Nyheder‎ > ‎

Landsfinale i A-rækken

indsendt 14. maj 2017 11.57 af Karsten Brath

Landsfinalen i individuel keglebillard klasse A, som Jesper Holmberg via andenpladsen i Regionsfinale Vest havde kvalificeret sig til, blev lørdag den 13. maj afholdt på Sjælland med Hvalsø BF som arrangør.

 

I den første kamp var den lange rejse en stor faktor. Koncentrationen var således ikke den bedste. Til alt held havde Elo Breumlund fra Struer BK det på samme måde. Det blev således en meget rodet og uskøn affære. Med et beskedent gennemsnit på 24,00 lykkedes det sluttelig at hive en smal sejr i hus.

 

I den følgende kamp mod Bjarne Ishøj, Hvalsø BF var der helt andre boller på suppen. Koncentrationen blomstrede, og tempoet i spillet blev nøje afstemt. En serie på 268, som i øvrigt senere viste sig at blive stævnets højeste, tog fuldstændig brodden af modstanderen. Stille og roligt kunne der således trilles en overordentlig sikker sejr i land. Gennemsnit for kampen blev på hele 75,00.

 

Efter to spillede runder af puljen havde Jesper Holmberg således maksimumpoints akkurat som den ventende modstander, Martin Rex Olkjær fra Helsingør SBK. Jesper havde dog fordel af højeste total gennemsnit, og således ville han trække det længste strå bare ved uafgjort.

 

Kampen mellem disse to kamphaner blev en meget spændende affære. Der stod således meget på spil, og skiftende føringer undervejs satte således aktørerne under et voldsomt pres. Modstanderen manglede 14 points og brændte, hvorefter Jesper (39,47) bragte sig i en særdeles gunstig situation. Da der manglede sølle otte points lå der en såkaldt direktør med træk til rødt og ventede. Ved stødets udførelse faldt klappen desværre i, hvorved det hele endte med et ordentlig loop. Efter denne kæmpe kikser fik modstanderen nu en uventet chance. Stødet blev kikset, men af uforklarlige årsager fandt spilleballen alligevel frem til keglefeltet. Herfra kom de resterende points også på kontoen.

 

Med dette meget unødvendige nederlag blev Jesper Holmberg således henvist til andenpladsen og dermed sølvmedalje i årets landsfinale.


Stort tillykke til Jesper.

Comments