Tidligere år‎ > ‎

4. maj 2011

Aftenens taler: Læge, dr. med. Sven Arvid Birkelands tale


Sven Arvid Birkeland,

læge, dr.med. seniorforsker Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre

--

I det gamle nordiske digt ’Havamal’ eller ’Den højes Tale’ hedder det:

Fæ dør.
Frænder dør.
Selv én dør til sidst.
Men et jeg ved, der aldrig dør:
Dommen over hver en død.
 

Dommen over de døde, der ligger her, er, at: de døde for os, for at vi kunne blive frie, frie for nazismens pest.

De er døde, vi står her, nogle var også med den gang, nogle var tæt på dem, der ligger her. Andre har deres kæres grave rundt om på landets kirkegårde, i navnløse grave ved kz-lejrene eller på havet.

Jeg var selv barn under Besættelsen, og husker tyskernes huseren. Mange af dem, der ligger her, er blot 15 – 20 år ældre end mig. De kunne have levet endnu, men de gav det dyreste, de havde: livet, i lighed med de danske sømænd og soldaterne, der omkom i allieret tjeneste.

De døde ikke forgæves.

Deres tanker er ført videre – ikke bare af de endnu levende modstandsfolk, deres enker, børn og børnebørn, men også af de mange, der i vores rodløse tid har fundet støtte i deres idealer og tanker, som stadig kan guide os.

Der er nogle af modstandskampens skikkelser, der er kommet til at stå som lysende fakler i eftertiden – ikke blot ved deres indsats, men også ved deres holdninger, der fortsat har et budskab til eftertiden.

Der er to, som står som fyrtårne for mig: Christian Ulrik Hansen og Kim Malthe Bruun.

Hvad kan jeg gøre bedre end at give dem stemme denne aften?

Før henrettelsen skrev Christian Ulrik Hansen til sin trofaste veninde Inge:

… Vil du fortælle mine kære og venner, hvorfor jeg måtte gå denne vej. Lad dem forstå, at for mig var der ingen anden. … Underligt, men for mig har døden aldrig været den kolde istaphånd, som den er for de fleste. Jeg har levet sammen med den så længe, i det sidste døgn så intenst, at vi nu helt forstår hinanden. Den er ikke mere en fjende af livet. Den er blot livets fuldkommengørelse. Livet bliver helt i den – vi møder livet i den. … Døden og livet giver hinanden mening og indhold. … 

Inge overlod mig nogle breve, som de udvekslede, før han blev taget: Christian skriver:

”Det er sandt – der gror blomster i granathullerne. Det er sandt: der fødes et nyt Danmark. Et Danmark, hvor livet vil blive ved med at være en kamp.”

Han blev taget af Gestapo den 29. februar og henrettet den 23. juni 1944. Han ligger i grav nr. 19.

Inge slutter sin dagbog: ”For sidste gang skriver jeg i min dagbog den 26. juni – 3 dage efter hans død – og slutter med Nordahl Griegs digt: ”De bedste”:

 

De bedste, bli’r aldrig vor fremtid,
De bedste har nok med at dø.”
 

Og Inge fortsætter:

Men hans død for andre, hans død for det, han troede på, gav troen og styrken videre til os, der overlevede.

Man fik en styrke, man ikke selv vidste, man havde.

Man fik en ukuelighed i sindet, som ikke havde været der før.

Han kæmpede for fred og medmenneskelighed.

 

***

Morten Nielsen skriver i  ”Forårets horisont” 

Verden er vaad og lys
Himlen er tung af Væde …
Hjertet er tungt af lykke,
Lykkeligt nær ved at græde.
 

Disse ord passer på Kim Malthe - Bruun

Kim blev taget den 19. december 1944. Han blev henrettet den 6. april 1945. Han ligger i grav nr. 94.

Ligesom Christian Ulrik Hansen fik Kim smuglet breve ud uden  om censuren. I et brev fra den 27. marts 45, der blev fundet efter hans død klistret op på en røde kors pakke, finder Kim støtte og styrke i sine lidelser under Gestapos tortur ved at tænke på Jesus:

Ligeledes med Jesus. I samme nu, Judas kyssede ham på kinden, har han sikkert fået hele sin sjæls ro og overlegenhed igen. Så er han skyllet frem på en vældig bølge, der til sidst skyllede ham ind i døden. Den har rejst sig vældigt i hans eget sind, så at der intet øjeblik har været noget svagt og

vaklende. Da han har stået over for sine bødler, har de fysisk set bragt ham ud over alt det jordiske. Han har befundet sig så frigjort og opløftet, at han ikke har kunnet se dem med almindelige menneskers øjne, men derimod med en uendelig overlegenhed og overbærenhed, som altid følger med, at man kan se den smalle horisont, som de andre handler ud fra ...

Jesus har følt hele sit liv leve i egen glødende kraft i den sidste koncentration af alt det stærkeste, der levede i ham. Angsten er noget, der kommer indefra, og forsøger man i for stærk grad at bibringe et menneske angst, opnår man meget nemt kun at drive det helt ud over enhver angstfølelse, at drive dem ud i en tilstand, hvor de er unåelige og frem for alt urørlige.

Da jeg gik derop til forhør, slog den tanke mig, eller måske var det, mens jeg var deroppe, at jeg pludselig følte: ‘I skulle med mig ud i skoven ganske alene som skovhuggere bare en kort tid, og alt i jer ville forandre sig, måske ikke varigt, for I er gjort af et andet stof, men dog således at I for en stund ville se og opfatte lidt af verdensdybden, for en kort stund se og føle den uendelige rige verden, der omgiver jer, men som I ikke fatter.’ I glimt strejfede det: ‘Mon disse nogen sinde har set månen spejle sig i en stille skovsø, eller om de nogen sinde har set vinden lege i græsset på en brink, når den jager ud over kanten og ned i søen?’

„ ... Alligevel, uden at være bange, uden at jeg viger tilbage, banker mit hjerte hurtigere, hver gang, der er en, der standser uden for min celledør. Det må være noget rent fysisk, selv om det jo så afgjort er et sanseindtryk, der forårsager det.

Det slog mig allerede lige bagefter, hvor jeg nu forstår noget nyt af Jesusskikkelsen. Det er ventetiden, der er prøven. Jeg forsikrer for, at få drevet et par nagler gennem hænderne, at dø på et kors, er intet ud over noget rent mekanisk, der sætter ens ånd i en sanserus, der ikke kan sammenlignes med noget andet. Men ventetiden i haven, den drypper af rødt blod …

Og jeg har lært noget om at sidde alene. Det er, som om man er nået helt  ned på klippebunden, den bund, som ellers er dækket af egoisme, forfængelighed, kærlighed og alle hverdagslivets andre tilskikkelser, og det skærer i denne bund, det er det element, som er kortsluttet. Det vil dækkes, det vil føle en dyne over sig. Sidder man flere sammen, er deres interesse, deres snak, en balsam, en dyne, der straks lægger sig som et varmende omslag på klippen. Sidder man alene, er det som en stor hudafskrabning. Den vil ikke lade en i fred; man kan ikke læse, sjælen må som legemet hele tiden op og gå på gulvet. Jeg forstod pludselig, hvad vanvid er, men jeg vidste, at dette var som med alt andet, der er hændt mig, i løbet af nogle dage vil jeg igen være mig selv ...“

Jeg har vandret ad en vej, som jeg ikke har fortrudt, jeg har aldrig svigtet, hvad der i mit hjerte stod, og jeg synes nu, at jeg kan se en sammenhæng.

Jeg er ikke gammel, jeg burde ikke dø, og dog synes det mig så naturligt, så ligetil. Det er kun den bratte måde, der afskrækker os i første nu. Tiden er kort, jeg kan ikke rigtig forklare det, men mit sind er fuldkommen roligt ...“

 

Til Hanne skriver Kim den 4. april:

Husk, og det sværger jeg dig til er sandt, at al smerte bliver til lykke, men kun de færreste vil nogen sinde senere indrømme det over for sig selv. De hyldede sig i smerten, og vanen fik dem til at tro, at det stadig var smerte, og de hyllede sig stadig i den. Sandheden er, at efter smerte kommer dybde, og efter dybden kommer frugt.



I et af de sidste breve til moderen fra Vestre Fængsel skriver Kim den 4. april: "Nu dør jeg, og jeg ved ikke, om jeg har tændt en lille flamme i et andet sind, en flamme, som skal overleve mig, men endda er jeg rolig, for jeg har set og ved, at naturen er rig. Ingen mærker, om nogle spirer bliver trådt under fode og dør derved. Hvorfor skulle jeg så fortvivle, når jeg ser al den rigdom, som endda lever. Og Kim slutter: Husk, det sværger jeg dig til er sandt, at al smerte bliver til lykke".

 

***

 

Et er monumenter og mindesmærker, et andet er det pulserende liv. Men disse to forhold kan forenes. 4. Maj kollegierne, der blev bygget efter krigen, er sådanne levende monumenter, befolket som de er af unge mennesker, børn og børnebørn af modstandsfolk, krigssejlere og danske soldater i allieret tjeneste. Mindelunden er på samme måde et levende mindesmærke, når vi samles her, som i aften, og de, der døde og ligger her, har stadig noget at sige os i dag.

Et liv skal ikke blot måles i år, men også i hvad man har udrettet, specielt for andre, og hvad man har givet videre til de næste slægtled. Og på den måde er stedet her ikke blot ’de dødes rige’, men i høj grad ’de levendes land’.

  

De, der ligger her, kæmpede for en verden med frihed – frihed for tvang, undertrykkelse og tortur. De viste, at friheden er værd at kæmpe for, den kommer ikke gratis, de betalte den højeste pris.

 Den flamme, som Kim Malthe Bruun håbede, han tændte og håbede ville overleve ham, den skal vi fortsat holde i live.

 Lad mig slutte med Halfdan Rasmussens digt til mit center, Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre:

 Ikke bødlen

Ikke bødlen gør mig bange,
ikke hadet og torturen, 
ikke dødens riffelgange
eller skyggerne på muren,
ikke nætterne, når smertens
sidste stjerne styrter ned –
men den nådesløse verdens 
blinde ligegyldighed.