Det havde været nemmere at lyve

Interview: Johnnie lod sin psykisk syge kæreste begå selvmord sidste sommer.

Bagefter måtte han igennem en retssag for at finde ud af, om han havde handlet ulovligt.

Johnnie forklarer her, hvordan det gik til, at han måtte sige farvel til Ingelise.

Af Kristine Amalie Linnet

Da han kiggede ind i soveværelset til sin kæreste, var hun død.

Ingelise lå under dynen med en plasticpose over hovedet, og Johnnie mærkede, at hendes krop var ved at blive kold. På den anden side af sengen fandt han et orange stykke papir med en afskedshilsen.

Johnnie var ikke overrasket. Han var nærmest lettet over, at hun ikke havde fortrudt sin beslutning.

»Så skete det, så fik hun fred,« tænkte han.

Sommernatten var ved at blive lys, og Johnnie gik en kort tur i daggryet, mens han tænkte over de praktiske omstændigheder ved Ingelises død. Først ved ottetiden om morgenen ringede han til politiet, for han syntes ikke, at det var nødvendigt at tilkalde nogen før. Der var ingen grund til overdramatisering, og politiets morgenhold mødte vel ikke før.

Sådan blev det farvel til en kvinde, der stadig fylder meget i Johnnies liv - her et år efter hendes selvmord.

Den 49-årige softwareudvikler bor i Gladsaxe i en treværelses lejlighed. I stuen optager to store computerskærme og en bærbar computer den ene væg, og på den største skærm er der et billede af Ingelise fra en ferie på Bornholm.

Sommerlejr på Drejø

De to mødte hinanden i sommeren 2000 på Drejø ø-lejr syd for Fyn. Johnnie tog dertil alene. Han havde boet alene i mange år, og omgivelserne var begyndt at tro, at han aldrig ville finde sammen med en kvinde.

Ingelise havde et par af sine musikvenner med på lejren, der havde krop, sind og ånd som omdrejningspunkt.

En aften gik Johnnie og den ni år ældre Ingelise en tur i natten, og de kom tæt på hinanden. Hun fortalte om det sygdomsforløb, som hun årene forinden havde været igennem, da hun led af angstanfald, var stærk medicineret og indlagt flere gange. Siden havde hun langsomt bekriget anfaldene, og på ø-lejren den sommer var hun glad og befriet.

»Jeg forstod og hørte hende, selv om jeg ikke kunne genkende hendes sygdomshistorie. Men det var en del af hende, og vi accepterede hinanden,« siger Johnnie.

Han spiller hendes yndlingsmusik, Norah Jones. Kvindelige nips pynter i stuen, og i gangen hænger to sommerfugle, der er lavet af orange stof. Det har været Ingelises, og Johnnie har hængt dem op, fordi de kaldte hinanden for ”sommerfuglene”.

Da han mødte Ingelise på Drejø, var hun holdt op med at arbejde efter mange år som pædagog og tillidskvinde, rødstrømpe, miljøforkæmper og aktivist. Johnnie kunne mærke, at hun stadig var idealist, men samtidig ikke var fuldkomment restitueret. Hun opsøgte ro og havde bestemt ikke planlagt at møde en mand.

Som ung var hun gift, men hun havde senere ikke mødt en mand, der kunne forstå hende. De fleste mænd syntes, at hun var for meget. De, der ikke gjorde, var hun ikke interesseret i.

Så da hun mødte Johnnie, følte hun, at hun kunne være sig selv. Johnnie indledte det første parforhold i sit liv, og efter to år flyttede Ingelise ind i hans lejlighed i Gladsaxe med sit klaver. Hun beholdt sin egen lejlighed i Langebæk på Sydsjælland i de tre år, hun flyttede sin adresse hjem til Johnnie.

»Hun havde det godt i lang tid. Sådan dér,« siger Johnnie og peger mod computerskærmen, hvor Ingelise ses i en græseng med armene oppe i himlen.

Hun var en slank kvinde med lette briller og et tykt og kort, mørkt hår.

»Det er et godt billede af hende, lykkelig ... og et billede af en kvinde, der fyldte meget,« siger han.

Angsten vendte tilbage

I 2003 fik Ingelise fjernet livmoder og æggestokke på grund af forstadier til kræft. Hun var rask efter operationen, men efterfølgende begyndte hun at vise tegn på angst igen. Hun fik uro i kroppen og kunne ikke sove om natten, og i december måned fik hun det første angstanfald midt i Kgs. Have i København.

»Der var meget larm og uro i byen. Så kom garderne og spillede, og det var ikke godt. Hendes panikanfald var ikke synligt udefra, og jeg kunne ikke gøre så meget andet end at støtte hende og sørge for, at vi kom væk derfra,« siger Johnnie.

Hun fik værre og værre angstanfald og blev i begyndelsen af 2004 indlagt på psykiatrisk afdeling på Amtssygehuset i Vordingborg. Efter en uge blev hun sendt hjem til sin lejlighed i Langebæk, og Johnnie tog orlov fra sit job. Det var nødvendigt efter udskrivningen, hvor hun var stærkt angstpræget og ikke kunne fungere alene.

Ingelise forklarede, at hun ikke ønskede at have mere kontakt med behandlingssystemet på grund af dårlige erfaringer. Hun blev kun mere angst af at være indlagt, og derfor valgte hun i stedet selv at arbejde med sin sygdom, mens hun fik medicin fra sin egen læge. Johnnie respekterede hendes valg og kunne heller ikke selv se en anden løsning.

»Det gik langsomt ned ad bakke. Vores ture blev kortere, og hun havde et hyperreagerende nervesystem. Solstråler. Nej. Varmt vand. Nej. Krydderier. Nej. Ikke engang hendes elskede musik,« siger han.

Mere ønsker Johnnie ikke at sige om sygdommen og behandlingsforløbet i psykiatrien. Ingelise har bedt ham om at begrave dårlige oplevelser og vrede, så han kan komme videre med sit eget liv.

Midt i sygdommens elendighed var Johnnie imponeret over, at Ingelise prøvede at se lyspunkterne. Hun sørgede for at have flotte blomster omkring sig og glædede sig over, at Johnnie tog flere tusinde billeder, som de kunne se på computerskærmen om aftenen. Hun fokuserede på gåturene i skoven, men også de skrumpede ind, blev kortere, og til sidst måtte hun nøjes med at se på skoven fra sin lejlighed.

Efter et år tvang Ingelise Johnnie til at flytte hjem til Gladsaxe, fordi hun ikke ville belaste ham mere. Johnnie accepterede hendes valg og støttede hende i stedet over telefonen hver aften og hver weekend i Langebæk.

På det tidspunkt koncentrerede han sig så meget om sin kæreste, at han mistede sit overskud i hverdagen og sin kontakt med vennerne.

»Jeg er meget robust. Jeg tror ikke, at mange andre kunne klare den ekstreme situation, som det var. Det var ikke sjovt, når hun havde det så skidt, men jeg er meget rummelig,« siger han, selv om han efterhånden mistede troen på et normalt forhold og på, at Ingelise ville blive normal igen.

Tænkte på selvmord

Johnnie vidste, at Ingelise overvejede at begå selvmord, før hun selv satte ord på det.

»I starten sagde hun det ikke direkte, men når vi var tætte sammen, kunne jeg mærke nogle ting. Hun sagde tit, at hun ikke ville ende som en grøntsag, og jeg vidste godt, hvad det betød,« siger han.

Hun satte ord på sine alvorlige overvejelser i begyndelsen af sommeren sidste år.

Hun var ikke bange for at dø. Johnnie gav hende blomster og kærlighed og forstod hendes overvejelser.

»Fordi jeg kunne forstå og se, hvor hun var, tog jeg det stille og roligt og accepterede, at hun overvejede at begå selvmord,« siger han.

Han bad hende ikke om at lade være. Hvis han havde gjort det, havde hun kæmpet videre et ekstra stykke tid, tror han, men han ville ikke have, at hun skulle leve videre for hans skyld.

»Tanken var moden hos hende og mellem os. Hun var ved at miste sig selv, og jeg var ved at miste hende,« siger Johnnie.

Den sidste dag

Ingelise havde taget beslutningen flere dage før den 24. juli 2006.

Dagen lignede alle andre dage, og i lejligheden i Langebæk spiste de middag sammen om aftenen som sædvanligt. De græd ikke. Det havde de gjort nok i tidens løb, og afskedsaftenen var ikke dramatisk.

Ingelise fik natmad og gik i seng, og Johnnie tror nu, at hun spiste en overdosis beroligende piller i den yoghurt, som hun fik, før hun gik i seng. Inden hun sov, fik hun ansigtsmassage af Johnnie.

De talte ikke sammen, og Johnnie lukkede døren efter sig, da han gik ind i stuen i den toværelses lejlighed.

»Jeg gik omkring inde i stuen og tumlede. Satte mig ved computeren for at få tiden til at gå; der var ikke meget at gøre,« siger han.

Imens faldt hun i søvn og blev kvalt under plasticposen. Tidligere havde de talt om, at hun ikke kunne regne med at dø af pillerne. Hun havde selv nævnt muligheden for at blive kvalt, og Johnnie sagde kun til hende, at »det også var en måde, at hun kunne dø på.« De havde også talt om konsekvenserne ved at overleve et selvmordsforsøg, og plasticposen var en ekstra sikkerhed, hvis hendes overdosis ikke var nok.

»Hun skulle have ro, og jeg lod hende være alene, så hun kunne gøre det - eller ikke gøre det. Det kunne være, at hun havde sagt stop og havde fortrudt,« siger han.

Da han senere på natten fandt hende død, var han lettet og sørgede ikke. Det bad Ingelise ham også om i sit afskedsbrev, som han fandt ved siden af sengen med en lavendelblomst.

»Jeg elsker dig, og husk de lyse timer, vi har haft sammen,« stod der.

Ambulancen kom og derefter to politibetjente. De undrede sig over, at Johnnie havde været så tæt på Ingelise, mens hun begik selvmord, og de tog ham med på stationen til afhøring. Johnnie besluttede sig hurtigt for at fortælle forløbet, præcis som det var.

»Der var ingen grund til at finde på en anden historie,« siger han.

Senere blev han tiltalt for ikke at gribe ind over for en nødlidende, og fredag den 3. august i år kom han for Vordingborg Byret. Johnnie var forarget over at blive betragtet som strafbar, da han skulle i retten.

»Jeg behøver ikke skamme mig. Det havde jeg til gengæld behøvet, hvis jeg havde tvunget min elskede kæreste til at lide videre. Det krævede anklagemyndigheden, at jeg skulle have gjort,« mener Johnnie.

To dommere ud af tre frikendte ham med den begrundelse, at han ikke kunne vide, at det var lige netop den aften, at Ingelise ville begå selvmord.

Imens Johnnie ventede på dommen i over et år, var han ikke bange, for han regnede på intet tidspunkt med at få en ubetinget dom, der ville sende ham i fængsel. Alligevel vil han råde andre i lignende situationer til at lyve.

»Det havde været nemmere at lyve, og jeg har fuld forståelse for de, der vælger at holde lav profil om deres nærmestes farvel til livet. Men der er ikke noget at skamme sig over. Tværtimod er jeg stolt over at have støttet min kæreste, også når det blev allersværest. Det er jo også svært for mange at forstå, at den ultimative kærlighedserklæring kan være at give slip,« siger han.

Selv om Ingelise er kvinden i hans liv, vil han ikke lede efter en kopi af hende, hvis han søger efter kærligheden igen.

»Det er ikke sikkert, at jeg finder nogen. Men hvis jeg gør, skal det ikke været et spørgsmål om sammenligning. Jeg vil forstå og acceptere, hvor hun er, også hvis hun er et helt andet sted. Vi får se,« siger han.

kristine.linnet@jp.dk

»Den ultimative kærlighedserklæring kan være at give slip,« siger Johnnie, som ikke ville forhindre sin kæreste i at tage livet af sig selv. Foto: Mik Eskestad


Johnnie har ikke ønsket at få sit efternavn i avisen. Hans fulde identitet er redaktionen bekendt.

Besøg Johnnies blog på: http://tosommerfugle.blogspot.com/