I bakspejlet: Pearl Jam

indsendt 19. sep. 2013 14.30 af Mads Kjær Larsen   [ opdateret 19. sep. 2013 14.51 ]

90ernes store alternative rockband har et bagkatalog, der optegner et både frodigt og mudret landskab af klassisk rock, punket vildskab, sprøde ballader og kuriøse eksperimenter. Her er autenticitet vigtigere end originalitet. I anledning af grunge-veteranernes 10. album 'Lightning Bolt', der udkommer 14. oktober, ser vi tilbage.

- mkl -
20.09.13
Som gammel fan overvejer man i sit stille sind, hvad der udgør en passende reaktion ved nyheden om et forestående Pearl Jam-album: oprigtig nysgerrighed eller et nøgternt skuldertræk?

Hvis man fanger referencen i denne artikels overskrift, taler sandsynligheden nok for, at man kan mønstre en vis interesse for dinosaurens fortsatte brølen i udkanten af den store skov, der udgør tidens vidt forgrenede musikscene.

(note: Et af Pearl Jams bedste numre – samt navnet på deres greatest hits-opsamling fra 2004 – hedder, naturligvis, ’Rearviewmirror’).

Pearl Jam er med tiden blevet en regulær institution i amerikansk rock, ikke mindst på grund af deres live-koncerter, der fortsat er tilløbsstykker. På sin vis er Pearl Jam et moderne Grateful Dead, hvor attraktionen lige så meget har at gøre med en evig gentagelse af ritualet end et behjertet forsøg på at ændre eller udfordre formen.

Det er sigende for bandets manglende status på parnasset (dér, hvor hipsterne hersker), at de ikke rigtig formår at være kulturelt dagsordensættende: Nye (cool) bands refererer aldrig til dem som forbilleder eller inspirationskilder (The Strokes er vist undtagelsen, der bekræfter reglen). Sammenligner man deres musikalske indflydelse med andre store rockgrupper fra samme æra, såsom U2, Nirvana, R.E.M. eller Radiohead, kommer Pearl Jam klart til kort. 

Tværtom har bandet været en inspirationskilde for fjerderangskopister med stor kommerciel appel fra slut-90'erne og frem, såsom Creed, Bush, Staind og Nickelback, der alle som én ernærer sig ved en postuleret, mørk tuderock, der appellerer til de (især amerikanske) utilpassede teenagere, Pearl Jam rakte ud efter med debutpladen 'Ten'. Kvalitetsforskellen mellem Pearl Jam og de yngre epigoner er himmelvid for enhver med indsigt og interesse i fordybelse, men alene de uundgåelige sammenligninger har utvivlsomt skadet bandets omdømme.

Det er derfor måske snarere bandets rolle som anti-stjerner, der har gjort, at det har bidt sig fast i rockkulturhistorien. Foranlediget af frontmand Eddie Vedder satte bandet sig på toppen af dets popularitet op imod det gængse rockmaskineri ved ikke at lave videoer, ved at nægte at udsende kommercielt lydende singler (Vedder forhindrede personligt, at 'Black' fra 'Ten' blev udsendt som single - til pladeselskabets store fortrydelse), ved at kæmpe imod skyhøje billetpriser etc., kort sagt, ved at optræde som ikke-konforme forgrundsfigurer for en anti-establishment-tankegang. På godt og ondt har eftertidens rockstjerner taget ved lære.

Bandets kommercielle status 1991-2009:

Ten         10,1 mio. (diamant)

Vs.          7,4 mio. (7 x platin)

Vitalogy     5,3 mio. (5 x platin)

No Code      1,5 mio. (platin)

Yield        1,8 mio. (platin)

Binaural     0,8 mio. (guld)

Riot Act     0,5 mio. (guld)

Pearl Jam    0,7 mio. (guld)

Backspacer   0,5 mio. (guld)

(Salgstal alene for USA)

Musikalsk har Pearl Jam det meste af karrieren været fanget i noget af en identitetsforvirring, der har trukket en fornemmelse for sammenhængskraft ud af deres (især sene) værker, hvor den indledningsvist arbejdede i deres favør. Bandet er plantet i en klassisk rocktradition (også mere end det er tilfældet med deres grunge-generationsfæller), hvor forbillederne udgøres af især Led Zeppelin og The Who, men det står samtidig i gæld til den amerikanske punk-hardcore-scene fra start-80’erne, navne som Black Flag, X og Hüsker Dü, der i høj grad var et opgør med netop den klassiske rock. Desuden har Eddie Vedders i stigende grad dominerende singer/songwriter-tendenser, der trækker på folk og country (og hawaiiansk ukulele-pop, for den sags skyld, jævnfør hans omdiskuterede soloekskursion fra 2011), gjort sig gældende i bandets afsøgninger af et mere gængs rockudtryk.

Pearl Jam både bekræfter og skubber til de mest åbenlyse skabeloner fra den store rockkanon hvilket forlener gruppen med en dybde og en enigmatisk kraft, som erklærede ikke-fans ofte vælger at overse, men som samtidig kan virke frustrerende, når ligningen ikke går op: Pearl Jam har til tider ofret den gode melodi og det rene udtryk til fordel for forvirrende stileksperimenter og en noget kalkuleret afsøgning af randområderne uden for deres naturlige komfortzone, hvilket virker mindre autentisk – og mere søgt – end godt er.

Yderligere forvirres man som gammel fan, når bandet pludselig forsøger – post-2003 – at genvinde deres tabte kommercielle gennemslagskraft med promo-videoer, opsamlingsalbum og direkte rocksange, som på (store dele) af deres to seneste album. Hvad går det nu ud på?

Foretrækker man et Pearl Jam, der stiller sig tilfreds med en marginaliseret rolle uden for musikmediernes vågelys, men som er drevet af en determineret kampiver (på trods af massepublikummets indifferens) eller et Pearl Jam, der aktivt forsøger at genvinde det tabte land fra fordums bedrifter, hvor deres kulturelle signifikans stod i zenit?

Pearl Jam er under alle omstændigheder værd at beskæftige sig med. Med mindre man da er direkte overfølsom over for guitarsoli af den klassiske slags (dem er der blevet færre af med årene, skal det siges) og Eddie Vedders patenterede kartoffel-i-halsen-baryton, der bedre end tusind ord indkapsler den følelsesmæssige tumult og higen efter autenticitet, som grunge-oprøret var rundet af.

Man skal – trods grunge-gruppernes ret markante indbyrdes forskelligheder – ikke glemme, at scenen som helhed var en klædelig reaktion mod 80’ernes polerede puddelhunderock. Hvorvidt grungen bidrog med noget musikalsk originalt eller (bare) kommercialiserede den frodige amerikanske rockundergrund (med navne som Hüsker Dü, The Replacements, Dinosaur Jr., Pixies og Sonic Youth i front) er en anden sag.

For hvad er vigtigst: originalitet eller autenticitet?

Pearl Jam scorer lavt efter første parameter, men højt efter sidste.

Nedenfor følger en guide til Seattle-fyrtårnets ni album, som en klædelig optakt til det 10. af slagsen, ’Lightning Bolt’ – med håbet om, at bandets relevans fortsat vil skinne klart gennem tidens tåge af mere ”tidssvarende” toner:

Der er meget god musik at værdsætte og fordybe sig i – i et bagkatalog, der efterhånden er lige så bugnende som bandmedlemmernes respektive bankkonti.


1. På toppen af verden:

Ten (1991) (karakter: 8,8/10)

Man kan næppe overvurdere den betydning, ’Ten’ har haft for en hel generation af unge rocklyttere. Albummets ikoniske sange tematiserer teenagerens utilpassethed, hvilket nok er dets  lasting legacy. Vedder giver stemme til den afmagtsfølelse og identitetskamp, der bruser inde i hjertet på den svigtede unge mand.

Produktionen lugter til tider af hengemte studietricks fra 80ernes overskudslager af blød metal og stadionrock, men sangene kan man ikke pille ned. De knejser til himlen som grandiose (omend genstridige) hymner af sjælevridende format: Løgnen og det fatale forældresvigt i 'Alive', drengens opdagelse af en spirende (rastløs) kreativitet ('Even Flow'), den altoverskyggende (og formørkende) kærestesorg ('Black') og den morderiske konklusion, når identitetskampen splintres som et spejl, der går i tusind stykker (selvmordet foran skoleklassen på MTV-hittet 'Jeremy' og skydemassakren på 'Once'). Eddie Vedders gennemførte (og funklende indfølte) gestaltning af teenage angst møder McCready og Gossards brusende guitarbredsider til fremragende effekt, og især McCready krydrer disse sange med bjergtagende soli af stor opfindsomhed og format. 

Det siger alt om bandets sangskrivningsmæssige overskud i dets tidlige år, at de udelod senere live-favoritter som 'Breath', 'State of Love and Trust', 'Yellow Ledbetter' og 'Footsteps' fra at blive inkluderet på 'Ten' (de to første blev i stedet inkluderet på soundtracket til Cameron Crowe-filmen 'Singles' og de to sidstnævnte som b-sider til singleudgivelsen af 'Jeremy').

Bedste sange: ’Black’, 'Alive', 'Porch', 'Even Flow'


Vs. (1993) (8,8/10)

Berømmelsen (og dens bagsider) ledte bandet til at forrette et sonisk angreb med en langt mere løs og snerrende rå rock, der kombinerer klassisk rocksangskrivning med en fuck-you-attitude af rang. Den rastløse, punkede energi er som flossede nerver, der blotlægges og kontrasteres med indslag af akustisk varme (’Daughter’, ’Elderly Woman…’) og tindrende orgeltoner (’Indifference’).

Vedder er optændt af en glødende politisk indignation og langer ud efter våbenkulturen ('Glorified g'), politiracisme ('w.m.a'), mediernes berømmelseskult ('Blood'), børnemisbrug ('Daughter') og forskellige former for politisk protest ('Dissident', 'Leash'). ’Vs.’ føles som en nødvendig reaktion på debutens massive popularitet, og det er netop denne nødvendighed, der skinner igennem – også på 20 års afstand. I modsætning til forgængeren kan man på 'Vs.' fornemme både blod, sved og tårer i en live-i-studiet-produktion, der er konfronterende som et knytnæveslag.

'Vs.' er en kende strittende i sit udtryk (kontrasten mellem de råt elektriske og akustiske numre er udtalt, for ikke at tale om den primale punk på 'Blood' over for den groovy funk-rock på 'Rats'), og den har derfor ikke helt 'Ten's helstøbte karakter, men inkarnerer til gengæld en spontanitet, der får debuten til at virke kalkuleret til sammenligning .

Bedste sange: ’Rearviewmirror', 'Animal', 'Go', 'Leash'


Vitalogy (1994) (9,6/10)

Mesterværket, hvis fragmentariske form, forlener det med en sitrende dynamik og uro, en inspireret vekslen mellem modsatrettede impulser, der banker i hjertet af bandets bedste øjeblikke. Mørk, ulmende, nærmest derangeret i sin afsøgning af sindets krinkelkroge, som et nødråb om mening i en verden post-Cobain (særligt prægnant på den slet skjulte henvisning til den da netop afdøde Nirvana-forsanger på slutsangen 'Immortality'). 'Last Exit' og 'Spin the Black Circle' udgør en skramlet, vild og determineret totrinsraket på et album, der desuden byder på fællessangsbrusende karaktersange (den skamløst melodiske 'Better Man' - som Vedder skrev som 17-årig i high school - og 'Nothingman'), tung og velgørende Crazy Horse-dynamik på den vrede 'Not For You', Tom Waits-galskab på harmonika-skitsen 'Bugs' og en truende psykose på 'Satan's Bed', mantra-lignende funk med asiatiske undertoner ('Aye Davanita') og en skræmmende lyd-collage med interviewstumper fra psykiatriske patienter ('Hey, Foxymophandlemama, That's Me'). Det hele toppet med Vedders power-poppede 'Corduroy', hvis melodiske progression er som taget ud af drejebogen for dynamiske rocksange. 

Vedder tog i det hele taget kreativ kontrol over bandet og syv af de 14 kompositioner er alene hans. Den ændrede magtstruktur førte næsten til gruppens opløsning undervejs i indspilningerne og fyringen af trommeslager Dave Abbruzzese var et forsøg på at viske tavlen ren mellem en forsmået Gossard og en kompromisløs Vedder. Vedders mindre teknisk rene guitarlyd er pludselig dominerende i lydbilledet, og der er renset ud i McCreadys soli. Flere af sangene bevarer et skitsepræget udtryk, der afspejler indspilningsatmosfæren med korte, abrupte sessions uden overdubs. 

Vedder kæmper en strid kamp med sine dæmoner (herunder ikke mindst sin berømmelse og tabet af privatliv) på lyriksiden. Vred og afmægtig, såvel som nådesløs, indigneret og selvhævdende på trods. Der hersker en skizofreni og en uhåndgribelighed over bandet på 'Vitalogy'; en magi, der ligger indeholdt i selve værkets (og bandmedlemmernes interne) spændinger.

Bedste sange: ’Corduroy’, 'Not For You', 'Last Exit', 'Immortality'



2. Frodige eksperimenter og kommerciel nedtur:

No Code  (1996) (9,1/10)

Bandet træder helt ud på vippen og dykker ned i et hav af frodige eksperimenter, hvilket albumtitlen refererer til: Ingen regler. Mange forvirrede fans forstod ikke forsøget på et reformulere bandæstetikken og stod af i svinget, ikke mindst takket være det obskure valg af førstesingle, 'Who You Are', hvis østlige tonalitet lyder som et forsøg på at inkorporere elementer af den pakistanske qawwali-mester Nusrat Fateh Ali Khan, som Vedder havde arbejdet sammen med året før på soundtracket til filmen 'Dead Man Walking'. 

’No Code’ strutter af vitalitet, og værkets mange krummelurer og left turns er båret af en enorm iver efter at opsøge inspirationen hvor som helst – og bandet lykkes med at finde den de særeste (og inderligste) steder. 'Off He Goes' er en akustisk lejrbålshymne (og veddersk selvportræt), der lander på den rigtige side af det sentimentale, 'Red Mosquito' er kendetegnet ved en opfindsom guitarlyd, der netop lyder som en arrig myg på udkig efter menneskeblod, 'Lukin' er et punket frontalangreb om stalker-kulturen, der går direkte efter struben, 'Hail Hail' er omtrent det arketypiske up tempo-Pearl Jam-nummer, 'In My Tree' indeholder det måske mest inspirerede instrumentelle indslag på noget PJ-nummer overhovedet (Jack Irons' stammeagtige trommer) og løfter sig i omkvædet som udstrakte arme, der griber ud efter himmelaltet, mens 'Smile' er en rørende vital hyldest til Neil Young & Crazy Horse (med indlagt mundharmonika!). 

Store dele af pladen blev indspillet efter Vedders diktat (med den nye trommeslager Jack Irons i rollen som det primære kreative bindeled for processen) og legenden fortæller bl.a., at bassist Jeff Ament slet ikke blev varskoet om, hvilke dage, han skulle dukke op. Vedder ville undgå hans indflydelse og de musikalske uoverensstemmelser, den ville medføre (derfor er det ironisk, at 'No Code' indeholder Aments måske bedste sang i PJ-kataloget, 'Smile'). McCready var i gang med et omfattende stofafvænningsprogram og var derfor også kørt ud på et sidespor. Disse mandskabsproblemer resulterede ikke desto mindre i bandets musikalsk mest interessante og varierede album.

Bedste sange: ’In My Tree’, 'Smile', 'Hail Hail', 'Red Mosquito'

 

Yield  (1998) (7,4/10)

Pearl Jam pendulerer her hårfint mellem en tilbagevenden til en mere klassisk rock-lyd (’Given to Fly’ lyder, som hvis U2 spillede et cover af Led Zeppelins 'Going to California', det primale sejtrækker-riff på 'Do the Evolution' er en (ironisk?) opdatering af Motörhead og den episke 'In Hiding' er en tydelig rekurs til stilen fra 'Ten') og deres hidtil mest radikale formeksperimenter. 

Der er svipsere (den lightersvingende banalitet på ’Wish List’, der er Vedder når han er værst lyrisk, prætentiøse kuriositeter på ’Push Me, Pull Me’ og 'Red Dot', og de generelt set sløje tekster), men der er stadig saft, kraft og en melodisk tænding i majoriteten af sangene, selvom Eddie Vedders vokal begynder at vise tegn på træthed.

Bedste sange: ’Faithful’, 'MFC', 'Do the Evolution'



3. ’De svære (og sløje) mellemår’ – uden retning og overbevisning:

Binaural  (2000) (5,3/10)
Ved indtrædelsen til det ny årtusinde havde bandet opgivet at være en kommerciel kraft, men behøvede det levere en så mudret (måske ligefrem halvhjertet) lytteoplevelse? Jack Irons' opfindsomt skæve trommespil er erstattet af den mere teknisk kompetente Matt Cameron, der er skolet i den klassisk hårde rock (Irons forlod bandet efter 'Yield', da han ikke orkede at turnere mere). 

'Binaural' starter med den rædselsfulde ’Breakerfall’ og slingrer sig vej gennem et vildnis af langsomme (og alt for pæne) ballader ('Light Years', 'Thin Air'), mystiske genreeksperimenter (’Of the Girl’, ’Soon Forget’) og – heldigvis – enkelte frådende veloplagte rocksange med tilpas skæve akkordgange og melodiske skift til at holde forudsigeligheden stangen ('Insignificance', 'Grievance'). 'Binaural' er et frustrerende bekendtskab, måske især i lyset af, at bandets b-sider på dette tidspunkt havde en ganske høj standard ('Strangest Tribe', 'Sad', 'Fatal', 'In the Moonlight'). Med en anderledes sekvensering kunne albummet således være faldet ganske hæderligt ud.

Bedste sange: ’Insignificance’, 'Grievance'


Riot Act  (2002) (4,9/10)

Pearl Jam genoptager den kedelige trend fra forgængeren og indleder med den aldeles retningsløse parentes ’Can’t Keep’, hvorefter de serverer den glimrende, målrettede ’Save You’. Sådan fortsætter det: ’Riot Act’ veksler mellem det uhjælpeligt forudsigelige eller besynderligt halvhjertede (’Ghost’, ’Get Right’, ’Help Help’, ’Half Full’, ’Arc’) og det nogenlunde vitale, som regel højoktan-rocksange som førnævnte ’Save You’, den keyboard-drevne (og elektronisk efterbearbejdede) ’You Are’ (hvor McCready ENDELIG finder på en helt ny guitarlyd) og den spjættende anti-kapitalisme-sang ’Green Disease’.

Bandets anti-Bush-album, men desværre lige så inkonsekvent og inkonsistent som John Kerrys 2003-præsidentkampagne. Desuden Vedders vokalt set mest sløsede indsats. 

Bedste sange: ’You Are’, 'Save You'



4. ’Back to basics’ – forsøget på at stille uret tilbage:

Pearl Jam  (2005) (6,3/10)

Pearl Jam vendte på ’avocado’-albummet (som det, jævnfør coveret, kaldes blandt fans) tilbage til at skrive fokuserede sange, der selv når de rammer ved siden af (’Parachutes’, ’Come Back’) i det mindste indeholder melodier frem for sære digressioner. Det trækker ned, at albummet er alt for konservativt i både melodimateriale og den (for strømlinede) produktion (især tydelig på 'Marker in the Sand' og den poppede Ramones-opdatering 'Unemployable') til at lyde som meget mere end et ekko af storhedstiden.

’Avocadoen’ bærer vidnesbyrd om et band, der ikke længere virker indifferent eller forvirret, men aktivt forsøger at vinde retten til rockens trone tilbage. 

Bedste sange: ’Severed Hand’, 'World Wide Suicide'

Backspacer (2009) (6,2/10)

’Backspacer’ er Pearl Jams mest ”artige” album, forstået på den måde, at sangene er iørefaldende og sikkert eksekverede.  Drengene strammer skruen med deres trademark sans for eklekticisme (fra lejrbålsstemning på den Willie Nelson-agtige ’Just Breathe’ over den punk-efterabende ’Supersonic’ til den mudrede keyboardstemning på 'Speed of Sound'), og Vedders vokal er ikke, hvad den har været, men der er ret højt til loftet i disse formelt set præcise destillater af bandets styrker: fra guitarbrusende rock med brede omkvæd (’Amongst the Waves’, 'Forces of Nature') til intense alternative rock-numre med en kompakt, dynamisk kerne ('Got Some', 'Gonna See My Friend') og decideret radiovenlighed på den Foo Fighters-lydende førstesingle 'The Fixer', der er næsten aldeles renset for modhager. 

’Backspacer’ er Pearl Jam uden forhøjet sværhedsgrad og kontrære tics, men surfende på en bølge af goodwill over for deres egen gloriøse fortid. Albummet efterlader sig dog samtidig en noget fad eftersmag: Hvis sangene på papiret er gode nok, hvorfor gør de så ikke større indtryk?

Bedste sange: ’Got Some’, 'Unthought Known'



Læs også artiklen:

"Tusmørke og teenageangst - historien om 90ernes 'glemte' superstjerner, The Smashing Pumpkins"


Tilbage til SPOTLIGHT


Comments