Retorik
 
 
Retorik er både en videnskab om sproglige handlinger og kunsten at kunne tale præcist, hensigtsmæssigt og i en vis grad overbevisende. Retorik handler om at vide, hvordan man formulerer sig, så ens budskab, motiv eller hensigt kommer klarest muligt frem, uanset om kommunikationen så foregår igennem det skrevne eller det talte ord. Retorik handler også om, hvordan man kan påvirke modtageren igennem ens ordvalg, stemmebrug, toneleje og hvordan man lægger trykket på de forskellige ord. Ligeledes kan man også gennem valget af emner og eksempler (både dem man vælger og dem man udelader) påvirke modtageren i forskellige retninger. Man kan også gennem retorikken både rette og aflede opmærksomheden fra nogle bestemte områder, vinde sympati og vække afsky hos sine tilhørere eller læsere. Og når det gælder det talte ord, så må man heller ikke glemme, hvordan ens kropssprog, kropsholdning, blik, mimik og beklædning også kan være en stor del af kommunikationen. Dette er indenfor politik efterhånden blevet til en videnskab i sig selv, hvor spindoktorerne lever af at rådgive politikerne om, hvilken form for retorik eller kommunikation, som er den mest hensigtsmæssige i forhold til både medierne, de andre politikere og borgerne.
Retorik kan også indeholde tre mere relative aspekter; et æstetisk, et humoristisk og et overbevisende aspekt. Relativ skal her forstås som det, at de tre aspekter i en vis grad er afhængige af en subjektiv vurdering.  
Det æstetiske aspekt handler om, at kunne udtrykke sig smukt eller poetisk. Selvom det naturligvis er meget fascinerende, at høre et videnskabeligt foredrag som bliver præsenteret på en smuk eller poetisk måde, så er problemet ved det æstetiske, at det hurtigt kan fjerne fokus fra det essentielle eller indholdsmæssige. Og dermed virker det smukke eller poetiske ikke nødvendigvis særlig hensigtsmæssigt - selvom det naturligvis stadig lyder smukt.  

Det andet aspekt ved retorik er det humoristiske aspekt. Humor er nok den bedste måde at fange og fastholde ens tilhørers eller læsers opmærksomhed og derudover bidrager humoren også til en højere underholdningsværdi af den videnskabelige formidling. Problemet ved at bruge humor i et videnskabeligt foredrag opstår først, når (eller hvis) der bliver sat tvivlspørgsmål til det videnskabelige i foredraget, for dermed kan publikum hurtigt få den opfattelse, at foredraget eller foredragsholderen er useriøs eller uvidenskabelig. Desuden så kræver humor også, at man har et rigtig godt overblik over ens foredrag og en vis form for indlevelsesevne og situationsfornemmelse - for ellers kan resultatet hurtigt blive katastrofalt.

Det tredje aspekt ved retorik er det motiverende eller overbevisende aspekt, som handler om at kunne udtrykke sig, så retorikken enten virker engagerende, forførende eller overbevisende. Og det er netop dette aspekt, som har givet retorik ry for bare at være manipulation, fordrejning af sandheden, snyd, vildledning eller tom tale. Men her må man skelne mellem to former for retorik. Retorik som prøver på at overtale gennem manipulation, og retorik som prøver på at oplyse eller overbevise gennem faglige argumenter. Og ud fra et videnskabeligt synspunkt er den mest videnskabelige retorik, selvfølgelig den retorik som udelukkende bygger på fyldestgørende faglige argumenter og som har alle de relevante informationer om emnet med i sin argumentation.

Her skal man selvfølgelig være opmærksom på, at det tit kan være ret svært at skelne mellem, hvad der er manipulerende retorik og hvad der er faglig retorik. For et foredrag eller en tekst har jo altid et indhold, som i en eller anden grad prøver på at overbevise modtageren om en bestemt opfattelse af virkeligheden baseret på forfatterens eller foredragsholderens egen forståelse og perception af virkeligheden og dens fakta. Og selvom man prøver på at redegøre for en bestemt teori eller sag på den mest saglige og videnskabelige måde, så vil redegørelsen nok altid i en eller anden grad afspejle ens egen forståelse af virkeligheden ud fra netop de fakta, forhold, vinkler og perspektiver, som man vælger at fremhæve. Det betyder også, at retorik altid har en eller anden form for iboende overbevisningskraft, da der altid vil være et motiv af overbevisning forbundet med at fremlægge en sag på én måde frem for en anden - uanset hvor mange forbehold man tager eller hvor meget man understreger det konkrete emnes fortolkningsmuligheder. Nogle mener ligefrem, at selve udvælgelsen og fremhævelsen af bestemte perspektiver af en sag kan ses som uredelig tilbageholdelse af relevante informationer. Men man kan selvfølgelig ikke nævne eller fremhæve al anden viden eller alle andre mulige perspektiver, når man prøver på at formidle en konkret viden eller teori på et bestemt område. For derved ville ens eget indhold i ens foredrag eller artikel jo netop miste fokus og træde i baggrunden.  

Hvorvidt ens foredrag er manipulerende, hænger meget sammen med, hvor stor forskel der er på foredragsholderens viden og tilhørernes. Jo større forskel der er imellem foredragsholderen og tilhørerne, jo lettere er det også at manipulere med tilhørere - simpelthen pga. deres manglende viden omkring det givne emne. Her virker det lidt arrogant, hvis man helt bevidst udnytter publikums manglende viden til at overbevise dem om sine egne holdninger på området. Her kan man sige, at et normativt krav til retorikken kunne være, at man giver tilhørerne eller læseren en vis form for frihed eller mulighed for selv at kunne tage stilling til emnet. Det kan man gøre ved at fremlægge ens teori, teoriens præmisser og de brugte fagudtryks konkrete betydning så klart som overhovedet muligt, samtidig med at man præsenterer alternative teorier og viden indenfor det givne område - i det omfang som det er muligt og hensigtsmæssigt i forhold til publikums eller læsernes faglige niveau. Man kan f.eks. også argumentere imod ens egen teori, eller præsentere viden som ikke nødvendigvis understøtter ens egen teori. For på den måde får tilhørerne eller læseren et større perspektiv og et bedre udgangspunkt til selvstændigt, at kunne tage stilling til det givne emne og hvorvidt de vil tilslutte sig foredragsholderens synspunkt eller ej. Hvorvidt man rent faktisk åbner op for denne mulighed i sit foredrag, hænger nok i lige så høj grad sammen med ens eget syn på sig selv, såvel som ens syn på andre mennesker. Man kunne også beskrive dette som forskellen mellem at tale til sit publikum og tale med sit publikum.

Hvis man taler meget, så må man også huske på, hvor meget man rent faktisk kan lære af at være tavs og lytte til ens publikum. Et foredrag kan lære én meget om, hvordan andre mennesker oplever og opfatter én, da foredraget helt automatisk giver en masse reaktioner på både ens fremtræden og ens kommunikationsevner. Retorik handler også i høj grad om menneskeforståelse og derfor er selvbevidsthed også en god ting, da man jo i sig selv har et glimrende udgangspunkt til at forstå andre mennesker. Og jo bedre man bliver til at forstå andre mennesker, jo bedre bliver man også til at kommunikere med dem.

Retorik er ikke bare en essentiel forudsætning for god formidling af viden, men også en helt grundlæggende forudsætning for en god filosofisk debat. I mange filosofiske debatter på universitetet forekommer der en vis sammenblanding af faglig og manipulerende retorik. Og selvom den manipulerende retorik selvfølgelig godt kan være ret underholdende i sig selv, så virker det alligevel lidt useriøst og malplaceret at bruge f.eks. ad hominem argumenter i en filosofisk debat. I politiske debatter er den manipulerende form for retorik også klart den mest brugte, og det skyldes formodentlig, at den manipulerende retorik er den hurtigste og mest effektive måde at overbevise ens tilhørere og derved få deres sympati og tilslutning. Nogle taler også om rationalitet i retorikken, hvor rationalitet her skal forstås som modsætningen til irrationalitet og det ubegrundede. Altså kan man skelne mellem rationel og irrationel retorik ved at se på, hvorvidt argumenterne er begrundede eller ubegrundede.

Ligesom mange andre debatter, så er den filosofiske debat også meget afhængig af deltagernes retoriske niveau. Uden den fornødne retoriske disciplin, så kan en filosofisk diskussion hurtigt ende i enten misforståelser, mudderkast eller irrelevante diskussioner (for den egentlige diskussion) om forståelsen af en bestemt teori, filosof eller et enkelt ord. Her kan selve forekomsten af viden om retorik desværre ikke i sig selv garantere, at der ikke vil blive brugt manipulerende retorik, men den burde i det mindste have en vis modvirkende effekt. Det samme gælder også for argumentationsteori. Argumentationsteoriens viden om, hvordan man umiddelbart kan udpege diverse ulogiske og ufaglige argumenter i en diskussion, kan jo heller ikke i sig selv give nogen garanti for, at der ikke vil blive brugt ufaglige argumenter eller begået fejlslutninger - desværre. Men viden om retorik kan øge ens forståelse af, hvorfor det er vigtigt at holde sig til diskussionsemnet og hvordan man på den mest forståelige og logisk sammenhængende måde kan fremlægge ens argumenter.

Derfor vil jeg også gerne opfodre til, at man selv sætter sig lidt ind i retorik. For retorik er meget mere end bare manipulerende tale og argumentationstricks, det er også en metode til at kunne se kritisk både på den filosofiske forskning og forskellige filosofiske teorier. Retorik kan også øge ens evner til at kommunikere mere effektivt og hensigtsmæssigt med andre mennesker. For jo mere viden man har om retorik og argumentationsteori, jo mindre er sandsynligheden også for, at man selv bliver et offer for retorisk eller argumentatorisk manipulation. Mere generelt kan en bedre kommunikation og forståelse blandt mennesker måske også hjælpe med at løse andre problemer. Som Samuel Butler skrev det: ”If people would dare to speak to one another unreservedly, there would be a good deal less sorrow in the world a hundred years hence.”  1

Til sidst vil jeg slutte af med at nævne retorikkens begrænsninger. For der er desværre to ting, som man ikke kan få, blot ved at læse om retorik, og det er engagement og personlighed. Og det er ærgerligt, for det er netop engagement og personlighed, der sammen med et stort fagligt overblik og overskud, giver det bedste foredrag, og dermed også den største retoriske gennemslagskraft. Selvom det vigtigste ved retorikken naturligvis altid bør være selve indholdet eller budskabet, for ellers bliver retorik jo bare til det, som det aldrig bør være, nemlig tom tale eller kunsten at tale - bare for at tale.

 1. Samuel Butler: The Way of all Flesh, New York : Modern Library, 1998 (1903), side 219

 

Litteratur om retorik:
 
  • Aristoteles: Retorik, Kbh.: Museum Tusculanum, 2003.
  • Cicero, Marcus Tullius: Retoriske Skrifter: Om taleren, Brutus & Om den bedste slags talere, Odense: Syddansk Universitetsforlag, 2003.
  • Fabricius, Julie & Thore Roksvold: Anvendt retorik, Kbh.: Akademisk Forlag, 2006.
  • Fafner, Jørgen: Retorik - Klassisk og moderne, Kbh.: Akademisk Forlag, 1977.
  • Gadamer, Hans-Georg: ”Rhetorik und hermeneutik”(1976), Gesammelte Werke, Hermeneutik II, bind 2, Tübingen: Mohr, 1985.
  • Hansen, Johan Eckart: Om forholdet mellem filosofi, digtning og retorik hos Platon, Odense: Syddansk Universitet, 2003.
  • Isokrates: Fire taler, Kbh.: Museum Tusculanum, 1986. 
  • Jørgensen, Charlotte & Merete Onsberg: Praktisk argumentation, Kbh.: Nyt Teknisk Forlag, 2006.
  • Klujeff, Marie Lund & Hanne Roer (red.): Retorikkens aktualitet - Grundbog i retorisk analyse, Kbh.: Hans Reitzels, 2006.
  • Matthiesen, Jakob: Gorgias' bedrag - Sofisten Gorgias' udtryksform i Lovtale over Helena, Kbh.: Museum Tusculanum, 2001.
  • Melanchthon, Philipp: Elementa rhetorices - Grundbegriffe der Rhetorik (Zweisprachige Ausgabe), Berlin: Weidler Buchverlag, 2001.
  • Nietzsche, Friedrich: ”Darstellung der antiken Rhetorik”, Gesammelte Werke, Bind 5, Vorlesungen 1872-1876, München: Musarion, 1920.
  • Platon: Faidros, Frederiksberg: Det lille Forlag, 1997.
  • Platon: Gorgias, Kbh.: Gyldendal, 1977. 
  • Quintilianus, Marcus Fabius: Institutio Oratoria, Cambridge: Harvard University Press, 1995.
  • Ravn Jørgensen, Kathrine: Retorik - indføring i fagets grundbegreber, Frederiksberg: Samfundslitteratur, 2003.
  • Schopenhauer, Arthur: Kunsten altid at få ret, Kbh.: Informations Forlag, 2006.
  • Sløk, Johannes: Opgøret mellem filosofi og retorik - Platons dialog "Gorgias", Viby: Centrum, 1987.