The Rolling Stones 50 år

indsendt 29. nov. 2012 12.57 af Jens Kjær Larsen   [ opdateret 18. feb. 2013 12.51 af Mads Kjær Larsen ]

The Rolling Stones tog i slutningen af november 2012 hul på deres 50-års-jubilæumsturné. I den anledning ser vi nærmere på bandets fortid og nutid. Hvad er hemmeligheden bag den rock'n'roll-mytologi, bandet inkarnerer - og hvori ligger bandets fortsatte relevans?

"They were very professional and dedicated from the first moment. I told them who they were and they became it. They wore the bad boy tag like a suit of armour, and drew a veil over how professional they really were.(Andrew Loog Oldham, Rolling Stones’ manager fra 1962-1967)


Ovenstående citat er værd at hive frem i anledning af Rolling Stones’ halve århundrede som band. Ikke bare for at fremhæve en legendarisk managers fornemmelse for, hvad den nye rock’n’roll-tidsånd krævede af sine stjerner - en ikke nærmere defineret, men uden tvivl kalkuleret fornemmelse for depravering og dysfunktion - men også fordi den samme sandhed kan siges at være yderst anvendelig på nutidens inkarnation af dette rockmusikkens største (og i skrivende stund atter omstrejfende) cirkus. Professionalismen har hele tiden vejet lige så tungt som imaget som samfundsundergravende lømler. 

 The Rolling Stones har overlevet i fem årtier med mytologien, berømmelsen og (en kraftigt eskalerende) rigdom i behold. Det skyldes næppe deres fortsatte kunstneriske berettigelse, så meget som det skyldes deres aldrig svigtende fornemmelse for at holde sig relevante i offentlighedens øjne og med et knivskarpt blik for, hvordan man holder nostalgigryden allerbedst i kog. 
 I 1960erne og begyndelsen af 1970erne var rullestenene en kontinuerlig kilde til skandalehistorier, der trivedes ved deres dekadente mix af berømte veninder, en afdød guitarist (Brian Jones, hvis signaturmelodi, Paint It Black, alene har sikret ham en velfortjent ikonisk status), skatteunddragelser, narkotikarelaterede anholdelser, sex, mere sex, kokain og den mest farligt æggende rockmusik, som blomsterbørn-generationen kunne fascineres af - eller gyse over. 
Stones var det mudrede, mørke spejlbillede af disse blomsterbørns bange anelser om en knapt så idealistisk fremtid, måske ligefrem bagsiden af hippiedrømmen selv.

Live - inklusive Brian Jones

Nu om dage er det farlige ved Rolling Stones erstattet af en anden mere livsbekræftende (eller rettere: dødsfornægtende) historie, den om de seje overlevere, der trodser tiden og forbliver tro mod rock’n’roll for enhver pris. 

Rolling Stones giver det indtryk, at de vitterligt skal bæres ud af scenen, før de overgiver sig. Rock’n’roll er så kraftig og vital en livseliksir, en så primal impuls i bæstet, at det ikke kan gøre andet - ikke har noget andet valg - end at fortsætte til den bitre ende. Skæbne forpligter og vedholdenhed adler. Og det til tonerne af de klingende kasseapparater (deres sidste verdensturné indtjente angiveligt mere end tre milliarder kroner) fra en nostalgidrevet generation af baby boomers og disses børn (og hvem ved, om ikke børnebørnene når at få deres sikkert forundrede besyv med!?). 

Det forunderlige er, at bandet mestendels har formået at projicere en fortsat vitalitet, en glæde og en glød. Der er en nødvendighed over de fortsatte krampetrækninger fra et potent bagkatalog, der netop hører sammen med denne forestilling om at “rock’n’roll can never die”, som Neil Young synger i klassikeren Hey, Hey, My, My (Into The Black). 

Rocken har valgt disse mænd til at yde blod, sved og tårer på livstid. Det er den stolte anerkendelse af det, der er større end dem selv, musikken, drømmen og dens livgivende energier, der til stadighed antænder maskinen og forhindrer den i at korrumpere eller degenerere. 

Rockens kraft har desuden meget med “the eye of the beholder” at gøre og så længe rockfans over flere generationer ser lyset i denne musik og dens skabere, jamen, så er de vitterligt larger than life og uden nogen (tilsyneladende) udløbsdato.

Men lad os ikke glemme det vigtigste - musikken. For den holder. Rolling Stones er det bedste, mest gnistrende, sammensvejsede hele i rockens historie. Synergieffekten i bandets tidlige produktioner er et forbillede for enhver rockgruppe, der er fulgt i deres fodspor. Rolling Stones er ikke teknisk overlegne som musikere, men kombinationen af deres fælles indsats er alkymi af fineste grad. Og Richards og Jagger var (her er det ok at tale i datid) fantastiske sangskrivere, der ophævede det simple og det basale til en fornemmelse for en rumlende urkraft, en skygge af tvivl, noget farligt lige bag overfladen. 

Rolling Stones var fem unge englændere, der tog den amerikanske blues, omformede den og indså, hvor store muligheder, der lå i denne transformation. 

Riffs'ene er utrolige, selvsagt, og Jaggers specielle aura som frontmand, blandingen af drillende legesyge, konfrontationslyst og en overmenneskelig virilitet sammenført med en professionalisme, der grænser til det maniske, er uovertruffen i rockhistorien. 

Live 1968


I was born in a crossfire hurricane,” synger han på en af signatursangene, Jumpin' Jack Flash. Pyt med, at han i virkeligheden er født i det kedelige, rurale Dartford, Kent. But what can a poor boy do but to sing for a rock and roll band?,” spørger han i Street Fighting Man. Jagger var og er distanceblænder, og det kunne han være med stor succes, netop fordi han og bandet vidste, hvad det gjorde og forstod den musik, de beundrede.

The Stones beviste, at bluesen og dens efterdønninger i rocken ikke afhang af oprigtighed eller autenticitet i egentlig forstand. Få sangere har formået at lyde så tændte og engagerende som Jagger, og alligevel så åbenlyst distancerede fra den smerte, de beskrev. Stones var på ét niveau tæt forbundne med en musik født af slaveri og sort, amerikansk kultur. Men deres hvide, engelske middelklassefingre tog fat om denne arvs rødder og omformede og forfinede den, gjorde den til deres egen.

Mick og Keith lærte selv at skrive sange og udspyede en række singler i midt-60'erne, der kom til at definere tiden (og ikke mindst dens altdominerende protagonister, ungdommen) og med tiden og tresserdrømmens død drev de længere og længere ind i en spiral af en overdrevent dekadent livsstil med den portion selvtilfredshed og selvbegejstring, det medførte. På den måde definerede bandet også tidsånden i 70'erne efter, at efterkrigsboom var blevet forvandlet til oliekrise, økonomisk stagnation og kulturel afmatning.

I 2012 synes det måske, som om de altid vil være her, at de altid vil fortsætte. De er forstandige forretningsfolk, der næppe har intentioner om at forlade rockens største brand. Mange vil sikkert (nok en gang) kalde bandet for en travesti, når 50-års-jubilæumsturneen tager fart, og fremstille rullestenene som en skygge af deres tidligere gloriøse stunder, men i virkeligheden gør Stones bare det, de er sat på jorden for at gøre: De fortsætter. De lader legenden køre videre, snarere end at nedgøre den eller søle den til. For hvis det er sandt, at deres præmis som gruppe er, at rock er en indvendig energi, et kald, så er det også deres opgave at forfølge det kald indtil den absolutte ende. Musikken nægter at dø, og rocken som kunstform sygner ikke hen, uanset hvor udvandet konceptet kan synes for de uindviede. 

Sidst, men ikke mindst: Rolling Stones er om nogen det band, der kalder på analyser af rocken som kulturel manifestation, men samtidig transcenderer bandet alle analyser og kategoriseringer. Der er en grænse for, hvor meget man kan intellektualisere noget så umiddelbart - så sindsoprivende - som deres musik.




Sympathy for Devil (live)



ABCNews-indslag om 50 årsjubilæet







Comments