VIF Nyheder

Sankthans på idrætspladsen

indsendt 18. jun. 2016 23.43 af Niels Larsen

Vejby IF indbyder til Sankthans-aften på torsdag 23. juni på Idrætspladsen i Vejby. Der er anrettet sankthansbål på det ryddede område ved halbanen tæt ved hvor den ny bålplads er indrettet. Bålpladsen, sponseret af Sjællandske Medier, indvies også officielt på torsdag.
Fra kl.18.00 vil der være mulighed for hyggeaktiviteter på pladsen med petanque, fodbold m.v. Før bålet tændes kl. ca. 20.15 vil der være musikalsk underholdning ved Sebastian Kold og Emil Andersen og formand for Vejby IF Niels Jørgen Larsen holder båltale. Der kan købes grillpølser, vand, øl, vin, kaffe og æbleskiver på pladsen. Bålpladsen er også i brug. Vi håber at nogen evt. kan bidrage med dej og pinde så børnene kan bage snobrød. Hvem melder sig til at løse den opgave?

Det handler om at hygge sig

indsendt 8. jun. 2016 10.17 af Niels Larsen

Vejby-Tisvilde Fodbold lægger hver uge græs til et tilbud, der henvender sig til de mange voksne i området der ønsker at spille lidt uforpligtende fodbold, uden at der bliver stillet krav til hverken fremmøde, udstyr eller tidligere erfaring.

I VTF har man et fodboldhold, hvor det eneste der stilles krav til er at man har humøret med på banen.  Et hold der giver plads til dem der har for travlt til at træne i hverdagene og spille kampe i weekenden. Plads til dem der aldrig har rørt en fodbold, eller dem som bare gerne vil i gang med lidt uforpligtende motion på fodboldbanen. Holdet, der er en del af DBU´s Fodbold Fitness indsats, ledes af Henning Bager, mangeårig træner i klubben, og Kim Forsingdal.  Der trænes hver tirsdag fra 17.00-18.00 i Vejby.


Typisk starter træningen med 10-15 minutters opvarmning, og derefter venskabelig kamp til to mål indtil ”toget kommer den anden vej”, som Henning siger.  VTF var med fra start, da DBU tog initiativ til fodboldfitness, og nu er man i gang igen for alvor efter en lille pause.

Kim, der er koordinator for tilbuddet, fortæller: ”Vi var nogle stykker der gerne bare ville spille lidt hygge-bold, uden at skulle tænke for meget over at spille kampe i weekenden, eller alle de andre ting der typisk følger med de etablerede fodboldhold. Derfor fik vi det startet op igen. Det har ledt til at vi i dag er en fast stamme på 6-8 der kommer hver gang, og holdet består af en herlig blanding af tidligere spillere, nogen der aldrig har spillet, folk fra Ørby, Vejby, Tisvilde, mænd og kvinder og vi er på mange måder en enormt blandet skare. Vi vil alle bare gerne spille lidt hyggebold.”

Udover det sjove ved at spille fodbold, er det af flere omgange bevist at Fodbold er en enormt effektivt motionsform, der både kan være med til at øge muskelmassen, nedsætte fedt-procenten og kan have en gavnlig effekt på blodtrykket.

Lyder det som noget for dig, så er tilbuddet åbent, og det eneste der kræves er at man dukker op på banerne ved Vejby Tisvilde Fodbold, Sportsvej 4, 3210 Vejby.

VIF-pokaler uddelt

indsendt 25. feb. 2016 05.08 af Niels Larsen

Bent Sørensen - "Bent Købmand" -  fik Ærespokalen på Vejby IFs generalforsamling 24/2. Torben Nielsen, VTF, blev årets leder, initiativpokalen gik til fitnessinstruktør Mette Buchvald, mens de unge trænerassistenter fra Fodboldskolen fik ungdomspokalen.

Tid til årsmøder

indsendt 21. feb. 2016 00.21 af Niels Larsen

Vejby IF og afdelingerne er midt i generalforsamlingernes tid. Hovedforeningen har sit årsmøde på onsdag 24/2 kl.19.00 i idrætshuset. Kom og se hvem der får årets pokaler! Vejby-Tisvilde Fodbold har generalforsamling mandag 22/2 og VT Fitness ugen efter den 29/2.

Velkomst til flygtninge

indsendt 12. nov. 2015 11.55 af Niels Larsen

Lokalrådet og Vejby IF holder velkomst-arrangement for flygtninge, der er flyttet til Vejby-Tisvilde. Det sker søndag 22. november kl.13-15 i Vejby Idrætshus. Undervejs bliver der chance for at se på idrætsmulighederne i idrætshuset, udendørs og i hallen. Vil nogen hjælpe med arrangementet og har I idéer til andre tiltag, er I velkomne til at melde jer.

Ny pris indstiftes

indsendt 8. okt. 2015 02.04 af Niels Larsen

Vejby-Tisvilde Fodbold og arrangørerne af bisættelsen sender en stor tak til alle for opmærksomheden i forbindelse med Tommy Lundams død, bisættelse og arrangement i klubben. Vi kan oplyse at der er indkommet ca. 11.500 kr. til den kommende ungdomspris til minde om Tommy, der var fodboldleder og stor støtte i klubben gennem 30 år. Tommy døde i starten af september, en måned før han var fyldt 81 år. 

Prøv teenfitness en måned

indsendt 29. sep. 2015 08.59 af Niels Larsen   [ opdateret 29. sep. 2015 08.59 ]

I hele oktober måned tilbyder Vejby Tisvilde Fitness piger og drenge i alderen 12-16 år at prøve teenfitness. Der trænes første gang fredag 2/10 kl.14.30-16.00 og fremover mandage kl.19.00-20.00 og fredage kl.14.30-16.00. Fra 1. november forventer vi at starte et fast hold på samme tider, hvis der er tilslutning til det. Instruktører er Jarl Kousted og Mathias Birkkjær. Vi håber det fungerer med den sene træningstid mandage, da vore instruktører ikke kan før.

Multianlæg åbnes

indsendt 14. apr. 2015 10.57 af Niels Larsen

Det ny multitræningsanlæg ved idrætspladsen indvies officielt i morgen onsdag kl.14.30 med et lille arrangement, hvor vi får besøg af nogle af de politikere, der har været med til at afsætte penge til projektet. Børn fra skolen og FO vil også være tilstede.

Tid til Bennys Mindelegat

indsendt 14. mar. 2015 01.44 af Niels Larsen

127 lys skulle der bruges hvis Vejby IF havde haft en stor nok lagkage.
Det har vi ikke, så vi nøjes med lidt chips, vin, vand eller øl når vi på tirsdag 17. marts kl.17.00 markerer foreningens fødselsdag i Idrætshuset med den årlige uddeling af Benny Jensens Mindelegat. Alle er velkomne.

Generalforsamling i Vejby IF

indsendt 26. feb. 2015 08.20 af Niels Larsen

På generalforsamlingen i Vejby IF blev foreningens fire pokaler fordelt således: Ungdomspokal til Anders Bomann, gymnastik. Initiativpokal til Tine W. Andersen, der har været ernæringspraktikant i foreningen og er blevet tilknyttet gymnastikken. Lederpokal til Stig Faursby, fitness. Ærespokal til Tim Hansen, fodbold.
Kasserer Flemming Pedersen blev genvalgt til daglig ledelse sammen med næstformand Toke Nielsen, mens Martin Eriksen er tilbage på posten som sekretær efter nogle års pause.
I beretningen konstaterede formand Niels Jørgen Larsen at medlemstallet for fjerde år var over 1000, men at der havde været en mindre tilbagegang. I beretningen opfordrede han lokalrådet og andre til at arbejde for at sikre at Vejby-Tisvilde-området kan udvikle sig og søge at sætte gang i processen for at få bygget nye boliger i de områder, der er udlagt til det i kommuneplanen.

1-10 of 68