Gudstjeneste 29. marts - 2020

Prædiken til Mariæ bebudelses dag

Vi er på vej mod Påske.

Måske med en anden og mere alvorlig mine, end vi plejer at være det.

Og måske også med en forstærket måde at læse de bibelske tekster på, fordi vi pludselig er rykket ud af det slør, som almindelighederne ofte kan lægge hen over vores måde at se på livet på.

Vi er på vej mod Påske, og den første port, vi går ind ad på denne vej, er den port, der møder os i Marias Lovsang,… foregrebet i Abrahams underfulde møde med Guds gennembrydende løfte om de muligheder, som Abraham ikke selv ser,… og sat på begreb af Paulus i tankerne om Guds visdom og menneskenes dårskab.

Det er tænkeligt, at vi er blevet vant til at forholde os til Gud på en lidt bedrevidende måde. At vi har vænnet os til, at vi kan tale om Gud på en måde, så det giver indtryk af, at Han nu altså – som Gud – må acceptere, at Han kun kan være Gud på vore præmisser. Han må finde sig i kritik,… og Han må endda også finde sig i, at der er nogen, der ligefrem vil påstå, at Han ikke findes.

Nogen vil måske hævde, at det også er sådan, mange mennesker oplever det i dag. De skal være synlige, for ellers findes de ikke, og de skal være perfekte, for ellers møder de kritik. Men Gud ryster ikke på hånden over den slags. Han går netop ind i et billede i verden, hvor han er så lille, at Han sagtens kan overses eller afvises,… og Han går ind i et billede, hvor Han nærmest inviterer til kritik. Og i det omfang, at det er noget, der bekymrer Ham, så er det ikke en bekymring, der gælder Ham selv, men ene og alene en bekymring, der gælder mennesket. Os. Fordi det er os, der har mest at tabe, og fordi det er os, der ligger Ham mest på sinde.

Og det er det, vi er på vej til at finde ud af. Det er det, der skal træde frem for os i Påskens tekster og dage, og det er det, der viser sig her for Maria.

Hun lovsynger den Gud, der er alt det synliges og usynliges skaber,… en abstrakt og ubegribelig, men samtidig en personlig og omsorgsfuld overlegenhed, der sprænger al vores egen magt og alle vore egne forestillinger. Han er den ubevægede bevæger,… den, der er højere end noget, der kan tænkes. Han er den, der vender op og ned på vores eget ’op og ned’, og Han er – som Paulus beskriver det – den, der gør, at vi altid forekommer at være tåbelige og dårer, når vi fører os frem som bedrevidende ateister, eller hvis vi møder evangeliet med ligegyldighed.

Men Han er også den, der gennem Maria træder frem i en konkret skikkelse og kommer til at indgå i historiens tvetydighed,… den, der i Påsken står overfor en smerte og går igennem en lidelse, som viser os det billede af Gud, som mennesket skal leve på.

Og så er spørgsmålet til os, hvad vi så vil stille op med det?

Maria lovsynger, og det gør vi jo også. Hun ser barnet under sit hjerte som en del af Guds store bevægelse i barmhjertighed over for mennesker og som en del af Hans omvending af verdens styrkeforhold og værdier. Hun ser det som det, der kan bringe livet tættere på det, der var tænkt med det, da det trådte frem af intet i tidernes morgen.

Og sådan ser vi det også. Vi lovsynger ligesom Maria, når vi har kirke sammen om søndagen, fordi sangen er vores gudstjenestes åndedræt, og fordi vi på den måde siger Gud tak for livet og hinanden og for Ham selv. Vi synger sammen, fordi det forløser noget i os. Det bringer os ind i et fællesskab, uden at vi opløses af det, og med vores sang og lovsang stemmer vi vore sind i et toneleje, hvor vi er i samklang med Gud og hans syn på verden. Det kan godt være, at alle ordene i salmerne og i vores sang kommer fra en anden tid og er skrevet af en anden, men når vi selv synger med, gør vi dem til vore egne ord. Vi overtager deres evighedsudsyn på livet, og vi svarer på Guds tale til os. Ikke naivt og ikke som en insisteren på, at der kun findes det lyse og positive i livet, for det passer ikke. Men på den måde, at vi iklæder os det syn på livet, som lovsangen stiller foran os med al sin forkyndelse af, at midt i alt det, der truer mennesket, findes der også altid det, der opretholder og bevarer os. Og når vi er klædt i dette syn, kan vi bevæge os ud i livet med et nyt udsyn, der er større end vores eget dagligdags syn på tilværelsen. Så kan vi leve livet – også efter gudstjenesten – i en fortrøstning til, at vores livs begyndelse og afslutning altid er i Gud,… fra evighed til evighed, som vi siger.

Men vi kan måske også stille noget andet eller rettere: noget mere op med det billede, vi møder her. For både teksten om Abraham, teksten af Paulus og teksten om Maria afslører – midt i trøsten – også en ret provokerende tanke. Det er en tanke, som de fleste af os har en tilbøjelighed til at se lidt bort fra, og det er nogle formuleringer, vi nok ofte læser lidt hurtigt hen over, fordi vores kirke jo altid er en meget pæn kirke, hvor tålmodighed og mildhed råder (i hvert fald visse steder), og hvor vi godt ved, at vi skal være forsigtige med at formulere os for kritisk om noget, der rammer dybt ind i vores egen eller andres umiddelbare måde at leve livet på. Evangeliet skal helst minde om en venlig og mild pædagog og ikke om en streng og irettesættende lærer, for det vil vi ikke finde os i.

Men evangeliet er ligeglad med det,… og Gud er det måske endnu mere. Han er alt det synliges og usynliges skaber,… Han er den, der svævede over vandende og kaldte livet frem af tomheden,… og det er altså fra den kraft og den magt, at det bliver gjort klart for os, at den værdisætning, som vi mennesker efterhånden har fået bygget op, er helt og aldeles håbløs. Og når vi – som en anden Sara – står tøvende i teltåbningen og ler for os selv, når Gud er lige udenfor med sit løfte til os om, at intet er umuligt for Ham, så ser Han på os og alle vore bortforklaringer med en strenghed, der er hård og mild på samme tid. Hård fordi den vil holde os fast på en alvor, der skal redde vores liv, og mild netop fordi den kun har dette ene sigte: at redde vores liv.

Den tyske filosof Friedrich Nietzsche sagde om kristendommen, at den var en omvurdering af alle værdier. Og han ønskede– med sin filosofi om det moderne menneske, der ikke længere kan finde trøst i troen på Gud og derfor må finde al styrke og livsoverskud i sig selv – faktisk selv at opstille en ny trøst til mennesket. Han er ofte ved kirkelige kaffeselskaber blevet set på med en vis form for gysen, og hans sygelige kristendomskritik er blevet afvist netop med den begrundelse, at den er forvrænget og syg. Hans ærinde var dog sådan set prisværdigt, selvom hans kristendomskritik var for skinger og i den grad fortjener at blive modsagt.

Og han kan have ret i, at vi i kristendommen møder en omvending af alle værdier. Sådan ser det i hvert fald ud til at være ifølge teksterne til i dag. Vi kan selvfølgelig kaste os ud i nogle længere diskussioner om, hvilke værdier og hvilket menneskesyn, der egentlig er det naturlige. Vi kan spørge os selv, om den lovprisning af magt og styrke og rigdom, som vi møder i dag, og som altså åbenbart er det, Jesus gør op med, nu også er det mest naturlige. Eller om ikke det rent faktisk er mere naturligt at indse, at vi som mennesker mest er afmægtige og svage og temmelig ubehjælpsomme.

Men uanset, hvad vi så end måtte nå frem til i den diskussion, så er det ikke desto mindre klart, at billedet her i teksterne i dag i hvert fald ikke er til at misforstå. Når Guds magt gør sig gældende, stødes de mægtige og rige fra tronen. De ringe løftes op, de rige gøres tomhændede, og dem, der er sultne, mættes. Meget af det, vi anser for at være klogt, vil vise sig faktisk ikke at have været så voldsomt klogt. Vores visdom gøres til skamme, som der står hos Paulus. Og det, der som regel bliver overset i denne verden, er nu det, der får betydning, fordi det peger hen imod en ny meningsfuldhed i livet. Når Guds magt viser sig, viser der sig simpelthen også et menneskesyn og en etik og en særlig måde at være menneske på, som rummer al mening i sig, til trods for at det betragtes som en dårskab og som en forargelse af omverdenen.

De fleste af os vil formentlig have en eller anden træls følelse af, at vi – i det her perspektiv – vist nok hører til blandt dem med magt og rigdom, selvom vi nu nok synes, at naboen faktisk har endnu mere af den slags. De fleste af os vil sikkert også have en irriterende oplevelse af, at vi ofte har været lidt ligeglade med Jesu budskab om, at vi skal tage mere vare på det, der er ringeagtet og udsat i verdens forjappede kynisme. Og derfor vil de fleste af os sikkert også godt kunne have lyst til at stemple det hele som dårskab eller møde det hele med en forarget afvisning. Ikke fordi vi ikke gerne vil tro på, at det er sådan, det skal være, men fordi vores erfaring siger os, at det ikke er sådan, det rent faktisk er. Både evangeliet og vores samvittighed kan igennem hele vores liv jage os med denne her omvurdering af værdierne. Og vi ved så udmærket, at det ikke er i orden at nyde drinks og forkæle os selv, hvis det foregår i skyggen af den angst og lidelse, som mange andre mennesker er fanget i hver eneste dag, når de flygter fra deres hjem, sidder ensomme i deres lejlighed eller kæmper for at holde sig oven vande i en tilværelse, de ikke kan se sig ud af.

Vi kan så naturligvis forsøge at opstille et værn af bortforklaringer om, at vi jo ikke kan redde hele verden, men det er sådan set slet ikke det, der er pointen. For pointen består ikke i at uddele moralske øretæver eller lamme os i dårlig samvittighed. Den består heller ikke i at afvise det provokerende i Jesu forkyndelse eller i at lade al menneskets kritiske tænkning frasige sig tronen for så i stedet at give sig hen til ufornuft eller uforstand eller til en eller anden fundamentalistisk blindhed.

Pointen er, at der bag ved alting ikke bare er ingenting, men en Gud,… en magt og en kraft, der i voldsomhed overgår al forstand, men som viser sig ved at gøre sig lille og værgeløs. Det, vi læser om i dag, er den evige, der går ind i tiden og bliver sårbar og dødelig, men som netop derved giver alt det sårbare og dødelige en evig værdi, som vi aldrig selv ville have opdaget, hvis ikke vi var blevet gjort opmærksomme herpå. Den Gud, der rummer alle universer i sig, er den samme Gud, der viser sig i Marias liv, og i hendes livs frugt. Og ved at se på den Gud, ser vi netop, at der er mulighed i vores liv. Vi ser, at vi er uendeligt værdifulde, og at der er en mening i vores liv, som vi måske endnu har til gode at trænge helt ind til. Det er aldrig for sent.

Abraham møder en trøst i, at intet er umuligt for Gud.

Paulus beskriver en trøst i Guds kraft og visdom, der er noget radikalt anderledes end vores egen styrke og visdom.

Og Maria føder denne trøst ind i menneskets verden, så alting bliver nyt.

For Gud vil mennesket det godt.

AMEN

Bøn:

Herre, berolig Du bølgerne

i dette bryst, dæmp stormene!

Min sjæl vær stille,

at det guddommelige kan virke i dig.

Min sjæl vær stille,

at Gud kan hvile i dig,

at Hans fred kan overskygge dig.

Ja, Fader i himlene,

ofte nok har vi prøvet,

at verden ikke kan give os fred,

o, men lad Du os føle,

at Du kan give fred,

lad os mærke forjættelsens sandhed,

at Din fred kan al verden

ikke tage fra os.

AMEN

(Søren Kierkegaard)