Superhelte og kodehajer...

indsendt 28. feb. 2016 12.00 af Helle Kyril Jensen
Sjældent er set så mange superhelte og kodehajer på et sted - 106 ialt. Mon de havde sat hinanden stævne?
Jo, det man da roligt sige, for alle KFUM-spejdere i Odsherred Distrikt var samlet til den årlige Kammeratskabsweekend. 

Med stor succes blev spejderne delt i små og store spejdere, der havde hver deres aktiviteter. 

De små spejdere var superhelte. De blev hurtigt klædt om til vaskeægte superhelte med kappe og briller. De trænede i knivskarpe discipliner som hemmelige sprog, skarpt blik for afstand og hjælp til tilskadekommende. På eftermiddagens løb fik de brug for alle deres evner, da superskurke havde været rundt om lægge forhindringer for superheltene - bl.a. skulle foreurenet vand transporteres til genbrugspladsen og en skummel bombe findes. Som ægte superhelte klarede de alle udfordringerne.

De store spejdere blev til gengæld udsat for alverdens mærkelige koder og ikke nok med det, så skulle det også foregår udenfor. Der var koder, der skulle løses for at få mad udleveret. Der var koder, der skulle løses for at få brænde og optænding udleveret. Jo sværere koder jo mere fik spejderne udleveret. Der blev løst koder med morse, frimurer, binære, bogstavsmoder, tal-koder og meget andet. Selvfølgelig blev alle koderne løst, for det er superspejdere, der er i Odsherred Distrikt.

Aftenen blev spenderet i fællesskab med et herligt lejrbål af De gale hattemagere. Det var svært for de små at holde sig vågen efter mange timers aktivitet. De store spejdere var til gengæld fulde af energi, for de skulle lige på et aftenløb efterfølgende med UV-koder, inden de med stor fornøjelse krøb i soveposerne udenfor. De sov selvfølgelig i telt men på halmballer, så det var ikke umuligt at holde varmen.

Søndag stod i fællesskabet navn - først med andagt i Egebjerg Kirke og efterfølgende fællesleg på boldbanerne. Kl. 12 var alle parate til at vende næsen hjemad.

Tak for en skøn weekend. Det er så dejligt at opleve så mange glade spejdere fra de helt små familiespejdere til de voksne spejdere, der i fællesskab har en fantastisk weekend sammen.

Comments