Den store amerikanske rockkritiker Greil Marcus skrev på et tidspunkt i 1980erne følgende: “To make true political music, you have to say what decent people don’t want to hear”. Ingen lever vel bedre op til det skudsmål end Elvis Costello, den måske største britiske sangskriver post-Beatles (hvis vi for et øjeblik undtager David Bowie i dennes comeback-jubelår). Elvis Costello kombinerede slut-1970ernes punk, post-punk og new wave - med dertilhørende inspiration fra genrer som ska og reggae - med en klassisk konciperet sangskrivning rundet af stiltræk (både i lyd, instrumentering og image) fra 1950ernes rock’n’roll. Han lignede en genopstanden Buddy Holly, men lød snerrende intens som en Johnny Rotten.

Costello var en dominerende kulturel retningsviser på den antikonforme del af den britiske musikscene netop i årene 1979-90, hvor Margaret Thatcher var premierminister. 

Costello delte bl.a. denne rolle med andre markante anti-Thatcher-skikkelser som folk-punkeren Billy Bragg og Morrissey, der på sin første soloplade fra 1988 - efter opløsningen af The Smiths - udgav nummeret Margaret on the Guillotine, der ønsker Thatcher hen, hvor peberet gror, akkurat som Costello gjorde det året efter på den anderledes nøjeregnende og poetisk gennemarbejdede Tramp the Dirt Down. “When will you die?,” synger Morrissey længselsfuldt og Costello istemmer vredt: “I will stand on your grave and tramp the dirt down” (selv Sir Elton John kom noget forsinket med på bølgen og sang ordene "We all celebrate today, 'cause it's one day closer to your death" på sit nummer Merry Christmas, Maggie Thatcher fra 2005!).

Der skulle gå mange år før Morrissey og Costello (og en hel generation af markante britiske musikere, for den sags skyld) skulle få deres ønske opfyldt: at se Pinochet-apologeten og superliberalisten Thatcher som uigendrivelig fortid. Hendes politiske arvegods og dets rolle i nutidens engelske (og globale) samfund kan diskuteres, men hun skabte uden tvivl mere end nogen anden regeringsleder i det moderne England et klima af splittelse, polarisering og had. 

Elvis Costello formår bedre end nogen anden kunsten at spidsformulere både det vrede, det indestængte og det indignerede i en musikalsk ramme, der kan matche hans syrlige vid.

Costello rettede bl.a. sit skyts mod Thatcher-regeringen - og skabte et genuint, sjælerystende modkulturøjeblik - under Falklandskrigen i 1982 med den smukke allegori af en protestsang, Shipbuilding, som han dels fremførte og udgav solo, men som fik sin mest kendte og uafrystelige form i den sære ener Robert Wyatts smukke version. Wyatt har en af den slags stemmer, der kan få voksne mænd til at græde i mødet med den forunderligt-naivistiske klang i hans vokal.

I Shipbuilding adresserer Costello (og hans talerør, Wyatt) ikke eksplicit krigen, døden, våbnene eller de politiske beslutningstagere, der står bag. Han zoomer ind på et lokalsamfunds oplevelse af krigens komme: Fra den indledende forventning om øget profit og arbejdspladser til det lokale skibsværft i forlængelse af krigens løfter om investeringer i materiel, der siden vendes til ængstelse og gru. Også lokalsamfundets unge mænd inddrages i krigen som kanonføde på de skibe, der gik ned i krigen mellem England og Argentina: Sheffield på engelsk side, Belgrano på argentinsk. 

I andet vers berører Costello censuren, forsøget på ensretning og marginaliseringen af samfundets støtter i de små lokalsamfund, der udnyttes og udbyttes i magtens - og krigens - tjeneste (“Somebody said that someone got filled in/ for saying that people get killed in/ the result of this shipbuilding”).

Sangens vers indrammes af det allegorisk-poetiske refræn - der leveres med en mildhed som en morgenstund i det engelske højland, men hvis vemod rammer som en syngende lussing: 

“With all the will in the world/ diving for dear life/ when we could be diving for pearls...”.

I et årti og inden for en genre med masser af eksempler på klodset politisk sangskrivning skiller Shipbuilding sig ud som en sang med et poetisk sprog, der bedre end paroler kommunikerer sorg og ægte opposition.

Syv år senere leverede Costello den måske mest berømmede (eller berygtede, alt efter hvordan man ser på det) anti-Thatcher-sang på 1989-albummet Spike i skikkelse af Tramp the Dirt Down, der i umiskendelig ramsaltede vendinger går i rette med jernladyen på falderebet for hendes æra i spidsen for det stærkt klassedelte England. Thatchers jernnæve gennemførte smertelige liberaliseringer, og i det hele taget erklærede hun krig mod tanken om staten som ramme for velfærd og sociale ydelser. 

Costello formulerer sit kontroversielle (og i samtiden bredt eksponerede) ønske om, at han glæder sig til den dag, hvor Thatcher vil dø i første levering af omkvædet. Den sande protestmusik gør som regel en dyd ud af at sende et klart budskab. Således også her.

Sangen indeholder et tydeligt ekko af Bob Dylans måske mest indignerede sang, Masters of War (fra albummet The Freewheelin’ Bob Dylan fra 1963), der også handler om at trampe på en afdøds grav (“I hope that you die and your death will come soon(...)I’ll stand over your grave till I’m sure that you’re dead”). 

I Dylans tilfælde var sigtet de ansvarlige for udviklingen af det såkaldte “militær-industrielle kompleks” i datidens USA, hvorimod Costello eksplicit synger til Thatcher. Costellos udtrykte dødsønske over The Iron Lady vakte stor furore i samtidens England og førte til, at enkelte konservative politikere ønskede ham retsforfulgt. De mest kontroversielle linjer lød i den forbindelse:

Sangen tager udgangspunkt i billedet af Thatcher på pr-tur til et hospital, hvor hun til ære for fotograferne besøger en dødeligt syg dreng og kysser ham på panden: Topmålet af hykleri og kynisme, ifølge Costello, med tanke på premierministerens massive nedskæringer og udsultning af sygehussektoren. 

Tramp the Dirt Down er derfor dels en sang på vegne af de efterladte og  dem, der betaler prisen for regeringens politik - og dels den ligegyldighed og kynisme, der præger de ansvarlige for den førte politik, ikke mindst høgen og ideologen Thatcher selv. 

I andet vers vender Costello synsvinklen på hovedet. Her synger han ikke om sin egen oplevelse af Thatcher (formidlet via medierne), men om hvordan den syge drengs far - og alle andre marginaliserede i det britiske samfund - kan tænkes at opleve Thatcher og den politik, der driver dem nærmere afgrunden. 

I andet (og sidste) afsyngning af omkvædet vender Costello nok en gang perspektivet: til Thatcher og hendes partifællers syn på dem, de ofrer i sagens tjeneste (de syge børn, de døde soldater etc.) med en omskrivning af første omkvæds sidste linje: "They will stand there laughing and tramp the dirt down".

Tramp the Dirt Down er en sang om ønsket om hævn, men også om nødvendigheden af protest og oprør. Thatchers værste forbrydelse er ifølge Costello, at hun kvalte modstanden mod sin politik ved at kvæle en hel generations fantasi og skabe et klima hvor magthavernes retorik pressede de undertryktes og marginaliserede stemme under fode. “I never thought for a moment that human life could be so cheap."

Hvad Elvis Costello mener om sin sang nu i 2013, og hvorvidt han glæder sig over Thatchers død står foreløbigt hen i det uvisse. Den altid åbenmundede Morrissey har allerede givet sit besyv med via Twitter, nutidens mere praktiske protest-, propaganda- eller blot publicity-platform. 

Mit beskedne gæt er, at Costellos sange vil få et længere efterliv end Morrisseys behov for at udtrykke sig og - hvem ved? - stå lige så længe, der er nogen der husker navnet Margaret Thatcher og forbinder det med vulgærliberalisme, aggression og hensynsløshed.

Tilbage til SPOTLIGHT

Tilbage til Aktuelt om MUSIK
Tilbage til MUSIK (arkiv)

Tilbage til FORSIDEN