Tidligere år‎ > ‎

4. maj 2012

Aftenens taler:
Peter Wivel, dagbladet Politkens Berlin korrespondent, tidl. chefredaktør Berlingske Tidende, Weekendavisen og Information


Peter Wivels mindetale, Ryvangen den 4. maj 2012

  

 

I aften sætter vi lys i vinduerne som et minde om Danmarks befrielse. Lysene tændes også til minde om de mange tusinde danskere, der betalte med deres liv, for at den tyske besættelse kunne få en ende.

 

Siden min barndom har denne aften været forbundet med lysene i vores egne vinduer og i næsten alle andre vinduer i den by, hvor vi boede. Også i Berlin, hvor vi nu arbejder, stiller vi lys frem i vores vinduer, selv om ingen andre end vi forstår hvorfor, med mindre der skulle gå en landsmand forbi.

 

Vi tænder dem både ud mod gaden og ud mod den jødiske kirkegård, der ligger op til vores arbejdsværelse. Gravpladsen er i sig selv en advarsel imod nazismen. Gravsten langs stierne er væltede og brækkede. Kirkegårdsværgen har travlt med at fjerne smørerier på muren rundt om de mange grave. Bevæbnet politi patruljerer dernede. Nazismen er stadig forbryderisk virkelighed.

 

 

I dag bliver min far, Per Wivel, 92 år. Ligesom i dag var det også en fredag, da han den 4. maj 1945 fyldte 25 år og sammen med sine gæster hørte befrielsesbudskabet fra London i radioen kl. halv syv og fortsatte festen ude på gaden.

 

Den næste morgen købte min far Politiken, Berlingske Tidende og Nationaltidende. Han gemte aviserne med de mange Dannebrogsflag trykt på forsiden.

 

De ligger nu på mit bord, umiddelbart foran den computer, jeg skriver på. Når jeg skriver, kan jeg se det slidte papir stikke frem med de røde og hvide flag.

 

De gulnede aviser er godt redigeret. Mængden af relevante aktuelle og historiske oplysninger er overvældende.

 

 

Lederartiklerne er gode.

 

I Berlingske Tidende hyldes modstandsbevægelsen:

 

 ”Kræfterne blev samlet og organiseret af en kreds af mænd, der skønt ukendte og uvalgte fik hele befolkningens tillid bag sig. Frihedsrådet forvaltede på folkets vegne den regeringsmyndighed, de tyske magthavere mente at have knust, og med en enestående selvdisciplin fylkede det danske folk sig bag disse navnløse ledere. Ud af nationens midte voksede en kæmpende hær, der med våben i hånd banede vej for befrielsen”, skriver avisens lederskribent.

 

Det endnu mere konservative Nationaltidende, Børge Outzes avis, sagde det, der skulle siges:

 

 ”Danmark er atter frit! Men vi kan ikke juble disse ord ud uden samtidig at udtale Danmarks tak til dem, ved hvis indsats vor frihed først og fremmest blev genvundet – de allierede magter, som ved deres kamp for retten, friheden og den menneskelige værdighed også har skaffet os vor ret. Den store kamp med de endeløse ofre er ikke blevet kæmpet på dansk jord. (…) Hver britisk soldat, som faldt i Libyens ørken, den amerikanske gut, som satte livet ind under invasionen i Frankrig og stormen mod Tysklands grænser, og de endeløse skarer af russiske soldater, der nu hviler i Østeuropas jord efter tapper kamp, har været med til at genvinde også vor frihed”.

 

 Politiken så i sin leder fremad: ”Arbejdet for at skabe rammerne for en ny verdensordning, hvor ret træder i stedet for magt og vold, er i fuld gang”. Skribenten tænker her på skabelsen af de Forenede Nationer, der tre år senere, i 1948, vedtog sin historiske erklæring om menneskerettighederne.

 

 

Politiken bringer en liste over 112 danskere, der endte deres liv foran en tysk henrettelseskommando. Her finder vi også navnene på de otte medlemmer af Hvidsten-gruppen, der blev taget af tyskerne i marts 1944. Deres skæbne var endnu, da jeg kom til Børge Outzes Information i 1976, et åbent sår.

 

Under ledelse af kroejer Marius Fiil havde de otte fra marts til oktober 1943 hjulpet med at modtage nedkastede engelske våben bl.a. i Allestrupgårds plantage nord for Randers. Første gang, gruppen selv var med ved en nedkastning, var den 17. april 1943. Gruppen nåede at tage imod 7 til 8 nedkastninger af våben og modstandsfolk.

 

Modstandsarbejdet måtte stoppe, da deltagerne kom til at sende et lyssignal til et forbipasserende tysk jagerfly, som de fejlagtigt tog for den britiske maskine, de ventede på.

 

 I december 1943 fik Gestapo kendskab til gruppens eksistens. Den blev holdt under observation af stikkere, og den 11. marts 1944 og de følgende dage blev en række medlemmer arresteret. Den 26. juni blev otte af dem, herunder Marius Fiil og hans søn Niels Fiil, beordret skudt af en tysk krigsret.

 

Den 29. juni 1944 blev de otte mænd henrettet her i Ryvangen. Deres navne står på mindepladen foran monumentet.

 

 

Hvidsten-gruppen er også navnet på en god spillefilm, lavet af Anne-Grethe Bjarup Riis for Regner Grasten Film. Siden den havde premiere 1. marts, er filmen set af 600.000 mennesker.

 

Filmen er et sandfærdigt vidnesbyrd om, at frihedskampen som hovedregel var alt andet end yderliggående, og at bevægelsens ledere var præget af stor moderation og forsigtighed.

 

 Det er netop det, der gør denne film langt mere gribende end spændende.

 

 I filmen om Hvidsten-gruppen taler dramaet for sig selv.

 

 

For mig står tre scener i filmen som helt centrale elementer i historien om den danske modstandskamp. Det er tre scener, der nøje skildrer historiske kendsgerninger. De er ikke fiktion.

 

De tre scener viser de modige mennesker ære, hvis minde vi her i aften er samlet om. På et tidligt tidspunkt i filmen hører familien Fiil og deres gæster Vilhelm Buhls radiotale den 2. september 1942.

 

 Her advarede statsministeren mod sabotagen og sagde:

 

 ”Vær med at gøre det klart for alle, navnlig for de unge, at den, som har begået sabotage eller hjælper dertil eller over for myndighederne tilbageholder viden om sabotageplaner eller undlader at medvirke til opklaringen af sabotage, handler imod fædrelandets interesse”.

 

 

Buhl bruger det store ord ”fædrelandets interesse”.

 

I ledelsen af det danske samfund dengang trivedes der en ubegrundet frygt for, at modstandsbevægelsen kunne udvikle sig til en trussel mod vores folkestyre.

 

På det tidspunkt havde samarbejdspolitikken kørt i halvandet år.

 

Den havde overlevet Tysklands angreb på Sovjetunionen i juni 1941.

 

Den havde overlevet loven om internering af kommunisterne.

 

Den havde overlevet Danmarks tilslutning til Antikomintern-pagten i Berlin.

 

I forbindelse med det tyske og det umiddelbart efterfølgende finske angreb på Rusland erklærede regeringen, at krigen under Tysklands førerskab nu drejede sig om at bevare ”europæisk kultur” og beskytte Europas lande mod ”indre samfundsopløsning”.

 

Vi taler her om et land, der havde besat Danmark.

 

Den europæiske kultur, som Tyskland ifølge regeringserklæringen dengang forsvarede, bestod

i uhørte krigsforbrydelser, i massemord på krigsfanger, i den systematiske henrettelse bag frontlinjen af mere end en million jøder, altså første del af holocaust.

 

Den var et barbari, hvis mage verden ikke hidtil havde oplevet.

 

 

Samarbejdspolitikken skånede Danmark. Det bør vi alle være vores politikere taknemmelig for.

 

Samarbejdspolitikken var, som Martin A. Hansen udtrykte det, en retræte, vi havde øvet os på siden 1864. Vi kunne rømme og vige, indtil vi den 29. august 1943 stod med ryggen mod væggen, og regeringen måtte give endeligt op.

 

Men én ting er sikkert: Idéen med samarbejdspolitikken var ikke at yde et bidrag til Hitler-Tysklands nederlag.

 

 

Det var lidet frugtbart og højst upassende dengang at se på modstandsbevægelsen som enten demokratisk eller udemokratisk.

 

Skillelinjen gik et andet sted.

 

Det egentlige problem var, at regeringen havde gjort det måske vigtigste element overhovedet i en politisk offentlighed til et tabu:

 

Den kunne argumentere, og argumentere godt for, at vi endnu havde en folkevalgt regering, og at den måtte arrangere sig med overmagten.

 

Men med samarbejdspolitikken afskar landets politiske ledelse sig fra at pege på det, vi som danskere absolut ikke kunne acceptere, men som vi heller ikke kunne tale om. At en verdenshistorisk forbrydelse udspillede sig for vores øjne.

 

Nålen på det etiske kompas var sømmet fast. Derfor opstod der en bevægelse, der kaldte sig modstandsbevægelsen. Den ydede modstand.

 

 

Det er netop spørgsmålet om det helt uacceptable – det, hvorimod der må og skal ydes modstand, der bliver rejst i filmen om Hvidsten-gruppen under skænderiet i krostuen efter statsministerens radiotale.

 

Her starter, blandt ganske almindelige danskere, mænd og kvinder, den mest fundamentale politiske debat overhovedet.

 

Den nazistiske besættelsesmagt måtte bekæmpes som et absolut og ubetinget onde. Med forstand og besindighed.

 

De Allierede, der kæmpede mod Hitler-Tyskland, havde brug for vores hjælp.

 

De mennesker, hvis navne vi har her foran os, gav Danmark deres svar. De viste, hvad man i yderste nød vil give sit liv for at undgå.

 

 

 

Det var det politiske. Nu kommer jeg til det menneskelige.

 

I en anden central scene i filmen føres Marius Fiil ud af sin celle for sammen med de syv andre medlemmer af Hvidsten-gruppen at blive kørt til Ryvangen.

 

På vej ud standser den 51-årige kroejer og modstandsmand foran en ung værnemagtsoldat og omfavner ham i en gestus af barmhjertighed.

 

Marius Fiil siger, at han for sit vedkommende tilgiver den tyske soldat.

 

Scenen er ikke opdigtet. Oplysningerne stammer fra modstandsmanden Jørgen Kielers søster Elsebeth. Hun havde i fængslet mødt soldaten og hørt hans historie.

 

 

Marius Fiil var et kristent menneske. Barmhjertigheden lå ham på sinde.

 

Det lyser ud af hans sidste breve hjem. Han ville møde sin skaber med fred i sit eget sind og ubelastet af jordisk vrede.

 

”Vi længes efter fred”, skriver han i et sidste farvel. Fred i himlen, mener han her.

 

Jeg citerer videre: ”Nu har klokken slået 11 og snart 12, og vi skal væk herfra, Vorherre kalder os hjem til sig, og vi får det godt alle hjemme hos ham, så godt, som et menneske kan få det, vi er ved godt mod alle sammen, for vi ved jo, at vi går hjem til den evige hvile i Herrens arme”.

 

Det skrev Marius Fiil i sit sidste brev til sin hustru Gudrun.

 

 

Men behøvede han ligefrem at omfavne den tyske soldat?

 

Ja, for barmhjertigheden vender to veje.

 

Den ene vej vender mod den, der tilgiver. Den anden mod den, der bliver tilgivet.

 

Den tilgivende bevarer sit sinds ligevægt.

 

Men tilgivelse er en så enestående gestus, at den egentlig kun giver mening, hvis det er det utilgivelige, der tilgives. Det er det her.

 

Derfor stopper barmhjertigheden ikke med tilgivelsen. Egentlig begynder den med den.

 

For det, Fiil vil sige til soldaten, er: ”Gå bort og gør du ligeså!”.

 

 

Marius Fiils datter Kristine Sørensen blev idømt livsvarigt tugthus.

 

Hun skrev den samme dag, som hendes kære blev skudt, et brev til Werner von Best, Hitlers statholder i Danmark.

 

Brevet blev senere trykt i det illegale Information.

 

Kristine havde besindelse nok til at skrive, at hendes far, hendes bror og hendes mand, som tyskerne nu havde myrdet, ikke handlede i had til Tyskland, men fordi Danmark er i krig.

 

De forsvarede Danmark.

 

De vidnede med deres død om, at selv et lille land som Danmark må have lov at tænke selvstændigt, skrev hun.

 

 

Den 23. juni 1944, ugen inden Hvidsten-gruppen blev skudt, henrettede tyskerne otte andre modstandsfolk. Det nævnes også i filmen.

 

En af dem var nedkastningschefen Christian Ulrik Hansen. Han havde delt celle med Hvidsten-gruppen i Vestre Fængsel.

 

Christian Ulrik Hansens afskedsbrev til forældrene slutter således:

 

”Og det skal være mit allersidste ønske, når freden er inde, tag da et forældreløst tysk barn til jer i stedet for mig. Thi således forlanger Gud af os, at vi skal være redskaber først for hans strenghed, så for hans mildhed”.

 

 

Marius Fiil, Kristine Sørensen og Christian Ulrik Hansen var Danmarks ansigt.

    

 

 

Så bliver de otte fra Hvidsten-gruppen da henrettet som så frygtelig mange andre. I filmen følger vi dem helt frem til pælen.

 

 

Man glemmer det tit. Men de tyske soldater i skydekommandoen havde samme muligheder for at handle og tænke selv som Hvidsten-gruppen og som alle de andre mænd, der ligger her i Mindelunden.

 

Soldaterne havde samme mulighed for at vælge rigtigt.

 

Det ansvar påtog de sig ikke.

 

De sænkede ikke riflerne, som ethvert normalt menneske ville have gjort.

 

De fulgte ordrer. De skød.

 

 

De mænd, vi mindes her i Ryvangen, vidste, hvad der var ondt, og det bekæmpede de.

 

De var modstandsfolk. De døde, for at Danmark igen kunne blive frit.

 

Det lyder så smukt. Men deres død var ikke smuk.

 

Ethvert menneske har ret til sin egen død. Den ret fik de ikke.

 

Jeg tillader mig at låne endnu en formulering af Martin A. Hansen: De skulle nå helt derud, hvor man kun kan færdes alene.

 

Martin A. Hansen skrev i det samme essay om modstandsbevægelsen: ”På jorden går minder hurtigt til, når ingen passer dem”.

 

 

Derfor skal vi sige til hinanden:

 

Æret være deres minde!