Søndag d. 5. august 2018 kl. 20


Erlendis Guitar Quartet

ERLENDIS QUARTET (POLEN)

Erlendis Quartet har markeret sig som et af nutidens mest spændende ensembler. De stående bifald, begejstrede anmeldelser samt fine hædersbevisninger taler for sig selv. Ensemblet har opnået international anerkendelse både indenfor og udenfor den klassiske guitars domæne.

Béla Bartók skrev engang “Konkurrencer er for heste, ikke for kunstnere!”.

Ikke desto mindre har Erlendiskvartetten, ved at deltage i musikkonkurrencer med samme attitude og nærvær som var det koncertoptrædender, høstet en imponerende samling præmier, blandt andre 1. Præmie i Danmarks Radio P2 Kammermusikkonkurrence (2017), 1. Præmie i Guitar Foundation of Americas internationale kammermusikkonkurrence (2017), 1. Præmie og publikumspris i den internationale kammermusikkonkurrence i Aschaffenburg (Tyskland). og “Special Prize” ved Orlando Chamber Music Competition, Holland 2016. (Ja! De læste rigtigt. Orlando i Holland).

Telepatisk sammenspil, stor dynamisk spændvidde samt dybfølte, men alligevel præcise fremførelser af musikken er kvartettens varemærke. Fælles dyrkelse af lidenskaben for musik er ensemblets eksistensgrundlag.

Konstant udforskning af mulighederne for berigelse af repertoiret er af største vigtighed for kvartetten. Hver eneste koncert struktureres præcist med det formål at skabe en fængende og overbevisende fortælling til publikum. Ordet Erlendis er islandsk og betyder “på den anden side af havet”, og afspejler således kvartettens konstante stræben efter at bryde det vante guitarrepertoires grænser.

____________________________

Erlendiskvartetten blev dannet i oktober 2013, mens alle 4 studerede hos Lukasz Kuropaczewski på Musikakademiet i Poznań (Polen). Året efter modtog de undervisning af cellisten Karol Marianowski fra strygekvartetten Meccorre. Fra 2015-2017 fulgte de kandidatuddannelsen på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i København, hvor de blev undervist af Jesper Sivebæk, Den Skandinaviske Guitarduo samt af Tim Frederiksen, tidligere mentor for Den Danske Strygekvartet.

Gennem studieårene har kvartetten desuden deltaget i mesterkurser med en række anerkendte musikere, herunder medlemmer af fremragende ensembler som Artemiskvartetten, Belceakvartetten, Volgerkvartetten, Faurékvartetten, strygekvartetten Lafayette og Berlins Klavertrio såvel som kunstnere fra fornemme pladeselskaber som Deutsche Grammophon og EMI.