Lou Reed (1942-2013) - in memoriam

indsendt 29. okt. 2013 15.51 af Mads Kjær Larsen   [ opdateret 7. nov. 2013 05.58 ]

Havde Lou Reed trukket sit musikalske stik ud i 1970 efter de fem banebrydende år som frontfigur i The Velvet Underground, havde vi – ved nyheden om hans død som 71-årig efter længere tids leversygdom – stadig skulle hive de største superlativer frem og tale højt og længe om en af rockens mest indflydelsesrige skikkelser.

- mkl -
29.10.13
Netop det forhold – de fabelagtigt tumultariske år med VU med tilknytning til Andy Warhols kreative værksted, The Factory, i New York – har udefra vurderet syntes som lidt af en hæmsko for en legende, hvis solokarriere har været lige så bumlet og uforudsigelig som den underverden af et persongalleri, hans mest kendte sange fra storhedstiden tog udgangspunkt i.

Reed vekslede i sin solokarriere mellem det sublimt veloplagte (’Transformer’ fra 1972 – hans succesfulde samarbejde med David Bowie – og ’New York’ fra 1989 – hyldesten til hans hjemby og dens (aids-)faldne helte), det gennemført deprimerende (den hjemsøgte sangcyklus ’Berlin’ fra 1973 om et kærestepars totale deroute i stoffer, vold og selvmord) og det komplet derangerede (det instrumentelle feedbackstøj-dobbeltalbum – og gennemførte kommercielle selvmord – ’Metal Machine Music’ fra 1975).

Derudover udgav Reed spandevis af underkendte, skæve eller blot blege album igennem en karriere, der iscenesatte ham som kongen af New Yorks cool musikscene, men også et knarvornt, mavesurt interviewoffer, der yndede at stege journalister og andre dødelige. Hans døde reptiløjne var berygtede, det samme var hans syrlige vid. 

Hvis Lou Reeds persona var gjort af mytestof, så er hans vigtigste bidrag til rockkulturhistorien naturligvis som sangskriver og performer.

Reed var først og fremmest rockscenens mest grænsesøgende figur i dens elektrisk formative år 1966-70, ikke alene musikalsk (i samarbejde med VU-makkeren John Cale), men i høj grad også lyrisk. Han introducerede rocken for ungdomskulturens bagside og dulgte underverdennedture, depressioner, skizofreni, stoffer, transseksualitet. You name it! Reed så demonstrativt klart igennem slut-60ernes dominerende flower power-regime, og præsenterede et sortklædt, humoristisk-nihilistisk alternativ.

20 essentielle Lou Reed-sange:

1. I’m Waiting For the Man (1966)

2. Walk On The Wild Side (1972)

3. Sweet Jane (1970)

4. Rock’n’Roll (1970)

5. Pale Blue Eyes (1969)

6. I’ll Be Your Mirror (1966)

7. Perfect Day (1972)

8. Coney Island Baby (1975)

9. Venus In Furs (1966)

10. Sister Ray (1968)

11. Halloween Parade (1989)

12. Candy Says (1969)

13. Heroin (1966)

14. Caroline Says II (1973)

15. New Age (1970)

16. Street Hassle (1978)

17. What Goes On (1969)

18. My House (1982)

19. Oh! Sweet Nuthin' (1970)

20. Dirty Blvd. (1989)

Reeds vokal var desuden helt sin egen; den udtrykte sig i små, skarpe stød, som regel lidt bag beatet (hvis et sådant fandtes i en VU-sang), køligt repeterende, køligt registrerende. Reed var rockens måske første – og fornemmeste – observatør.

Reed var mere optaget af det rå, det subkulturelle og det ikke-forfinede, som fx street art eller andre former for outsiderkulturend af de bonede gulve og forvalterne af den gode smag. Hans scene var den amerikanske storbys nedre regioner (et både frodigt og forblændet New York), som han på titelsangen fra albummet ’Coney Island, Baby’ (1975) fremstillede som en mellemting mellem et cirkus og en kloak (”a circus and a sewer”)

Han inkarnerede på mange måder rockens intellektuelle og avantgardistiske (og til tider selvbevidste, hvis ikke ligefrem prætentiøse) understrøm. Han hørte til på rockens panteon på grund af sin rockhistoriske betydning, men som repræsentant for dens ikke-kommercielle potentiale og kontrære anti-konformisme. Hans bedste sange rummer både det sadistiske og det syrlige, det sarte og det søde, det forførende og det foruroligende, det kildrende og det kølige, det liderlige og det lakoniske.

Reed kunne være uovertruffen som både øm kærlighedskronikør, derangeret lydterrorist og neutral (sub)kulturobservatør. En renegat og reporter fra rockens randområder, hvis værk sivede ind i almenbevidstheden hos mange, men først og fremmest fungerede som inspiration for et utal af senere musikere og musikalske bevægelser, hvad enten vi taler glam, punk, new wave, post-punk, indie, alternative – eller simpelthen enhver sangskriver med smag for det litterært-subversive.

Reed vil blive husket lige så længe, der er misforståede drømmere, outsidere, freaks og tabere. For hans sange taler til dem og viser dem, at de er mere end ok. De har faktisk fat i den lange ende, hvis bare de holder ud.

I 1992 lavede Lou Reed sit vel nok sidste essentielle album, ’Magic and Loss’, en meditation over død og sygdom og tab. På titelnummeret synger han ordene: ”There’s a bit of magic in everything/ And then some loss to even things out”. 

Cirka sådan tænker jeg på Lou her og nu. Jeg er ked af, at han er væk, men føler mig evigt beriget på grund af den magi, der lever videre i hans overleverede sangskat. På den anden side af tabet er magien. Den kan ingen tage fra os.


Filmings of Andy Warhol,1966, of the band in a rehearsal.





Læs også artiklen "Cale & Reed - et rockmytologisk skæbnefællesskab"

Tilbage til SPOTLIGHT

The Velvet Underground: 'The Velvet Underground & Nico' (1967)

Lou Reed: 'Transformer' (1972)

Lou Reed: 'Berlin' (1973)

Lou Reed: 'Metal Machine Music' (1975)

Lou Reed: 'Coney Island Baby' (1975)

Lou Reed: 'New York" (1989)


Lou Reed: 'Magic and Loss' (1992)
Comments