Jeg havde gjort som han

Urimeligt med retssag

Selvmords-forsker forstår manden, der lod sin syge kæreste dø

  Hvis jeg havde været i den situation, ville jeg heller ikke have stoppet selvmordet.
  Unni Bille-Brahe er socialvidenskabelig kandidat og var indtil sin pensionering en højt respekteret medarbejder ved Center for Selvmordsforskning i Odense.
  Hun finder det urimeligt, at den sydsjællandske mand, der undlod at stoppe sin dødssyge kærestes selvmord stilles for retten og risikerer at havne i fængsel.

Forstår ikke Politiet

  Efterladte ved selvmord har det i forvejen svært. Nu skal de så også regne med at blive straffet, hvis de ikke modsætter sig deres kæres ønske om at dø. Jeg er sikker på, at vi har mange tilfælde som det på Sydsjælland, men det er første gang, jeg hører at politiet blander sig i de sager, og jeg forstår slet ikke, at de vil gøre det, siger Unni Bille-Brahe, der er formand for Landsforening for Efterladte efter Selvmord.
  Anne (dæknavn, red.) fra Vordingborg var en voksen kvinde, der sidste sommer besluttede, at hun ikke længere ville stå model til de lidelser som hendes uhelbredelige kræft påførte hende.
  24. juli om aftenten opholdt hun og hendes kæreste sig i hendes soveværelse, da hun meddelte at hun ville gøre en ende på sit liv. Han accepterede hendes beslutning og gik ind i stuen, mens hun slugte et glas piller, lagde sig på sengen med en plastpose over hoved - og døde.
  3. august skal retten i Nykøbing Falster afgøre, om manden skal straffes, fordi han ikke greb ind, da et andet menneske var i livsfare. Politiet har tiltalt ham for overtrædelse af straffelovens paragraf 253. Den bruges ellers almindeligvis til at komme efter folk, der lader trafikofre i stikken.
  Politiet misbruger en bestemmelse, som er møntet på undladelsessynder i trafikken. Selvmord er ikke ulovligt. Det skal man huske. Et voksent menneske, der har en seriøs grund til at begå selvmord, har suverænt retten til at gøre det. Vi vil følge denne sag, og håber, den vil rejse en debat, siger Unni Bille-Brahe.

Af Kjeld Christiansen

 

Unni Bille-Brahe, som har arbejdet ved Center for Selvmordsforskning i Odense: - Vi vil følge denne sag og håber, den vil rejse en debat.

Anklager: Vi ser kun på beviser

  Anklagemyndigheden har principielt ingen følelser. Den skal udelukkende beskæftige sig med beviser og rejse tiltale, hvis den mener at beviserne holder i retten.
  Det er chefanklager Otto Høj Madsens reaktion på kritikken af straffesagen mod en mand, der undlod at stoppe sin kærestes selvmord.
  Denne sag er den første i mands minde. Det kunne tyde på at I alligevel så vidt muligt holder fingrene fra denne vanskelige problematik?
  Det skyldes, at denne type af lovovertrædelser ifølge sagens natur for det første så godt som aldrig bliver kendt, og for det andet af indlysende grunde næsten altid er umulige at bevise. Det her er givet et område med et stort mørketal.
  Tiltalen mod manden, der lod sin kæreste begå selvmord, er hovedsagelig baseret på mandens egne oplysninger, man han mener ikke at han har gjort noget forkert, og hans forsvarer, advokat Henrik Hjortkjær, kræver ham frikendt.

kac