Et spørgsmål om billighed

Læserbrev

Som bekendt er selvmord her til lands hverken ulovligt eller strafbart. Derimod er det strafbart at hjælpe andre, til at begå det (jf. Stfl. § 240). Men hvad nu, hvis nogen, jeg kender, fortæller mig, at han/hun agter at tage livet af sig selv, og man i den anledning intet foretager sig for at forhindre det. Gør man sig så også strafbar? Åbenbart ja! I al fald er en mand fra Sydsjælland ved retten i Vordingborg blevet tiltalt for ikke at have forhindret sin kæreste i at tage livet af sig selv (med medicin og en plastsæk over hovedet). Konkret lyder anklagen på overtrædelse af straffelovens § 253: "Med bøde eller fængsel indtil 2 år straffes den, som, uagtet det var ham muligt uden særlig fare eller opofrelse for sig selv eller andre, undlader - at hjælpe nogen, der er i øjensynlig livsfare". Hans brøde består i, at han, efter at hun havde fortalt ham, at hun ville begå selvmord, efterlod hende i soveværelset og forlod adressen uden at have grebet ind, f.eks. igennem alarmering af politi eller læge.

Naturligvis har vi en medmenneskelig pligt til "at hjælpe nogen, der er i øjensynlig livsfare". Men en nær bekendt eller, som her, en kæreste kan umuligt være omfattet af lovens ret så ubestemte 'nogen'. Netop den ubestemte betydning af 'nogen' i lovens forstand gør, at det her må forudsættes at være en pligt at hjælpe formentligt ukendte mennesker fra f.eks. druknedøden og andre livstruende situationer, men ikke mennesker, man kender godt, fra at begå selvmord.

Thi lige som ingen læge har lov til at behandle en patient imod patientens vilje, eller lov til at "afbryde en iværksat spisevægring, når vægringen utvivlsomt er iværksat af en voksen habil person", der kender handlingens konsekvenser, bør heller ingen anden have pligt til at gribe ind og forhindre et selvmord, al den stund selvmord jo netop hverken er ulovligt eller strafbart! Tværtimod bør man have pligt til at respektere selvmorderens terminale beslutning. Ikke nødvendigvis uden åndelige sværdslag, diskussioner og argumenter for og imod, men dog altid, når sådanne forsøg har vist sig, ikke at frugte! For mig er det et simpelt spørgsmål om billighed, ikke at gøre forskel mellem lægelig og almindelig medmenneskelig respekt for voksne habile personers beslutninger.

Orla Christiansen
Aabenraa