Tidligere år‎ > ‎

4. maj 2013

Aftenens taler:  Øjenlæge, cand.med. Lis Mellemgaard, medlem af Holger Danske under besættelsen.

Lis Mellemgaards tale i Mindelunden – 4. maj 2013

 

Tak til Kammeraternes Hjælpefond, som har bedt mig holde 4. maj talen. Tak til alle, der er kommet for at hædre og ære dem, der ofrede  livet i Danmarks Frihedskamp.

 Jeg har valgt at begynde med en meget aktuel begivenhed: branden på Frihedsmuseet, det har berørt mange mennesker. Museet har stået der i 56 år, men det forekommer mig evigt. Det er monumentet over Danmarks nyere historie.

På mine kammerater i Holger Danskes vegne siger jeg: ”Museet skal bestå og som hidtil vise Danmarks nyere historie og ikke noget andet!”

Interesse og trofasthed bevistes ved alle ansatte og frivilliges resolutte måde at hjælpe på ved branden. Det glædede mig, at Kulturministeren på stående fod lovede at museet skal genopføres.

Den 4. maj 1945 havde vi, mine 6 kammerater og jeg aftalt at mødes på Gentofte Hotel, som vi havde gjort i den sidste tid. Efter befrielsen viste det sig, at 5 andre Holger Danske grupper, bla. den berømte Gunnar Dyrbergs gruppe, også havde haft mødested der. Det var der ingen af os. der vidste.

Vi havde et emne, der skulle drøftes. Nogen havde organiseret en varebil, som var blevet armeret og stod opklodset i en privat garage i Bagsværd, den skulle gøres køreklar.

Vi sad i en lille stue bag ved køkkenet og spiste biksemad.

 Pludselig sprang døren op, og en kæde af gæster fra restauranten kom løbende rundt om bordet hvor vi sad, og råbte:

       ”Danmark er frit! Danmark er frit ”

Den første tanke hos os var: ”Hvad så med varebilen? Det var slet ikke sådan, vi havde forestillet os, at befrielsen skulle foregå, slet ikke så fredeligt.  Vi var trætte - og vi kunne slet ikke overskue situationen.

Vi havde fået besked om, at når besættelsen var slut, skulle vi møde op ved Jægersborg Kirke, uafhængigt af om befrielsen ville blive militærisk, det troede vi mest på, eller fredelig, det håbede vi på.

Vi havde hørt, nok mest rygtevis, at vi skulle til Helsingør og beskytte Brigaden, når den kom hjem, og derfor at afslutningen ville blive militærisk på en eller anden måde.

Det var en bedårende forsommeraften, stille villaveje med blå himmel og blomster i haverne og flagene helt til tops. På vejen skød Alan i kådhed sin pistol op i luften og tømte kammeret.

Først ved kirken blev vi klar over, at det, vi havde kaldt for HD, i virkeligheden var

Holger Danske.

Ved kirken stod den øverste leder over flere grupper, det vidste vi, heller ikke mere. Vi havde aldrig set ham.

 Men det var fra ham, vi havde modtaget besked om planlagte aktioner, og som vi på en eller anden måde kunne give besked, hvis vi ved vores observationer fandt noget mistænkeligt, det kunne være stikkere, Hippofolk i civil eller andre, der syntes at gå tyskernes ærinder.

Hans rigtige navn var Hans Edvard Teglers.  Der stod han i døren.

Da han så mig og en pige fra en anden gruppe, sagde han: ”vi kan ikke have piger med”. Meget skuffet stod jeg nu. Jeg havde boet sammen med og levet sammen med vores gruppe i månedsvis, så jeg var ret slukøret. Ikke mindst med tanke på, at jeg også havde været med til lidt af hvert: illegalt trykkeri, indbrud efter belastende materiale hos formodede stikkere, og ikke mindstundersøge deres daglige færden.

Især de sidste 3 mdr. op til befrielsen havde været meget belastende.

Her i København var der Gestapo- og Hippo folk alle vegne, i civil og i uniform.

Samtidig var det blevet vanskeligt at overholde almindelige regler for sikkerhed, ikke at stå på samme sted ret længe af gangen og ikke mødes i grupper. Det var svært at få natlogi, at finde mødesteder, bare at få mad, som jo krævede rationeringsmærker.

Den gruppe jeg var med i, havde mødested hos en urmager i Skindergade i København. Men andre kom der også. Forretningen var praktisk, fordi der var udgang gennem en lang gang til gården og fra gården var der en anden port, der førte ud til Nørregade. Man kunne    også smutte gennem den forretning ved siden af, der solgte radioer;

det var et ældre ægtepar, som også deltog i urmagerens illegale arbejde. Desuden købte de pistoler af tyske soldater for 100 kroner stykket. De blev arresteret sammen med de andre, med traume for livstid.

Kammeraterne var lidt skødesløse med sikkerheden, også fordi det var svært at finde egnede mødesteder. Man havde observeret, at Hippos store, sorte biler kørte gennem gaden. Men man havde ikke taget forholdsregler.

Mandag morgen den 23. februar trængte Gestapo, anført af den berygtede Hammeken ind i forretningen. De satte sig i baglokalet og arresterede alle dem, der intetanende kom, og også dem, der kom i radioforretningen ved siden af.

Så det var ingen sag for Hippo at arrestere de venner, der dukkede op i de to forretninger, og mere end 20 mennesker blev taget.

Gestapoerne fandt lagerrummet i kælderen, hvor der var meget belastende beviser: tyske våben og endda en tysk uniform.

De fangne blev transporteret til Politigården i bundter. De blev slået og tortureret hele vejen også på politigarden. De overlevende fortalte senere, at hvis de kom til at møde hinanden under afhøringerne, kunne de ikke kende hinanden på grund af læsionerne.

De fleste sad i Politigårdens fængsel, senere blev de ført til Vestre Fængsel, og blev frigivet ved befrielsen.

 Men den 17. marts blev syv henrettet på Henrettelsespladsen, her syd for os. De blev ikke begravet. De var nogen af de sidste, der blev henrettet, derfor lå de øverst. Efter befrielsen fik familierne tilbud om at se og genkende dem. De kunne kun kende dem på tøjet.

På det tidspunkt var der ingen planer om Mindelunden i Ryvangen, så de blev ført til deres egen sognekirke og bisat derfra: Hammel, Birkerød og København.

På deres gravsteder, ligesom på andre faldne frihedskæmperes, er der en bronzeplakette med frihedskampens logo. De er fredede og passes af stedets kirkegårdsbestyrelser.

Men da mindelunden blev oprettet, kom deres navne til at stå i det store midterfelt foran statuen ”moderen med sin døde søn”.

Midterfeltet bærer deres navne, ligesom andre faldne frihedskæmperes, der ikke ligger her, men på andre kirkegårde.

Der er senere også opsat et mindesmærke oven over forretningen i Skindergade 44, hvor arrestationen af min gruppe fandt sted.

Enkelte af dem der døde i koncentrationslejr, blev fundet senere. De blev ført hjem, og ligger i koncentrationslejr-gravpladsen, bagved os (ud til Tuborgvej) hvor de har fået en sten (jeg kalder den for Rotunden). To venner, som jeg kendte fra Dansk Samling, ligger der.

Om man vænnede sig til tanken om, at kvinder spillede en rolle i frihedsbevægelsen er nok et spørgsmål. Men der havde ellers været brug for os ved forskellige lejligheder, mest som ”gadedrenge”, til at  holde øje med personer, endda begå indbrud for at skaffe belastende materiale om mennesker med nazistisk virksomhed; og som ”kærligt følgeskab” for kammerater, der kom fra aktioner, og det var jo ikke så svært.

Ved befrielsen var der forsøgt overfald på Frode Jacobsen. Derfor skulle der være vagt ved hans dør. Jeg og en anden blev udvalgt. Som den rare mand Jacobsen var, ville han hilse på. Da han så mig, sagde han:” Jeg kan ikke bruge en dame”.    

                            

 

For mig var fredssommeren ellers præget af hospitaler. Også i de lykkelige fredsdage skete det ulykker, bilulykker og vådeskud, nu da våbnene kom i uvante hænder.

De, der var blevet såret under aktioner og havde været under jorden, og de, der var blevet taget af tyskerne og tortureret, var blevet bragt til det tyske felthospital på Nylandsvej, hvorfra vi har hørt frygtelige beretninger. Nu blev de bragt til danske hospitaler.

Alle de fanger der kom hjem fra kz-lejre var syge. De fleste havde tuberkulose, derfor måtte de forvente en lang sygdomsperiode. De blev indlagt på Øresundshospitalet på Østerbro og på Vejlefjord, der var tuberkulosehospitaler.

Befrielsen var en kæmpemæssig glæde, men dagene og månederne efter viste alt for tydeligt, at krigen havde haft sin pris.

I den første tid efter befrielsen skortede det ikke på rygter og historier om modstandsarbejdet, som blev glorificeret til kvalmepunktet — og man skulle oven i købet høre at alle havde været med.

Der kom naturligvis en masse bøger og film og fortællinger i aviserne i de første år. Mest værdifulde var beretninger af deltagerne, der havde oplevelserne i frisk erindring.

Så gik der mange år i tavshed. Den store uforståelige tavshed, som vist ingen har kunnet forklare. Om den skyldtes blufærdighed hos de aktive, eller misundelse, eller måske flovhed over ikke at have taget standpunkt. Der kan være mange grunde. Men uforståelig i hvert fald.

Børge Outze, den kendte modstandsmand, som grundlagde den illegale avis INFORMATION, og blev dets første redaktør efter krigen skrev i 1966:              

 ”Hvad skal det blive til en gang, når alle Deltagere og Øjenvidner er borte, og Historikerne kun vil tro på, hvad der så rent, rent tilfældigt  er blevet til overs af skriftligt Materiale fra 1940 -1945.”

Glædeligt er det derfor, at der i de senere årtier har været en voksende interesse for besættelsestiden. Der er med stigende hastighed kommet bøger, tv-udsendelser og film.

En glæde har det også været at se at Frihedskampen i de sidste år er opfattet og beskrevet positivt og med indlevelse.

Danskernes interesse for besættelsestiden fremgår også af, at der i år i 70-året for den 29. august vil blive afholdt mindehøjtideligheder. Den 29. August er i virkeligheden vores frihedsdag.  Bests ultimatum om blandt andet dødsstraf og hjemsendelse af militæret bevirkede, at den danske regering gik af, og berømt: ”at flåden sænkedes”.

Jørgen Barfod, den tidligere leder af Frihedsmuseet, sagde til mig i går, at den 29. august var SKEL dagen og at den burde gøres til fridag.

Jødernes flugt højtideligholdes den 2. oktober, bl.a. ved afskibningsstederne i Gilleleje og Dragør. 

Det har været en glæde at se interessen for ”Matador”, der er sendt den ene gang efter den anden. Den viser en fællesskabsfølelse og er et fint tidsbillede af livet under besættelsen. Også af de sociale forhold, som gav grundlag for at sociale skel udjævnedes.

Mere dybtgående beskrivelse af modstandskampen gav filmen Hvidstensgruppen, som har betaget mange hundrede tusind danskere. Den rummer ærlige beskrivelser af historiske personer.

Jeg har spurgt i min omgangskreds og blandt venner, hvilke personer, der har gjort størst indtryk på dem i Hvidstensgruppen. De har været enige om, at størst indtryk gjorde krokonen GudrunFiil.

Hun gav udtryk for den tavse, indforståede, tålmodige, dristigt handlende, en situation der kan minde om den, som mange kvinder, med tilknytning til modstandsbevægelsen måtte lide.

Den store deltagelse i sorgen over branden på Frihedsmuseet viser at besættelsestidens historie og frihedskamp er vedkommende, engagerende og betydningsfuld i folks bevidsthed. 

Mange har givet udtryk for, at museumsbranden har berørt dem, næsten chokeret dem. De har haft en mening om branden, dens opståen, ønsket at brandårsagen bliver opklaret hurtigt.

Med baggrund af retssagen i München om en nynazistisk gruppe, og herhjemme det store tyveri af vigtige dokumenter fra besættelses- tiden, synes der grunde nok for at huske og tage ved lære af den tyske besættelse af Danmark.

Vi gamle – tidligere Frihedskæmpere ønsker museet genopført til den form, det altid har haft.

Tale holdt i Mindelunden d. 4. maj 2013

 

                                                             Lis Mellemgaard