Hjælp til selvmord kan være en menneskeret

Klumme

Af Helge Holst Kjærsgård
04. August 2007 07:17

Medierne fortæller, at politiet har slået kløerne i en mand i Sydsjælland, som undlod at forhindre sin kæreste i at begå selvmord. Efterhånden kommer det frem, at den unge kvinde ikke blot havde en depression. Hun havde også en svær cancer. Det giver anledning til eftertanke, at det skal være strafbart at lade dødssyge mennesker selv bestemme over eget liv.
  Hvilke lidelser skal accepteres - blot for et usselt liv?
  For nylig var det fremme i aviserne, at læger begår selvmord langt hyppigere end andre mennesker. Det undrer mig, at end ikke sygeplejerskerne kommer op på siden af os. Selvfølgelig skal man ikke bare lade en deprimeret tage livet af sig. Det er en sygdom, som ofte kan behandles. Men læger ved jo temmelig meget om, hvilke fysiske og psykiske smerter man risikerer, hvis man siger "livet frem for alt". Det må være mennesket selv, der sætter grænsen for det uudholdelige. Den unge kvinde snakkede med sin kæreste om, at hun ville tage sit eget liv. Det forstod han åbenbart godt. Hun slugte en bunke tabletter og trak en pose over hovedet, da han var gået.

Selvmordsforsøg mislykkes ofte - især for kvinder

Jeg havde en patient, som to, måske tre gange forsøgte at tage sit liv. Uheldigvis kom der tilfældigt hver gang nogen forbi, som blandede sig og "reddede" hendes fortvivlede liv. Hun blev meget gammel, fordi hun ikke orkede at fortsætte med disse forgæves selvmordsforsøg. Hun erklærede over for mig: "Jeg frygter ikke døden, men livet". Hun bad ikke mig om dødshjælp. Det er der andre, der har gjort. Mit svar var: Det gør jeg ikke. Men du får al den morfin, der er nødvendig mod dine smerter.
  Personligt har jeg nogle grænser for, hvad jeg vil acceptere af livet. Jeg skal ikke opereres i hoved og hals, hvis der er risiko for svære øjen- eller nervebeskadigelser. Stråleterapi eller svær kemoterapi skal jeg ikke nyde noget af. Det er muligt, at disse grænser kan flyttes i en konkret situation

Etiske råd skal lade mennesker dø i fred.

En patient ringede for mange år siden og ville have fuld besked om sin cancerdiagnose. Den fik han. Jeg kendte ham godt. Han havde levet livet og ville kende betingelserne. Han var ivrig jæger, og jeg vidste, hvad han mente. Tre dage efter ringede politiet. Han var taget ud på sin jagtmark en strålende solskinsmorgen og havde sat sig på sin jagtstol. På et passende tidspunkt stak han geværet ind i munden og trykkede af. Det overrasker mig ikke, sagde jeg. Der var ingen grund til flere undersøgelser.
  Det er langt fra altid, at livet er bedre end døden. Det skal jurister eller etiske råd, nævn og udvalg ikke blande sig i. Den unge mand, der ikke "reddede" sin kæreste fortjener al mulig støtte. Han har formentlig haft en depression, der gjorde ham handlingslammet. Man må håbe, at en ordentlig psykiatrisk undersøgelse kan dokumentere, at han ikke bør straffes. n

 

Ill.: Mikael Nielsen