moderne Gennembrud kritiserede man især de tre K’er: kirke, klasse og køn. Man kritiserede kirkens magt i samfundet og begyndte at sætte spørgsmålstegn ved, om der virkelig ventede et paradis efter døden. Man kritiserede ulighed i samfundet og prøvede at forbedre arbejderklassens status og levevilkår. Og man begyndte at stille spørgsmål til, om kvinder virkelig var så forskellige fra mænd, eller om de måske skulle have samme rettigheder.

4. Fokus på kvinderne

I løbet af 1880erne danner der sig i denne historie forskellige opfattelser af seksualitet. Historien består så at sige af disse forskellige opfattelser.
Skillelinjen går imellem to holdninger til, hvorledes det ideale og lykkelige ægteskab skulle udfolde sig for begge parter. Skulle det være legitimt for unge kvinder at gøre seksuelle erfaringer inden ægteskabet? - ligesom for mændene. Eller skulle de unge mænd indordne sig under samme eksklusive strategi som var gældende for kvinderne?

Nu bryder der en ophedet debat ud, der snarere kunne minde om en mindre borgerkrig, varede i flere år og måske aldrig er hørt helt op. Denne strid i 1880ernes midte indgår siden i historiebøgerne som Sædelighedsfejden.

Dansk Kvindesamfund blev stiftet af beslutsomme kvinder i 1871. I 1880erne hedder forkvinden Elisabeth Grundtvig (barnebarn af den store salmedigter). Hun bliver talerør for sidstnævnte holdning, at mændene før ægteskab bør indtage samme disciplinerede position som kvinderne, da de sidstnævnte ellers fortsat vil komme til at lægge krop til afbrudte svangerskaber, uægte børn og diverse kønssygdomme.