Søndag septuagesima - prædiken
Se og hør fra Vejstrup kirke (Desværre mangler første del af tekstlæsningen)
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. Da han var blevet enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård. Ved den tredje time gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, og han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale, hvad I har ret til. De gik derhen. Igen ved den sjette og den niende time gik han ud og gjorde det samme. Ved den ellevte time gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér, og han spurgte dem: Hvorfor har I stået ledige her hele dagen? De svarede ham: Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård. Da det blev aften, sagde vingårdens ejer til sin forvalter: Kald arbejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan, at du begynder med de sidste og ender med de første. Og de, der var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en denar. Da de første kom, troede de, at de ville få mere; men også de fik hver en denar. Da de fik den, gav de ondt af sig over for vingårdsejeren og sagde: De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede. Men han sagde til en af dem: Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.«
Vi véd jo desværre godt – både fra os selv og fra vores historie – at når vi som mennesker er presset på overlevelse, ikke bare vores egen men også vore kæres, så kan vi hurtigt komme til at opføre os på en måde, som vi ellers ville opfatte som egoistisk og uværdig. Utryghed og desperation kan føre mennesker ud af mange stier, som de måske aldrig havde forestillet sig, at de ville gå.
Så på dén måde forstår vi måske udmærket den protest, som kommer hér fra de arbejdere, der har arbejdet hele dagen i vingården, og som nu bliver spist af med den samme løn som dem, der har arbejdet mindst. Vi forstår deres vrede og deres forargelse,… og det er jo kun menneskeligt at tænke sådan, mener vi måske, for det er jo i høj grad også en måde at tænke på, som har sat sig dybe spor i hele vores samfund, hvor vi jo nærmest gør en dyd ud af at vogte på hinanden og på, om ’alting nu også går efter fortjeneste’. Klapjagten på mennesker på overførselsindkomster og selvretfærdigheden hos mennesker, der bilder sig ind at de bidrager væsentligt til samfundet er jo næsten grænseløs, og begge dele bunder netop i den her syge forestilling om fortjeneste.
Og det værste er, at vi så oven i købet mener, at det er et udtryk for retfærdighed. Fuldstændig ligesom arbejderne her i lignelsen påberåber sig det ædle begreb om retfærdighed, da de beklager sig over, at vingårdsejeren giver samme løn til alle, sådan gør vi det også. Og ligesom dem, sådan ser vi heller ikke, at vores forestillinger om retfærdighed er fuldstændig forvrængede og forvanskede, indbildte og mest af alt et udtryk for misundelse og jalousi.
Men det er de,… Det er det, vi hører her fra vingårdsejeren, hvor han giver klar besked om noget, som vel egentlig ikke burde være så svært at forstå.
Vores besynderlige og egoistiske forestillinger om retfærdighed – der vel mest af alt bygger på grådighed og selvretfærdighed – bliver her ganske enkelt stillet overfor en helt anden måde at forstå retfærdighed på: en mere sand og mere virkelig retfærdighed,… og en måde at forstå retfærdighed på, som ikke bare tjener os selv og er født ud af vores misundelse og vogten på hinanden, men som derimod tjener livets eget formål.
For det er det, som retfærdigheden i sidste ende er til for: for at tjene livets eget formål.
I lignelsen om arbejderne i vingården møder vi et billede på retfærdighed, hvor vi får at vide, at retfærdigheden altid har det som sit mål at holde fast i de betingelser for livet, som gør, at livet og glæden og freden overhovedet bliver mulig. Jesus siger her, at det er en retfærdighed, der ligner den retfærdighed, der gælder i Gudsriget, og det vil sige, at det er en retfærdighed, hvor det – modsat hvad vi tror – netop ikke drejer sig om gerninger og fortjeneste, men hvor det derimod drejer sig om, at vi som mennesker alle skal have nok til, at vi kan overleve og leve.
Alle arbejderne får den samme løn, for alle skal have det, der er nødvendigt for at klare dagen og vejen, og det er jo faktisk et punkt, hvor vi alle sammen er fuldstændig lige: nemlig i vores helt grundlæggende behov for få vort daglige brød i alle henseender.
Der bliver altså med andre ord vist os et nyt hierarki. Eller rettere: vi bliver vist et gammelt hierarki – gammelt, fordi det er lige så gammelt som menneskelivet selv – og det består i, at livet altid står over præstationen og fortjenesten.
Her i dag hører vi det i form af en lignelse,… men i virkeligheden er det vel også noget, som vi allerede godt kender til fra vores eget liv: for vi véd jo godt, at vi også altid er noget inde bag ved eller nedenunder alle vore præstationer,…
Vi ved jo udmærket, at vi ikke kun er alt det fantastiske, som vi måske har gjort op gennem vores liv,… og vi ved jo også godt, at vi heller ikke kun er alt det elendige og ødelæggende, som vi måske har gjort. Bag facaden er der altid – er vi altid – noget andet og mere.
Men vi kender det også fra os selv, når vi tænker på vores kærlighed til vore kære: vores kærlighed til vore børn, da de var spæde, var jo ikke betinget at, at de havde gjort så meget andet end bare at være blevet født og være til.
Og vores kærlighed til vores store børn eller til vores ægtefælle eller til vore gode venner er jo også en kærlighed, der skyldes noget andet og mere end bare alt det, de kan præstere.
Og selv i vores vrede eller måske endda had til en person, der har forvoldt megen skade, vil vi kunne nå til en grænse og føle, at personen jo dog også er andet og mere, end blot sine ugerninger. Det er f.eks. det, der kan ske, når vi synes, at den straf, som personen modtager, ganske enkelt bliver for overdreven.
Det ligger altså – vil jeg påstå – som et helt fundamentalt træk, ikke bare i lignelsen og i evangeliet, men også i livet selv, … at der er noget helt bestemt, det kommer an på, hvis livet overhovedet skal være liv.
Her forleden så jeg en udsendelse om autister. Det var autister, der besad et helt særligt talent, som gjorde, at de kunne varetage en højt specialiseret funktion på en arbejdsplads.
Men for dem alle sammen gjaldt det, at noget at det allermest alvorlige og allermest livsvigtige for dem, var, at de simpelthen bare gerne ville have lov til at kunne opleve og føle, at de var holdt af. At de var accepterede, og at det var i orden, at de var her, og at de var, som de var.
Op gennem deres barndom og ungdom havde de følt sig anderledes og udenfor. Mange var blevet mobbet i skolen af alle de mere middelmådige, og de fleste havde levet et liv, hvor de var isolerede og ensomme og udenfor,… i tvivl om sig selv og om deres egen eksistensberettigelse.
Og de ønskede bare, at der var nogen, der ville se dem og holde af dem.
Og sådan er det vel for os alle sammen.
Vi er afhængige af det daglige brød,… både for at kunne overleve og for at kunne leve.
Der er noget, vi har brug for til dagen og vejen, og vi har brug for, at vi bliver set, som den, vi er, uafhængig af – og ofte også på trods af – det, vi har præsteret og gjort.
Og livet kan først blive til liv under de betingelser: livet kan først rigtig udfolde sig, når vi kan leve ud fra den forvisning og erfaring,… forvisningen om og erfaringen af, at vi har lov at være her, og at vi er meget mere end bare vore gerninger.
Når Jesus altså fortæller denne her lignelse, så er det en voldsomt slag lige i solar plexus på hele den her syge opfattelse af retfærdighed, som vi efterhånden er blevet så vant til at tænke ud fra.
Retfærdighed er ikke at sørge for, at alting går og fordeles efter fortjeneste og præstationer, sådan som vi naivt bilder os selv det ind,… nej, retfærdighed er, at sørge for, at livet kan leves. At ’færdes ret’ er at være med til at sikre, at andre har nok til, at også de kan leve deres liv.
Men der er jo så også et MEN,…
For lige så snart, at vi har fået det her understreget,… så kan vi jo også høre alle de klare indvendinger:
For hvordan kan man overhovedet have et samfund og et lønsystem, hvis man tænker sådan?
Er det ikke fuldstændig hovedløst at tro, at man kan ordne lønspørgsmålet mellem arbejder og arbejdsgiver på den her måde? Er det ikke den direkte vej mod total dovenskab og ugidelighed?
Og jo,… det vil det sandsynligvis være,…
Men pointen er jo netop også, at det slet ikke er det, det drejer sig om.
Hvis vi begynder at tro, at vi skal tage en lignelse som den her (og i det hele taget Jesu lignelser) som et direkte udtryk for, hvordan vi skal indrette vores samfund, ja så rammer vi helt ved siden af.
For Jesus siger jo netop, at det er en lignelse, der drejer sig om himmeriget,… ikke om samfundsordningen.
Religiøse fundamentalister ville måske mene, at man på den måde kan indrette gudsriget på jord, … men pointen i alle billederne i evangeliet er netop, at himmerige på jord eller gudsriget på jord, ikke har karakter af en decideret samfundsordning, men derimod altid er noget, der må vokse frem i frivillighed.
Det skal være en retningslinje for, hvordan vi i frivillighed og glæde griber livet an, og ikke en retningslinje for, hvordan vi skal lovgive i vores samfund. For vi kan ikke lovgive os frem til himmerig på jorden, og evangeliet er ikke en håndbog i en bestemt politisk indretning af samfundet.
Det, vi skal, er, at vi frivilligt skal prøve at leve ud fra den tilgang til livet.
Af glæde over livet,… af glæde over, at vi lever og er til,… af glæde over dem, vi har omkring os,… af glæde over Gud, … og af glæde over, at heller ikke vi bare skal behandles efter fortjeneste og præstationer,… der skal vi så være med til at bringe denne her nye retfærdighed ud i verden,… både ud til andre mennesker (helt konkret),… men også ud i hele vores måde at indrette vores samfund på,… ikke som en samfundsordning, men som en tilgang til livet, der gør det muligt for mennesker at leve deres liv i fred og taknemmelighed.
Guds retfærdighed har det alene som sit mål at vise os, hvad der er betingelserne for, at vores liv overhovedet kan udfolde sig, nemlig at vi har det, vi har brug for, for at kunne leve i fred og glæde og taknemmelighed.
Og set i det lys må vi jo desværre erkende, at de fleste af vore tanker om retfærdighed som regel har det med at føre til det stik modsatte: til et liv, som måske aldrig rigtig bliver forløst, fordi det størkner i dræbende ideer om fortjeneste og i en konstant vogten på hinanden.
Lov og tak og evig ære være Dig, vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
AMEN