Tidligere år‎ > ‎

4. maj 2009

Aftenens taler:  Ejgild Petersen, Allierede Krigssejleres Veteranforening


Mindelunden 4. maj…

                                                   - et tilbageblik

 

I den solrige aftenstund havde ca. 4.000 samlet sig i Mindelunden i Ryvangen for at følge den traditionsrige højtidelighed arrangeret af Kammeraternes Hjælpefond. Med til at kæde aftenen sammen var som altid Hjemmeværnets Musikkorps København og N. Zahles kor. Aftenens taler var   Eigil Petersen, født i 1922 i Korsør og en af de mange søfolk, der ikke kunne komme hjem i 5 år på grund af den tyske besættelse af Danmark d. 9. april 1940. Vi bringer nedenstående talen i sin helhed:

 

Jeg er blevet bedt om her i Mindelunden i Ryvangen 4. maj 2009 at holde en tale og berette om de fem år, danske søfolk havde i årene fra 9. april 1940 til 5. maj 1945.     

 

Det er jo længe siden nu, men så længe man kan huske, er det fem slemme år, man aldrig glemmer. Der var jo mange danske skibe på verdenshavene, og det blev til 5000 søfolk, der kom til at sejle for de allierede. 3000 af den kom til at sejle for England, men der var også store tab, for ca. 2000 nåede ikke at komme hjem til Danmark, de blev derude, som man siger.

 

England mistede mange handelsskibe i starten af krigen, så de danske skibe kom hurtigt ind i den engelske handelsflåde og søfolkene med, men vi blev jo ikke regnet for allierede i starten, det kom først et par år senere. Det første der skete var ned med det danske flag og op med det engelske, men de skibe, der havde flagspil i stævnen, måtte have et lille dansk flag.

 

Jeg vil nu berette om, hvordan jeg kom igennem de fem år. Jeg er en af de heldige der overlevede krigen, har aldrig været torpederet eller minesprængt, men når man sejler i konvoj, var man altid tæt på. Jeg har sejlet på de fleste af verdenshavene og har mønstret på syv forskellige danske skibe, tre af dem kom ikke hjem efter krigen, to krigsforliste og det tredje af dem drev under en storm ind på kysten af Irland, men jeg var jo mønstret af.

 

Jeg var 16 år i 1938, da jeg mønstrede i en af ØK’s skibe ”Panama” som kammerdreng, og da krigen startede 1. september 1939, lå vi på reden ud for Bankok og skulle hjemover, vi kom hjem december 1939. For at sejle hjem over Nordsøen skulle man være to skibe, hvis der skulle ske noget. Vi var sammen med et andet ØK skib ”Boringid”. Jeg havde fået lovning på en hyrer som dæksdreng på et andet skib, men det var ikke kommet hjem endnu, så jeg mønstrede i ”Panama” igen og tog atter en rejse til østen. Vi nåede Manilla på Philipinerne, da tyskerne besatte Danmark den 9. april 1940. Over radioen fik danske skibe besked om at sejle til neutral havn, men besætningen holdt møde og blev enige om at fortsætte ruten til Honkong. Hele lasten blev losset der, og vi lå på reden i Honkong i to måneder. Skipperen var i land hver dag til møde, så kom dagen, hvor han kom med det engelske flag, det danske flag kom ned og det engelske kom op på flagspillet agter, ”Panama” var ikke et dansk skib mere.

 

Der var møde i salonen igen og undtaget to, skrev resten af besætningen under på engelsk overenskomst, vi var schartret af et australsk rederi. To af besætningen ville ikke skrive under og mønstrede af. Efter at have ligger for anker på reden i Honkong i to måneder sejlede vi som engelsk skib til Sydney i Australien og kom på værft for at blive gjort klar til at sejle til England. Vi fik monteret maskinkanon på pubben agter og fik minekabel lagt rundt på dækket til at modstå magnetminer, men ved den sidste prøvesejlads på minekablet gennem prøvestationen virkede kablet ikke, det viste sig, at der var lavet sabotage imod det. Så fik vi tolv marinesoldater om bord til at holde øje med os. Vi blev nu regnet som sabotører og de var med os, da vi sejlede fra Australien, men de gik i land igen, da vi kom til Capetown i Sydafrika. Vi sejlede fra Capetown til Freetown på Afrikas vestkyst, som var en opsamlingshavn for skibe, der skulle sejle videre i konvoj. Derfra kom vi i konvoj til Liverpool i England. Liverpool er en meget stor havn, hvor der altid lå mange skibe, så de tyske flyvemaskiner kastede boner hver nat, og flere skibe blev ramt, men vi slap heldigt igennem. Den halve dæksbesætning mønstrede af, men jeg blev ombord og tog en rejse mere til Australien, det var på grund af avancement til letmatros.

 

Skibet ”Panama” var lidt af et ulykkesskib, for vi havde maskinstop på grund af maskinskade. På vej hjemover fra Australien var vi kommet igennem Panama kanalen og nåede op i nærheden af øen Jamaica, da vi fik skade i maskinrummet ved en eksplosion og vores førstemester kom til skade. Vi måtte søge nødhavn på Jamaica og kom ind i havnen Kingston. Førstemester døde kort efter og blev begravet på øen. Vi lå nu i havnen Kingston i to måneder og ventede på reservedele til maskinen og en ny førstemester, som skulle komme fra England. Da det var ankommet  og ”Panama” var gjort klar, sejlede vi til konvojhavnen Halifax i Canada og derfra i konvoj til England. Men efter tre dages sejlads havde vi atter maskinskade, konvojen sejlede videre uden os, så da vi havde fået lavet maskinen, måtte vi sejle alene op igennem Nordatlanten op til Island, vi kom i havn i Reykjavik, heldet var igen med os, vi mødte ingen ubåde. Efter nogle dage sejlede vi i konvoj fra Reykjavik  til havnen Avemout i Sydengland. Nu havde rejsen med ”Panama” fra England til Australien og tilbage igen varet et helt år. Jeg mønstrede af fra ”Panama”, som jeg så havde været på i tre år.

 

Det var først i slutningen af 1941 jeg kom til Newcastle i England, hvor de danske søfolk havde deres forbund og post. Derfra kom jeg til at sejle for seks andre forskellige danske skibe. Jeg var med et af C. K. Hansen’s skibe ”Stjerneborg”, det var overtaget ude på Borneo, så det var under hollandsk flag, med det sejlede jeg til Vestafrika. Jeg var med et af De forenede Rederiers skibe ”Oregon” til Canada, der var heldet med os igen, for i kolonnen ved siden af os var et skib stoppet af en af vores ledsagende destroyer og bordet, det viste sig at førstemester i skibet sendte vores position til de tyske ubåde, så det var jo skibene i yderkolonnerne, der blev torpederet. Så var jeg med et af rederiet Lauritsen’s skibe ”Lillian” på en rejse til Færøerne til Thorshavn. Det var som at komme til en dansk havn, for der var mange, der talte det danske sprog. Jeg var med et af rederiet Torm’s skibe ”Cyda” på to rejser til Canada, det var dengang et nyt skib, som gjorde en temlig god fart, Vores lastrum var lavet specielt, så vi kunne sejle med ammunition, vi havde sprængstoffet TNT med hjem til England ved hver rejse, der var man atter heldig, for var skibet blevet ramt af en torpedo, ville det have været væk på meget kort tid.

 

Jeg er en af de danske søfolk, der mødte en engelsk pige og blev gift med hende i juli 1943. Så jeg gik i land og stemplede for at kunne få et skib, som sejlede på kysten af England. Jeg mønstrede i en af rederiet AS Korsør’s skibe ”Avance” som sejlede i kulfart på østkysten fra Nordengland til London, så var der en chance for at være sammen med familien, hver gang vi lå i en af de nordlige havne.

 

Her må jeg gøre et lille sidespring. I året 1943 så jeg et billede i vores avis af en skibsbesætning, der havde været gennem Rusland, og som havde meldt sig til allieret tjeneste. Min yngre bror var med på billedet. Jeg var ikke klar over, at han var taget ud og sejle, så det var glædeligt at møde ham i Newcastle . Han klarede også anden verdenskrig igennem og kom hjem til Danmark.

 

Når man sejlede fra London og op af den engelske østkyst, skulle man rundt om en pynt, der hedder Yarmouth. Det var altid ved midnatstid vi passerede pynten, for der lå de tyske hurtiggående E torpedobåde i ly af mørket, så de kunne sænke skibe, men endnu engang var jeg heldig ”Avance” klarede frisag hver gang. I efteråret 1943 får vi igen lov til at sejle med dansk flag på agterspillet, det vil sige, vi blev anerkendt som allieret, som de andre fremmede nationer var det. ”Avance” fortsatte med at sejle med kul langs kysten til London. På den sidste rejse, jeg var med på til London, lå vi på konvojpladsen Southend ved Themsens munding og skulle nordpå, der blev altid hejst et signalflag, hvor man kunne tyde hvilken havn, man skulle til, og flaget, der blev hejst den dag, viste at vi skulle anløbe Newcastle, så der blev jo glæde, men da vi kom til Newcastle om formiddagen, var der ingen landlov, vi skulle sejle igen kort efter.

 

Vi sejlede igen om aftenen og gik nordpå rundt om Skotland, og kom til Belfast, hvor vi kom på værft for at blive gjort klar til invasionen, det var foråret 1944. Vi fik to kanoner monteret, en på fordækket og en på agterdækket. Da værftturen  var overstået sejlede vi ned til Bristonkanalen i havnen Cardiff, hvor vi lå med mange andre skibe og ventede, og var klar til invasionen. Så en morgen i juni 1944 var der stor aktivitet på kajen, den var fyldt med krigsmateriel og soldater, vi blev så lastet med ammunition , kanoner og soldater. Vi sejlede fra Cardiff rundt Lands-end og ind i Den engelske Kanal, midtvejs satte vi kursen med mange andre skibe mod den franske kyst på invasionsdagen den 6. juni og anløb det amerikanske brohoved ”Omaha” og under meget krigslarm og flyangreb, lossede vi hele vores last og soldater. Vi var heldige igen og kom tilbage til England. Der var 4 andre danske skibe med på invasionen af den franske kyst Normandiet. Jeg var med ”Avance” på to rejser mere til Normandiet med ammunition, og sidste gang, jeg var med, anløb vi den franske havn Caen. Det var frygtelig at se som hele havnen og byen var ødelagt af krigens bombardement. Efter at de allierede havde fået godt fat og fremgang i Frankrig, blev vi løst fra vores invasionskontrakter og kunne mønstre af igen, hvis vi havde lyst. Så jeg mønstrede af fra ”Avance”, jeg mente, jeg havde taget min tørn.

 

Efter lidt ferie hjemme hos familien i Newcastle gik jeg så og stemplede og nåede at mønstre i et skib, som sejlede på Nordatlanten fra England til Island. Det var S/S ”Norco” fra A. E. Sørensen i Svendborg , det blev så mit sidste skib, jeg kom til at sejle med for de allierede under anden verdenskrig. Vi sejlede med kul fra England til Island og tilbage til England med fisk og fiskemel. Jeg mønstrede ”Norco” den 1. november 1944 og var med den til 4. september 1945, knapt elleve måneder, jeg gjorde flere ture til Island. Jeg var endnu engang heldig, uden at skibet blev torpederet,

For der var mange ubåde i Nordatlanten dengang. Foråret 1945 da vi lå i havn på nordkysten og lossede kul, kom den glædelige nyhed den 5. maj, at krigen var slut og freden var kommet. Da vi havde losset og fået ny last, sejlede vi tilbage til England, og kom dertil i September måned, det var endda Newcastle vi kom til.

 

Så mønstrede jeg af fra ”Norco”, den skulle hjem til Danmark, jeg kunne ikke tage med hjem endnu, da jeg jo havde min familie i England. Efter afmønstringen fra ”Norco” gik jeg hjemme hos familien, for min kone og jeg var enige om, at vi ville hjem til Danmark. Jeg gik til kontrol hos det danske konsulat, for når der blev en skibslejlighed, kunne man rejse hjem på konsulatets regning. I november 1945 var der mulighed for, at vi kunne komme med et skib, det var et af De Forenedes smørbåde, som sejlede mellem Newcastle og København. Vi var otte ægtepar med børn, som sejlede fra Newcastle den 10. november 1945 og ankom til København den 16. november1945, efter at vi måtte helt op langs den norske kyst på grund af minefare. Det var et glædeligt gensyn med familien i Danmark efter fem slemme krigsår.

 

Det var så beretningen fra en af de danske søfolk også kaldet krigssejlere fra anden verdenskrig, der stoppede med at sejle pålangfart og var en af de heldige, der overlevede.

 

ØK skibet ”Panama”, der var mit første skib, og som jeg var mønstret på i tre år, led en krank skæbne. Det forliste på vej til Amerika i Nordatlanten den 11 april 1945, 3 uger før krigen sluttede og kun fem mand ud af en besætning på fyrre blev reddet.

 

Så endnu engang til dem, der ikke kom til at opleve freden -  frihedskæmpere og søfolk,

æret være deres minde