Lidt om hvad der skete

 

Et eventyr startede i år 2000. To mennesker mødtes på en lille ø, og to hjerter fandt genklang. Ingen af os søgte kæreste, så der gik lang tid før vi brugte det ord. Hun havde arbejdet sig selv ud af en alvorlig angst og havde fået det godt. Vi fik et usædvanligt godt parforhold, som en ven så var der en solskinsstemning omkring os.

Men, men, men. Efter en operation (og dårlige oplevelser på hospitalet) begynder et forløb med angst, psykoterapeut, medicin, psykolog, indlæggelse og lægeordineret afhængighed af skadelig medicin. Den historie er for slem til at skulle fortælles her.

Den lange og pinefuld kamp ned ad bakke ledte til at hun måtte beslutte sig til at afslutte sit liv. En så total beslutning var ikke et pludseligt indfald. Da vi var et par med et virkeligt dybt og nært forhold, kunne jeg i lang tid mærke at disse tanker var ved at tage form. Mit svar var stille og roligt at hjælpe med at have fokus på håbet, det gode vi havde sammen, og hvad vi skulle når det gik bedre igen. Hendes evne til at søge og holde fast i små lyspunkter i dagligdagen var imponerende, også til sidst hvor det blot rakte til at komme ud og sidde i skyggen.

Det blev urealistisk at fantasere, og da dødsønsket blev formuleret var det en forståelig og human løsning. Hun var en stolt og klog kvinde der traf en modig beslutning, og jeg ville ikke med ærligheden i behold kunne sige at videre lidelse var det værd, ikke sige at hun skulle ofre sin værdighed. Det havde været ukærligt. Hun var selv klar over at der ikke skulle handles forhastet, og vælger et par gange at holde fast i håbet. Til sidst var beslutningen fast gennem et stykke tid, og det var en lettelse for hende at kunne se en ende.

Hun ville ikke have at jeg (eller andre) skulle hjælpe hende med at dø, ikke risikere at jeg skulle straffes. Derfor var hun nødt til at finde en metode som hun kunne gennemføre. Selv om hun havde være i stand til at opsøge en høj bro, ville hun aldrig have udsat andre for at skulle gøre rent efter hende. Hendes løsning blev en overdosis af de benzodiazepiner som var behandlingssystemets bud på at "hjælpe", men hvor afhængigheden blev til en meget stor del af hendes problemer. Jeg advarede hende om at en overdosis næppe kunne være en pålidelig metode, men blot ville skade hende yderligere. Hendes løsning blev så en plastsæk over hovedet.

Til det der blev den sidste nat gav jeg hende som så ofte før ansigtsmassage for at hjælpe hende med at slappe af, og lader hende være alene i soveværelset, med mulighed for at gennemføre eller fortryde sin beslutning.

Hun var viljestærk, og næste morgen anmeldte jeg hendes selvmord til politiet. De kom lidt efter ambulancen, og jeg kom til en grundig afhøring. Denne blev gennemført på en god måde, med fokus på at forstå situationen.

En mindre uklarhed i rapporten blev dog til en misforståelse omkring at jeg forlod boligen i nogle timer, som igen i medierne blev udlagt som om at jeg forlod boligen mens hun døde. Selv om min hukommelse for tider og detaljer omkring den endegyldige dag og nat (som jeg også nævnte for politiet) ikke er helt sikker, så ved jeg at min tur ud i den tidlige sommermorgens friske luft kun har varet omkring et kvarter, og at det var efter at jeg kunne se og mærke at hun havde fundet fred.

Undervejs var jeg klar over at der var risiko for at jeg kunne blive tiltalt. Hvis jeg havde været en kryster, kunne jeg have stukket halen mellem benene, og ladet hende gøre det mens jeg var på afstand. Mit valg var at det var vigtigere at støtte hende til det sidste, og at vi kunne tage afsked med hinanden på en så god måde som muligt.

Det skammer jeg mig ikke over, det var rigtigt dengang og nu - men jeg ville skamme mig hvis jeg ikke havde haft mod at give hende frihed til at gøre det hun måtte gøre. Min sorg gælder ikke hendes død, men hvordan hun stump for stump mistede alt det gode i livet, bortset fra mig. Hun var værd at holde fast på, men ikke mod hendes vilje. Hendes sidste ønske var at jeg skulle gå ud og nyde livet.

Jeg var lidt bange for om andre mennesker ville kunne forstå og godtage min handlemåde, men det har glædet mig at have fuld opbakning, både fra hendes nærmeste, og de naboer som hjalp de få gange de havde en chance for det.

 

Du kan læse mere i et interview med mig som blev bragt i Jyllands-Posten. Se blog indlægget "Et kik ind i min stue".