Lectio er et elektronisk system, som vi på FGC4 bruger til at administrere det daglige/ugentlige/månedlige skema, fravær, karakterer, forældrekonsultation, lektier, skriftlige opgaver, aktiviteter, beskeder, bøger etc.
Du logger på Lectio på adressen https://www.lectio.dk/lectio/54/forside.aspx
Du logger ind med MitId.
Samtlige lektier skal indskrives i Lectio.
Lektier skal senest indskrives klokken 16 dagen inden, mandag undtaget.
Lektier givet henover weekenden indskrives senest fredag klokken 18.00.
Lektier givet henover ferier skal senest indskrives sidste dag inden ferien klokken 18, sommerferie og juleferie dog undtaget, lektien skal her gives en uge før modulet afholdes.
Opgaveformuleringer til afleveringer på 3 elevtimer eller derover indskrives senest 14 dage inden afleveringsfristen, undtaget dog matematik.
Datoerne for afleveringer af et omfang på tre elevtimer eller mere, skal kunne ses på Lectio senest den 1/9 (gælder ikke 1.g-elever) og 1/2 for hhv. efterårs- og forårssemestret. Justeringer kan dog forekomme efter disse datoer.
Rettede afleveringer skal senest returneres én måned efter afleveringsdatoen.
Elever skal sende en besked til læreren, når en besvarelse afleveres elektronisk efter udløbet af afleveringsfristen, idet oplysningen ikke automatisk sendes til læreren.
Lærere skal fjerne fraværet for en for sent afleveret opgave med det samme, men skrive i notefeltet, at den er afleveret for sent. Bedømmelsen og tilbageleveringen sker derimod, når det passer læreren – dog så vidt muligt inden afgivelse af termins- og årskarakterer. Elever må ikke uploade tomme dokumenter eller dokumenter, der ikke kan åbnes. Det bliver noteret som en ”ikke afleveret” opgave.
Der kan gives 50% fravær, hvis eleven kommer for sent, eller hvis eleven forlader undervisningen
Der kan gives 100% fravær, hvis læreren skønner, at en elev ikke er parat til at modtage undervisning, og hvis læreren inden da har givet en advarsel. I så fald skal læreren indskrive en fraværsforklaring.
Eleven skal angive en bemærkning eller begrunde om årsag til fravær under ’fraværsårsager’ – f.eks. i tilfældet sygdom. Hvis fraværet er begrundet i deltagelse i Forsvarets dag, borgerligt ombud eller deltagelse i elevdemokratiske møder eller lignende (såsom Elevrådet), kan det blive godskrevet på skolens kontor eller hos den fraværsansvarlige for en årgang på baggrund af en konkret vurdering.
Lectio-beskeder skal kun sendes til den/de relevante modtager(e), og emnemæssigt skal beskederne direkte vedrøre undervisningen (og ikke fx efterlysning af glemt mobiltelefon). Elever skal læse Lectio-beskeder mindst en gang om dagen på hverdage og besvare beskeder, hvis det er krævet.
Forløb i undervisningen, der lægges i studieplanen, skal omtales ved påbegyndelsen af forløbet. Lærerne skal desuden løbende opdatere studieplanen, senest ved påbegyndelse af et nyt forløb.
Elever skal kunne orientere sig i studieplanen for hvert fag, samt i fagenes dokumentmapper.