Årets internationale album

indsendt 3. jan. 2013 00.32 af Mads Kjær Larsen   [ opdateret 2. feb. 2013 11.14 ]
2012 stod dels i veteranernes, dels i de unge soul/r’n’b/hiphop-opkomlinges tegn. For veteranernes vedkommende var vi vidne til en glædelig genopstandelse fra navne som Dexys, Bobby Womack, Bill Fay, Paul Buchanan (ex-The Blue Nile) og Dr. John. Den moderne r’n’b-scene bød til gengæld på en tiltrængt saltvandsindsprøjtning fra hudløst ærlige, imagemæssigt ikke-konforme og musikalsk vovelystne navne som Kendrick Lamar, Miguel og Frank Ocean.


- mkl -
2.1.13

1990‘ernes hiphop-konge Nas meldte sig tilbage nær toppen af sin ydeevne, det gendannede Blur gav koncerter, der vækkede britpop-generationen til live (og resulterede i et glimrende live-album samt en fremragende single). Leonard Cohen, Bob Dylan, Neil Young, Patti Smith og Bruce Springsteen var alle ude med mere end godkendte indsatser. Svenske Thåström fortsatte stimen af fremragende albums på den anden side af midtlivskrisen. Eksemplerne på en glædelig tendens (oven på sidste års glimrende albums fra bl.a. Tom Waits og Kate Bush) var talrige.

Inden for r'n'b havde 2010 indvarslet en ny tids komme med fx Janelle Monaes imponerende grandiose debutplade The Archandroid og Kanye Wests basker af en bombastisk bekendelsesplade, My Beautiful Dark Twisted Fantasy. Men det var som om 2012-klassen var indlejret i en anderledes ydmyg bestræbelse på at fortælle historier forankret i en mere relatérbar hverdag og med at holde et spejl op for tiden. Der var ikke tale om kommercielle eller konceptuelle gimmicks så meget som vedkommende, umiddelbar kunstnerisk skaben udført af en række unge talenter, hvis format var indlysende. 

2012 var et godt musikår - og også et godt år på albumfronten, hvor forbindelsen til rockens rødder og guldrandede fortid blev holdt livgivende frem som et eksempel til efterfølgelse (af de nævnte veteraner samt dygtige yngre revivalister) samtidig med at en nyere slagkraftig genre - den moderne r’n’b - fandt anledning til et klædeligt generationsskifte boostet på vej af et særdeles vitaminrigt kuld nye kunstnere. 


15. Liars: WIXIW

Liars’ musik er udtryk for en konstant fluktuerende nysgerrighed. Hvert album sin æstetik: Fra punk over electro house over indie til en skarpt formuleret electronica på den formfuldendte, ikke-leflende WIXIW. Dét album Radiohead burde have lavet i stedet for 2011’s halvsløje The King of Limbs.

13. The Walkmen: Heaven

Heaven er en sympatisk, moden og gennemreflekteret rockplade, der excellerer i et sæt værdier, der ofte placerer sig langt væk fra rockens univers: rødvin, blød romantik, bleer, børn og hjemmehygge foran pejsen. Leveret af en flok newyorkere i midten af trediverne og med selvsikkerhed til at levere et åndfuldt forsvar for det gode liv - og - vigtigt i denne sammenhæng - den gode sang.
 

11. Twin Shadow: Confess

Confess er en dekadent bekendelsesplade formuleret i en fantastisk overbevisende opdatering af stiltræk hentet fra 1980ernes sort-romantiske dyb. Twin Shadow har melodierne og overbevisningen til at være meget mere end en copycat: Han blæser en troværdig, kuldslået passion ind i de frysende fortællinger fra hedonismens overdrev.

9. Killer Mike: R.A.P. Music

Dette album med inspireret sydstatsrap fra Outkast-protegeen Killer Mike var overraskende et af årets absolut essentielle køb inden for hip hoppen. Bare åbningssalven med numrene Big Beast (se årets bedste sange) og Untitled er noget af det mest elektrificerende hip hop længe hørt. Og bundniveauet på den prosaisk betitlede R.A.P. Music er skræmmende højt (fraset bundskraberen, den forenklende politiske tirade Reagan).

7. Bob Dylan: Tempest

Der er blodrøde spor overalt på Tempest, hvor Dylan agerer skiftevis sammenbidt dommedagsprofet, fnysende hævner, øm elsker og rasende underhund. Lyrisk bider den 71-årige i den grad fra sig og musikalsk holder han kursen med en swingende opdatering af de folk, blues og gospel-idiomer, han har dyrket i sin karrieres spraglet-farvefulde efterår. Hans mission statement på Tempest er klart nok: “I pay in blood/ but not my own”.


5. Anaïs Mitchell: Young Man in America

Anaïs Mitchell syntes ikke at ryste på hånden over at skulle følge op på den fremragende kraftanstrengelse, folk-operaen Hadestown, da hun i det forløbne år frigav Young Man in America, en anderledes underspillet samling sange, der dog var forenet i en art konceptuel cyklus omkring unge mænd (og kvinders) frihedstrang i en nation, der hylder eneren og lykkeridderen som forbillede. Mitchell berettede med en klædelig blanding af selvsikkerhed og ydmyghed om de ofre, der betales, når drømme forsøges udlevet - eller når de helt tabes på gulvet. En sørgmodig, men viljestærk triumf af et album.

3. Kendrick Lamar: Good kid, M.A.A.D city

Den unge Kendrick Lamar leverede på falderebet årets bedste, mest velformulerede og velsammensatte hip hop-album. Den voksne poets sociale og politiske bevidsthed er reflekteret gennem et prisme af teenagelømlens hedonistiske udskejelser. Selvbilledet er en kende affekteret, men musikalsk og lyrisk er det svimlende flot realiseret og sangene har en emotionel kerne, der gør hele forskellen. Sange som Bitch, Don’t Kill My Vibe, Backseat Freestyle, Sing About Me, I’m Dying of Thirst, The Art of Peer Pressure og den fantastiske førstesingle Swimming Pools (Drank) er hiphop med et udsyn, et situationsmættet nærvær, en musikalsk detaljerigdom og en velafbalanceret produktion (med en fornem brug af nærmest afdæmpede beats og sindrige vokale overdubs), der satte al anden hiphop i skyggen (og det var ellers et mere end godt år for genren som helhed).

14. Patti Smith: Banga

Det fyger om ørerne på lytteren med opvakte referencer på Banga (navnet på Pontius Pilatus’ trofaste hund i Bulgakovs Mesteren og Margarita), hvor Smith finder musikalsk og poetisk ammunition i alt fra Sun Ra, Seneca, Tarkovskij, Nikolai Gogol, Amerigo Vespucci, Francesco Della Pietra, Johnny Depp, Frans af Assisi, Maria Schneider og Amy Winehouse. Associationsstormen medvirker til Smiths mest veloplagte album siden comebacket med Gone Again i 1995.

12. Cat Power: Sun

Modenhed og afklarethed stod også højt på dagsordenen på Cat Powers længe ventede nye album, der musikalsk og lyrisk varslede et nybrud fra den førhen ofte nihilistisk selvoptagede singer/songwriter. Duvende electronica og varme synths smyger sig om de prikkende guitar- og pianolinjer og Chan Marshalls sensuelle stemme, der på Sun synger sange om alt det, der forener mennesker frem for det, der adskiller (modsat på forgængere som kultklassikeren Moon Pix fra 1998).

10. Purity Ring: Shrines

Purity Rings sært-summende lyd- og lyrikunivers kan bedst sammenskrives som et dystert men dragende Grimm-eventyr udsat for tidens klubmusik. På perler som Fineshrine (se årets bedste sange) og Obedear lyder den unge Megan James som et troværdigt bud på en fakkelbærer for traditionen fra Cocteau Twins’ enigmatiske sangerinde Liz Fraser.


8. Paul Buchanan: Mid Air

Den tidligere Blue Nile-frontmand gjorde et smukt comeback som soloartist med den mere tyst sjælerystende end cinematisk udfoldede Mid Air, hvis arbejdstitel "Forgotten Poets of the 17th Century", Buchanan måske skulle have holdt fast i. Disse skeletale kompositioner for piano og stemme er dog netop som tanker, minder eller associationer fastfrosset i tid. Mid Air er derfor en logisk, omend mere redelig, titel til et album, der under alle omstændigheder er karakteriseret ved en porøs, ordløs skønhed.

6. Dr. John: Locked Down

Den musikalske heksedoktor fra New Orleans gjorde musikårets måske mest bemærkelsesværdige comeback med Locked Down indspillet sammen med tidens hot shot-retrorocker par excellence, The Black Keys’ fortræffelige Dan Auerbach. På sange som Ice Age, Revolution og Eleggua vækker Dr. John med kumpaner en voodoo-magi til live i skikkelse af svovlsydende boogie’n’roll. Der var også plads til den Van Morrison-lignende God’s Sure Good, hvis spirituelle eftertænksomhed var et passende punktum for en af årets store positive overraskelser.

4. Thåström: Beväpna Dig med Vingar

Svenskerne er beriget med en ener ud i kunsten at frembringe vital, brændende intens rockmusik. Thåströms album fra 2012 var et af hans absolut bedste i en lang karriere af mangfoldige bedrifter både som solist og som frontfigur for Ebba Grön og Imperiet. Beväpna Dig med Vingar (en titel, der parafraserer vor egen Michael Strunge) er en udsøgt, kviksølvsbehændig blanding mellem sprukken og intim singer/songwriter og industriel-maskinel klangfylde og kølighed. 

2. Frank Ocean: Channel Orange

Frank Ocean var ikke alene årets musikalske sensationhistorie, han kom også på forsiderne pga. hans angivelige homo- eller biseksualitet. På flere planer markerer Ocean således et nybrud inden for en genre - lad os kalde den urban/r’n’b med klare hip hop-reminiscenser - der i den grad havde behov for en saltvandsindsprøjtning. Oceans uforlignelige kompositionstække, hans nougatbløde croon, hans komplekse lyrik, der på yderst interessant vis inkorporerer rolleskift og perspektivforskydninger, men først og fremmest introducerede en befriende åbenhed og ærlighed, var af udsøgt klasse.

Sange som Pyramids (den moderne r’n’b’s svar på en prog-rock-ode), Thinkin Bout You, Super Rich Kids, Lost og den uafrystelige coming-out-of-the-closet-ballade Bad Religion var højdepunkter på det, der en dag vil blive anset som en vaskeægte amerikansk albumklassiker. 

Comments