Litteraturhistorie

Dansk A

Middelalderen

Opgave:

Se videointroduktionen og læs om middelalderen i i-bogen "Litteraturhistorien - på langs og tværs", som du ser link til nedenfor.

Ud over introduktionssiden skal du læse afsnittene "Middelalderens samfund", "Middelalderens litteratur", "Den norrøne digtning", "Kirke, historie og lov" og "Folkeviser" + se de videoer, der vises på siderne.

Besvar herefter spørgsmål 1-23:

Læs introduktionen og selve folkevisen "Hr. Bøsmer i Elverhjem"

Besvar de 15 arbejdsspørgsmål til folkevisen.

Ebbe Skammelsen

Barokken (1600-tallet)

Opgave:

Se videointroduktionen og læs om barokken i i-bogen "Litteraturhistorien - på langs og tværs", som du ser link til nedenfor.

Ud over introduktionssiden skal du læse afsnittene "Barokkens samfund", "Skrivestil og sprog: Det poetiske gennembrud", "Livssyn", "Barokkens genrer", "En afgrænsning af barokken som periode" og "Perspektivering til i dag" + se de videoer, der vises på siderne.

Lav en 5 min. lang præsentation af Barokken på baggrund af det, I har læst.

Vanitas

David Bailly: Selvportræt med vanitassymboler. 1651. Olie på træ. 89,5 x 122 cm. Stedelijk Museum De Lakenhal, Leiden, Holland.

Andrea Pozzo. Fresko-loftmaleri (o. 1685)

Keed af Verden, og kier ad Himmelen

1. Far, Verden, far vel,

Jeg keedis nu længer at være din Træl,

De Byrder, som du mig har bylted oppaa,

Dem hvister jeg fra mig og vil dem forsmaa,

Jeg river mig løß, og jeg keedis nu ved

Forfængelighed,

Forfængelighed.

2. Hvad er det dog alt

Som Verden opsminker med fauer Gestalt?

Det er jo kun Skygger og skinnende Glar,

Det er jo kun Bobler og skrattende Kar,

Det er jo kun Ise-skrog, Skarn og Fortred,

Forfængelighed,

Forfængelighed.

3. Hvad er mine Aar,

Som smugende svinder og snigende gaar?

Hvad er min Bekymring? mit Tanke-fuld Sind?

Min Sorrig? min Glæde? mit Hovedis Spind?

Hvad er mit Arbeyde? min Møye? min Sved?

Forfængelighed,

Forfængelighed.

4. O Riigdom og Guld,

Du Jorderiigs Afgud i skinnende Muld,

Du est dog af Verdens bedragelig Ting,

Som voxer, aftager og vexlis omkring,

Du est dog, i høyeste Mercke og Meed,

Forfængelighed,

Forfængelighed.

5. Ach, Ære, hvad er?

Hvad er dine Kroner og Krandse du bær?

Misundelse sidder dig aldjd paa Ryg,

Du hemmelig stødis og sielden est tryg!

Du ofte der snubler, hvor andre de gleed,

Forfængelighed,

Forfængelighed.

6. Ach, Yndist og Gunst,

Du hastig opførte og faldende Dunst,

Du konstig opblæsere, hvegende Vind,

Som tusind har Øyen og dog løber blind,

Hvad est du naar mand dig ved Soolen hâr seed?

Forfængelighed,

Forfængelighed.

7. Ach, Venskab og Troo,

Som alt efter Lykken veedst Fløyet at snoo!

Du smukke Bedragere, heldige Skalk,

Som skuffer saa ofte i Drøfvelsens Kalk

Du est, som og jeg af Forfarenhed veed,

Forfængelighed,

Forfængelighed.

8. Ach, kiødelig Lyst,

Som mangen med dødelig Læber hâr kyst,

Dit fengende Tynder, din flyvende Gnist,

Hâr mangen i ævige Luer henhvist,

Din Skaal synis Hunning, men Drikken er leed

Forfængelighed,

Forfængelighed.

9. Saa far da, far vel,

Du skalt nu ey lenger bedrage min Siæl,

Bedragelig Verden, jeg takker dig af,

Og synker dig ned i Forglemmelsens Grav,

Jeg lengis at bøde min Sorrig og Nød

I Abrahams Skiød¹,

I Abrahams Skiød.

10. Der skal mine Aar

Begyndis i Ævigheds deylige Vaaer,

Der skal ikke Dagen ved Solen opgry,

Ey Maanen tilmaale mig Næde og Ny,

Men JEsus er Solen, hvis Straaler er strød

I Abrahams Skiød,

I Abrahams Skiød.

11. Min Rigdom og Guld

Skal være af idel Bestandighed fuld,

Dend skal ikke Tyven bestiele mig da,

Dend skal ey Spitzfindighed skakre mig fra,

Min Rigdom er frj for ald Jorderigs Stød

I Abrahams Skiød,

I Abrahams Skiød.

12. Jeg Ære skal faa

Fra Thronen min JEsus hand sidder oppaa,

Mig Kronen skal givis med Herlighed fyldt,

Med Blodet af Lammet alt over forgyldt,

Dend faar jeg, om Satan end selv det fortrød,

I Abrahams Skiød,

I Abrahams Skiød.

13. Med Yndist jeg skal

Fremskinne blant Englenis hellige Tall,

Misundeligt Øye mig ikke skal see,

GUds Ansigt mig altjd i Øyne skal lee,

Der skal jeg bespotte dend avindsyg Død

I Abrahams Skiød,

I Abrahams Skiød.

15. Der hâr jeg en Ven,

Min JEsus, som elsker og elskis igien,

Mit Øye der seer ham saadan som hand er,

Hand Kierligheds Himmel-bluß stedse frembær,

Ved Aanden staar Kierlighed ævig i Glød

I Abrahams Skiød,

I Abrahams Skiød.

16. Min Lyst og min Fryd

Forfriskis ved Engle-basuner og Lyd,

Men GUd er ald Lysten for mig og for dem!

Far op da, min Siæl, og ald Verden forglem!

Mens glem ey at Lysten er ævig og sød

I Abrahams Skiød,

I Abrahams Skiød.

Arbejdsspørgsmål til "Keed af Verden, og kier ad Himmelen"

1. Læs digtet "Keed af Verden, og kier ad Himmelen" og giv hver strofe en overskrift.

2. Digtet har en dualistisk opfattelse af tilværelsen. Beskriv de to verdener.

3. Livet i himlen efter døden knyttes til billedet: I Abrahams skød. Læs "Lignelsen om den rige mand og Lazarus" fra Lukas Evangeliet (se nedenfor) og forklar brugen af dette billede.

3. Hvilket øvrigt billedsprog anvendes i digtet?

4. Sæt digtet i et litteraturhistorisk perspektiv.

Lukasevangeliet Kapitel 16

Lignelsen om den rige mand og Lazarus

Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt. Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår, og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene kom tilmed og slikkede hans sår. Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet. Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. Fader Abraham! råbte han, forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer. Men Abraham svarede: Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines. Desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra. Da sagde han: Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham til min fars hus, for jeg har fem brødre, for at han kan advare dem, så ikke også de kommer til dette pinested. Men Abraham svarede: De har Moses og profeterne, dem kan de høre. Nej, fader Abraham! sagde han, men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig. Abraham svarede: Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.« (Luk 16, vers 19-31)

Oplysningstiden

1700-tallet

Opgave:

Se introduktionsvideoen til oplysningstiden i i-bogen "Litteraturhistorien - på langs og på tværs" (se nedenfor).

Læs kapitlerne, som hører til kapitlet. På onsdag har vi en lille quiz i oplysningstiden med udgangspunkt i dette kapitel.

Jeppe på bjerget (1722)

http://holbergsskrifter.dk/holberg-public/view?docId=skuespill%2FJeppe%2FJeppe_mod.page;toc.depth=1;brand=&chunk.id=start

Romantikken

1800-1870

Vi ser sammen videointroduktionen til romantikken på 'Litteraturhistorien på langs og på tværs' (systime)

Læse selv:

Romantikkens samfund: Fra enevælde til demokrati
Livssyn
Nyplatonisme og Schack Staffeldt
Universalromantik: Adam Oehlenschläger og H.C. Andersen
Den religiøse digtning og N.F.S. Grundtvig
Nationalromantikken i Danmark
Dannelsestanken i prosaen
Biedermeier og poetisk realisme
Romantisme
Skrivestil og sprog
Opsamling til romantikken og overgang til det moderne gennembrud
Perspektivering til i dag

H.C. Andersen: "Klokken"

Besvar nedenstående arbejdsspørgsmål til "Klokken":

H.C. Andersen: ”Klokken”

1. Hvilken betydning har klokken og hvordan ses det i teksten?

2. Lav en liste over alle de personer, som potentielt kunne finde klokken, men som af forskellige årsager ikke gør det. Skriv også hvorfor de aldrig når så langt.

3. Giv en karakteristik af de to drenge – den fattige dreng og kongesønnen.

Hvilken betydning har de for fortællingen?

4. Sæt eventyret i et litteraturhistorisk perspektiv. Hvordan afspejles tidens tankegang?

C.D. Friedrich: ”Korset og Katedralen i Bjergene”, o. 1811

N.F.S. Grundtvig: "De levendes land" (1824)

O deilige Land,

Hvor Haaret ei graaner og Tid har ei Tand,

Hvor Solen ei brænder og Bølgen ei slaaer,

Hvor Høsten omfavner den blomstrende Vaar,

Hvor Aften og Morgen gaae altid i Dands

Med Middagens Glands!

Livsalige Land

Hvor Glasset ei rinder med Graad eller Gran,

Hvor Intet man savner, som Ønske er værd,

Hvor det ikkun fattes, som smertede her,

Hvert Menneske søger med Længsel i Bryst

Din smilende Kyst!

Forjættede Land!

Du hilses i Morgenens speilklare Strand,

Naar Barnet mon skue din Lignelse skiøn

Og drømmer, du findes, hvor Skoven er grøn,

Hvor Barnet kan dele med Blomster og Siv

Sit Smil og sit Liv!

O, flygtige Drøm

Om Evigheds-Øen i Tidernes Strøm,

Om Templet for Glæden i Taarernes Dal

Om Halvgude-Livet i Dødninge-Sal,

Med dig fra de Fleste henfarer paa Stand

De Levendes Land!

O, skuffende Drøm!

Du skinnende Boble paa Tidernes Strøm!

Forgiæves dig Skjalden, med Mund og med Pen

Af glimrende Skygger vil skabe igien,

Naar Skyggen er ligest, da hulke de Smaa

Som stirre derpaa!

Fortryllende Drøm

Om Evigheds-Perlen i Tidernes Strøm,

Du giækker de Arme, der søge omsonst,

Hvad Hjertet begiærer, i Billed og Konst,

Saa varigst de kalde hvad sikkert forgaaer

Som Timer og Aar!

O, Kiærligheds Aand!

Lad barnlig mig kysse din straalende Haand,

Som rækker fra Himlen til Jorderigs Muld,

Og rører vort Øie med Fingre som Guld,

Saa blaalig sig hæver bag buldrende Strand

Det deilige Land!

O, himmelske Navn!

Som aabner for vores din hellige Favn,

Saa Aanden, usmittet, kan røre ved Støv,

Og levendegiøre det visnede Løv,

O, lad mig nedknæle saa dybt i mit Leer,

At Gud mig kun seer!

O, Vidunder-Tro,

Som slaaer over Dybet den hvælvede Bro,

Der Iis-Gangen trodser i buldrende Strand,

Fra Dødninge-Hjem til de Levendes Land,

Sid lavere hos mig, du høibaarne Giæst!

Det huger dig bedst!

10.

Letvingede Haab!

Gud-Broder! gienfødt i den hellige Daab!

For Reiserne mange til Landet bag Hav,

For Tidender gode, for Trøsten du gav,

Lad saa mig dig takke, at Glæde jeg seer,

Naar Haab er ei meer!

11.

O, Kiærlighed selv!

Du rolige Kilde for Kræfternes Elv!

Han kalder Dig Fader, som løser vort Baand,

Al Livs-Kraft i Sjælen er Gnist af din Aand;

Dit Rige er dér, hvor Man Død byder Trods,

Det komme til os!

12.

Vor Fader saa huld!

Du giærne vil throne i Templet af Muld,

Som Aanden opbygger i Midlerens Navn,

Med rygende Alter i Menneske-Favn,

Med Himmellys-Bolig af Gnisten i Løn

Til Dig og din Søn!

13.

O, Christelighed!

Du skiænker vort Hjerte hvad Verden ei veed;

Hvad svagt vi kun skimte, mens Øiet er blaat,

Det lever dog i os, det føle vi godt,

Mit Land, siger Livet, er Himmel og Jord,

Hvor Kiærlighed boer!

N.F.S. Grundtvig: ”De levendes Land” (1824)

1. Hvem var N.F.S. Grundtvig?

Skriv de vigtigste biografiske data om ham.

2. Læs digtet ”De Levendes Land” højt for hinanden (en strofe ad gangen). Tal om, hvad der står i stroferne. Hvad ordene betyder osv.

3. Del ”De Levendes Land” op i afsnit, som I sætter navn på.

4. Hvordan opfattes livet på jorden ifølge ”De levendes land”?

5. Sammenlign med Kingos ”Keed af Verden, og kier ad Himmlen”.

6. Kristendommen bygger på ”tro, håb og kærlighed”. Hvordan ses dette i digtet, og hvordan skal det tolkes her?

7. Hvad er digtets overordnede budskab?

Adam Oehlenschläger: "Guldhornene"

1. De higer og söger

i gamle Böger,

i oplukte Höie

med speidende Öie,

paa Sværd og Skiolde

i muldne Volde,

paa Runestene

blandt smuldnede Bene.

2. Oltids Bedrifter¹

anede trylle;

men i Mulm de sig hylle,

de gamle Skrifter.

Blikket stirrer,

sig Tanken forvirrer.

I Taage de famle.

„I gamle gamle

hensvundne Dage!

da det straalte i Norden,

da Himlen var paa Jorden,

giv et Glimt tilbage!”²

3. Skyen suser,

Natten bruser,

Gravhöien sukker,

Rosen sig lukker.

De övre Regioner

toner!

De sig möde, de sig möde,

de forklarede Höie,

kampfarvede, röde,

med Stierneglands i Öie.

4. „I som raver i blinde,

skal finde

et ældgammelt Minde,

der skal komme og svinde!

Dets gyldne Sider

skal Præget bære

af de ældste Tider.

Af det kan I lære.

Med andagtsfuld Ære

I vor Gave belönne.

Det skiönneste Skiönne,

en Möe

skal Helligdommen finde!”

Saa synge de og svinde.

Lufttonerne döe!

5. Hrymfaxe den sorte

puster og dukker

og i Havet sig begraver.

Morgenens Porte

Delling oplukker,

og Skinfaxe traver

i straalende Lue

paa Himlens Bue.

6. Og Fuglene synge.

Dugperler bade

Blomsterblade,

som Vindene gynge.

Og med svævende Fied

en Möe hendandser

til Marken afsted.

Violer hende krandser.

Hendes Rosenkind brænder,

hun har Lilliehænder.

Let som en Hind

med muntert Sind,

hun svæver og smiler;

og som hun iler

og paa Elskov grubler —

hun snubler!

og stirrer og skuer

gyldne Luer,

og rödmer og bæver

og zittrende hæver

med undrende Aand,

af sorten Muld,

med sneehvide Haand,

det röde Guld.

7. En sagte Torden

dundrer!

Hele Norden

undrer!

8. Og hen de stimle

i store Vrimle,

og grave og söge

Skatten at foröge.

Men intet Guld!

Deres Haab har bedraget.

De see kun det Muld,

hvoraf de er taget.

9. Et Sekel svinder!!

10. Over Klippetinder

det atter bruser.

Stormenes Sluser

bryde med Vælde.

Over Norges Fielde

til Danmarks Dale

i Skyernes Sale,

de forklarede Gamle

sig atter samle.

11. „For de sieldne Faae

som vor Gave forstaae,

som ei Jordlænker binde,

men hvis Siele sig hæve

til det Eviges Tinde,

som ane det Höie

i Naturens Öie,

som tilbedende bæve

for Guddommens Straaler,

i Sole, i Violer,

i det Mindste, i det Störste,

som brændende törste

efter Livets Liv,

som — o store Aand

for de svundne Tider!

see dit Guddomsblik

paa Helligdommens Sider,

for dem lyder atter vort Bliv!

Naturens Sön,

ukiendt i Lön,

men som sine Fædre,

kraftig og stor,

dyrkende sin Jord,

ham vil vi hædre,

han skal atter finde!”

Saa synge de og svinde.

12. Hrymfaxe den sorte

puster og dukker,

og i Havet sig begraver.

Morgenens Porte

Delling oplukker,

og Skinfaxe traver

i straalende Lue,

paa Himlens Bue.

13. Ved lune Skov

Öxnene trække

den tunge Plov,

over sorten Dække.

14. Da standser Ploven,

og en Gysen farer

igiennem Skoven.

Fugleskarer

pludselig tier.

Hellig Taushed

alt indvier.

15. Da klinger i Muld

det gamle Guld.

16. Tvende Glimt fra Oldtidsdage

funkler i de nye Tider.

Selsomt vendte de tilbage,

gaadefyldt paa röde Sider.

17. Mystisk Helligdom omsvæver

deres gamle Tegn og Mærker.

Guddomsglorien ombæver

Evighedens Underværker.

18. Hædrer dem, thi Skiebnen skalter!

snart maaskee de er forsvunden.

Jesu Blod paa Herrens Alter

fylde dem, som Blod i Lunden.

19. Men I see kun deres Lue,

ikke det ærværdigt Höie!

Sætte dem som Pragt tilskue

for et mat nysgierrigt Öie.

20. Himlen sortner, Storme brage!

Visse Time du er kommen.

Hvad de gav de tog tilbage.

Evig bortsvandt Helligdommen.

Arbejdsspørgsmål: Adam Oehlenschläger ”Guldhornene”

1. Foretag en analyse af digtets komposition. Del digtet op i afsnit efter indholdet og giv hvert afsnit en overskrift.

2. Hvad fortæller digtet om de omstændigheder under hvilke guldhornene blev fundet.

3. Er det alle, som vil være i stand til at gøre et sådan fund? Hvordan beskrives de mennesker, som ikke finder noget?

4. Hvordan beskrives naturen i forbindelse med fundet af guldhornene? ”Reagerer” naturen? Hvordan?

5. Digtet beskriver også guldhornenes forsvinden. Hvordan forklares dette? Hvad er årsagen til deres forsvinden ifølge digtet?

6. Hvad er digtets budskab og menneskesyn?

7. Sæt digtet i forhold til nationalromantikken og universalromantikkens organismetanke. Hvordan kommer disse tanker til udtryk i digtet?

Nationalromantikken

Adam Oehlenschläger: "Fædrelands-Sang"

Der er et yndigt Land,

Det staaer med brede Bøge

Nær salten Østerstrand;

Det bugter sig i Bakke, Dal,

Det hedder gamle Danmark,

Og det er Freias Sal.

Der sad i fordums Tid

De harniskklædte Kæmper,

Udhvilede fra Strid;

Saa drog de frem til Fienders Meen,

Nu hvile deres Bene

Bag Høiens Bautasteen.

Det Land endnu er skiønt,

Thi blaa sig Søen belter,

Og Løvet staaer saa grønt;

Og ædle Qvinder, skiønne Møer,

Og Mænd og raske Svende

Beboe de Danske Øer.

Vort Sprog er stærkt og blødt,

Vor Tro er reen og luttret

Og Modet er ei dødt.

Og hver en Dansk er lige fri,

Hver lyder tro sin Konge,

Men Trældom er forbi.

Et venligt Syd i Nord

Er, grønne Danarige,

Din axbeklædte Jord.

Og Snekken gaaer sin stolte Vei.

Hvor Ploug og Kiølen furer,

Der svigter Haabet ei.

Vort Dannebrog er smukt,

Det vifter hen ad Havet

Med Flagets røde Bugt.

Og stedse har sin Farve hvid

Dit hellige Kors i Blodet,

O Dannebrog, i Strid.

Karsk er den Danskes Aand,

Den hader Fordoms Lænker,

Og Sværmeriets Baand.

For Venskab aaben, kold for Spot,

Slaaer ærlig Jydes Hierte,

For Pige, Land og Drot.

Jeg bytter Danmark ei,

For Ruslands Vinterørkner,

For Sydens Blomstermai.

Ei Pest og Slanger kiende vi,

Ei Vesterlandets Tungsind,

Ei Østens Raseri.

Vor Tid ei staaer i Dunst,

Den hævet har sin Stemme

For Videnskab og Kunst.

Ei Bragis og ei Mimers Raab

Har vakt i lige Strækning

Et bedre Fremtids Haab.

Ei stor, vor Fødestavn,

Dog hæver sig blandt Stæder

Dit stolte Kiøbenhavn.

Til bedre By ei Havet kom,

Ja ingen Flod i Dalen,

Fra Trondhiem og til Rom.

Med hellig Varetægt

Bevare du, Alfader!

Vor gamle Kongeslægt.

Kong Fredrik ligner Fredegod;

Hvor er en bedre Fyrste,

Af bedre Helteblod?

Hil Drot og Fædreland!

Hil hver en Danneborger,

Som virker hvad han kan.

Vort gamle Danmark skal bestaae,

Saalænge Bøgen speiler

Sin Top i Bølgen blaa.

H.C. Andersen: "Danmark, mit Fædreland“

I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme,

Der har jeg Rod, derfra min Verden gaaer.

Du danske Sprog, Du er min Moders Stemme,

Saa sødt velsignet Du mit Hjerte naaer.

Du danske friske Strand,

Hvor Oldtids Kjæmpegrave

Staae mellem Æblegaard og Humlehave,

Dig elsker jeg! — Danmark, mit Fædreland!

Hvor reder Sommeren vel Blomstersengen

Meer rigt end her, ned til den aabne Strand?

Hvor staaer Fuldmaanen over Kløver-Engen

Saa deilig, som i Bøgens Fædreland?

Du danske friske Strand,

Hvor Dannebrogen vaier, —

Gud gav os den — Gud giv den bedste Seier! —

Dig elsker jeg! — Danmark, mit Fædreland!

Engang Du Herre var i hele Norden,

Bød over England — nu Du kaldes svag,

Et lille Land, — og dog saa vidt om Jorden

End høres Danskens Sang og Meiselslag.

Du danske friske Strand, —

Plovjernet Guldhorn finder, —

Gud giv Dig Fremtid, som han gav Dig Minder,

Dig elsker jeg! — Danmark, mit Fædreland!

Du Land, hvor jeg blev født, hvor jeg har hjemme,

Hvor jeg har Rod, hvorfra min Verden gaaer,

Hvor Sproget er min Moders bløde Stemme,

Og som en sød Musik mit Hjerte naaer.

Du danske friske Strand

Med vilde Svaners Rede,

I grønne Øer, mit Hjertes Hjem hernede,

Dig elsker jeg! — Danmark, mit Fædreland!

Poetisk realisme og biedermeier

St. St. Blicher

Præludium

Sig nærmer Tiden, da jeg maa væk,

Jeg hører Vinterens Stemme;

Thi ogsaa jeg er kun her paa Træk,

Og haver andensteds hjemme.

Jeg vidste længe, jeg skal herfra;

Det Hjærtet ikke betynger,

Og derfor lige glad nu og da

Paa Gjennemreisen jeg synger.

Jeg skulde sjunget lidt meer maaskee —

Maaskee vel ogsaa lidt bedre;

Men mørke Dage jeg maatte see,

Og Storme rev mine Fjædre.

Jeg vilde gjerne i Guds Natur

Med Frihed spændt mine Vinger,

Men sidder fast i mit snevre Buur,

Det allevegne mig tvinger.

Jeg vilde gjerne fra høien Sky

Udsendt de gladere Sange;

Men blive maa jeg for Kost og Ly

En stakkels gjældbunden Fange.

Tidt ligevel til en Smule Trøst

Jeg ud af Fængselet titter,

Og sender stundom min Veemodsrøst

Med Længsel gjennem mit Gitter.

Lyt og, o Vandrer! til denne Sang,

Lidt af din Vei Du hidtræde!

Gud veed, maaske det er sidste Gang

Du hører Livsfangen qvæde.

Mig bæres for, som ret snart i Qvel

At Gitterværket vil briste;

Thi qviddre vil jeg et ømt Farvel;

Maaske det bliver det sidste.

Thomasine Gyllembourg: Den lille Karen

Thomasine Gyllembourg: ”Den lille Karen”

(Teksten ligger på Lectio)

Du skal foretage en analyse og tolkning samt en litteraturhistorisk perspektivering af Den lille Karen.

Arbejdsspørgsmål:

1) Komposition og handling

a. Inddel teksten ud fra handlingens hovedpunkter.

b. Beskriv Karens problemer ved fortællingens begyndelse. Hvordan bliver disse problemer løst? Hvilken rolle spiller hun selv for, at hun når målet?

2) Personkarakteristik

a. Giv en beskrivelse af Karens sociale position i begyndelsen og til slut.

b. Giv en beskrivelse af Karens psykiske egenskaber i begyndelsen og til slut.

c. Giv en beskrivelse af Karens familiære position i begyndelsen og til slut.

d. Beskriv forskellene mellem Hr. von S og Løjtnant H.

3) Miljø

a. Giv en karakteristik af Karens barndomsmiljø, det miljø hun befinder sig i ved novellens start, og det miljø hun bliver gift ind i.

Hvordan beskrives underklassen? Bemærk ligheder og forskelle.

b. Hvordan vurderes disse miljøer. Hvilke kvaliteter opfattes som gode, og hvad tages der afstand fra? Hvordan kommer denne vurdering til udtryk?

4) Gør rede for novellens opfattelse af den ideelle kvinde og den ideelle mand.

5) Hvilken betydning tillægges social status og rigdom i forhold til dannelse? Hvordan kommer det til udtryk i novellen?

6) Hvordan er det ideelle ægteskab?

7) Sæt novellen i en litteraturhistorisk kontekst.

_________________________________________

8) Hvilke eventyrtræk kan du finde i ”Den lille Karen”?

Det moderne gennembrud

1870-90

Læs om 'Det moderne gennembrud' i "Litteraturhistorie på langs og på tværs" på Systime.dk

Naturalisme

Læs teksterne:

Charles Darwin: Af "Arternes Oprindelse" (1859)
August Strindberg: "Onaturligt urval eller rasens uppkomst" (1884)
J.P. Jacobsen: Af "Niels Lyhne" (1880)

Google Sites

Report abuse