Dansk

Generelle spørgsmål

 

Hvad er "Livet på en dag"?

"Livet på en dag." er et historisk, globalt eksperiment, der drejer sig om at skabe verdens første brugergenererede spillefilm: en dokumentar, der er optaget på én dag – af dig. Den 24. juli har du 24 timer til at filme et glimt af dit liv. De mest interessante og særegne optagelser bliver redigeret til en eksperimental dokumentarfilm, der produceres af Ridley Scott og instrueres af Kevin Macdonald.

 

Hvorfor skal man bidrage til "Livet på en dag"?

Alle deltagere i "Livet på en dag" bliver en del af filmhistorien og en del af en film, der er skabt af flere mennesker end nogen sinde før i verden. Filmen vil fungere som en tidskapsel, der vil give kommende generationer et indblik i folks liv den 24. juli 2010.

 

Hvem er Kevin Macdonald?

Kevin Macdonald er en prisbelønnet filmskaber og instruktør af "Livet på en dag". Hans første spillefilm, MASSAKREN I MÜNCHEN, vandt en Oscar for Bedste dokumentar i 2000. Hans anden spillefilm, TOUCHING THE VOID, havde premiere på Telluride Film Festival i 2003 og blev den britiske dokumentarfilm, der har opnået den største indtjening nogensinde i Storbritannien. Kevins første drama, THE LAST KING OF SCOTLAND, med Forest Whitaker fik også premiere på Telluride og vandt en BAFTA for Bedste britiske film og Bedste filmatisering, og Whitaker vandt en Oscar og en BAFTA for sin rolle i filmen. Kevin arbejder i øjeblikket på sin næste spillefilm, EAGLE OF THE NINTH, med Channing Tatum, Jamie Bell og Mark Strong. Kevin er ikke kun filmskaber, han er også journalist, og hans arbejde ses i adskillige medier, bl.a. Guardian, Observer og Telegraph.

 

Hvem er Ridley Scott?

Ridley Scott er en verdensberømt filmskaber, der har modtaget tre Oscar-nomineringer for Bedste instruktør i løbet af sin strålende karriere, senest for filmen BLACK HAWK DOWN fra 2002. Han har også stået bag GLADIATOR, som har vundet en Oscar, en Golden Globe og en BAFTA for Bedste film, og THELMA & LOUISE, som gav Scott hans første Oscar-nominering for Bedste instruktør i 1991. Blandt hans andre film kan nævnes AMERICAN GANGSTER, BODY OF LIES, A GOOD YEAR, den banebrydende BLADE RUNNER og klassikeren ALIEN. For nylig har han instrueret filmhittet ROBIN HOOD. Scott er sammen med sin bror, Tony Scott, grundlægger af Scott Free Productions, en virksomhed, der producerer en lang række forskellige film og tv-projekter. I 2003 blev Scott slået til ridder af Storbritannien som en anerkendelse af hans bidrag til kunstens verden.

 

 

Er der noget, jeg kan gøre for at være med til at udbrede kendskabet til "Livet på en dag"?

Det er der helt sikkert! Du kan:

                abonnere på kanalen "Livet på en dag"!

                fortælle dine venner og din familie om kanalen.

                lave videoer om, hvad du overvejer at filme den 24. juli og lægge dem op på din YouTube-kanal.

                planlægge en "filmoptagelse", hvor du og dine venner kan mødes og filme sammen.

                tilmelde dig nyheder om begivenheden på YouTubes side på Facebook.

                fortælle om projektet på din egen konto på Facebook og Twitter.

 

 

Spørgsmål om kvalificering

 

Hvor gammel skal jeg være for at deltage?

Du skal være mindst 13 år.  Hvis du ikke er myndig, og din video klarer sig igennem første fase af vores udvælgelsesproces, sender vi en e-mail med en releaseaftale, som din forælder eller værge skal underskrive og returnere, før din video kan gå videre.

 

Skal jeg have en YouTube-konto for at deltage?

Ja, du skal have en YouTube-konto for at uploade dine optagelser. Få flere oplysninger om, hvordan du opretter en YouTube-konto her. Hvis du bare vil se de optagelser, der bliver uploadet, behøver du ikke at have en konto.

 

Hvilke lande kan deltage i "Livet på en dag"?

Alle, der er over 13 år, kan indsende optagelser, undtagen indbyggere i og statsborgere fra Iran, Syrien, Cuba, Sudan, Nordkorea og Myanmar (Burma), og/eller andre personer og enheder, der er begrænset af amerikanske eksportregler og sanktionsordninger.

 

Spørgsmål om indsendelse

 

Er der regler for, hvad jeg må indsende?

Du skal optage din video mellem 00:01 og 23:59 i din lokale tidszone den 24. juli 2010, og du skal overholde YouTubes servicevilkår og  retningslinjerne for fællesskabet samt vilkår og betingelser og kreative kriterier for projektet.  Husk, at det skal være dine egne optagelser, og at de ikke må indeholde indhold fra en tredjepart, som du ikke har rettighederne til at bruge. Ellers opfordrer vi dig til at filme din verden, sådan som du ser den.

 

Hvordan indsender jeg mine videoer?

Mellem 24. og 31. juli skal du bare klikke på fanen "Send" på kanalen "Livet på en dag" og uploade optagelsen direkte fra din computer. Fanen "Send" bliver synlig den 24. juli.

 

Skal jeg tekste min video, hvis den ikke er på engelsk?

Du behøver ikke at lave undertekster til din optagelse, men hvis det er muligt, kan du medtage et titelkort før videoen, der angiver sprog og oprindelsesland. Hvis din video kommer med i filmen, bliver der lavet undertekster på mange forskellige sprog. Hvis du gerne vil tekste din video på YouTube, så flere mennesker kan forstå den, kan du læse om undertekster på YouTube her.

 

Skal jeg redigere min optagelse til en færdig film?

Nej. Kevin Macdonald kigger efter råfilm (som filmbranchen kalder ‘rushes’ eller ‘dailies’), som han kan bruge til at skabe en enkelt sammenhængende film, så vi vil helst have dig til at uploade et uredigeret udvalg af dine mest interessante optagelser. Du er velkommen til at uploade flere videoer, hvis dit bidrag indeholder flere forskellige dele.

 

Skal min video være en dokumentar?  Kan den være fiktion?

Vi beder dig bare om at dokumentere din verden i løbet af et døgn. Vi forventer, at de fleste videoer vil indeholde dokumentarmateriale, men hvis du mener, at din verden bedst portrætteres gennem fiktiv historiefortælling eller endda animation, er det helt op til dig selv.

 

Skal jeg have andres tilladelse for at optage dem til min video?

Ja, du skal have andres tilladelse for at optage dem til din video. Hvis din video klarer sig igennem første fase af vores udvælgelsesproces, sender vi dig en e-mail med releaseaftaler, som du skal sende tilbage til os med underskrifter fra alle, der optræder i din video.

 

Kan jeg bruge musik?

Undgå at bruge musik i din video.

 

Kan jeg indsende flere videoer?

Ja, du må indsende lige så mange videoer, som du vil. Alle videoer skal bare være optaget den 24. juli 2010.

 

Hvad skal jeg vide om lydoptagelse?

Det er vigtigt, at du tænker over lyden i din video, da lydoptagelsen ofte påvirker videoens samlede kvalitet. En god lydoptagelse vil sandsynligvis øge chancerne for, at din optagelse udvælges til den endelige film.  Hvis det er muligt, er det bedst at forbedre din optagelse ved at bruge eksterne mikrofoner i stedet for dem, der er indbygget i de fleste kameraer.

Der findes mange gode råd på YouTube. Søg efter "better sound on your video" (bedre lyd i din video) eller prøv disse:

http://www.youtube.com/watch?v=ujdhCw5u9Yg

http://www.youtube.com/watch?v=ZBKHQh5umWA&feature=watch_response)

 

Hvis du ikke kan optage (og aflytte) lyd på andre måder, skal du være opmærksom på dette:

 

1) Den indbyggede mikrofon på dit kamera vil have svært ved at optage anvendelig lyd, hvis dit emne er længere end en meter væk fra kameraet.

2) Vær opmærksom på baggrundsstøj – prøv at optage et sted, hvor der er stille, hvis det er muligt.

3) Undgå at røre ved mikrofonen, og tænk over, hvor den er placeret i forhold til dit emne.

4) Pas på vinden, når du er udenfor. Vindens susen kan overdøve alle andre lyde, du forsøger at optage.

 

Hvad er de bedste specifikationer for upload af min optagelse til YouTube?

YouTube accepterer de fleste digitale videoformater. For at få den bedste afspilning anbefaler vi dog de komprimeringsformater, der er angivet her.

 

Må jeg indsende vovede optagelser?

Alle videoer, der indsendes til "Livet på en dag" skal overholde YouTubes retningslinjer for fællesskabet.

 

Er det i orden at "vlogge"?  Må jeg tale direkte til kameraet?

Vlogging er bestemt i orden, og det kan nogle gange være den bedste måde at give udtryk for dine meninger på.  Når det er sagt, er det som regel mere interessant at 'vise' end at 'fortælle', så vi opfordrer dig til at bruge vlogs sammen med aktiv optagelse.

 

Hvor kan jeg se andres bidrag til "Livet på en dag"?

Fra august 2010 vil du kunne finde de indsendte videoer på kanalen "Livet på en dag".

 

Spørgsmål om spillefilmen

 

Vil I bruge optagelser fra alle, der indsender en video?

Nej. Den endelige film vil bestå af et udvalg af de mest særegne og interessante videoer, som bedst bidrager til filmens overordnede fortælling.

 

Hvordan bestemmer I, hvilke videoer der skal med i spillefilmen?

Når du indsender en eller flere videoer til "Livet på en dag", vil Kevin Macdonald og hans team af regissører gennemgå optagelserne og beslutte, hvordan de mest interessante bidder skal bruges i den endelige film, baseret på de kreative kriterier.

 

Hvad sker der, hvis min video udvælges til filmen?

Hvis din video klarer sig igennem første fase af udvælgelsesprocessen, vil du høre fra Life In A Day Films via e-mail. Du vil modtage releaseaftaler, som alle, der optræder i din video, skal underskrive for at bekræfte, at du har fået tilladelse til at filme dem. Hvis du er mindreårig, vil du også få en releaseaftale, som dine forældre eller din værge skal underskrive. Du skal også underskrive releaseaftaler angående den måde, som Life in a Day Films kan bruge din video på i filmen og andre relaterede aktiviteter.  Hvis du ikke kan få underskrevet og sendt disse releaseaftaler tilbage til Life In A Day Films, vil vi ikke kunne bruge din video i filmen.

 

Når du returnerer de underskrevne releaseaftaler, vil du også blive bedt om at sende de rå, ukomprimerede filer af din optagelse til Life In A Day Films, så vi kan bruge den version, der er i den bedste kvalitet i den endelige film, hvis den udvælges.

 

Når du bidrager til den endelige film, vil du blive krediteret som "co-instruktør" i listen over medvirkende, der vises i slutningen af filmen. Du vil måske også blive udtaget til at deltage i filmpremieren på Sundance Film Festival i 2011.

 

Vil jeg modtage betaling, hvis mine optagelser bruges i spillefilmen?

Nej, vi betaler ikke for at bruge dine bidrag i filmen. Du vil dog blive krediteret i filmen.

 

Hvem ejer min video, hvis den kommer med i filmen?

Du vil stadig eje filmen, men du skal acceptere vilkår og betingelser, så du giver Life In A Day Films lov til at bruge din video i filmen og til at fremvise filmen i alle medier for altid.  Når du uploader din video, accepterer du også, at visse rettigheder i din video gives til YouTube, sådan som det er angivet i Servicevilkår.

 

Hvad sker der, hvis min video ikke udvælges til filmen?

Alle de videoer, der indsendes, vil blive vist i galleriet for "Livet på en dag.", som kommer på kanalen Livet på en dag senere på året.

 

Hvornår og hvordan kan jeg se den færdige film?

Filmen vil kunne ses på YouTube i første halvdel af 2011. Vi holder dig opdateret om den nøjagtige dato for filmens premiere på YouTube på kanalen "Livet på en dag". Abonner på kanalen for at være sikker på, at du modtager vores meddelelser.

 

Spørgsmål om filmpremieren

 

Hvad er Sundance Film Festival?

Sundance Film Festival er den førende filmfestival for amerikanske og internationale uafhængige film, og den afholdes hvert år i januar i og omkring Park City i Utah i USA. Med visningen af dramaer og dokumentarfilm fra nye og etablerede kunstnere, innovative kortfilm, filmskaberfora og -paneler, livemusik og begivenheder for filmkomponister, nyskabende medieinstallationer, spændende programmer for gæster og studerende samler festivalen tidens mest originale historiefortællere i et pulserende forum.

 

Hvornår afholdes Sundance Film Festival?

Sundance Film Festival 2011 finder sted fra den 20. til 30. januar 2011. Premieredagen på "Livet på en dag" vil blive annonceret senere.

 

Får jeg automatisk lov til at komme til premieren på Sundance Film Festival, hvis mine optagelser udvælges til at være med i filmen?

Ud af alle de YouTube-brugere, hvis optagelser bruges i den endelige spillefilm, vil 20 blive inviteret til at deltage i Sundance Film Festival 2011 med alle udgifter betalt. Disse 20 personer udvælges af Kevin Macdonald alt efter de indsendte videoers kvalitet og længden af den spilletid, som hver enkelt får i den endelige film (f.eks. har en bruger, hvis optagelser udgør 10 minutter af den endelige film, større chancer for at blive inviteret til Sundance Film Festival end en bruger, hvis optagelser kun bruges i 30 sekunder i den endelige film).

 

Må jeg komme til premieren, hvis jeg selv betaler?

Ja, selvfølgelig! Hvis du vil deltage i Sundance Film Festival 2011, vil du fra sidst i august 2010 kunne besøge webstedet på http:///www.sundance.org/festival. Du kan finde oplysninger om bestilling af billetter og indkvartering fra midten af september 2010.

Comments