Politiet kræver ham bag tremmer

Han lod kræftsyg kæreste tage sit liv

- Jeg har ikke lyst til at leve.
  Da en kvinde i en sen nattetime valgte at gøre en ende på sit liv, undlod kæresten at gribe ind.
  Manden gik ud af soveværelset og satte sig først i stuen, hvorefter han gik fra kvindens hjem i Vordingborg i nogle timer.

Burde slå alarm

  Imens fyldte hun sig med diverse medicin og snørede en sort plastsæk over sit hoved. Tidligt næste morgen blev hun konstateret død.
  Anklagemyndigheden mener nu at den ulykkelige begivenhed skal koste manden en fængselsstraf.
  For manden burde have slået alarm til politi eller læge eller på anden måde forhindret kæresten i at begå selvmord. I stedet udtrykte han - ifølge anklageskriftet - forståelse over for kvindens manglende lyst og mod på livet.

Indlagt flere gange

  Episoden fandt sted en sommernat for et år siden. Mandens forsvarsadvokat, Henrik Hjortkjær uddyber over for Ekstra Bladet, at der er en dybt ulykkelig baggrund for den sag, der snart skal for retten.
  For den kvinde som valgte at begå selvmord, var meget syg af kræft.
- Hun havde været indlagt flere gange og mente ikke, at hun kunne så mere igennem. Det drøftede hun med kæresten, og han udviste forståelse for hendes situation. Og så en aften sker det altså, at kvinden begår selvmord, mens han er i huset, men ikke er i samme rum, siger Henrik Hjortkjær.

Intet aktivt

  Han vil procedere for en frifindelse til manden, når sagen skal for retten i Nykøbing Falster 3. august.
- Min klient fortager sig intet aktivt i forbindelse med kvindens selvmord. Han hjælper på ingen måde til, som man har hørt om i andre sager om f.eks. aktiv dødshjælp. Han skaffer ikke tabletterne eller posen til kvinden, siger Henrik Hjortkjær.
  Kvinden døde i løbet af natten mellem den 24. og 25. juli sidste år, og manden blev tidligt sigtet af politiet, da man fik mistanke om, at han i et eller andet omfang havde kendskab til hvad kvinden ville gøre.

Helt urimeligt

  Forsvarsadvokaten synes, at det er urimeligt og ulykkeligt at manden overhovedet skal for retten. Og at det har taget et helt år fra selvmordet skete, til at sagen nu skal for retten.
- Anklagemyndigheden har vel haft deres overvejelser, og domstolsreformen kan meget vel have forsinket en række sager. Men det er lang tid at gå og vente. En ulykkelig sag af den karakter burde få en hurtig afgørelse, siger Henrik Hjortkjær.
  Manden er tiltalt efter Straffelovens § 253 stk. 1. Den siger at man kan straffes med bøde eller fængsel i op til to år, hvis man uden særlig fare eller opofrelse for sig selv eller andre undlader at hjælpe nogen, der er i øjensynlig livsfare.
  Professor i strafferet Vagn Greve, Københavns Universitet, siger, at der er retspraksis for at benytte den paragraf også i sager om folk, der undlader at gøre noget eller slå alarm i forbindelse med selvmordssager.
  Politiets jurister på sagen holder sommerferie, og den fungerende chefanklager ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi kender ikke sagens detaljer nok til at han i går ville udtale sig.

Af Mette Fleckner