Tidligere år‎ > ‎

4. maj 2014

Aftenens taler: Oberst Lars R. Møller

4. maj 2014

Klik her for at se flere billeder fra højtideligheden (åbner i nyt vindue)

Fotografer: Laila Leth, Martin Frøland m.fl- Copyright: Laila Leth, Martin Frøland, Kammeraternes Hjælpefond m.fl

Oberst Lars R. Møllers tale i mindelunden i Ryvangen den 4. maj 2014.

 

Da formanden for Kammeraternes Hjælpefond Martin Frøland henvendte sig til mig for at høre om jeg ville holde talen her i Ryvangen, slog jeg til med det samme, med en let undren over at jeg var kommet i betragtning til dette hverv.

 

Det er en stor ære og det er også med en god portion ydmyghed, jeg er gået til opgaven.

 

På en aften som i aften går tankerne naturligvis tilbage til Danmarks besættelse og hver især har sin egen indgang.

 

Mine tanker rettes mod min far Regner Møller på 87 år, som var blevet inviteret til at deltage her i aften, og som var mødt op, hvis helbredet havde tilladt det.

 

Min far var gymnasieelev på Århus katedralskole under besættelsen og hans modstand mod besættelsesmagten startede i det små, med omdeling af illegale aviser og tidsskrifter, men efterhånden spredte det sig og han kom med i Borum-gruppen, som blev ledet af min onkel, den senere forsvars, justits og kirkeminister Orla Møller.

 

Aktiviteterne blev udvidet med modtagelse af nedkastninger af materiel fra England og jernbanesabotage og de sidste tre måneder af krigen måtte gruppen gå under jorden for ikke at blive taget af tyskerne.

 

Det var ikke noget, der blev talt om i mit barndomshjem.

Man havde gjort det, man blev nødt til, fordi det var det rigtige at gøre – længere var den ikke.

Det var først langt senere jeg fandt ud af, at han og onkel Orla havde været særdeles aktive under besættelsen.

 

Min og yngre generationer har af gode grunde ingen personlige erindringer om besættelsen, men vi har en opgave i, at modstanden og hele situationen omkring besættelsen ikke går i glemmebogen.

 

Det sker blandt andet ved at støtte op om de traditioner, der omgiver besættelsen. Vi har en pligt til at være med til at erindre. Vi skal sørge for at andre kan huske dem, der måtte ofre deres liv for noget de troede så fast på, at det de gjorde gav mening – uanset prisen. Vi skal huske, at deres offer var til gavn for os alle.

 

Der er andre forhold vi skal erindre.

 

”Aldrig mere en 9. april”. Er et af de slogans jeg er vokset op med.

 

Det gav mening – vi skulle aldrig mere komme i en situation, hvor samfundet måtte give op overfor en udefrakommende fjende, fordi vi ikke havde investeret i et forsvar, som kunne forsvare vores land.

 

Også her, har jeg nogle meget klare billeder på nethinden.

Jeg var garnisonskommandant i Haderslev i tre år og hvert år den 9. april mindedes man de faldne fra kampene i Haderslev.

Hvert år mødtes jeg med de overlevende veteraner, som var under ledelse af Kai Bosack i sergentmessen om aftenen den 8. april.

 

Her i sergentmessen var garnisonskommandanten ansvarlig for at holde en begavet tale. Første gang havde jeg nogle dage forinden haft besøg af Kai Bosack og han kendte ikke historien bag den kongelige forholdsordre. Så var indholdet af talen hjemme.

 

Den 9. april 1940 var forholdene omkring fjendens fremrykning over landegrænsen meget uklare.

Alligevel gik en panserværnskanon støttet af infanteri i stilling nede ved Sønderbro i Haderslev, hvor besætningen kunne beskyde de fjender, der måtte komme af landevejen fra Åbenrå. Kanonens besætning nedkæmpede flere tyske panservogne før den selv blev bragt til tavshed.

 

Forholdene var særdeles uklare. Skulle man kæmpe? Der kom ordre til at opgive kampen, men var ordrerne autentiske? De indsatte soldater var meget afklarede. Det var de ansvarlige beslutningstagere ikke.

Soldaterne vidste godt, at hele den tyske overmagt kom rullende imod dem, men alligevel tøvede de ikke, da der blev givet ordre til at åbne ild. De havde tænkt sig at gøre deres pligt, uanset om det kunne koste dem livet.

 

Efter krigen var der politisk enighed om, at man aldrig mere måtte bringe danske soldater i en situation, hvor der var uvished om de skulle kæmpe eller ej.

 

Man vedtog derfor den kongelige forholdsordre, hvor Folketinget bestemte, at danske soldater har pligt til at optage kampen, såfremt de bliver angrebet.

 

Det skulle ingen tvivl være og forholdsordren gælder i dag.

Det virkede. Da vi i Bosnien i april 1994 blev beskudt af bosniske serbere, var der ingen tvivl i mit sind.

Danske soldater blev beskudt og i overensstemmelse med den kongelige forholdsordre, havde vi pligt til at optage kampen. Der var ingen tvivl.

 

Alle der gjorde modstand mod besættelsesmagten, vidste at deres handlinger kunne koste dem livet.

 

De var meget afklarede, men alligevel fortsatte de deres aktiviteter også selvom nogle af deres kammerater blev taget, tortureret og skudt af tyskerne.

 

Deres familier og pårørende vidste ofte, hvad deres pårørende gjorde.

 

Familierne led alverdens kvaler, usikkerhed, angst og en frygt for at de pludselig en dag ville modtage besked om at deres kære ikke længere levede.

 

Det var ikke kun modstandsfolkene, der kæmpede under besættelsen. Det gjorde deres familier også.

 

De pågældende vidste, at det de foretog sig, var livsfarligt, men de troede selv på, at det var prisen værd – ellers havde de ikke gjort det.

 

De troede på noget, der var så vigtigt, at de accepterede, at det kunne koste dem livet og alligevel gjorde de det.

 

Deres gerninger medvirkede til at Danmark under krigen blev accepteret som en nation, der var blevet besat og som deltog aktivt i kampen mod Nazi-Tyskland.

Deres gerninger fik stor betydning for omverdenens opfattelse af Danmark efter at Tyskland var blevet besejret.

 

Deres offer fik stor betydning langt ud i fremtiden for de kommende generationer af danskere og derfor skylder de nye generationer også tak til dem, der ligger her.

Selvom de mistede livet, så vandt de freden for os andre.

 

Denne erkendelse er vigtig, for det viser sig, at historien gentager sig. Efter den Kolde krigs ophør og Murens fald befandt unge danske soldater sig pludselig i internationale operationer, hvor det gik rigtig hedt til.

Over Balkan til Irak og senest til Afghanistan kæmpede danske soldater pludselig i nogle af de hårdeste kampe soldater fra Danmark har deltaget i siden slaget ved Dybbøl.

 

Under disse internationale operationer har vi haft mange faldne og hårdtsårede unge mennesker og det bør vi også huske på en aften som i aften, hvor vi mindes modstandskampens helte.

 

Man kan ikke undgå at drage sammenligninger en aften som i aften.

 

Hvad får unge mennesker i dagens velfærdssamfund til at melde sig for at drage ud og løse opgaver – ofte med fare for deres liv.

 

Når man forsøger at trænge gennem de første hurtige forklaringer som at opleve den ultimative afprøvning af en selv, når man frem til nogle budskaber som datidens frihedskæmpere ville kunne nikke genkendende til.

 

De unge mennesker i dag drager ud på demokratiets bud fordi de ønsker at gøre en forskel, fordi de tror på ord og begreber som i dag undertiden opfattes som gammeldages.

 

Ord som at kæmpe for frihed, for at hjælpe mennesker i nød og for at befri mennesker, der lever under et religiøst diktatur.

 

Mange mente blot, at det var deres pligt, for det var det rigtige at gøre.

 

Jeg har ofte været ude og tale ved mindearrangementer for vores faldne og hårdtsårede soldater og har sammenlignet deres situation med dem, der gjorde modstand under besættelsen.

 

Når vi har udsendt soldater til internationale operationer har de alle været frivillige. Det har været en blanding af unge og gamle.

Alle er de taget af sted for at gøre deres pligt.

 

De har vidst, at det kunne koste dem livet, men alligevel tog de af sted og kæmpede for deres overbevisning fuldstændig som frihedskæmperne under besættelsen.

 

Deres familier og pårørende har gennemlevet nøjagtig de samme kvaler som familierne til frihedskæmperne og undertiden har familierne forsøgt at overtale soldaterne til at smide uniformen og lade andre tage sig af problemet.

Alligevel er de taget af sted, fordi de mente, at opgaven var så vigtig, at den om nødvendigt kunne koste dem livet. Det var simpelthen det rigtige at gøre.

 

Jeg er mange gange blevet stillet spørgsmålet om de ofre som vores indsats på Balkan, i Irak og i Afghanistan overhovedet er prisen værd.

 

Kan det overhovedet nytte – og hvad angår en konflikt så mange kilometer vær fra Danmark os?

 

De samme spørgsmål må have været stillet af pårørende under besættelsen.

 

Og endnu mere præcist af familierne til alle de allierede soldater, der nedkæmpede de tyske besættelsestropper overalt i Europa.

 

Er indsatsen prisen værd? Var indsatsen så mange faldne og sårede værd?

 

Et menneskes utidige død, især et ungt menneske, er altid meningsløst og når sorgen over en falden kammerat eller en elsket pårørende rammer en, så er svaret næsten altid, at ingen indsats er denne pris værd og at døden for et elsket familiemedlem aldrig kan være andet end helt formålsløs og fuldstændig nytteløs.

 

Sorgen og smerten over tabet vil altid være til stede, men med tiden melder en anden tanke sig. Det er sjældent noget man tænker på lige med det samme, men tanken melder sig efter nogen tid.

 

Hvis nu den faldne havde været ude for et trafikuheld eller en badeulykke, så havde tabet stadig været det samme.

 

Døden havde stadig været både formåls- og nyttesløs, men der hvor formålet absolut ikke kunne forklares ved bade- og bilulykken, så opstår der en anden tanke, som når vi i aften er samlet for at mindes modstandskampens faldne.

 

Hvis det enkelte menneske synes, at sagen er vigtig nok, kan vedkommende godt acceptere at kampen i værste fald kan betyde at man dør.

 

De mennesker vi mindes her i aften troede fuldt og fast på, at det de kæmpede for var værd at dø for.

 

De kæmpede for frihed, ikke kun for sig selv, men for hele det danske folk.

 

De kæmpede mod undertrykkelse eller blot fordi det var det rigtige at gøre.

 

De var afklarede med, at kampen kunne koste dem livet og det skylder vi dem tak og respekt for.

 

Vi har pligt til at huske på dem og deres ofre, ligesom vi også har pligt til at sørge for at en lignende situation ikke genopstår.

 

Det gamle slogan ”Aldrig mere en 9. april” har blandt nutidens ungdom og politikere mistet sin betydning og det kan vi ikke være bekendt.

 

Krigens uvejr tårner sig igen op i horisonten. Ikke lige uden for landets grænser, men det rumler ude i horisonten.

 

Begivenhederne på Krim og i det østlige Ukraine minder betænkeligt om at historien gentager sig.

 

Krims indlemmelse i Rusland, kunne godt ligne Ansluss, hvor Østrig blev indlemmet i Tyskland.

 

Balladen om det østlige Ukraine kunne godt sammenlignes med Sudeterlandet, hvor Nazi-Tyskland indlemmede en del af Tjekkoslovakiet – det er endnu for tidligt at konkludere.

 

Desværre er situationen for det danske forsvar nogenlunde sammenlignelig med situationen forud for 9. april.

 

Vi har lagt forsvaret om, så det er blevet organiseret til at kunne deltage i internationale operationer overalt i udlandet, men vi kan ikke længere forsvare Rigets grænser.

 

Hæren har nogenlunde den samme størrelse som personalet på Rigshospitalet og med en aggressiv stormagt, der ikke længere anerkender Folkerettens takt og tone er det på tide at vi revurderer situationen.

 

Vi må håbe at nutidens politikere har lært af fortidens svigt. At vi ikke laver samme fejl som op til 9. april 1940 og efterlader Danmark i en tilstand så vi ikke kan forsvare vores grænser.

Vi må appellere til vores politikere, så vi aldrig kommer i samme situation.

 

Det skylder vi dem vi mindes her i aften.