Tidligere år‎ > ‎

4. maj 2006

Aftenens taler: Kirkeminister Bertel Haarder

Beretning fra højtideligheden
Af pens. vagtmester Warmi S. Hansen
 
Traditionen tro afholdt Kammeraternes Hjælpefond højtideligheden i Mindelunden den 4. maj om aftenen.
Da det har været et stærkt ønske i fondet, at den 4. maj bliver højtideligholdt på dette sted også i fremtiden, har man, i takt med at de gamle som faldt fra, indvalgt yngre medlemmer; børn af gamle modstandsfolk og medlemmer fra det hjemmeværnskompagni, der har været en trofast samarbejdspartner i mange år omkring afviklingen af højtideligheden.
 
Det var derfor et af fondets yngre medlemmer, Martin Frøland, der på Kammeraternes Hjælpefonds vegne bød velkommen. Den 6-7.000 store forsamling blev ledt gennem en stemningsfuld aften af Hjemmeværnets Musikkorps dirigeret af Erik Jørgensen og N. Zahles kor, også her havde den yngre generation taget over, idet koret blev dirigeret af Minna Hess Taysens datter, Ellen Hess Taysens.
 
Det var dog ikke kun den yngre generation der tegnede billedet. To gamle modstandsfolk mødte som altid trofast op. Jørgen Jensen for at bære frihedsfanen og Mogens Henrik Nielsen for at bære Dannebrog op til Hovedmonumentet før højtideligheden startede. Ligeledes kom der fra Bernadottegården mange gamle modstandsfolk samt personale for at deltage i højtideligheden.
 
Aftenens taler var kirkeminister Bertel Haarder. vi bringer nedenstående talen i sin fulde længde:
 
Den, der kæmper, taber aldrig helt.
 
Sådan står der på digteren Morten Nielsens gravsten. Det er hans egne ord.
 
Han måtte gribe til våben. Men han afskyede det. Det kan man se af hans digte:
 
Vi hader disse år,
vi hader disse hadets år,
pistolskud i en opgang
og død i mørke sår.
Men vi har lært at kæmpe,
for vi har lært at dø og slås,
og dem, vi nu har mistet,
skal vinde sejren gennem os.
 
Pistolskuddet ramte ham selv i 1944, da han var 22 år gammel. Han nåede kun at få udgivet én bog, ”Krigere uden våben”. Men hans digte om kærligheden og døden blev udgivet af Poul la Cour og citeret igen og igen af kommende generationer.
 
Jeg husker især: Himlen er tung af væde,                                                                                                 
Hjertet er tungt af lykke,
lykkeligt nær ved at græde.
 
Danmarks fjende måtte han bekæmpe. Men hans følsomme indlevelse var så stor, at han også ville prøve at forstå, hvordan det kunne gå til, at hans sidekammerat fra skolen kunne slutte sig til fjenden og blive nazist.
 
Det var der jo nogen, der blev, omend nazisterne aldrig fik nævneværdig støtte i den danske befolkning.
 
Vore naboer derhjemme tilhørte det tyske mindretal i Sønderjylland. Konen var nazist. Hun fulgte parolen og fik sønnen til at melde sig til tjeneste på østfronten som 6000 andre danske og hjemmetyske unge. Manden i huset var ikke nazist. Min mor sagde altid, at han var en hædersmand. Men det var ham og ikke konen, der kom i fængsel i maj 45 sammen med ca. 3.500 hjemmetyskere. De blev interneret i den tidligere koncentrationslejr i Frøslev, der fik navneforandring til Fårhuslejren. Det var en hæder at have siddet i Frøslevlejren, men en skam at have siddet i Fårhuslejren.
 
Den skam fik nogle af de unge tyskere til at flytte til fjerne dele af riget. Jeg har flere gange genkendt dem på dialekten og fået deres historie.
 
I dag skal vi andre være store nok til at indrømme, at retsopgøret straffede for mange og straffede for hårdt.
 
Men tiden var så rå, og det, der gik forud, var så forfærdeligt, at vi ikke kan vurdere det med vore dages alen.
 
På mine forældres beslaglagte højskole døde mange tyske flygtningebørn på grund af mangelfuld lægehjælp. Efter befrielsen blev de tyske flygtninge sendt sydpå til grusbunkerne og ruinerne. Men snart kom Røde Kors og beslaglagde skolen til et kæmpehold polske flygtninge. De havde også alle slags sygdomme. Hele skolen måtte gasses for lus og fnat, før der kunne blive højskole igen.
 
De sov i lag overalt på skolen - og efterlod hundredvis af "polak-senge", som jeg senere fik lov at lave kaninbure af.
 
Råheden og ligegyldigheden med "de andre" var følgen af den nådesløse krig mod civilbefolkningen, der blev ført af nazisterne, og som derefter blev gengældt af allierede bombeflyvere, for slet ikke at tale om den Røde Hærs hærgen i østzonen.
 
Det var en krig, hvor det gjaldt om at bombe og ødelægge og slå så mange af de andre ihjel som muligt. Især den polske og slaviske kultur ville de ødelægge.
 
Ikke sært, at danskerne og de politiske ledere gyste ved tanken om at blive inddraget i Ragnarokket. Der var jo ingen, der kunne eller ville hjælpe os. Vi havde ingen alliance.
 
Derfor tilpassede vi os. Derfor er der ikke lange mindetavler i Danske kirker med navnene på de dræbte i sognet, sådan som der altid er i ældre amerikanske og canadiske og britiske kirker.
 
En af dem var bedste ven med min tidligere canadiske kollega. Han havde været i Esbjerg for at besøge hans grav. Han blev skudt ned over Vestjylland.
 
Det var andre, der måtte slås. De havde en alliance. Det havde vi ikke. Jeg skammer mig, hver gang jeg ser de mindetavler og de store krigskirkegårde i hele Europa. Det var andre, der døde for os. Dem mindes vi og takker i dag, samtidig med at vi mindes og takker de danskere, der trodsede parolen og bekvemmeligheden og gjorde, hvad de kunne. Som Morten Nielsen, frihedskæmperne, søfolkene i allieret tjeneste, bladomdelerne, sabotørerne, dem, der hjalp jøderne, og dem, der talte tyskerne imod som Kaj Munk.
 
Deres eksempel skal ikke så meget bruges til at fordømme andre, men det skal lyse for os.
 
Samarbejdspolitikken var et kæmpe moralsk dilemma. De der førte den, tog konsekvensen af, at vi ikke havde en alliance - og konsekvensen af tidligere års afrustning. Kritikken skal efter min mening især rettes mod dem, der åbenbart syntes, at samarbejdspolitikken var så fremragende, at de sagde nej, da vi FIK en alliance.
 
Det var i 1949. Da fik vi endelig en alliance, Nato. Et af mine første barndomsminder er min mor, der sagde: Da kunne vi endelig sove trygt om natten.
 
Og nu er vi næsten overvældede af alliancer og har fået venligtsindede lande overalt - i hvert fald hvis vi udelader visse lande i Mellemøsten.
 
Vi har meldt os ind i verden. Vi er med, hvor der skal slås et slag for fred og frihed. Som i Tuzla i Bosnien, hvor danske tropper vandt den første danske militære sejr siden slaget ved Mysunde, 9. maj 1864.
 
Vi fik både i pose og sæk. Vi undgik ødelæggelsen under besættelsen og fik alligevel del i sejrens frugter.
 
Men nogen blev derude. Nogen kom ikke til at opleve det. De ligger bl.a. her.
 
Derfor kommer vi herud hvert år d. 4. maj for at mindes og takke dem. Med Morten Nielsens ord: "Den, der kæmper, taber aldrig helt".
 
Eller med Grundtvigs ord på gravstenen efter slaget ved Sjællands Odde:
 
Her er jeg sat til en bautasten,
at vidne for slægter i Norden:
Danske de vare, hvis møre ben
under mig smuldre i jorden,
danske af tunge af æt og af id,
thi skal de nævnes i løbende tid,
fædrenes værdige sønner. 
 
Efter talen lagde kirkeministeren ministeriets krans, hvorefter forsamlingen sluttede aftenen med at synge ”Altid frejdig, når du går…”