Lennon/McCartney - det fiktive sangskriverpartnerskab

I august 1963 slap The Beatles et monster løs: Udgivelsen af singlen 'She Loves You' blev startskuddet til den verdensomspændende 'Beatlemania'. I anledning af 50-året for dette epokegørende populærkulturelle fænomen sætter vi fokus på 'The Fab Four'. 
I denne første artikel rettes der spotlight på sangskriverparret Lennon/McCartney, en fælleskreditering, der langt overvejende dækker over to geniers respektive bidrag til den fælles sangskat snarere end egentlige fælleskompositioner. 
- mkl -
31.07.13
De helt tidlige sange med Beatles er krediteret som McCartney/Lennon, men fra og med udgivelsen af 'She Loves You' i august 1963, der blev det definitive kommercielle gennembrud for gruppen i England og siden resten af Europa, blev krediteringen det mere mundrette Lennon/McCartney.

At Lennons navn stod først var på sin vis kun naturligt. Han var gruppens leder i de tidlige år, fx skrev han 11 af de 13 sange på gruppens første helstøbte studiealbum 'A Hard Day’s Night'. 

Som sangskriver lykkedes det først McCartney at undslippe skyggen fra sin makker med 'Yesterday', der blev udgivet i august 1965. Bevares, McCartney havde skrevet numre som 'Love Me Do', 'All My Loving' og 'Can’t Buy Me Love' på det tidspunkt, men Lennon havde overhånden: Han arbejdede hurtigere, og han var to år ældre og dermed mere moden og formet som kunstner og menneske. Med 'Yesterday' viste McCartney endegyldigt sit uforlignelige format.

Lennons tiltagende forbrug af såkaldt bevidstudvidende stoffer (ikke mindst lsd, der blev introduceret på gadeplan i 1965/66) endte i en afhængighed, der desuden var medvirkende til at skubbe magtbalancen i gruppen. Han var både mere selvoptaget og selvudslettende end sin makker og hans misbrug forstærkede kun disse tendenser. 

McCartney toppede som sangskriver og musiker i 1966-67 - ca. samtidig med at Lennons krav på forrang smuldrede - og McCartney var herefter gruppens hovedleverandør af sange. Det var samtidig ham der påtog sig en lederrolle i et i stigende grad forgiftet klima bandmedlemmerne imellem, ikke mindst foranlediget af Lennons misundelse og manglende disciplin i forlængelse af stofmisbruget, men også foranlediget af en tvær Harrison, der mest var på Lennons side og ikke kunne lide at blive kostet rundt med af McCartney (en antagelse, der blev bestyrket i årene efter Beatles’ sammenbrud hvor Harrison medvirkede på Lennon’s 'Imagine'-album og leverede en snerrende guitarlinje til dennes personlige opgør med McCartney på nummeret 'How Do You Sleep?'). 

En af de almindelige antagelser om Beatles er, at McCartney stod for det sødladne, “venlige” og harmoniske af gruppens repertoire, mens Lennon var garant for det skæve, uharmoniske og eksperimenterende. Det er en forenkling: 

Lennon var gruppens drivkraft netop i de år, hvor gruppen slog sit navn fast med 'She Loves You', 'I Want To Hold Your Hand' og 'A Hard Day’s Night'. Det var Lennon, der udstak kursen imens gruppen sang banale kærlighedssange uden mange lyriske finesser (selvom Lennons åbningslinje til 'I Saw Her Standing There': “She was just seventeen/ you know what I mean...,” er uartigt henkastet på en måde, som det aldrig var faldet McCartney ind). 

Det var omvendt i høj grad McCartney, der satte kursen i forhold til de i stigende grad komplekse arrangementer og produktionsteknikker, der kendetegner gruppens repertoire fra 1966 og frem. 

Når det er sagt, er der alligevel noget om snakken: McCartneys bidrag er formfuldendte og formbevidste på en måde, som Lennons sange sjældent var det. McCartney var den bedste musiker af de to og havde fx den fordel, at han havde absolut gehør. 

McCartneys sange er således mere harmoniske, formmæssigt mere fuldstændige og med større melodisk kompleksitet og variation end Lennons. Hans sange bevæger sig ofte over flere oktaver, hvorimod Lennons næsten altid bevæger sig inden for samme oktav og opererer med færre uventede spring i toneart og skift i akkordsammensætning. McCartney tænker musik i vertikale, opadstræbende linjer, Lennon i horisontale, repetitive linjer. Opløftelse over for indeklemthed.

McCartney var en mere formalistisk og klassisk sangskriver, Lennon havde så til gengæld den fordel, at hans sange var baseret på en stærk personlighed. Man kan mærke hans sange på en anden måde. Der er følelser, simpelthen. Vrede og glæde, indignation og opstemthed, forvirring og idealisme. Lennon var med andre ord en mere intuitivt emotionel kunstner end sin makker.

Lennons melodier udtrykker derfor en personlighed (hvilket McCartneys ikke gør). Man kan mærke ironien og henkastetheden i hans personlighed i hans sange, der ofte bevæger sig inden for samme tonearter. Han har et stærkt intuitivt blik for harmonier, men det er harmonier inden for rammerne af gentagne toner.

McCartneys melodilinjer er til gengæld karakteriseret ved en større grad af optimisme og udadvendthed. De strækker sig over større intervaller og bevæger sig, som nævnt, ofte over mere end en oktav. 

Den desværre alt for tidligt afdøde engelske musikkritiker Ian MacDonald opsummerer i hans priste Beatles-biografi (via en minutiøs diskografigennemgang) 'Revolution in the Head' forskellen på Lennon og McCartney således:

McCartneys udtryksmåde er et naturtalents, en sangskaber, hvis sange kan eksistere adskilt fra deres akkorder - hvorimod Lennons sange tenderer imod at være fulde af hentydninger og lunefulde og kun giver mening, når de akkompagneres.

MacDonald mener, at forskellen kan formuleres på et andet niveau også, nemlig som et “klassisk sammenstød mellem en stræben efter sandhed og skønhed”: For Lennon var musik en måde at udtrykke tanker og følelser på. Sangens “ydre elegance” havde ingen værdi eller interesse for ham i sig selv. Han lagde vægt på sandhedsværdien i udtrykket. Han brød sig ikke om musik, der var for fokuseret på teknik eller kompositorisk regelrethed. 

For MacDonald er der hermed en grund til, at meget få af Beatles’ værste sange er skrevet af Lennon: Han bevægede sig simpelthen meget sjældent ind på området for den dårlige smag ('All You Need Is Love' er en mulig undtagelse), fordi han ikke var optaget af at tilegne sig en ydre stil. Der er ikke meget pæn pastiche over Lennons bidrag.

McCartney, derimod, var optaget af musikkens formelle sider, og selvom han var uskolet, kunne han producere ekstremt stilrene sange baseret på hans uforlignelige musikalitet. Bagsiden ved McCartneys dygtighed er, at han ikke i eminent forstand var en særlig personlig eller udtryksfuld kunstner, og derfor leder hans evner ham på afveje og resulterede oftere, ifølge MacDonald, i “glat pænhed, fade stiløvelser og en pinagtig opvisning i dårlig smag”.

Der er ingen tvivl om, at der herskede en stemning af konkurrence mellem de to sangskrivere. De var rivaler i den forstand, at når den ene leverede en hit-single, var det ment som en udfordring til den anden: “Så er det din tur!” 

Lennon havde som sagt overhånden i starten, men måtte til sidst se sig overhalet af McCartney. De nærede dog hele vejen en stor respekt for hinandens talent, men da deres temperamenter som mennesker desuden var særdeles forskellige, var det svært at forene de tos energier til et fælles hele - og når det skete (enten i studiet eller ved de mere og mere sjældne fælles sangskrivningssessioner), betalte de en pris: Samarbejdet sled på alle (inklusive Ringo Starr, der var den første, der skred, men siden kom tilbage i folden, og på producer George Martin og hans produktionsassistenter).

Partnerskabet Lennon/McCartney var derfor mestendels en fiktion. De skrev hver især deres egne sange og sang dem som regel selv. Men som MacDonald konstaterer: “Deres nære kreative slægtskab skabte en elektrisk atmosfære, som var hemmeligheden bag Beatles’ usædvanlige evne til at blive bedre”. Man skal dog heller ikke undervurdere den følelse af samhørighed de følte som bærende sangskrivere, men måske i særlig grad pga. den private omstændighed, at de begge havde oplevet at miste deres mor i teenagealderen (sammenlign dog den enorme kontrast mellem Lennons forbitrede sang om sin mor ('Julia') og McCartneys anderledes ulasteligt pæne 'Let It Be' (hvor han synger om "Mother Mary" med tydelige religiøse undertoner).

Det er interessant, at de relativt få reelle fælleskompositioner Lennon og McCartney skabte ved at sidde i samme rum og trylle sangene frem på klaver og guitar, stort set alle som en hører til blandt deres bedste. De kunne få det bedste frem i hinanden - og udnytte deres forskellige tilgange - til at skabe ekstra melodisk dynamik. Det var bare ikke længe, at de orkede at arbejde på den måde. Det var opslidende, og der gik hurtigt konkurrence i den; man ville ikke dele sine gode ideer med rivalen. 

Tidlige hits som 'I Saw Her Standing There', 'From Me To You', 'She Loves You', 'I Want To Hold Your Hand' og 'Eight Days A Week' er alle fælleskompositioner, der kom til verden ved at Lennon og McCartney rent faktisk sad sammen og skiftedes til at finde på toner og akkorder, indtil det fængede og slog gnister. 

Flere af bandets senere udødelige sange har også fælles ophav, men er mere skabt ud fra den enes ide, som derefter blev videreudviklet af den anden: Eksempler er 'In My Life' (en Lennon-melodi og tekst, som McCartney - og George Martin - fik sat et tydeligt aftryk på), 'We Can Work It Out' og - ikke mindst - 'A Day In The Life', kulminationen på Beatles’ stræben som sangskrivere og musikere og som en fuldt forløst vision ud i arrangement og produktion. 

'We Can Work It Out' er et illustrativt eksempel på kontrasten mellem de to sangskrivere. McCartneys opløftende, poppede a-stykke med det indeholdte omkvæd ("Try to see it my way...") over for Lennons triste b-stykke ("Life is very short..."). Sangens særlige dynamik skyldes i høj grad den "konstruktive splittelse", der ligger indeholdt i de tos forskellige musikalske personligheder.

'A Day In The Life' er sammensat af to forskellige dele, der kombinerer Lennons melankolske “I heard the news today, oh boy...”-vers - hvis prægnans kun forstærkes ved hans lidenskabsløse vokal - med McCartneys formfuldendt glidende “Woke up, got out of bed...”-midtersektion. 

'A Day In The Life' er en perfekt illustration af de to sangskriveres respektive force: den drævende melankoli og stærke følelse i Lennons bidrag og den elegant svungne melodiske progression i McCartneys, der musikalsk udtrykker en anderledes charmerende sorgløshed, men som lyrisk er i forlængelse af Lennons bidrag ved sit fokus på det tomme og fortravlede hverdagsliv (efter sigende en vignet inspireret af hans skoletid).

Det mageløse ved Beatles var altså ikke alene kvaliteten ved at have to så forskelligartede, men på hver sin måde uovertrufne sangskrivere, men dynamikken imellem dem, der skabte en konkurrencedimension på den ene side - der tvang begge parter til at “overpræstere” og forny sig - men også i hvor høj grad kontrasten mellem de to kunne udnyttes og kombineres med enestående kunstneriske resultater til følge. 

'A Day In The Life' er det reneste eksempel på denne proces: Fra Lennon præsenterede sin melodiskitse til de andre og til at George Martin og McCartney havde taget den et helt andet sted hen gik der bare 34 timer, hvori alle dele af en kompliceret ligning til sidst forløstes i et fuldkomment udtryk, der inkorporerer alle involveredes temperamenter og input til perfektion.


Et genhør med Lennon og McCartneys musik


Tilbage til SPOTLIGHT

The Beatles (1963)


The Beatles: Love Me Do (Beatles' første single 1962)


The Beatles: She Loves You (Single, 1963)


The Beatles: A Hard Day's Night (Album, 1964)



The Beatles: Help! (Album med bl.a. Yesterday, 1965)


George Martin




Vigtige fælleskompositioner - “de faktiske” Lennon/McCartney:

I Saw Her Standing There

From Me To You

She Loves You

I Want To Hold Your Hand

And I Love Her

Eight Days A Week

In My Life

We Can Work It Out

A Day In The Life

Sgt. Peppers’ Lonely Heart’s Club Band

With A Little Help From My Friends





Vigtige Beatles-sange skrevet af John Lennon:

Please Please Me

A Hard Day’s Night

I Feel Fine

Ticket To Ride

You’ve Got To Hide Your Love Away

Help!

Norwegian Wood

Day Tripper

Nowhere Man

Girl

Rain

She Said She Said

Tomorrow Never Knows

Strawberry Fields Forever

Lucy In The Sky With Diamonds 

All You Need Is Love

I Am The Walrus

Across The Universe

Revolution

Dear Prudence

Happiness Is A Warm Gun

Don’t Let Me Down

Come Together

The Ballad Of John & Yoko





Vigtige Beatles-sange skrevet af Paul McCartney:

Love Me Do

All My Loving

Can’t Buy Me Love

Yesterday

Drive My Car

Michelle

Paperback Writer

Eleanor Rigby

For No One

Here, There And Everywhere

When I’m 64

She's Leaving Home

Penny Lane

Magical Mystery Tour

The Fool On The Hill

Hello Goodbye

Lady Madonna

Blackbird

Ob-La-Di-Ob-La-Da

Hey Jude

Back In The USSR

Get Back

Let It Be

The Long And Winding Road



Comments