“When we could be diving for pearls...” - Margaret Thatchers spor i britisk pop

indsendt 23. apr. 2013 10.39 af Mads Kjær Larsen   [ opdateret 23. apr. 2013 12.30 ]

Margaret Thatcher er måske den regeringsleder, der er blevet lagt mest for had i populærmusikken i nyere tid (hvis da ikke en vis George Walker Bush kan gøre hende rangen stridig?). 
Elvis Costello stod forrest på 1980ernes antikonforme britiske popmusikscene i sin modstand mod Thatchers regime. Særlig to - indbyrdes vidt forskellige - anti-Thatcher-sange i Elvis Costellos diskografi skiller sig ud: Shipbuilding (1982) og Tramp the Dirt Down (1989).

- mkl -
23.04.13
Den store amerikanske rockkritiker Greil Marcus skrev på et tidspunkt i 1980erne følgende: “To make true political music, you have to say what decent people don’t want to hear”. Ingen lever vel bedre op til det skudsmål end Elvis Costello, den måske største britiske sangskriver post-Beatles (hvis vi for et øjeblik undtager David Bowie i dennes comeback-jubelår).

Elvis Costello kombinerede slut-1970ernes punk, post-punk og new wave - med dertilhørende inspiration fra genrer som ska og reggae - med en klassisk konciperet sangskrivning rundet af stiltræk (både i lyd, instrumentering og image) fra 1950ernes rock’n’roll. Han lignede en genopstanden Buddy Holly, men lød snerrende intens som en Johnny Rotten.

Costello var en dominerende kulturel retningsviser på den antikonforme del af den britiske musikscene netop i årene 1979-90, hvor Margaret Thatcher var premierminister. 

Costello delte bl.a. denne rolle med andre markante anti-Thatcher-skikkelser som folk-punkeren Billy Bragg og Morrissey, der på sin første soloplade fra 1988 - efter opløsningen af The Smiths - udgav nummeret Margaret on the Guillotine, der ønsker Thatcher hen, hvor peberet gror, akkurat som Costello gjorde det året efter på den anderledes nøjeregnende og poetisk gennemarbejdede Tramp the Dirt Down. When will you die?,” synger Morrissey længselsfuldt og Costello istemmer vredt: “I will stand on your grave and tramp the dirt down” (selv Sir Elton John kom noget forsinket med på bølgen og sang ordene "We all celebrate today, 'cause it's one day closer to your death" på sit nummer Merry Christmas, Maggie Thatcher fra 2005!).

Der skulle gå mange år før Morrissey og Costello (og en hel generation af markante britiske musikere, for den sags skyld) skulle få deres ønske opfyldt: at se Pinochet-apologeten og superliberalisten Thatcher som uigendrivelig fortid. Hendes politiske arvegods og dets rolle i nutidens engelske (og globale) samfund kan diskuteres, men hun skabte uden tvivl mere end nogen anden regeringsleder i det moderne England et klima af splittelse, polarisering og had. 

Elvis Costello formår bedre end nogen anden kunsten at spidsformulere både det vrede, det indestængte og det indignerede i en musikalsk ramme, der kan matche hans syrlige vid.

Costello rettede bl.a. sit skyts mod Thatcher-regeringen - og skabte et genuint, sjælerystende modkulturøjeblik - under Falklandskrigen i 1982 med den smukke allegori af en protestsang, Shipbuilding, som han dels fremførte og udgav solo, men som fik sin mest kendte og uafrystelige form i den sære ener Robert Wyatts smukke version. Wyatt har en af den slags stemmer, der kan få voksne mænd til at græde i mødet med den forunderligt-naivistiske klang i hans vokal.

I Shipbuilding adresserer Costello (og hans talerør, Wyatt) ikke eksplicit krigen, døden, våbnene eller de politiske beslutningstagere, der står bag. Han zoomer ind på et lokalsamfunds oplevelse af krigens komme: Fra den indledende forventning om øget profit og arbejdspladser til det lokale skibsværft i forlængelse af krigens løfter om investeringer i materiel, der siden vendes til ængstelse og gru. Også lokalsamfundets unge mænd inddrages i krigen som kanonføde på de skibe, der gik ned i krigen mellem England og Argentina: Sheffield på engelsk side, Belgrano på argentinsk. 

I andet vers berører Costello censuren, forsøget på ensretning og marginaliseringen af samfundets støtter i de små lokalsamfund, der udnyttes og udbyttes i magtens - og krigens - tjeneste (“Somebody said that someone got filled in/ for saying that people get killed in/ the result of this shipbuilding”).

Sangens vers indrammes af det allegorisk-poetiske refræn - der leveres med en mildhed som en morgenstund i det engelske højlandmen hvis vemod rammer som en syngende lussing: 

With all the will in the world/ diving for dear life/ when we could be diving for pearls...”.

Shipbuilding

Is it worth it:

A new winter coat and shoes for the wife

And a bicycle on the boys' birthday

It's just a rumour that was spread around town

By the women and children

Soon we’ll be shipbuilding

 

Well, I ask you:

The boy said “Dad, they're going to take me to task

But I'll be back by Christmas”

It’s just a rumour that was spread around town

Somebody said that someone got filled in

For saying that people get killed in

The result of this shipbuilding

 

With all the will in the world

Diving for dear life

When we could be diving for pearls

 

It’s just a rumour that was spread around town

A telegram or a picture postcard

Within weeks they'll be re-opening the shipyards

And notifying the next of kin

Once again

It’s all we’re skilled in

We will be shipbuilding

 

With all the will in the world

Diving for dear life

When we could be diving for pearls


Elvis Costello (1982)

I et årti og inden for en genre med masser af eksempler på klodset politisk sangskrivning skiller Shipbuilding sig ud som en sang med et poetisk sprog, der bedre end paroler kommunikerer sorg og ægte opposition.

Syv år senere leverede Costello den måske mest berømmede (eller berygtede, alt efter hvordan man ser på det) anti-Thatcher-sang på 1989-albummet Spike i skikkelse af Tramp the Dirt Down, der i umiskendelig ramsaltede vendinger går i rette med jernladyen på falderebet for hendes æra i spidsen for det stærkt klassedelte England. Thatchers jernnæve gennemførte smertelige liberaliseringer, og i det hele taget erklærede hun krig mod tanken om staten som ramme for velfærd og sociale ydelser. 

Costello formulerer sit kontroversielle (og i samtiden bredt eksponerede) ønske om, at han glæder sig til den dag, hvor Thatcher vil dø i første levering af omkvædet. Den sande protestmusik gør som regel en dyd ud af at sende et klart budskab. Således også her.

Sangen indeholder et tydeligt ekko af Bob Dylans måske mest indignerede sang, Masters of War (fra albummet The Freewheelin’ Bob Dylan fra 1963), der også handler om at trampe på en afdøds grav (“I hope that you die and your death will come soon(...)I’ll stand over your grave till I’m sure that you’re dead”). 

I Dylans tilfælde var sigtet de ansvarlige for udviklingen af det såkaldte “militær-industrielle kompleks” i datidens USA, hvorimod Costello eksplicit synger til Thatcher. Costellos udtrykte dødsønske over The Iron Lady vakte stor furore i samtidens England og førte til, at enkelte konservative politikere ønskede ham retsforfulgt. De mest kontroversielle linjer lød i den forbindelse:

There's one thing I know I'd like to live long enough to savour
That's when they finally put you in the ground
I’ll stand on your grave and tramp the dirt down

Sangen tager udgangspunkt i billedet af Thatcher på pr-tur til et hospital, hvor hun til ære for fotograferne besøger en dødeligt syg dreng og kysser ham på panden: Topmålet af hykleri og kynisme, ifølge Costello, med tanke på premierministerens massive nedskæringer og udsultning af sygehussektoren. 

Tramp the Dirt Down er derfor dels en sang på vegne af de efterladte og  dem, der betaler prisen for regeringens politik - og dels den ligegyldighed og kynisme, der præger de ansvarlige for den førte politik, ikke mindst høgen og ideologen Thatcher selv. 

I andet vers vender Costello synsvinklen på hovedet. Her synger han ikke om sin egen oplevelse af Thatcher (formidlet via medierne), men om hvordan den syge drengs far - og alle andre marginaliserede i det britiske samfund - kan tænkes at opleve Thatcher og den politik, der driver dem nærmere afgrunden. 

I andet (og sidste) afsyngning af omkvædet vender Costello nok en gang perspektivet: til Thatcher og hendes partifællers syn på dem, de ofrer i sagens tjeneste (de syge børn, de døde soldater etc.) med en omskrivning af første omkvæds sidste linje: "They will stand there laughing and tramp the dirt down".

Tramp the Dirt Down er en sang om ønsket om hævn, men også om nødvendigheden af protest og oprør. Thatchers værste forbrydelse er ifølge Costello, at hun kvalte modstanden mod sin politik ved at kvæle en hel generations fantasi og skabe et klima hvor magthavernes retorik pressede de undertryktes og marginaliserede stemme under fode. I never thought for a moment that human life could be so cheap."

Hvad Elvis Costello mener om sin sang nu i 2013, og hvorvidt han glæder sig over Thatchers død står foreløbigt hen i det uvisse. Den altid åbenmundede Morrissey har allerede givet sit besyv med via Twitter, nutidens mere praktiske protest-, propaganda- eller blot publicity-platform. 

Mit beskedne gæt er, at Costellos sange vil få et længere efterliv end Morrisseys behov for at udtrykke sig og - hvem ved? - stå lige så længe, der er nogen der husker navnet Margaret Thatcher og forbinder det med vulgærliberalisme, aggression og hensynsløshed.


Tilbage til SPOTLIGHT

Tilbage til Aktuelt om MUSIK
Tilbage til MUSIK (arkiv)

Tilbage til FORSIDEN

Greil Marcus (f. 1945)


Margaret Thatcher (1925-2013)


Elvis Costello (f. 1954)




Fem markante anti-Thatcher-sange fra andre kunstnere end Elvis Costello

Hefner: “The Day That Thatcher Dies”

The Beat: “Stand Down Margaret”

The The: “Heartland”

Billy Bragg: “Between the Wars”

Massive Attack: "Daydreaming"



Costello om Tramp the Dirt Down:

I honestly don’t think it will change anything. Songs like that are like tiny marker buoys. You know, ‘This is where the ship went down’. The song is not a party political broadcast. It just says, ‘I’ll only be happy when this woman’s dead’.

It’s meant to be extreme. I make no apology for that song. It’s an honest emotional response to events, and writing it was like casting out demons. The song itself is the result of a form of madness, because when you get to that point of thinking these thoughts, actually wishing somebody dead, it really does become a form of madness. It’s a psychopathic thought and it’s fucking disturbing to find it in your own head. But it would be cowardly not to express it. Because once it’s there, if you don’t get it out, it’s only going to come back and haunt you some more.

(1990)



Tramp the Dirt Down

I saw a newspaper picture from the political campaign
A woman was kissing a child, who was obviously in pain
She spills with compassion, as that young child’s face in her hands she grips
Can you imagine all that greed and avarice
Coming down on that child’s lips

Well I hope I don't die too soon
I pray the lord my soul to save
Yes, I'll be a good boy, I’m trying so hard to behave
Because there's one thing I know, I'd like to live
Long enough to savour
That's when they finally put you in the ground
I’ll stand on your grave and tramp the dirt down

When England was the whore of the world
Margaret was her madam
And the future looked as bright and as clear as
The black tarmacadam
Well, I hope that she sleeps well at night, isn’t
Haunted by every tiny detail
‘Cos when she held that lovely face in her hands
All she thought of was betrayal

And now the cynical ones say that it all ends the same in the long run
Try telling that to the desperate father who just squeezed the life from his only son
And how it's only voices in your head and dreams you never dreamt
Try telling him the subtle difference between justice and contempt
Try telling me she isn't angry with this pitiful discontent
When they flaunt it in your face as you line up for punishment
And then expect you to say thank you, straighten up, look proud and pleased
Because you’ve only got the symptoms, you haven't got the whole disease
Just like a schoolboy, whose heads like a tin-can
Filled up with dreams then poured down the drain
Try telling that to the boys on both sides, being blown to bits or beaten and maimed
Who takes all the glory and none of the shame

Well I hope you live long now, I pray the lord your soul to keep
I think I'll be going before we fold our arms and start to weep
I never thought for a moment that human life could be so cheap
But when they finally put you in the ground
They'll stand there laughing and tramp the dirt down

Elvis Costello (1989)




Comments