Startside


Velkommen!

Min hensigt med at oprette denne side er at give adgang til de nye salmemelodier, jeg er i færd med at skrive. Den Danske Salmebog, forkortet DDS, som udkom 2003, indeholder mange nye salmer. Nogle har gode melodier, og de bliver meget brugt. Andre bliver sjældent eller aldrig brugt, selv om teksterne er gode. Årsagen hertil er efter min mening, at de har "moderne" melodier, som er vanskelige at synge og at huske. En anden årsag kunne være, at salmen slet ikke har sin egen melodi, men må låne en melodi fra en anden salme.

Min opgave er at skabe nye melodier, som er lette at bruge. Målet er, at de nye salmer kan blive lige så kendte og elskede, som vore gamle salmer er.

Det hænder også, at jeg skriver en ny melodi til en ældre salme eller til en sang/salme andre steder fra.

For at få glæde af mine melodier skal du downloade det gratis program Finale NotePad  fra siden:  www.finalemusic.com. Se under "Products" på bjælken øverst til venstre. Med dette program kan du se noderne, høre musikken og udskrive melodien på din egen printer. Desuden kan man med Finale NotePad nemt ændre tonearten.

Det er gratis at bruge mine melodier under den forudsætning, at man medtager navnet på forfatter og komponist i de almindelige indberetninger til Copydan og KODA.
Til privat brug derhjemme kan enhver frit synge og spille melodierne.  

Se desuden min side: www.orgel-forspil.dk, hvorfra jeg giver adgang til de salmeforspil, jeg har skrevet.

Billederne her er fra min have sommeren 2008. Min datter Alice fotograferede roserne.
Rosen er et symbol for Kristus. Se Brorsons salme: Den yndigste rose er funden, DDS nr. 122