Tidligere år‎ > ‎

4. maj 2008

Aftenens taler:
Civilingeniør Mogens Dyre, medstifter af Kammeraternes Hjælpefond

Mindetale 4. maj 2008,    Ryvangen.
(gengivet som manuskript)

 Af  Mogens Dyre.

 Over hele landet mindes vi hvert år de kammerater og landsmænd, som satte livet til under den tyske besættelse af Danmark i årene 1940 til 45. Vi mødes over hele landet ved grave og monumenter for at vise disse kammerater og ikke mindst deres efterladte, at vi aldrig vil glemme dem .

Her i hovedstaden har vi denne værdige mindepark og det er da naturligt at alle der kan, også møder op her for at hædre og mindes de af vore kammerater som måtte lade livet.

Vi er i dyb gæld til dem og vi skylder dem stor tak. Vi kan roligt sige, at uden deres indsats kunne vi måske slet ikke stå her i dag i et frit land, i et frit Europa.

Det er meget vigtigt for os,der har oplevet besættelsen, at fortælle ofrenes familie og venner, hvordan de afdødes indsats har gavnet vort land, og hvilken betydning det har ,at Danmark nu er velset blandt frie, hæderlige nationer.

Den 9 april 1940 trængte vor sydlige nabo over grænsen og besatte vort land.  I de følgende 3 år forsøgte danske myndigheder en form for ”Samexistens” ved et samarbejde med den tyske besættelsesmagt.

Det var nedværdigende  ,det var usselt. Samarbejdet sluttede da også brat i 1943 og Tyskerne var nu fuldstændig herrer i hele landet. Modstandsbevægelsen, der begyndte at tage form, bestod af mange mindre grupper over hele landet, som begyndte at finde sammen og gå aktivt ind i kampen. Der blev udført sabotage-aktioner over hele landet og der blev tilføjet Tyskerne små og store nederlag, men det kostede også mange danske liv.

0-0-0-0

Dette tyske naboskab har i øvrigt igennem tiderne i øvrigt kostet mange danske liv. I de slesvigske krige 1848  og  1864  mistede vi ca. 5000 danske soldater.  I første verdenskrig 1914-18 mistede vi ca.  5000 dansksindede sønderjyder, bosiddende syd for den daværende grænse. De  var tyske værnepligtige.

I perioden 1940-45 mistede vi over 5000 danske frihedskæmpere, modstandsfolk,sømænd og frivillige soldater i de allierede hære. 

Ialt svarer det til at vi mistede  3 kammerater om dagen i de 5 år  den tyske besættelse varede.

 Det er som om vor sydlige nabo er et dyrt bekendtskab.

En journalist spurgte for nylig én af mine fangekammerater om han da ikke hadede TYSKERNE  og følte hævnlyst.  NEJ- var svaret –hævn og had kender jeg ikke. De generationer af tyskere ,der er opvokset efter 1945  kan ikke være ansvarlige for den ulykke og uret som jeg har oplevet – men  de der virkelig er ansvarlige –hvis de da lever-  dem FORAGTER JEG  STADIG -!! Og han fortsatte:

Men jeg har et godt øje til tyskerne, for hvis de hører en tromme eller ser en fane – så marcherer de !! Sådan ser en gammel fange på tyskerne.

o-o-o-o

 Under modstandskampen mistede vi altså over 5000 kammerater – nogle er begravede her, en del ligger begravede rundt i landet på deres hjemsteder og der finder man monumenter, mindesten, mindeplader og gravstene som vidner om deres indsats og hvor man samles ligesom her den  4.maj hvert år ,årsdagen for tysk KAPITULATION.

 For en stor dels vedkommende kender vi desværre slet ikke ofrenes sidste hvilested.

 De over 5000 kammerater som vi mistede fordeler sig således:

 henrettede efter  tysk dom 113
 døde i forb. med modstandsarbejdet 2092
 døde i KZ-lejrene 560
 faldne i allieret tjeneste og søfolk 2279
  5044

Her i denne værdige og smukke MINDELUND findes der -foruden de 105 gravsteder tilhørende de hjemtransporterede døde  KZ-fanger- også navneplader med navne på alle de kammerater, hvis jordiske rester aldrig er fundet.

0-0-0-0

Blandt de mange ofre døde 560 i tyske konzentrationslejre, hvis helvede de nuværende generationer næppe kan forestille sig. Lejrene var baserede på, at fangerne skulle arbejde hårdt så længe de kunne, derefter skulle de dø og brændes.

KZ-lejrene lededes af det tyske SS  ( Schutz-staffel) og var bemandede med SS-officerer og mandskab. Derudover blev gamle tyske statsborgere indkaldt til vagttjeneste i lejrene.. Men værst af alt var næsten ”Overfangerne”, som alle var tyske tugthusfanger og forbrydere, som var overført fra tyske fængsler og tugthuse til lejrene, hvor de blev sat til at opretholde ro og orden samt udføre alle former for straf og tortur. En ofte anvendt straf som overfangerne  var specialister i at udføre var : vierzig Schlag am Arsch.(40 slag i bagdelen.)

Hvis en sådan straf –efter SS-ledelsens mening -ikke var udført hårdt nok , så skulle den pågældende overfange selv have samme straf. Disse overfanger og vaneforbrydere blev kaldt KAPO, der en forkortelse af KAMMERASCHAFTS-POLIZEI.

Jeg skal ikke her i dag --ved denne lejlighed- berette nærmere om livet i disse lejre, men for at man kan forstå i hvilken atmosfære det hele foregik vil jeg kort fortælle om et par  for mig vigtige begivenheder, som jeg aldrig glemmer - -så kan man måske selv derudfra forestille sig resten.

 

1.                            En medfange -en af mine bedste kammerater, en dommerfuldmægtig fra Åbenraa blev gennembanket hver morgen fordi ”han så så forbandet studeret ud”,og så havde han briller uden kant- ihvert fald i begyndelsen. Han blev senere slået ihjel på arbejdspladsen med stokkeslag , fordi han ”kun” kunne bære 5 mursten  og ikke som forlangt  6 sten, når vi ryddede op i ruinerne efter de allieredes bombardementer.

 2.                            Da vi var nær ved krigens afslutning i slutningen af april 1945 lykkedes det som bekendt Formanden for det svenske RØDE KORS, den svenske greve Folke Bernadotte at opnå tilladelse til i april 1945 at transportere skandinaviske fanger fra tyske lejre til lejre i Sverrig. Da  RØDE KORS busserne  begyndte at transportere skandinaviske fanger til et samlested i Hamburg blev mine kammerater og jeg hentet i lejren  BULLENHUSERDAMM. Da vi forlod lejren indsatte SS-styrker 20 jødiske børn, som havde været anvendt til medicinske forsøg. Børnene blev straks henrettet med giftsprøjte og de der ikke døde straks blev hængt for SS ville slette alle spor af deres ugerninger.

 En af mine kammerater er kommet i besiddelse af en fotokopi af retsprotokollen fra den retssag, som efter krigen blev ført mod den ansvarlige SS-læge og hans hjælpere.

      Under retssagen spurgte anklageren en SS-vagt hvordan i alverden han kunne tænke sig at  slå et barn ihjel. Ifølge referatet  svarede han: ”Åh—hvad, vi fik jo snaps og cigaretter”.

3.              Vi fanger havde i øvrigt alle dysenteri og diarhoe og var lusede, snavsede og det hændte ofte at en fange på grund af sygdom og svaghed mistede modet og opgav at leve videre.

 Én af vore gode kammerater ”en isenkræmmer fra Tønder” havde sat sig for at hjælpe sådanne nedbrudte kammerater - så han opsøgte dem og spurgte den enkelte ud om en række personlige ting, f.eks. hvordan han havde indrettet sig derhjemme, hvor stod han skrivebord, havde han skrivemaskine, var der blomster i vindueskarmen og hvilke blomster, hvem vandede blomsterne, havde han persienne eller rullegardin og hvad med gulvtæppet. Osv. osv.  og det lykkedes som regel at få kammeraten til at tænke på alt andet end at dø og flere redede livet takket være denne enestående indsats fra isenkræmmeren fra Tønder.

 Den sidste begivenhed ,som jeg vil omtale, kommer her :

4.              RØDE KORS havde efterhånden fået samlet de fleste overlevende, danske fanger i hovedlejren NEUENGAMME og var i færd med at organisere hjemtransporten til Danmark , da det viste det sig at der måske ikke var busser nok til alle.

En af fangerne ,en gammel oberstløjtnant fra Haderslev greb ind og bad alle de medfanger der endnu kunne gå om at samle sig hos ham - han ville formere ”marchkolonne” for som han sagde: lad de syge komme hjem først og er der så ikke busser nok til os alle – så går vi sgu`´ hjem. Det holdt humøret oppe og efter nogen ventetid dukkede der heldigvis endnu et hold busser op. Det var danske DSB –rutebiler ,som i nattens løb var blevet malede hvide og kørt til Tyskland  og vi kom hjem.

Det var oplevelser jeg aldrig glemmer.

o-o-o

 Nu til sidst er det nærliggende at spørge:  Hvad kom der så egentlig ud af det hele ?  Var det ofrene og umagen værd ?

 Med god samvittighed kan vi roligt svare ,at vi bidrog til:

 ·       at Europa har kunnet leve i fred i 63 år,

·       at det er usandsynligt ,at der oprettes KZ-lejre og udøves tortur i Europa

·       at det er usandsynligt, at der opstår krig mellem europæiske nationer

·       at det er utænkeligt, at et eropæisk land besætter et andet.   

o-o-o

 Hver gang jeg træffer en efterkommer efter et af modstandskampens ofre, gør jeg mig umage for at fremhæve og understrege,  at afdøde har bidraget til, at vi har opnået de lige nævnte betydningsfulde og flotte resultater.

Derfor vil vi hædre vore helte  og takke dem , og jeg vil slutte med at sige , at da dette er en MINDEHØJTIDELIGHED vil jeg foreslå at vi undlader bifald og i stedet i fællesskab afholder  1 minuts stilhed for at mindes og hædre de landsmænd , der satte livet til for at du og jeg kan stå her i dag i fred og frihed.

 

Vi vil bøje vore hoveder og mindes vore helte i 1 minuts stilhed     ………………………….  ÆRE VÆRE DERES MINDE---  TAK.