Firs og færdig (med at skrive): 10 essentielle Philip Roth-bøger

indsendt 11. mar. 2013 14.06 af Mads Kjær Larsen   [ opdateret 23. apr. 2013 12.33 ]
I anledning af det proklamerede skrivestop fra amerikansk litteraturs grand old man - samt dennes runde fødselsdag den 19. marts (hvor han fyldte 80) - kigger vi tilbage på en karriere, der reelt er uden sidestykke - og som det kan være svært at forlige sig med, nu synes endegyldigt ophørt.
- mkl -
12.03.13
I november 2012 gik historien om den store, amerikanske forfatter Philip Roths “karrierestop” verden rundt, som var der tale om en stor sportsstjernes sortie eller en filmstjernes sidste buk foran kameraet. Det burde måske ikke komme som den store overraskelse, at en (meget snart) 80-årig forfatter med mere end 30 bøger på værklisten, siger stop, mens legen er god. Men i tilfældet Roth kom det alligevel som lidt af et chok: En Philip Roth, der ikke skriver bøger, er lidt som at forestille sig Paven forlade organiseret religion, som Daily Telegraph på humoristisk vis formulerede det.

Philip Roth udgav sin første bog som 26-årig i 1959 og har ikke kigget sig tilbage siden. Hans udgivelsesfrekvens har været høj - og kun tiltagende som han er blevet ældre. Han er berømmet/berygtet for sit arbejdsregime, et udtryk for det han selv har kaldt for rendyrket “fanatisme”: Arbejde ved skrivebordet fra morgen til aften 365 dage om året på landstedet i Connecticut (eller i lejligheden på Manhattan). I et interview udtalte han således ved en lejlighed, at “min selvbiografi ville bestå næsten udelukkende i kapitler om mig siddende alene ved min skrivemaskine i mit arbejdsværelse. Samuel Beckett ville fremstå som den rene Dickens til sammenligning”. 

Vigtigst af alt er det naturligvis, at hans produktion har været af en så uniformt høj standard, ja, reelt uden sidestykke i amerikansk litteratur. Det vil ikke være forkert at anslå, at Roth har 12-14 store værker på samvittigheden. Den samme konsekvente kombination af kvantitativ og kvalitativ overflod stiller ham over - snarere end ved siden af - andre amerikanske titaner fra det 20. århundrede som Saul Bellow, William Faulkner, Ernest Hemingway og John Updike. 

Da New York Times for år tilbage indkaldte en række eksperter og forfattere til at sammensætte en Top 25 over de bedste bøger fra perioden 1980-2005, indtog Roth hele syv af placeringerne (førstepladsen måtte han dog overlade til Toni Morrisons Beloved)! Alene dette numeriske faktum (eller kuriosum) siger meget om hans produktions standard og, naturligvis, i hvor høj grad han er værdsat på parnasset.

Der ER få mindre gode værker i det samlede oeuvre, ikke mindst det absolutte lavpunkt The Humbling fra 2009 om den ældre skuespiller Simon Axler, hvis muse har forladt ham og hvis angivelige eneste udvej er selvdestruktion. “Plottets” mistrøstige omfavnelse af en skingert beskrevet seksuel perversion og et patetisk (snarere end rørende) selvmord er en sørgelig parodi på temaer fra mere vitale dele af forfatterskabet. Roth sluttede dog hæderligt af med polioudbruds-romanen Nemesis fra 2011, der indbragte ham (endnu) en “International Booker Prize” til samlingen.

Historien om Roths skrivestop blev først bragt via et eksklusivt afslørende interview i et fransk magasin og blev siden støvet op af alverdens medier i en ruf. I interviewet angiver Roth to primære grunde til sit stop (og ingen af dem har eksplicit med hans fremskredne alder at gøre, som man måske kunne forvente): 

Han genlæste for det første efter færdiggørelsen af Nemesis sine favoritforfatteres (heriblandt Turgenev, Hemingway og Conrad) værker samt i forlængelse heraf hele sit eget forfatterskab. Status blev, at han var stolt af sit værk, men heller ikke kunne se, hvad han kunne tilføje til det (andet end stadigt mere middelmådige romaner i samme ånd). 

For det andet udtrykte han, at han ikke længere følte sig som en del af “den amerikanske virkelighed”. Efter fyrre år ved skrivebordet, følte han, at han havde mistet forbindelsen til livet, som det udspiller sig i Amerika anno 2012 - og ergo næppe havde noget interessant at sige om det: “Jeg er 78 år. Jeg ser Amerika på mit tv, men jeg tager ikke del i det længere”.

Hvad er der tilbage at sige? Jo, amerikansk litteratur er en levende, krasbørstig størrelse, der nok skal overleve tabet af dens måske vigtigste stemme. Hvis der ikke umiddelbart er oplagte aftagere til Roths krone (eller tornekrans, alt efter hvordan man ser på det), er der dog et kuld af yngre forfattere, der holder sprogets fane højt og blafrende (ingen nævnt, ingen glemt).

Nedenfor følger en liste over Roths 10 mest essentielle værker fra en karriere, der stilistisk og indholdsmæssigt spænder vidt, men samtidig har klare fokuspunkter og tilbagevendende tematikker: Roth har måske bedre end nogen anden formuleret splittelsen i den amerikanske erfaring i tiden efter Anden Verdenskrig. En splittelse mellem religion/etnicitet og liberalisme/sekularisme, mellem traditionsbevidsthed og selvudfoldelse, mellem autoritet og anti-autoritet, mellem fællesskab og individualitet, mellem virkelighed og fiktion (og i forlængelse heraf, mellem forfatter og værk). 

Det sidste er måske det centrale hovedspor i hans forfatterskab (selvom det er nærliggende, men også lidt for belejligt at fremhæve det jødiske som genkommende motiv: Roths protagonister er ofte jødiske mænd (i forskellige faser af livet, som regel ca. der hvor Roth selv har befundet sig - i skrivende stund - i sit eget livsforløb):

Det er en undersøgelse af virkeligheden som fiktion og fiktionen som virkelighed, der har fremprovokeret eller forløst mange af Roths største værker. Han er optaget af, hvordan mennesker skaber og opretholder fortællinger om sig selv for at forstå sig selv eller vise et ansigt frem som omverdenen kan relatere til (eller beundre). Roth er interesseret i de virkelighedsmarkører, vi sætter i centrum for vores liv: Formuleringen af masker og overlappende identiteter er en måde at håndtere en virkelighed, der ikke kan indfanges, men bestandigt er i flux. 

Det har været Roths evne til at iscenesætte de nævnte grundkonflikter i den moderne erfaring i en ramme, der samtidig har fungeret som en kommentar til og refleksion over relevante samfundsmæssige problemstillinger knyttet til de etniske/religiøse/akademiske/klassemæssige/mentale skel, der influerer på de liv, vi lever og den tid, vi tager del i. 

En ting er således substansen i Roths værk, men formen kendetegner ham i mindst lige så høj grad. Roth har udnyttet en komisk-ironisk skrivestil, en aldrig svigtende evne til at sætte ting på spidsen og provokere sit publikum. Han er grænsesøgende, respektløs og ikke bange for at udfordre fornuftens tyranni eller sædvanens magt. Han hylder i mange af sine bøger det umodne og ansvarsløse som et modsvar til at leve et trygt, men “uautentisk” liv. 

Nu hvor strømmen er sluppet op og kilden tørret ud, er der en kærkommen og betimelig anledning til at samle op og se tilbage:



Tilbage til SPOTLIGHT

Tilbage til FORSIDEN




Præsident Obama overrækker Philip Roth
'National Humanities Medal'
2. marts 2011
i det Hvide Hus







Philip Roth's sidste roman: Nemesis (2010)



“Sheer Playfulness and Deadly Seriousness are my closest friends.” Philip Roth

(Akvarel af J. C. Phillips)

The Philip Roth Society
http://rothsociety.org/

Comments