Etik, lov og paragraffer

 

Min vej gennem livet har givet mig basis for meget dybe overvejelser over hvad det vil sige at være menneske og at tage ansvaret for sig selv og sin måde at være på. Her har det været naturligt for mig at søge mine egne svar, uden at søge støtte i en religiøst baseret moral.

Min etik behøver heller ikke loven som rettesnor, men jeg har da heldigvis bemærket at vore love generelt er etisk velfunderede, at der er god overensstemmelse mellem disse og min samvittighed, min personlige moral. Gennem denne sag har jeg fået mit etiske grundsyn sat på en alvorlig prøve, men resultatet har blot været at jeg nu er endnu mere sikker på hvilke værdier jeg står for.

Jeg er anklaget for at have overtrådt straffelovens:
§253. Med bøde eller fængsel indtil 2 år straffes den, som, uagtet det var ham muligt uden særlig fare eller opofrelse for sig selv eller andre, undlader
1) efter evne at hjælpe nogen, der er i øjensynlig livsfare, eller
2) at træffe de foranstaltninger, som af omstændighederne kræves til redning af nogen tilsyneladende livløs, eller som er påbudt til omsorg for personer, der er ramt af skibbrud eller anden tilsvarende ulykke.

Når jeg læser dette, ser jeg en fornuftig (det vil sige at loven burde være overflødig) hensigt om at det er en menneskelig pligt at hjælpe nogen som akut ikke er i stand til at tage vare på sit liv. Klare eksempler på dette er nogen som er ramt af en ulykke eller pludselig sygdom. Loven er ikke klokkeklar, men jeg er enig i at dette må omfatte personer som i en affektsituation træffer en forhastet beslutning om at dræbe sig selv. Både etik og jura kræver fornuftigvis at gribe ind her.

Sagen er en anden når et menneske tydeligvis har sin fornuft i behold, og tænker tingene grundigt igennem gennem lang tid. En rationel og forståelig beslutning skal respekteres. Der er ingen lov imod at et menneske tager ansvaret for sit eget liv, og afslutter det med værdighed. §253 stk. 1 er ikke møntet på dette. Intet krav om at begå overgreb mod et fornuftigt menneskes frie vilje.

Som min advokat har gjort mig opmærksom på, er det interessant at kikke på en anden paragraf i straffeloven,
§240: "Den, som medvirker til, at nogen berøver sig selv livet, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år."

Det er rimeligt at anklagemyndigheden ikke bruger denne paragraf, som jo forbyder aktiv dødshjælp. Den kraftige debat om rimeligheden af dette forbud er ikke af betydning for denne sag. Loven er klar, og det er svært at være i tvivl om hvad der menes. Hvis hensigten havde været at det skulle være strafbart at lade et andet menneske vælge at dø, havde denne paragraf været det rigtige sted til en passus om passivitet.

Min holdning til paragraffen er i øvrigt at jeg ikke er enig i at aktiv dødshjælp altid skal være ulovligt. Det bør være muligt at en hjælper ikke gør sig strafbar. Hvis et husdyr kun har lidelser tilbage, er der pligt til at vurdere og hjælpe. Det er rimeligt. Hvis et menneske kun har lidelser tilbage, er det strafbart at følge dets vurdering, og hjælpe. Det er urimeligt. Passiv dødshjælp er en nødløsning, der trækker døden og/eller pinen ud, både for den berørte og for de pårørende.

Kort sagt kan jeg (i forhold til denne sag) godtage loven, men synes at anklagemyndigheden bruger den forkert. Både etisk og juridisk. En tydeliggørelse af loven ville være på sin plads, gennem ændring eller bemærkninger.

Om selvmord

Generelt er jeg klar modstander af at tænke på selvmord som en løsning på problemer. Det kan godt være at verden er brudt sammen, og der ikke er mere at leve for. Når erfaringerne viser at verden kan repareres igen, og livet gå videre, vil jeg normalt gøre meget for at afholde nogen fra at forlade verden med det ultimative smæk med døren. Det føler jeg mig forpligtet til som menneske, uden at loven er af betydning.

Men når et menneske som tydeligvis er ved sine fulde fem har vejet frem og tilbage gennem lang tid, og der ikke ligger nogen rimelig løsning lige for, at beslutningen er fornuftig - ja så føler jeg mig stadig forpligtet til efter bedste evne at hjælpe. Mennesket har brug for støtte, og at blive accepteret og værdsat hvor det er. Der er ikke brug for at lukke af, og begå overgreb ved at sende et lidende menneske fra asken og i ilden.

Det må være en menneskeret at få lov til med fornuft at disponere over sit liv, også dets afslutning. Det strider mod min etik at det ses som et lovkrav at de nærmeste skal vælge mellem enten at begå overgreb mod et andet menneskes beslutning, eller at de skal sørge for at kunne foregive overraskelse.

På den anden side vil jeg ikke kræve af noget menneske at se ud over sorgen og smerten, og være sikker på hvad der er rigtigt at gøre når det gælder.

Ingen lov kan forpligte mig til at overtræde et fornuftspræget menneskes rettigheder. Absolut ingen.