SPOTLIGHT

Indhold


Lou Reed (1942-2013) - in memoriam

indsendt 29. okt. 2013 15.51 af Mads Kjær Larsen   [ opdateret 7. nov. 2013 05.58 ]

Havde Lou Reed trukket sit musikalske stik ud i 1970 efter de fem banebrydende år som frontfigur i The Velvet Underground, havde vi – ved nyheden om hans død som 71-årig efter længere tids leversygdom – stadig skulle hive de største superlativer frem og tale højt og længe om en af rockens mest indflydelsesrige skikkelser.

- mkl -
29.10.13
Netop det forhold – de fabelagtigt tumultariske år med VU med tilknytning til Andy Warhols kreative værksted, The Factory, i New York – har udefra vurderet syntes som lidt af en hæmsko for en legende, hvis solokarriere har været lige så bumlet og uforudsigelig som den underverden af et persongalleri, hans mest kendte sange fra storhedstiden tog udgangspunkt i.

Reed vekslede i sin solokarriere mellem det sublimt veloplagte (’Transformer’ fra 1972 – hans succesfulde samarbejde med David Bowie – og ’New York’ fra 1989 – hyldesten til hans hjemby og dens (aids-)faldne helte), det gennemført deprimerende (den hjemsøgte sangcyklus ’Berlin’ fra 1973 om et kærestepars totale deroute i stoffer, vold og selvmord) og det komplet derangerede (det instrumentelle feedbackstøj-dobbeltalbum – og gennemførte kommercielle selvmord – ’Metal Machine Music’ fra 1975).

Derudover udgav Reed spandevis af underkendte, skæve eller blot blege album igennem en karriere, der iscenesatte ham som kongen af New Yorks cool musikscene, men også et knarvornt, mavesurt interviewoffer, der yndede at stege journalister og andre dødelige. Hans døde reptiløjne var berygtede, det samme var hans syrlige vid. 

Hvis Lou Reeds persona var gjort af mytestof, så er hans vigtigste bidrag til rockkulturhistorien naturligvis som sangskriver og performer.

Reed var først og fremmest rockscenens mest grænsesøgende figur i dens elektrisk formative år 1966-70, ikke alene musikalsk (i samarbejde med VU-makkeren John Cale), men i høj grad også lyrisk. Han introducerede rocken for ungdomskulturens bagside og dulgte underverdennedture, depressioner, skizofreni, stoffer, transseksualitet. You name it! Reed så demonstrativt klart igennem slut-60ernes dominerende flower power-regime, og præsenterede et sortklædt, humoristisk-nihilistisk alternativ.

20 essentielle Lou Reed-sange:

1. I’m Waiting For the Man (1966)

2. Walk On The Wild Side (1972)

3. Sweet Jane (1970)

4. Rock’n’Roll (1970)

5. Pale Blue Eyes (1969)

6. I’ll Be Your Mirror (1966)

7. Perfect Day (1972)

8. Coney Island Baby (1975)

9. Venus In Furs (1966)

10. Sister Ray (1968)

11. Halloween Parade (1989)

12. Candy Says (1969)

13. Heroin (1966)

14. Caroline Says II (1973)

15. New Age (1970)

16. Street Hassle (1978)

17. What Goes On (1969)

18. My House (1982)

19. Oh! Sweet Nuthin' (1970)

20. Dirty Blvd. (1989)

Reeds vokal var desuden helt sin egen; den udtrykte sig i små, skarpe stød, som regel lidt bag beatet (hvis et sådant fandtes i en VU-sang), køligt repeterende, køligt registrerende. Reed var rockens måske første – og fornemmeste – observatør.

Reed var mere optaget af det rå, det subkulturelle og det ikke-forfinede, som fx street art eller andre former for outsiderkulturend af de bonede gulve og forvalterne af den gode smag. Hans scene var den amerikanske storbys nedre regioner (et både frodigt og forblændet New York), som han på titelsangen fra albummet ’Coney Island, Baby’ (1975) fremstillede som en mellemting mellem et cirkus og en kloak (”a circus and a sewer”)

Han inkarnerede på mange måder rockens intellektuelle og avantgardistiske (og til tider selvbevidste, hvis ikke ligefrem prætentiøse) understrøm. Han hørte til på rockens panteon på grund af sin rockhistoriske betydning, men som repræsentant for dens ikke-kommercielle potentiale og kontrære anti-konformisme. Hans bedste sange rummer både det sadistiske og det syrlige, det sarte og det søde, det forførende og det foruroligende, det kildrende og det kølige, det liderlige og det lakoniske.

Reed kunne være uovertruffen som både øm kærlighedskronikør, derangeret lydterrorist og neutral (sub)kulturobservatør. En renegat og reporter fra rockens randområder, hvis værk sivede ind i almenbevidstheden hos mange, men først og fremmest fungerede som inspiration for et utal af senere musikere og musikalske bevægelser, hvad enten vi taler glam, punk, new wave, post-punk, indie, alternative – eller simpelthen enhver sangskriver med smag for det litterært-subversive.

Reed vil blive husket lige så længe, der er misforståede drømmere, outsidere, freaks og tabere. For hans sange taler til dem og viser dem, at de er mere end ok. De har faktisk fat i den lange ende, hvis bare de holder ud.

I 1992 lavede Lou Reed sit vel nok sidste essentielle album, ’Magic and Loss’, en meditation over død og sygdom og tab. På titelnummeret synger han ordene: ”There’s a bit of magic in everything/ And then some loss to even things out”. 

Cirka sådan tænker jeg på Lou her og nu. Jeg er ked af, at han er væk, men føler mig evigt beriget på grund af den magi, der lever videre i hans overleverede sangskat. På den anden side af tabet er magien. Den kan ingen tage fra os.


Filmings of Andy Warhol,1966, of the band in a rehearsal.





Læs også artiklen "Cale & Reed - et rockmytologisk skæbnefællesskab"

Tilbage til SPOTLIGHT

The Velvet Underground: 'The Velvet Underground & Nico' (1967)

Lou Reed: 'Transformer' (1972)

Lou Reed: 'Berlin' (1973)

Lou Reed: 'Metal Machine Music' (1975)

Lou Reed: 'Coney Island Baby' (1975)

Lou Reed: 'New York" (1989)


Lou Reed: 'Magic and Loss' (1992)

I bakspejlet: Pearl Jam

indsendt 19. sep. 2013 14.30 af Mads Kjær Larsen   [ opdateret 19. sep. 2013 14.51 ]

90ernes store alternative rockband har et bagkatalog, der optegner et både frodigt og mudret landskab af klassisk rock, punket vildskab, sprøde ballader og kuriøse eksperimenter. Her er autenticitet vigtigere end originalitet. I anledning af grunge-veteranernes 10. album 'Lightning Bolt', der udkommer 14. oktober, ser vi tilbage.

- mkl -
20.09.13
Som gammel fan overvejer man i sit stille sind, hvad der udgør en passende reaktion ved nyheden om et forestående Pearl Jam-album: oprigtig nysgerrighed eller et nøgternt skuldertræk?

Hvis man fanger referencen i denne artikels overskrift, taler sandsynligheden nok for, at man kan mønstre en vis interesse for dinosaurens fortsatte brølen i udkanten af den store skov, der udgør tidens vidt forgrenede musikscene.

(note: Et af Pearl Jams bedste numre – samt navnet på deres greatest hits-opsamling fra 2004 – hedder, naturligvis, ’Rearviewmirror’).

Pearl Jam er med tiden blevet en regulær institution i amerikansk rock, ikke mindst på grund af deres live-koncerter, der fortsat er tilløbsstykker. På sin vis er Pearl Jam et moderne Grateful Dead, hvor attraktionen lige så meget har at gøre med en evig gentagelse af ritualet end et behjertet forsøg på at ændre eller udfordre formen.

Det er sigende for bandets manglende status på parnasset (dér, hvor hipsterne hersker), at de ikke rigtig formår at være kulturelt dagsordensættende: Nye (cool) bands refererer aldrig til dem som forbilleder eller inspirationskilder (The Strokes er vist undtagelsen, der bekræfter reglen). Sammenligner man deres musikalske indflydelse med andre store rockgrupper fra samme æra, såsom U2, Nirvana, R.E.M. eller Radiohead, kommer Pearl Jam klart til kort. 

Tværtom har bandet været en inspirationskilde for fjerderangskopister med stor kommerciel appel fra slut-90'erne og frem, såsom Creed, Bush, Staind og Nickelback, der alle som én ernærer sig ved en postuleret, mørk tuderock, der appellerer til de (især amerikanske) utilpassede teenagere, Pearl Jam rakte ud efter med debutpladen 'Ten'. Kvalitetsforskellen mellem Pearl Jam og de yngre epigoner er himmelvid for enhver med indsigt og interesse i fordybelse, men alene de uundgåelige sammenligninger har utvivlsomt skadet bandets omdømme.

Det er derfor måske snarere bandets rolle som anti-stjerner, der har gjort, at det har bidt sig fast i rockkulturhistorien. Foranlediget af frontmand Eddie Vedder satte bandet sig på toppen af dets popularitet op imod det gængse rockmaskineri ved ikke at lave videoer, ved at nægte at udsende kommercielt lydende singler (Vedder forhindrede personligt, at 'Black' fra 'Ten' blev udsendt som single - til pladeselskabets store fortrydelse), ved at kæmpe imod skyhøje billetpriser etc., kort sagt, ved at optræde som ikke-konforme forgrundsfigurer for en anti-establishment-tankegang. På godt og ondt har eftertidens rockstjerner taget ved lære.

Bandets kommercielle status 1991-2009:

Ten         10,1 mio. (diamant)

Vs.          7,4 mio. (7 x platin)

Vitalogy     5,3 mio. (5 x platin)

No Code      1,5 mio. (platin)

Yield        1,8 mio. (platin)

Binaural     0,8 mio. (guld)

Riot Act     0,5 mio. (guld)

Pearl Jam    0,7 mio. (guld)

Backspacer   0,5 mio. (guld)

(Salgstal alene for USA)

Musikalsk har Pearl Jam det meste af karrieren været fanget i noget af en identitetsforvirring, der har trukket en fornemmelse for sammenhængskraft ud af deres (især sene) værker, hvor den indledningsvist arbejdede i deres favør. Bandet er plantet i en klassisk rocktradition (også mere end det er tilfældet med deres grunge-generationsfæller), hvor forbillederne udgøres af især Led Zeppelin og The Who, men det står samtidig i gæld til den amerikanske punk-hardcore-scene fra start-80’erne, navne som Black Flag, X og Hüsker Dü, der i høj grad var et opgør med netop den klassiske rock. Desuden har Eddie Vedders i stigende grad dominerende singer/songwriter-tendenser, der trækker på folk og country (og hawaiiansk ukulele-pop, for den sags skyld, jævnfør hans omdiskuterede soloekskursion fra 2011), gjort sig gældende i bandets afsøgninger af et mere gængs rockudtryk.

Pearl Jam både bekræfter og skubber til de mest åbenlyse skabeloner fra den store rockkanon hvilket forlener gruppen med en dybde og en enigmatisk kraft, som erklærede ikke-fans ofte vælger at overse, men som samtidig kan virke frustrerende, når ligningen ikke går op: Pearl Jam har til tider ofret den gode melodi og det rene udtryk til fordel for forvirrende stileksperimenter og en noget kalkuleret afsøgning af randområderne uden for deres naturlige komfortzone, hvilket virker mindre autentisk – og mere søgt – end godt er.

Yderligere forvirres man som gammel fan, når bandet pludselig forsøger – post-2003 – at genvinde deres tabte kommercielle gennemslagskraft med promo-videoer, opsamlingsalbum og direkte rocksange, som på (store dele) af deres to seneste album. Hvad går det nu ud på?

Foretrækker man et Pearl Jam, der stiller sig tilfreds med en marginaliseret rolle uden for musikmediernes vågelys, men som er drevet af en determineret kampiver (på trods af massepublikummets indifferens) eller et Pearl Jam, der aktivt forsøger at genvinde det tabte land fra fordums bedrifter, hvor deres kulturelle signifikans stod i zenit?

Pearl Jam er under alle omstændigheder værd at beskæftige sig med. Med mindre man da er direkte overfølsom over for guitarsoli af den klassiske slags (dem er der blevet færre af med årene, skal det siges) og Eddie Vedders patenterede kartoffel-i-halsen-baryton, der bedre end tusind ord indkapsler den følelsesmæssige tumult og higen efter autenticitet, som grunge-oprøret var rundet af.

Man skal – trods grunge-gruppernes ret markante indbyrdes forskelligheder – ikke glemme, at scenen som helhed var en klædelig reaktion mod 80’ernes polerede puddelhunderock. Hvorvidt grungen bidrog med noget musikalsk originalt eller (bare) kommercialiserede den frodige amerikanske rockundergrund (med navne som Hüsker Dü, The Replacements, Dinosaur Jr., Pixies og Sonic Youth i front) er en anden sag.

For hvad er vigtigst: originalitet eller autenticitet?

Pearl Jam scorer lavt efter første parameter, men højt efter sidste.

Nedenfor følger en guide til Seattle-fyrtårnets ni album, som en klædelig optakt til det 10. af slagsen, ’Lightning Bolt’ – med håbet om, at bandets relevans fortsat vil skinne klart gennem tidens tåge af mere ”tidssvarende” toner:

Der er meget god musik at værdsætte og fordybe sig i – i et bagkatalog, der efterhånden er lige så bugnende som bandmedlemmernes respektive bankkonti.


1. På toppen af verden:

Ten (1991) (karakter: 8,8/10)

Man kan næppe overvurdere den betydning, ’Ten’ har haft for en hel generation af unge rocklyttere. Albummets ikoniske sange tematiserer teenagerens utilpassethed, hvilket nok er dets  lasting legacy. Vedder giver stemme til den afmagtsfølelse og identitetskamp, der bruser inde i hjertet på den svigtede unge mand.

Produktionen lugter til tider af hengemte studietricks fra 80ernes overskudslager af blød metal og stadionrock, men sangene kan man ikke pille ned. De knejser til himlen som grandiose (omend genstridige) hymner af sjælevridende format: Løgnen og det fatale forældresvigt i 'Alive', drengens opdagelse af en spirende (rastløs) kreativitet ('Even Flow'), den altoverskyggende (og formørkende) kærestesorg ('Black') og den morderiske konklusion, når identitetskampen splintres som et spejl, der går i tusind stykker (selvmordet foran skoleklassen på MTV-hittet 'Jeremy' og skydemassakren på 'Once'). Eddie Vedders gennemførte (og funklende indfølte) gestaltning af teenage angst møder McCready og Gossards brusende guitarbredsider til fremragende effekt, og især McCready krydrer disse sange med bjergtagende soli af stor opfindsomhed og format. 

Det siger alt om bandets sangskrivningsmæssige overskud i dets tidlige år, at de udelod senere live-favoritter som 'Breath', 'State of Love and Trust', 'Yellow Ledbetter' og 'Footsteps' fra at blive inkluderet på 'Ten' (de to første blev i stedet inkluderet på soundtracket til Cameron Crowe-filmen 'Singles' og de to sidstnævnte som b-sider til singleudgivelsen af 'Jeremy').

Bedste sange: ’Black’, 'Alive', 'Porch', 'Even Flow'


Vs. (1993) (8,8/10)

Berømmelsen (og dens bagsider) ledte bandet til at forrette et sonisk angreb med en langt mere løs og snerrende rå rock, der kombinerer klassisk rocksangskrivning med en fuck-you-attitude af rang. Den rastløse, punkede energi er som flossede nerver, der blotlægges og kontrasteres med indslag af akustisk varme (’Daughter’, ’Elderly Woman…’) og tindrende orgeltoner (’Indifference’).

Vedder er optændt af en glødende politisk indignation og langer ud efter våbenkulturen ('Glorified g'), politiracisme ('w.m.a'), mediernes berømmelseskult ('Blood'), børnemisbrug ('Daughter') og forskellige former for politisk protest ('Dissident', 'Leash'). ’Vs.’ føles som en nødvendig reaktion på debutens massive popularitet, og det er netop denne nødvendighed, der skinner igennem – også på 20 års afstand. I modsætning til forgængeren kan man på 'Vs.' fornemme både blod, sved og tårer i en live-i-studiet-produktion, der er konfronterende som et knytnæveslag.

'Vs.' er en kende strittende i sit udtryk (kontrasten mellem de råt elektriske og akustiske numre er udtalt, for ikke at tale om den primale punk på 'Blood' over for den groovy funk-rock på 'Rats'), og den har derfor ikke helt 'Ten's helstøbte karakter, men inkarnerer til gengæld en spontanitet, der får debuten til at virke kalkuleret til sammenligning .

Bedste sange: ’Rearviewmirror', 'Animal', 'Go', 'Leash'


Vitalogy (1994) (9,6/10)

Mesterværket, hvis fragmentariske form, forlener det med en sitrende dynamik og uro, en inspireret vekslen mellem modsatrettede impulser, der banker i hjertet af bandets bedste øjeblikke. Mørk, ulmende, nærmest derangeret i sin afsøgning af sindets krinkelkroge, som et nødråb om mening i en verden post-Cobain (særligt prægnant på den slet skjulte henvisning til den da netop afdøde Nirvana-forsanger på slutsangen 'Immortality'). 'Last Exit' og 'Spin the Black Circle' udgør en skramlet, vild og determineret totrinsraket på et album, der desuden byder på fællessangsbrusende karaktersange (den skamløst melodiske 'Better Man' - som Vedder skrev som 17-årig i high school - og 'Nothingman'), tung og velgørende Crazy Horse-dynamik på den vrede 'Not For You', Tom Waits-galskab på harmonika-skitsen 'Bugs' og en truende psykose på 'Satan's Bed', mantra-lignende funk med asiatiske undertoner ('Aye Davanita') og en skræmmende lyd-collage med interviewstumper fra psykiatriske patienter ('Hey, Foxymophandlemama, That's Me'). Det hele toppet med Vedders power-poppede 'Corduroy', hvis melodiske progression er som taget ud af drejebogen for dynamiske rocksange. 

Vedder tog i det hele taget kreativ kontrol over bandet og syv af de 14 kompositioner er alene hans. Den ændrede magtstruktur førte næsten til gruppens opløsning undervejs i indspilningerne og fyringen af trommeslager Dave Abbruzzese var et forsøg på at viske tavlen ren mellem en forsmået Gossard og en kompromisløs Vedder. Vedders mindre teknisk rene guitarlyd er pludselig dominerende i lydbilledet, og der er renset ud i McCreadys soli. Flere af sangene bevarer et skitsepræget udtryk, der afspejler indspilningsatmosfæren med korte, abrupte sessions uden overdubs. 

Vedder kæmper en strid kamp med sine dæmoner (herunder ikke mindst sin berømmelse og tabet af privatliv) på lyriksiden. Vred og afmægtig, såvel som nådesløs, indigneret og selvhævdende på trods. Der hersker en skizofreni og en uhåndgribelighed over bandet på 'Vitalogy'; en magi, der ligger indeholdt i selve værkets (og bandmedlemmernes interne) spændinger.

Bedste sange: ’Corduroy’, 'Not For You', 'Last Exit', 'Immortality'



2. Frodige eksperimenter og kommerciel nedtur:

No Code  (1996) (9,1/10)

Bandet træder helt ud på vippen og dykker ned i et hav af frodige eksperimenter, hvilket albumtitlen refererer til: Ingen regler. Mange forvirrede fans forstod ikke forsøget på et reformulere bandæstetikken og stod af i svinget, ikke mindst takket være det obskure valg af førstesingle, 'Who You Are', hvis østlige tonalitet lyder som et forsøg på at inkorporere elementer af den pakistanske qawwali-mester Nusrat Fateh Ali Khan, som Vedder havde arbejdet sammen med året før på soundtracket til filmen 'Dead Man Walking'. 

’No Code’ strutter af vitalitet, og værkets mange krummelurer og left turns er båret af en enorm iver efter at opsøge inspirationen hvor som helst – og bandet lykkes med at finde den de særeste (og inderligste) steder. 'Off He Goes' er en akustisk lejrbålshymne (og veddersk selvportræt), der lander på den rigtige side af det sentimentale, 'Red Mosquito' er kendetegnet ved en opfindsom guitarlyd, der netop lyder som en arrig myg på udkig efter menneskeblod, 'Lukin' er et punket frontalangreb om stalker-kulturen, der går direkte efter struben, 'Hail Hail' er omtrent det arketypiske up tempo-Pearl Jam-nummer, 'In My Tree' indeholder det måske mest inspirerede instrumentelle indslag på noget PJ-nummer overhovedet (Jack Irons' stammeagtige trommer) og løfter sig i omkvædet som udstrakte arme, der griber ud efter himmelaltet, mens 'Smile' er en rørende vital hyldest til Neil Young & Crazy Horse (med indlagt mundharmonika!). 

Store dele af pladen blev indspillet efter Vedders diktat (med den nye trommeslager Jack Irons i rollen som det primære kreative bindeled for processen) og legenden fortæller bl.a., at bassist Jeff Ament slet ikke blev varskoet om, hvilke dage, han skulle dukke op. Vedder ville undgå hans indflydelse og de musikalske uoverensstemmelser, den ville medføre (derfor er det ironisk, at 'No Code' indeholder Aments måske bedste sang i PJ-kataloget, 'Smile'). McCready var i gang med et omfattende stofafvænningsprogram og var derfor også kørt ud på et sidespor. Disse mandskabsproblemer resulterede ikke desto mindre i bandets musikalsk mest interessante og varierede album.

Bedste sange: ’In My Tree’, 'Smile', 'Hail Hail', 'Red Mosquito'

 

Yield  (1998) (7,4/10)

Pearl Jam pendulerer her hårfint mellem en tilbagevenden til en mere klassisk rock-lyd (’Given to Fly’ lyder, som hvis U2 spillede et cover af Led Zeppelins 'Going to California', det primale sejtrækker-riff på 'Do the Evolution' er en (ironisk?) opdatering af Motörhead og den episke 'In Hiding' er en tydelig rekurs til stilen fra 'Ten') og deres hidtil mest radikale formeksperimenter. 

Der er svipsere (den lightersvingende banalitet på ’Wish List’, der er Vedder når han er værst lyrisk, prætentiøse kuriositeter på ’Push Me, Pull Me’ og 'Red Dot', og de generelt set sløje tekster), men der er stadig saft, kraft og en melodisk tænding i majoriteten af sangene, selvom Eddie Vedders vokal begynder at vise tegn på træthed.

Bedste sange: ’Faithful’, 'MFC', 'Do the Evolution'



3. ’De svære (og sløje) mellemår’ – uden retning og overbevisning:

Binaural  (2000) (5,3/10)
Ved indtrædelsen til det ny årtusinde havde bandet opgivet at være en kommerciel kraft, men behøvede det levere en så mudret (måske ligefrem halvhjertet) lytteoplevelse? Jack Irons' opfindsomt skæve trommespil er erstattet af den mere teknisk kompetente Matt Cameron, der er skolet i den klassisk hårde rock (Irons forlod bandet efter 'Yield', da han ikke orkede at turnere mere). 

'Binaural' starter med den rædselsfulde ’Breakerfall’ og slingrer sig vej gennem et vildnis af langsomme (og alt for pæne) ballader ('Light Years', 'Thin Air'), mystiske genreeksperimenter (’Of the Girl’, ’Soon Forget’) og – heldigvis – enkelte frådende veloplagte rocksange med tilpas skæve akkordgange og melodiske skift til at holde forudsigeligheden stangen ('Insignificance', 'Grievance'). 'Binaural' er et frustrerende bekendtskab, måske især i lyset af, at bandets b-sider på dette tidspunkt havde en ganske høj standard ('Strangest Tribe', 'Sad', 'Fatal', 'In the Moonlight'). Med en anderledes sekvensering kunne albummet således være faldet ganske hæderligt ud.

Bedste sange: ’Insignificance’, 'Grievance'


Riot Act  (2002) (4,9/10)

Pearl Jam genoptager den kedelige trend fra forgængeren og indleder med den aldeles retningsløse parentes ’Can’t Keep’, hvorefter de serverer den glimrende, målrettede ’Save You’. Sådan fortsætter det: ’Riot Act’ veksler mellem det uhjælpeligt forudsigelige eller besynderligt halvhjertede (’Ghost’, ’Get Right’, ’Help Help’, ’Half Full’, ’Arc’) og det nogenlunde vitale, som regel højoktan-rocksange som førnævnte ’Save You’, den keyboard-drevne (og elektronisk efterbearbejdede) ’You Are’ (hvor McCready ENDELIG finder på en helt ny guitarlyd) og den spjættende anti-kapitalisme-sang ’Green Disease’.

Bandets anti-Bush-album, men desværre lige så inkonsekvent og inkonsistent som John Kerrys 2003-præsidentkampagne. Desuden Vedders vokalt set mest sløsede indsats. 

Bedste sange: ’You Are’, 'Save You'



4. ’Back to basics’ – forsøget på at stille uret tilbage:

Pearl Jam  (2005) (6,3/10)

Pearl Jam vendte på ’avocado’-albummet (som det, jævnfør coveret, kaldes blandt fans) tilbage til at skrive fokuserede sange, der selv når de rammer ved siden af (’Parachutes’, ’Come Back’) i det mindste indeholder melodier frem for sære digressioner. Det trækker ned, at albummet er alt for konservativt i både melodimateriale og den (for strømlinede) produktion (især tydelig på 'Marker in the Sand' og den poppede Ramones-opdatering 'Unemployable') til at lyde som meget mere end et ekko af storhedstiden.

’Avocadoen’ bærer vidnesbyrd om et band, der ikke længere virker indifferent eller forvirret, men aktivt forsøger at vinde retten til rockens trone tilbage. 

Bedste sange: ’Severed Hand’, 'World Wide Suicide'

Backspacer (2009) (6,2/10)

’Backspacer’ er Pearl Jams mest ”artige” album, forstået på den måde, at sangene er iørefaldende og sikkert eksekverede.  Drengene strammer skruen med deres trademark sans for eklekticisme (fra lejrbålsstemning på den Willie Nelson-agtige ’Just Breathe’ over den punk-efterabende ’Supersonic’ til den mudrede keyboardstemning på 'Speed of Sound'), og Vedders vokal er ikke, hvad den har været, men der er ret højt til loftet i disse formelt set præcise destillater af bandets styrker: fra guitarbrusende rock med brede omkvæd (’Amongst the Waves’, 'Forces of Nature') til intense alternative rock-numre med en kompakt, dynamisk kerne ('Got Some', 'Gonna See My Friend') og decideret radiovenlighed på den Foo Fighters-lydende førstesingle 'The Fixer', der er næsten aldeles renset for modhager. 

’Backspacer’ er Pearl Jam uden forhøjet sværhedsgrad og kontrære tics, men surfende på en bølge af goodwill over for deres egen gloriøse fortid. Albummet efterlader sig dog samtidig en noget fad eftersmag: Hvis sangene på papiret er gode nok, hvorfor gør de så ikke større indtryk?

Bedste sange: ’Got Some’, 'Unthought Known'



Læs også artiklen:

"Tusmørke og teenageangst - historien om 90ernes 'glemte' superstjerner, The Smashing Pumpkins"


Tilbage til SPOTLIGHT


Matthew McConaughey – The Comeback Kid

indsendt 20. jun. 2013 15.47 af Mads Kjær Larsen   [ opdateret 2. aug. 2013 14.41 ]

For bare halvandet år siden anså de fleste filmfans Matthew McConaughey som en afdanket letvægter med speciale i sleske førsteelskere i romantiske komedier af begrænset holdbarhed. Siden da har han søsat en karriererenæssance uden fortilfælde ved at satse på karakterroller i indie-film og ved at vælge roller med hjertet frem for at tage hensyn til den bugnende bankbog.
- mkl -
20.06.13
Lad mig komme med en profeti: I de kommende år vil vi se en sværm af filmstjerner (oftest fanget i en nedadgående karrierespiral), der vil forsøge at få karrieren på ret køl ved at vinde integritet og genfinde glæden ved skuspillermetieren ved at medvirke i arthouse-film. Ikke alene for at høste respekt blandt kritikere og kolleger, men også for at få de store studier til at bemærke, at de er seriøse og har genfundet gnisten, der kan gøre dem til publikumstrumfer på ny. Vi vil se et ringvrag som Russell Crowe forsøge sig i mindre produktioner, ligesom vi allerede nu ser fx Reese Witherspoon forsøge at komme ind i kampen igen (bl.a. med roller i kommende film fra arthouse-konger som Paul Thomas Anderson og Atom Egoyan). Bare vent og se… 

Matthew McConaughey (født 1969), der indtil sidste år mest var kendt for mere eller mindre lødige romantiske komedier som ’The Wedding Planner’ og ’How to Lose a Guy in 10 Days’, har banet vejen og leveret et klokkeklart eksempel til efterfølgelse: Han har undergået en komplet forvandling ved sit engagement i mindre film og ved et arbejdsraseri af rang til meget få penge (alt er relativt i en verden, hvor Robert Downey Jr. indkasserer en lille milliard kroner for at medvirke i en opfølger til ’Iron Man’).

I løbet af 2012 var McConaughey aktuel i roste indie-film som Richard Linklaters ’Bernie’ og William Friedkins ’Killer Joe’, foruden i Lee Daniels’ kontroversielle ’The Paperboy’ (det er filmen, hvor Nicole Kidman tømmer blæren ud over ’High School Musical’-hunken Zac Efrons brystkasse) samt – ikke mindst – i rollen som stripklubejeren Dallas i Steven Soderberghs selvfinansierede ’Magic Mike’, der blev en overraskende kæmpesucces i USA og banede vejen dels for McConaugheys renæssance, dels for Channing Tatums gennembrudsrolle som titlens Magic Mike, en mandlig stripper splittet mellem sine egne projekter og ideer, kærligheden til en kollegas søster og trofastheden over for McConaugheys Dallas.

Rollen som den diabolsk karismatiske Dallas gav McConaughey muligheden for at spille på hans varemærke, nemlig en charme der let kan forveksles med sleskhed (han ligner kort sagt prototypen på en mand, der kan købes for penge), til at tegne et mere excentrisk og tvetydigt portræt af en type, der i McConaugheys tidligere karriere ville have ført til en langt mere konventionel konklusion (læs: McConaughey indser værdien i at opføre sig ordentligt og falder til ro med den rigtige kvinde, der åbner ham op over for den indsigt).

Med McConaughey som Dallas

Rollen som Dallas gav McConaughey bred kritikeranerkendelse og priser og nomineringer væltede ind, da først prissæsonen tog fart. Han var formentlig meget tæt på karrierens første oscarnominering for bedste mandlige birolle, men måtte se sig slået på målstregen af garvede oscarspillere (alle fem nominerede – Seymour Hoffman, De Niro, Lee Jones, Waltz og Arkin – var sågar tidligere vindere).

McConaughey behøver nu næppe slikke sårene oven på dén næsten-og-nær-ved-oplevelse, for 2012 tyder ikke på at være en enlig svale, når det kommer til gode roller og positiv kritikeropmærksomhed.

2013 har allerede budt på titelrollen i Jeff Nichols’ drama om ’Mud’, en undvegen fange, der slår pjalterne sammen med to teenagedrenge på flugt fra myndighederne. Filmen har fået flotte anmeldelser i USA og haft god succes ved billetlugerne. McConaughey har modtaget endog særdeles store roser for sit portræt af Mud.

Indeværende sæson byder dog på flere markante roller for McConaughey i film med endnu større muligheder for at nå et markant publikum med seriøse temaer: Martin Scorseses ’The Wolf on Wall Street’ er en slags ’Goodfellas’ omplantet til Wall Street i tiden før finanskrisen. Traileren, der netop er blevet frigivet til tonerne af Kanye Wests rasende Black Skinhead, synes mere komediepræget, end man kunne have forestillet sig, men tydeligt er det, at McConaughey har en central birolle og op til flere scenestjælende sekvenser med filmens hovedrolle, Leonardo DiCaprio. Det lugter lidt af en birollenominering come oscar time.


Til gengæld lugter det måske endnu kraftigere af en hovedrollenominering for ’The Dallas Buyers Club’, hvor McConaughey får maksimal mulighed for at vise sine evner i et portræt af en HIV-patient. Efter sigende tabte McConaughey næsten hele sin ellers patenterede muskelmasse i forbindelse med rollen. Kombinationen af denne selvopofrende tilgang til skuespillerfaget og rollens tematiske kerne kunne snildt udgøre tegningen til en oscarhistorie af de store. Sammenholder man disse faktorer med McConaugheys comeback i branchens førersæde – denne gang som seriøs karakterskuespiller – har man en matrice af faktorer, der vil kunne gøre Akademiet blødt i knæene og få det til at overgive sig betingelsesløst (der er et aber dabei: filmen skal være god nok til at fortjene hæderen, og netop med ’The Dallas Buyers Club’ er instruktøren et spørgsmålstegn: Jean-Marc Vallee er ikke just en instruktør fra Hollywoods A-list).

Next up? Jo, McConaughey er på rollelisten til Christopher Nolans næste store satsning ’Interstellar’. Og hermed sluttes ringen på en måde, for så er McConaugheys retablering som stjerne komplet. Nu er han bare cool, feteret og respekteret, frem for ”bare” at være en berømthed med en tvivlsom gebet og med adgang til de kulørte blade snarere end de seriøse publikationer.

Konklusionen må være, at det kan lade sig gøre at transformere sig selv som Hollywoodstjerne, hvis man har viljen til at gå nye veje og udfordre konventionerne – og har talentet og modenheden til at realisere det. McConaughey er nu i 40erne og har formentlig indset, at tiden som en all-American hunk er ved at være ovre, og han har udnyttet sin karisma i langt mere subversive, modige, krævende og mørke roller i film som ’Mud’, ’Killer Joe’ og ’Magic Mike’.

Operation ”Giv mig min selvrespekt tilbage” er lykkedes, og McConaughey har i processen vundet den kunstneriske frihed, der ligger i at kunne vælge de roller, han gerne vil have fremadrettet. Det fede ved McConaughey er, at man kan se på ham, at han er sulten. Hans vildskab og intensitet er født af en passion efter at vise sig værdig til at gå i legendernes fodspor.

 

Andre bemærkelsesværdige Hollywood-transformationer:

Nicole Kidman

Nu 46-årige Kidman var en stjerne ved udgangen af 1990erne, men mest i kraft af hendes private partnerskab med Tom Cruise. Siden tog fanden ved hende og hun valgte kreative og modige roller frem for sikre hits i film som 'The Others', 'Dogville', 'Birth' og senest indie-dramaer som 'Rabbit Hole' og 'The Paperboy', der har gjort hende til den måske mest respekterede skuespillerinde for generationen klemt ind mellem 53-årige Julianne Moore og 38-årige Kate Winslet.

Colin Firth

Rollen i Tom Fords 'A Single Man' gjorde med ét slag Firth til en troværdig leading man i seriøse dramaer, hvilket året efter resulterede i en oscar for bedste mandlige hovedrolle for 'The King's Speech'. Man glemmer næsten at Firth i starten af 00'erne var reduceret til staffage i romantiske komedier.

Robert Downey Jr.

Anno 2013 er Downey Jr. en af Hollywoods absolut største stjerner. Utroligt, når man tænker på, at han for ti år siden var en næsten glemt stjerne, der var totalt brændt ud godt hjulpet på vej af sine egne indre dæmoner, hvilket resulterede i et næsten fatalt alkohol- og narkomisbrug. Hvis Downey Jr. i dag virker totalt overskudsagtig (nærmest nonchalant) i alt, hvad han gør, skyldes det måske netop, at han har arbejdet sig tilbage fra afgrundens rand.
 

Ben Affleck

Ben Affleck var midt i 00'erne lidt af en joke, en flødefrans med sit all-American kæbeparti, sit forhold til J-Lo og medvirken i letvægterroller i overflødige film ('Gigli', anyone?). I dag er han vidt anerkendt som instruktør og producer, kulminerende med oscarvinderen 'Argo' i februar. Herfra er han sikret komplet kunstnerisk kontrol og kreativ frihed. Han er med andre ord sin generations George Clooney.

Matthew McConaughey


Russell Crowe


Reese Witherspoon

“When we could be diving for pearls...” - Margaret Thatchers spor i britisk pop

indsendt 23. apr. 2013 10.39 af Mads Kjær Larsen   [ opdateret 23. apr. 2013 12.30 ]

Margaret Thatcher er måske den regeringsleder, der er blevet lagt mest for had i populærmusikken i nyere tid (hvis da ikke en vis George Walker Bush kan gøre hende rangen stridig?). 
Elvis Costello stod forrest på 1980ernes antikonforme britiske popmusikscene i sin modstand mod Thatchers regime. Særlig to - indbyrdes vidt forskellige - anti-Thatcher-sange i Elvis Costellos diskografi skiller sig ud: Shipbuilding (1982) og Tramp the Dirt Down (1989).

- mkl -
23.04.13
Den store amerikanske rockkritiker Greil Marcus skrev på et tidspunkt i 1980erne følgende: “To make true political music, you have to say what decent people don’t want to hear”. Ingen lever vel bedre op til det skudsmål end Elvis Costello, den måske største britiske sangskriver post-Beatles (hvis vi for et øjeblik undtager David Bowie i dennes comeback-jubelår).

Elvis Costello kombinerede slut-1970ernes punk, post-punk og new wave - med dertilhørende inspiration fra genrer som ska og reggae - med en klassisk konciperet sangskrivning rundet af stiltræk (både i lyd, instrumentering og image) fra 1950ernes rock’n’roll. Han lignede en genopstanden Buddy Holly, men lød snerrende intens som en Johnny Rotten.

Costello var en dominerende kulturel retningsviser på den antikonforme del af den britiske musikscene netop i årene 1979-90, hvor Margaret Thatcher var premierminister. 

Costello delte bl.a. denne rolle med andre markante anti-Thatcher-skikkelser som folk-punkeren Billy Bragg og Morrissey, der på sin første soloplade fra 1988 - efter opløsningen af The Smiths - udgav nummeret Margaret on the Guillotine, der ønsker Thatcher hen, hvor peberet gror, akkurat som Costello gjorde det året efter på den anderledes nøjeregnende og poetisk gennemarbejdede Tramp the Dirt Down. When will you die?,” synger Morrissey længselsfuldt og Costello istemmer vredt: “I will stand on your grave and tramp the dirt down” (selv Sir Elton John kom noget forsinket med på bølgen og sang ordene "We all celebrate today, 'cause it's one day closer to your death" på sit nummer Merry Christmas, Maggie Thatcher fra 2005!).

Der skulle gå mange år før Morrissey og Costello (og en hel generation af markante britiske musikere, for den sags skyld) skulle få deres ønske opfyldt: at se Pinochet-apologeten og superliberalisten Thatcher som uigendrivelig fortid. Hendes politiske arvegods og dets rolle i nutidens engelske (og globale) samfund kan diskuteres, men hun skabte uden tvivl mere end nogen anden regeringsleder i det moderne England et klima af splittelse, polarisering og had. 

Elvis Costello formår bedre end nogen anden kunsten at spidsformulere både det vrede, det indestængte og det indignerede i en musikalsk ramme, der kan matche hans syrlige vid.

Costello rettede bl.a. sit skyts mod Thatcher-regeringen - og skabte et genuint, sjælerystende modkulturøjeblik - under Falklandskrigen i 1982 med den smukke allegori af en protestsang, Shipbuilding, som han dels fremførte og udgav solo, men som fik sin mest kendte og uafrystelige form i den sære ener Robert Wyatts smukke version. Wyatt har en af den slags stemmer, der kan få voksne mænd til at græde i mødet med den forunderligt-naivistiske klang i hans vokal.

I Shipbuilding adresserer Costello (og hans talerør, Wyatt) ikke eksplicit krigen, døden, våbnene eller de politiske beslutningstagere, der står bag. Han zoomer ind på et lokalsamfunds oplevelse af krigens komme: Fra den indledende forventning om øget profit og arbejdspladser til det lokale skibsværft i forlængelse af krigens løfter om investeringer i materiel, der siden vendes til ængstelse og gru. Også lokalsamfundets unge mænd inddrages i krigen som kanonføde på de skibe, der gik ned i krigen mellem England og Argentina: Sheffield på engelsk side, Belgrano på argentinsk. 

I andet vers berører Costello censuren, forsøget på ensretning og marginaliseringen af samfundets støtter i de små lokalsamfund, der udnyttes og udbyttes i magtens - og krigens - tjeneste (“Somebody said that someone got filled in/ for saying that people get killed in/ the result of this shipbuilding”).

Sangens vers indrammes af det allegorisk-poetiske refræn - der leveres med en mildhed som en morgenstund i det engelske højlandmen hvis vemod rammer som en syngende lussing: 

With all the will in the world/ diving for dear life/ when we could be diving for pearls...”.

Shipbuilding

Is it worth it:

A new winter coat and shoes for the wife

And a bicycle on the boys' birthday

It's just a rumour that was spread around town

By the women and children

Soon we’ll be shipbuilding

 

Well, I ask you:

The boy said “Dad, they're going to take me to task

But I'll be back by Christmas”

It’s just a rumour that was spread around town

Somebody said that someone got filled in

For saying that people get killed in

The result of this shipbuilding

 

With all the will in the world

Diving for dear life

When we could be diving for pearls

 

It’s just a rumour that was spread around town

A telegram or a picture postcard

Within weeks they'll be re-opening the shipyards

And notifying the next of kin

Once again

It’s all we’re skilled in

We will be shipbuilding

 

With all the will in the world

Diving for dear life

When we could be diving for pearls


Elvis Costello (1982)

I et årti og inden for en genre med masser af eksempler på klodset politisk sangskrivning skiller Shipbuilding sig ud som en sang med et poetisk sprog, der bedre end paroler kommunikerer sorg og ægte opposition.

Syv år senere leverede Costello den måske mest berømmede (eller berygtede, alt efter hvordan man ser på det) anti-Thatcher-sang på 1989-albummet Spike i skikkelse af Tramp the Dirt Down, der i umiskendelig ramsaltede vendinger går i rette med jernladyen på falderebet for hendes æra i spidsen for det stærkt klassedelte England. Thatchers jernnæve gennemførte smertelige liberaliseringer, og i det hele taget erklærede hun krig mod tanken om staten som ramme for velfærd og sociale ydelser. 

Costello formulerer sit kontroversielle (og i samtiden bredt eksponerede) ønske om, at han glæder sig til den dag, hvor Thatcher vil dø i første levering af omkvædet. Den sande protestmusik gør som regel en dyd ud af at sende et klart budskab. Således også her.

Sangen indeholder et tydeligt ekko af Bob Dylans måske mest indignerede sang, Masters of War (fra albummet The Freewheelin’ Bob Dylan fra 1963), der også handler om at trampe på en afdøds grav (“I hope that you die and your death will come soon(...)I’ll stand over your grave till I’m sure that you’re dead”). 

I Dylans tilfælde var sigtet de ansvarlige for udviklingen af det såkaldte “militær-industrielle kompleks” i datidens USA, hvorimod Costello eksplicit synger til Thatcher. Costellos udtrykte dødsønske over The Iron Lady vakte stor furore i samtidens England og førte til, at enkelte konservative politikere ønskede ham retsforfulgt. De mest kontroversielle linjer lød i den forbindelse:

There's one thing I know I'd like to live long enough to savour
That's when they finally put you in the ground
I’ll stand on your grave and tramp the dirt down

Sangen tager udgangspunkt i billedet af Thatcher på pr-tur til et hospital, hvor hun til ære for fotograferne besøger en dødeligt syg dreng og kysser ham på panden: Topmålet af hykleri og kynisme, ifølge Costello, med tanke på premierministerens massive nedskæringer og udsultning af sygehussektoren. 

Tramp the Dirt Down er derfor dels en sang på vegne af de efterladte og  dem, der betaler prisen for regeringens politik - og dels den ligegyldighed og kynisme, der præger de ansvarlige for den førte politik, ikke mindst høgen og ideologen Thatcher selv. 

I andet vers vender Costello synsvinklen på hovedet. Her synger han ikke om sin egen oplevelse af Thatcher (formidlet via medierne), men om hvordan den syge drengs far - og alle andre marginaliserede i det britiske samfund - kan tænkes at opleve Thatcher og den politik, der driver dem nærmere afgrunden. 

I andet (og sidste) afsyngning af omkvædet vender Costello nok en gang perspektivet: til Thatcher og hendes partifællers syn på dem, de ofrer i sagens tjeneste (de syge børn, de døde soldater etc.) med en omskrivning af første omkvæds sidste linje: "They will stand there laughing and tramp the dirt down".

Tramp the Dirt Down er en sang om ønsket om hævn, men også om nødvendigheden af protest og oprør. Thatchers værste forbrydelse er ifølge Costello, at hun kvalte modstanden mod sin politik ved at kvæle en hel generations fantasi og skabe et klima hvor magthavernes retorik pressede de undertryktes og marginaliserede stemme under fode. I never thought for a moment that human life could be so cheap."

Hvad Elvis Costello mener om sin sang nu i 2013, og hvorvidt han glæder sig over Thatchers død står foreløbigt hen i det uvisse. Den altid åbenmundede Morrissey har allerede givet sit besyv med via Twitter, nutidens mere praktiske protest-, propaganda- eller blot publicity-platform. 

Mit beskedne gæt er, at Costellos sange vil få et længere efterliv end Morrisseys behov for at udtrykke sig og - hvem ved? - stå lige så længe, der er nogen der husker navnet Margaret Thatcher og forbinder det med vulgærliberalisme, aggression og hensynsløshed.


Tilbage til SPOTLIGHT

Tilbage til Aktuelt om MUSIK
Tilbage til MUSIK (arkiv)

Tilbage til FORSIDEN

Greil Marcus (f. 1945)


Margaret Thatcher (1925-2013)


Elvis Costello (f. 1954)




Fem markante anti-Thatcher-sange fra andre kunstnere end Elvis Costello

Hefner: “The Day That Thatcher Dies”

The Beat: “Stand Down Margaret”

The The: “Heartland”

Billy Bragg: “Between the Wars”

Massive Attack: "Daydreaming"



Costello om Tramp the Dirt Down:

I honestly don’t think it will change anything. Songs like that are like tiny marker buoys. You know, ‘This is where the ship went down’. The song is not a party political broadcast. It just says, ‘I’ll only be happy when this woman’s dead’.

It’s meant to be extreme. I make no apology for that song. It’s an honest emotional response to events, and writing it was like casting out demons. The song itself is the result of a form of madness, because when you get to that point of thinking these thoughts, actually wishing somebody dead, it really does become a form of madness. It’s a psychopathic thought and it’s fucking disturbing to find it in your own head. But it would be cowardly not to express it. Because once it’s there, if you don’t get it out, it’s only going to come back and haunt you some more.

(1990)



Tramp the Dirt Down

I saw a newspaper picture from the political campaign
A woman was kissing a child, who was obviously in pain
She spills with compassion, as that young child’s face in her hands she grips
Can you imagine all that greed and avarice
Coming down on that child’s lips

Well I hope I don't die too soon
I pray the lord my soul to save
Yes, I'll be a good boy, I’m trying so hard to behave
Because there's one thing I know, I'd like to live
Long enough to savour
That's when they finally put you in the ground
I’ll stand on your grave and tramp the dirt down

When England was the whore of the world
Margaret was her madam
And the future looked as bright and as clear as
The black tarmacadam
Well, I hope that she sleeps well at night, isn’t
Haunted by every tiny detail
‘Cos when she held that lovely face in her hands
All she thought of was betrayal

And now the cynical ones say that it all ends the same in the long run
Try telling that to the desperate father who just squeezed the life from his only son
And how it's only voices in your head and dreams you never dreamt
Try telling him the subtle difference between justice and contempt
Try telling me she isn't angry with this pitiful discontent
When they flaunt it in your face as you line up for punishment
And then expect you to say thank you, straighten up, look proud and pleased
Because you’ve only got the symptoms, you haven't got the whole disease
Just like a schoolboy, whose heads like a tin-can
Filled up with dreams then poured down the drain
Try telling that to the boys on both sides, being blown to bits or beaten and maimed
Who takes all the glory and none of the shame

Well I hope you live long now, I pray the lord your soul to keep
I think I'll be going before we fold our arms and start to weep
I never thought for a moment that human life could be so cheap
But when they finally put you in the ground
They'll stand there laughing and tramp the dirt down

Elvis Costello (1989)




Firs og færdig (med at skrive): 10 essentielle Philip Roth-bøger

indsendt 11. mar. 2013 14.06 af Mads Kjær Larsen   [ opdateret 23. apr. 2013 12.33 ]

I anledning af det proklamerede skrivestop fra amerikansk litteraturs grand old man - samt dennes runde fødselsdag den 19. marts (hvor han fyldte 80) - kigger vi tilbage på en karriere, der reelt er uden sidestykke - og som det kan være svært at forlige sig med, nu synes endegyldigt ophørt.
- mkl -
12.03.13
I november 2012 gik historien om den store, amerikanske forfatter Philip Roths “karrierestop” verden rundt, som var der tale om en stor sportsstjernes sortie eller en filmstjernes sidste buk foran kameraet. Det burde måske ikke komme som den store overraskelse, at en (meget snart) 80-årig forfatter med mere end 30 bøger på værklisten, siger stop, mens legen er god. Men i tilfældet Roth kom det alligevel som lidt af et chok: En Philip Roth, der ikke skriver bøger, er lidt som at forestille sig Paven forlade organiseret religion, som Daily Telegraph på humoristisk vis formulerede det.

Philip Roth udgav sin første bog som 26-årig i 1959 og har ikke kigget sig tilbage siden. Hans udgivelsesfrekvens har været høj - og kun tiltagende som han er blevet ældre. Han er berømmet/berygtet for sit arbejdsregime, et udtryk for det han selv har kaldt for rendyrket “fanatisme”: Arbejde ved skrivebordet fra morgen til aften 365 dage om året på landstedet i Connecticut (eller i lejligheden på Manhattan). I et interview udtalte han således ved en lejlighed, at “min selvbiografi ville bestå næsten udelukkende i kapitler om mig siddende alene ved min skrivemaskine i mit arbejdsværelse. Samuel Beckett ville fremstå som den rene Dickens til sammenligning”. 

Vigtigst af alt er det naturligvis, at hans produktion har været af en så uniformt høj standard, ja, reelt uden sidestykke i amerikansk litteratur. Det vil ikke være forkert at anslå, at Roth har 12-14 store værker på samvittigheden. Den samme konsekvente kombination af kvantitativ og kvalitativ overflod stiller ham over - snarere end ved siden af - andre amerikanske titaner fra det 20. århundrede som Saul Bellow, William Faulkner, Ernest Hemingway og John Updike. 

Da New York Times for år tilbage indkaldte en række eksperter og forfattere til at sammensætte en Top 25 over de bedste bøger fra perioden 1980-2005, indtog Roth hele syv af placeringerne (førstepladsen måtte han dog overlade til Toni Morrisons Beloved)! Alene dette numeriske faktum (eller kuriosum) siger meget om hans produktions standard og, naturligvis, i hvor høj grad han er værdsat på parnasset.

Der ER få mindre gode værker i det samlede oeuvre, ikke mindst det absolutte lavpunkt The Humbling fra 2009 om den ældre skuespiller Simon Axler, hvis muse har forladt ham og hvis angivelige eneste udvej er selvdestruktion. “Plottets” mistrøstige omfavnelse af en skingert beskrevet seksuel perversion og et patetisk (snarere end rørende) selvmord er en sørgelig parodi på temaer fra mere vitale dele af forfatterskabet. Roth sluttede dog hæderligt af med polioudbruds-romanen Nemesis fra 2011, der indbragte ham (endnu) en “International Booker Prize” til samlingen.

Historien om Roths skrivestop blev først bragt via et eksklusivt afslørende interview i et fransk magasin og blev siden støvet op af alverdens medier i en ruf. I interviewet angiver Roth to primære grunde til sit stop (og ingen af dem har eksplicit med hans fremskredne alder at gøre, som man måske kunne forvente): 

Han genlæste for det første efter færdiggørelsen af Nemesis sine favoritforfatteres (heriblandt Turgenev, Hemingway og Conrad) værker samt i forlængelse heraf hele sit eget forfatterskab. Status blev, at han var stolt af sit værk, men heller ikke kunne se, hvad han kunne tilføje til det (andet end stadigt mere middelmådige romaner i samme ånd). 

For det andet udtrykte han, at han ikke længere følte sig som en del af “den amerikanske virkelighed”. Efter fyrre år ved skrivebordet, følte han, at han havde mistet forbindelsen til livet, som det udspiller sig i Amerika anno 2012 - og ergo næppe havde noget interessant at sige om det: “Jeg er 78 år. Jeg ser Amerika på mit tv, men jeg tager ikke del i det længere”.

Hvad er der tilbage at sige? Jo, amerikansk litteratur er en levende, krasbørstig størrelse, der nok skal overleve tabet af dens måske vigtigste stemme. Hvis der ikke umiddelbart er oplagte aftagere til Roths krone (eller tornekrans, alt efter hvordan man ser på det), er der dog et kuld af yngre forfattere, der holder sprogets fane højt og blafrende (ingen nævnt, ingen glemt).

Nedenfor følger en liste over Roths 10 mest essentielle værker fra en karriere, der stilistisk og indholdsmæssigt spænder vidt, men samtidig har klare fokuspunkter og tilbagevendende tematikker: Roth har måske bedre end nogen anden formuleret splittelsen i den amerikanske erfaring i tiden efter Anden Verdenskrig. En splittelse mellem religion/etnicitet og liberalisme/sekularisme, mellem traditionsbevidsthed og selvudfoldelse, mellem autoritet og anti-autoritet, mellem fællesskab og individualitet, mellem virkelighed og fiktion (og i forlængelse heraf, mellem forfatter og værk). 

Det sidste er måske det centrale hovedspor i hans forfatterskab (selvom det er nærliggende, men også lidt for belejligt at fremhæve det jødiske som genkommende motiv: Roths protagonister er ofte jødiske mænd (i forskellige faser af livet, som regel ca. der hvor Roth selv har befundet sig - i skrivende stund - i sit eget livsforløb):

Det er en undersøgelse af virkeligheden som fiktion og fiktionen som virkelighed, der har fremprovokeret eller forløst mange af Roths største værker. Han er optaget af, hvordan mennesker skaber og opretholder fortællinger om sig selv for at forstå sig selv eller vise et ansigt frem som omverdenen kan relatere til (eller beundre). Roth er interesseret i de virkelighedsmarkører, vi sætter i centrum for vores liv: Formuleringen af masker og overlappende identiteter er en måde at håndtere en virkelighed, der ikke kan indfanges, men bestandigt er i flux. 

Det har været Roths evne til at iscenesætte de nævnte grundkonflikter i den moderne erfaring i en ramme, der samtidig har fungeret som en kommentar til og refleksion over relevante samfundsmæssige problemstillinger knyttet til de etniske/religiøse/akademiske/klassemæssige/mentale skel, der influerer på de liv, vi lever og den tid, vi tager del i. 

En ting er således substansen i Roths værk, men formen kendetegner ham i mindst lige så høj grad. Roth har udnyttet en komisk-ironisk skrivestil, en aldrig svigtende evne til at sætte ting på spidsen og provokere sit publikum. Han er grænsesøgende, respektløs og ikke bange for at udfordre fornuftens tyranni eller sædvanens magt. Han hylder i mange af sine bøger det umodne og ansvarsløse som et modsvar til at leve et trygt, men “uautentisk” liv. 

Nu hvor strømmen er sluppet op og kilden tørret ud, er der en kærkommen og betimelig anledning til at samle op og se tilbage:



Tilbage til SPOTLIGHT

Tilbage til FORSIDEN




Præsident Obama overrækker Philip Roth
'National Humanities Medal'
2. marts 2011
i det Hvide Hus







Philip Roth's sidste roman: Nemesis (2010)



“Sheer Playfulness and Deadly Seriousness are my closest friends.” Philip Roth

(Akvarel af J. C. Phillips)

The Philip Roth Society
http://rothsociety.org/

OSCAR-akademiets 20 største brølere i nyere tid

indsendt 15. feb. 2013 13.19 af Mads Kjær Larsen   [ opdateret 22. feb. 2013 03.15 ]

Ligesom akademiet med mellemrum rammer absolut rent, sker det desværre - endnu oftere - at de rammer helt ved siden af. 

- mkl -
22.02.13

Som listen i højre spalte vidner om, har akademiet en broget vinderliste bag sig i nyere tid. Bedste film-vinderne fra 1990-2005 er en næsten ubrudt række af flove forbigåelser af reel filmkunst til fordel for det floskelprægede og formularagtige - med tre gode undtagelser i årene 1991-93: The Silence of the Lambs, Unforgiven og Schindler's List

Ved at se på oscarvinderne fra de resterende år i 1990erne kan man nemt komme til at overse, at det årti faktisk var rigtig godt for amerikansk film med en ny friskhed i formsproget og en ofte sprudlende iderigdom på kanten af mainstream. Der var mange forfriskende eksperimenter, fortælleformer og genreknopskydninger i amerikansk film i de år; det valgte akademiet bare (stort set) desværre at overse. 

I en artikel fra sidst i januar i The Guardian opsummerer Tom Shone meget godt, hvad der (fra 1980erne og frem) var galt med akademiet:

"The Academy used to grow its prize pumpkins in the same vegetable patch: middle-brow, mid-budget prestige pics, which hymned the moral efficacy of a single individual against a backdrop of historical turmoil. It wasn't quite a genre, but a style of filmmaking, a plush, roseate humanism, with sunsets to watch - whose precedents reached back as far as Gone With the Wind".

Det "rosentintede" humanistiske budskab i alt fra Out of Africa over Driving Miss Daisy og Forrest Gump til A Beautiful Mind er umiskendeligt - og burde man egentlig ikke hylde akademiet for dens funktion som formidler af opbyggelig menneskelig godhed? Måske. Men nu er oscar jo ikke en humanitær pris, men en kunstnerisk pris, hvor branchen - udover at fejre sig selv - ideelt set præmierer det ypperste inden for filmkunsten i indeværende år. 

Den udgave af humanismen, som Hollywood siden 1980erne gik i brechen for, var som oftest udtryk for en gold, opportun og salgbar humanisme, der netop (som Shone også bemærker) blev en stil, en måde at tænke prestigefilm på. Disse film kommunikerede ikke særskilt - eller først og fremmest - noget om den amerikanske - eller globale - virkelighed, men om en idealiseret forestilling om Amerika eller mennesket. Film skulle ikke afbilde eller reflektere, men inspirere.

Med vinderfilm som The Departed, No Country For Old Men og The Hurt Locker har der siden 2005 blæst nye vinde i akademiet. Det er som om Bush-årene - og den bitterhed og forråelse der fulgte med - medførte en ændret tilgang til den kommercielle filmproduktion og skabte et behov for en mere konfronterede tilgang til mediet. En ny type historie blev tidens orden. 

Siden finanskrisen satte en anderledes, men lige så mørk dagsorden, er det, som om tidsånden (som afspejlet i oscarvinderfilmene) har rykket sig nok en gang: Nu har vi brug for trøst, inspiration - og ikke mindst - nostalgi efter bedre tider. Film som The Kings' Speech og The Artist opfylder publikums behov for at se bagom nutiden og genfinde varme og liv fra før "verden gik af lave". 

Med præsentationen af akademiets 20 største brølere i årene 1990-2012, vil vi gerne udtrykke håbet om, at ikke alene vi alle - men akademiets præferencer og filmkunsten generelt - går lysere tider i møde:

20. Ralph Fiennes (Schindler’s List) taber for bedste birolle (1993)

19. Chicago vinder for bedste film over The Hours og The Pianist (2002)

18. Shakespeare in Love’s Gwyneth Paltrow og Judi Dench vinder for hhv. bedste hoved- og birolle over hhv. Cate Blanchett (Elizabeth)/Fernanda Montenegra (Central Station) og Brenda Blethyn (Little Voice)/Lynn Redgrave (Gods and Monsters) (1998)

17. Halle Berry (Monster’s Ball) vinder for bedste hovedrolle over Sissy Spacek (In the Bedroom) (2001)

16. The English Patient vinder for bedste film over Fargo (1996)

15. Shakespeare in Love vinder for bedste film over The Thin Red LineElizabeth og Saving Private Ryan (1999)

14. A Beautiful Mind vinder for bedste film over Gosford Park og In the Bedroom (2001)

13. Gladiator vinder for bedste film over Crouching Tiger, Hidden Dragon og Traffic (2000)

12. Stephen Daldry-film bliver ALTID nomineret for bedste film: The Reader i stedet for fx Rachel Getting Married og Wall-E (2008) og Extremely Loud & Incredibly Close i stedet for fx Tinker, Tailor, Soldier, Spy (2012)

11. Renee Zellweger (Cold Mountain) vinder for bedste birolle over Holly Hunter (Thirteen) og Patricia Clarkson (Pieces of April) (2003)

10. Den argentinske Øjnenes hemmelighed vinder for bedste fremmedsprogede film over den franske Profeten og den tyske Det hvide bånd (2010)

9. Paul Giamatti bliver end ikke nomineret for sin hovedrolle i Sideways, men det gør til gengæld Clint Eastwood (Million Dollar Baby) og Johnny Depp (Finding Neverland) (2004)

8. Wall-E bliver ikke nomineret for bedste film, det gør til gengæld The Reader (2008)

7. The King’s Speech vinder for bedste film over The Social Network (2010)

6. Million Dollar Baby vinder for bedste film over Sideways (2004)

5. Forrest Gump vinder for bedste film over Pulp Fiction (1994)

4. Catherine Zeta-Jones (Chicago) vinder for bedste birolle over Julianne Moore (The Hours) og Meryl Streep (Adaptation) (2002)

3. Dances With Wolves vinder for bedste film over Goodfellas (1991)

2. Roberto Benigni (Life is Beautiful) vinder for bedste hovedrolle over Ian McKellen (Gods and Monsters), Nick Nolte (Affliction) og Edward Norton (American History X) (1999)

1. Crash vinder for bedste film over Brokeback Mountain (2005)


Tilbage til SPOTLIGHT

Tilbage til Aktuelt om OSCAR
Tilbage til Aktuelt om FILM
Tilbage til FORSIDEN

En rejse bag om rocken - 20 bud på en musikkanon med sange fra før rockens gennembrud

indsendt 23. jan. 2013 02.50 af Mads Kjær Larsen   [ opdateret 21. feb. 2013 23.55 ]

Vi præsenterer 20 af de bedste eksempler på rockens forgængere, på de kunstnere og sange, der enten var vægtige inspirationskilder for rocken - og populærmusikken i det hele taget - eller som simpelthen bare er sange, der ingenlunde fortjener at gå i glemmebogen: Blues, gospel, country og folk fra før 1960ernes modkultur revolutionerede populærmusikken.
- mkl -
22.1.13

Mange forbinder rock’n’rolls fødsel med Bill Haley and His Comets’ megahit Rock Around the Clock fra 1954, en sang, der blev emblematisk for den rebelske del af 1950’er-ungdommen og dermed inkarnerede en for samtiden vild, ny musiktype som en kraft i tidens ellers konforme mainstream. Det “vilde” ved sangen - og de talrige epigoner, der fulgte - var nok mest, at populærmusikken målrettet gik efter at appellere til et nyt publikum, ungdommen. 

Teenageren som type blev født i de år, fordi det for første gang i historien gav mening at rette markedsføring af forbrugsvarer mod denne i stigende grad selvstændigt agerende og købestærke gruppe.

50'ernes rock’n’roll var én side af det, man kan kalde for populærmusikkens opblomstring i efterkrigsårenes forbrugskultur, men hvordan forholder den sig til den bredere betegnelse rockmusik? Som altgennemtrængende kulturelt fænomen med et fast greb i en generations ungdomskultur og i kraft af dens samfundsomvæltende og -kommenterende rolle, bestemmes rocken som regel som et 1960’er-fænomen. 

Jeg synes ikke, at det er helt uredeligt at datere rockens fødsel til den 5. oktober 1962, den dag, hvor The Beatles udgav deres debutsingle, Love Me Do. 

Her lød startskuddet for rockmusikken som massebevægelse og modkultur, som pejlemærke for en hel generation og som soundtrack til de dramatiske samfundsomvæltninger og den opløsning af traditionelle værdier, der fandt sted i takt med den dramatiske forbedring i levevilkår og velfærd i 1960‘erne. 

De unge britiske musikere var vokset op med den amerikanske musik (blues, country, folk, gospel og jazz) og omformede den fra 1962 og frem til en yderst medrivende kunstform, der hurtigt skulle vise sig at blive en stærkt appellerende konsumvare. 

Britiske bands som The Beatles, The Rolling Stones, The Who og The Kinks blev bannerførere for en særlig britisk aftapning af den amerikanske lyd, der gjorde, at den kom helt i øjenhøjde med tiden og de forandringer og den ånd, der kendetegnede den. 

Det var med andre ord krydsningen mellem en britisk popularisering af amerikanske musikgenrer, den teknologiske udvikling og en tidsånd fyldt med optimisme og oprørspotentiale, der formede rocken. 

Nu hvor rocken kan fejre sit første halve århundrede og dermed er en fast forankret kulturinstitution, kan det forekomme vanskeligt og uoverskueligt at se bagom den som bevægelse og som udtryksform. 

Men hvad skete der før 60‘erne? For hvis rocken er defineret som en epoke med et klart startpunkt, hvad skete der så før dens fødsel?

For enhver musikelsker - og historisk interesseret kulturkender i øvrigt - er det potentielt endeløst berigende at gøre forsøget; at se bagom rocken. 

Der findes utrolig meget stærk musik fra før den skæbnetunge dag, da The Beatles kom på banen med den fængende debutsingle (der i første omgang peakede som nummer 17 på hitlisten, men ved genudgivelsen i 1964 gik nummer 1 på begge sider af Atlanten) og det er denne amerikanske musik, der både var fødselshjælper til og baggrund for den rockmusik, der blev allemandseje fra 60‘erne og fremefter.

(Fortsæt i højre spalte)





Her er 20 af de bedste eksempler (kronologisk oplistet) på rockens forgængere, på de kunstnere og sange, der enten var vægtige inspirationskilder for rocken - og populærmusikken i det hele taget - eller som simpelthen bare er sange, der ingenlunde fortjener at gå i glemmebogen, men er evigt skinnende ædelstene for enhver, der ønsker at se efter.


  1. The Carter Family “No Depression (In Heaven)” (1936)

  2. Robert Johnson “Love In Vain” (1936 eller 1937)

  3. Leadbelly “Rock Island Line” (1937)

  4. Woody Guthrie “I Ain’t Got No Home” (1938)

  5. Billie Holiday “Strange Fruit” (1939)

  6. Hank Williams “Move It On Over” (1947)

  7. Bill Landford and the Landfordaires “Run For a Long Time” (1949)

  8. Muddy Waters “Rolling Stone” (1950)

  9. Jimmy Rogers “Goin’ Away Baby” (1950)

  10. Blind Willie McTell “Talking To Your Mama” (1950)

  11. Hank Snow “I’m Moving On” (1950)

  12. Kitty Wells “It Wasn’t God Who Made Honky Tonk Angels” (1952)

  13. B.B. King “Everyday I Have the Blues” (1955)

  14. Bo Diddley “Bo Diddley” (1955)

  15. John Lee Hooker “Dimples” (1956)

  16. Howlin’ Wolf “Smokestack Lightning” (1956)

  17. Patsy Cline “Walking After Midnight” (1957)

  18. Chuck Berry “Johnny B. Goode” (1958)

  19. The Louvin Brothers “The Christian Life” (1959)

  20. Ray Charles “What I’d Say (Part I and II)” (1959)


Tilbage til SPOTLIGHT

Tilbage til FORSIDEN

Årets internationale album

indsendt 3. jan. 2013 00.32 af Mads Kjær Larsen   [ opdateret 2. feb. 2013 11.14 ]

2012 stod dels i veteranernes, dels i de unge soul/r’n’b/hiphop-opkomlinges tegn. For veteranernes vedkommende var vi vidne til en glædelig genopstandelse fra navne som Dexys, Bobby Womack, Bill Fay, Paul Buchanan (ex-The Blue Nile) og Dr. John. Den moderne r’n’b-scene bød til gengæld på en tiltrængt saltvandsindsprøjtning fra hudløst ærlige, imagemæssigt ikke-konforme og musikalsk vovelystne navne som Kendrick Lamar, Miguel og Frank Ocean.


- mkl -
2.1.13

1990‘ernes hiphop-konge Nas meldte sig tilbage nær toppen af sin ydeevne, det gendannede Blur gav koncerter, der vækkede britpop-generationen til live (og resulterede i et glimrende live-album samt en fremragende single). Leonard Cohen, Bob Dylan, Neil Young, Patti Smith og Bruce Springsteen var alle ude med mere end godkendte indsatser. Svenske Thåström fortsatte stimen af fremragende albums på den anden side af midtlivskrisen. Eksemplerne på en glædelig tendens (oven på sidste års glimrende albums fra bl.a. Tom Waits og Kate Bush) var talrige.

Inden for r'n'b havde 2010 indvarslet en ny tids komme med fx Janelle Monaes imponerende grandiose debutplade The Archandroid og Kanye Wests basker af en bombastisk bekendelsesplade, My Beautiful Dark Twisted Fantasy. Men det var som om 2012-klassen var indlejret i en anderledes ydmyg bestræbelse på at fortælle historier forankret i en mere relatérbar hverdag og med at holde et spejl op for tiden. Der var ikke tale om kommercielle eller konceptuelle gimmicks så meget som vedkommende, umiddelbar kunstnerisk skaben udført af en række unge talenter, hvis format var indlysende. 

2012 var et godt musikår - og også et godt år på albumfronten, hvor forbindelsen til rockens rødder og guldrandede fortid blev holdt livgivende frem som et eksempel til efterfølgelse (af de nævnte veteraner samt dygtige yngre revivalister) samtidig med at en nyere slagkraftig genre - den moderne r’n’b - fandt anledning til et klædeligt generationsskifte boostet på vej af et særdeles vitaminrigt kuld nye kunstnere. 


15. Liars: WIXIW

Liars’ musik er udtryk for en konstant fluktuerende nysgerrighed. Hvert album sin æstetik: Fra punk over electro house over indie til en skarpt formuleret electronica på den formfuldendte, ikke-leflende WIXIW. Dét album Radiohead burde have lavet i stedet for 2011’s halvsløje The King of Limbs.

13. The Walkmen: Heaven

Heaven er en sympatisk, moden og gennemreflekteret rockplade, der excellerer i et sæt værdier, der ofte placerer sig langt væk fra rockens univers: rødvin, blød romantik, bleer, børn og hjemmehygge foran pejsen. Leveret af en flok newyorkere i midten af trediverne og med selvsikkerhed til at levere et åndfuldt forsvar for det gode liv - og - vigtigt i denne sammenhæng - den gode sang.
 

11. Twin Shadow: Confess

Confess er en dekadent bekendelsesplade formuleret i en fantastisk overbevisende opdatering af stiltræk hentet fra 1980ernes sort-romantiske dyb. Twin Shadow har melodierne og overbevisningen til at være meget mere end en copycat: Han blæser en troværdig, kuldslået passion ind i de frysende fortællinger fra hedonismens overdrev.

9. Killer Mike: R.A.P. Music

Dette album med inspireret sydstatsrap fra Outkast-protegeen Killer Mike var overraskende et af årets absolut essentielle køb inden for hip hoppen. Bare åbningssalven med numrene Big Beast (se årets bedste sange) og Untitled er noget af det mest elektrificerende hip hop længe hørt. Og bundniveauet på den prosaisk betitlede R.A.P. Music er skræmmende højt (fraset bundskraberen, den forenklende politiske tirade Reagan).

7. Bob Dylan: Tempest

Der er blodrøde spor overalt på Tempest, hvor Dylan agerer skiftevis sammenbidt dommedagsprofet, fnysende hævner, øm elsker og rasende underhund. Lyrisk bider den 71-årige i den grad fra sig og musikalsk holder han kursen med en swingende opdatering af de folk, blues og gospel-idiomer, han har dyrket i sin karrieres spraglet-farvefulde efterår. Hans mission statement på Tempest er klart nok: “I pay in blood/ but not my own”.


5. Anaïs Mitchell: Young Man in America

Anaïs Mitchell syntes ikke at ryste på hånden over at skulle følge op på den fremragende kraftanstrengelse, folk-operaen Hadestown, da hun i det forløbne år frigav Young Man in America, en anderledes underspillet samling sange, der dog var forenet i en art konceptuel cyklus omkring unge mænd (og kvinders) frihedstrang i en nation, der hylder eneren og lykkeridderen som forbillede. Mitchell berettede med en klædelig blanding af selvsikkerhed og ydmyghed om de ofre, der betales, når drømme forsøges udlevet - eller når de helt tabes på gulvet. En sørgmodig, men viljestærk triumf af et album.

3. Kendrick Lamar: Good kid, M.A.A.D city

Den unge Kendrick Lamar leverede på falderebet årets bedste, mest velformulerede og velsammensatte hip hop-album. Den voksne poets sociale og politiske bevidsthed er reflekteret gennem et prisme af teenagelømlens hedonistiske udskejelser. Selvbilledet er en kende affekteret, men musikalsk og lyrisk er det svimlende flot realiseret og sangene har en emotionel kerne, der gør hele forskellen. Sange som Bitch, Don’t Kill My Vibe, Backseat Freestyle, Sing About Me, I’m Dying of Thirst, The Art of Peer Pressure og den fantastiske førstesingle Swimming Pools (Drank) er hiphop med et udsyn, et situationsmættet nærvær, en musikalsk detaljerigdom og en velafbalanceret produktion (med en fornem brug af nærmest afdæmpede beats og sindrige vokale overdubs), der satte al anden hiphop i skyggen (og det var ellers et mere end godt år for genren som helhed).

14. Patti Smith: Banga

Det fyger om ørerne på lytteren med opvakte referencer på Banga (navnet på Pontius Pilatus’ trofaste hund i Bulgakovs Mesteren og Margarita), hvor Smith finder musikalsk og poetisk ammunition i alt fra Sun Ra, Seneca, Tarkovskij, Nikolai Gogol, Amerigo Vespucci, Francesco Della Pietra, Johnny Depp, Frans af Assisi, Maria Schneider og Amy Winehouse. Associationsstormen medvirker til Smiths mest veloplagte album siden comebacket med Gone Again i 1995.

12. Cat Power: Sun

Modenhed og afklarethed stod også højt på dagsordenen på Cat Powers længe ventede nye album, der musikalsk og lyrisk varslede et nybrud fra den førhen ofte nihilistisk selvoptagede singer/songwriter. Duvende electronica og varme synths smyger sig om de prikkende guitar- og pianolinjer og Chan Marshalls sensuelle stemme, der på Sun synger sange om alt det, der forener mennesker frem for det, der adskiller (modsat på forgængere som kultklassikeren Moon Pix fra 1998).

10. Purity Ring: Shrines

Purity Rings sært-summende lyd- og lyrikunivers kan bedst sammenskrives som et dystert men dragende Grimm-eventyr udsat for tidens klubmusik. På perler som Fineshrine (se årets bedste sange) og Obedear lyder den unge Megan James som et troværdigt bud på en fakkelbærer for traditionen fra Cocteau Twins’ enigmatiske sangerinde Liz Fraser.


8. Paul Buchanan: Mid Air

Den tidligere Blue Nile-frontmand gjorde et smukt comeback som soloartist med den mere tyst sjælerystende end cinematisk udfoldede Mid Air, hvis arbejdstitel "Forgotten Poets of the 17th Century", Buchanan måske skulle have holdt fast i. Disse skeletale kompositioner for piano og stemme er dog netop som tanker, minder eller associationer fastfrosset i tid. Mid Air er derfor en logisk, omend mere redelig, titel til et album, der under alle omstændigheder er karakteriseret ved en porøs, ordløs skønhed.

6. Dr. John: Locked Down

Den musikalske heksedoktor fra New Orleans gjorde musikårets måske mest bemærkelsesværdige comeback med Locked Down indspillet sammen med tidens hot shot-retrorocker par excellence, The Black Keys’ fortræffelige Dan Auerbach. På sange som Ice Age, Revolution og Eleggua vækker Dr. John med kumpaner en voodoo-magi til live i skikkelse af svovlsydende boogie’n’roll. Der var også plads til den Van Morrison-lignende God’s Sure Good, hvis spirituelle eftertænksomhed var et passende punktum for en af årets store positive overraskelser.

4. Thåström: Beväpna Dig med Vingar

Svenskerne er beriget med en ener ud i kunsten at frembringe vital, brændende intens rockmusik. Thåströms album fra 2012 var et af hans absolut bedste i en lang karriere af mangfoldige bedrifter både som solist og som frontfigur for Ebba Grön og Imperiet. Beväpna Dig med Vingar (en titel, der parafraserer vor egen Michael Strunge) er en udsøgt, kviksølvsbehændig blanding mellem sprukken og intim singer/songwriter og industriel-maskinel klangfylde og kølighed. 

2. Frank Ocean: Channel Orange

Frank Ocean var ikke alene årets musikalske sensationhistorie, han kom også på forsiderne pga. hans angivelige homo- eller biseksualitet. På flere planer markerer Ocean således et nybrud inden for en genre - lad os kalde den urban/r’n’b med klare hip hop-reminiscenser - der i den grad havde behov for en saltvandsindsprøjtning. Oceans uforlignelige kompositionstække, hans nougatbløde croon, hans komplekse lyrik, der på yderst interessant vis inkorporerer rolleskift og perspektivforskydninger, men først og fremmest introducerede en befriende åbenhed og ærlighed, var af udsøgt klasse.

Sange som Pyramids (den moderne r’n’b’s svar på en prog-rock-ode), Thinkin Bout You, Super Rich Kids, Lost og den uafrystelige coming-out-of-the-closet-ballade Bad Religion var højdepunkter på det, der en dag vil blive anset som en vaskeægte amerikansk albumklassiker. 

The Rolling Stones 50 år

indsendt 29. nov. 2012 12.57 af Jens Kjær Larsen   [ opdateret 18. feb. 2013 12.51 af Mads Kjær Larsen ]

The Rolling Stones tog i slutningen af november 2012 hul på deres 50-års-jubilæumsturné. I den anledning ser vi nærmere på bandets fortid og nutid. Hvad er hemmeligheden bag den rock'n'roll-mytologi, bandet inkarnerer - og hvori ligger bandets fortsatte relevans?

"They were very professional and dedicated from the first moment. I told them who they were and they became it. They wore the bad boy tag like a suit of armour, and drew a veil over how professional they really were.(Andrew Loog Oldham, Rolling Stones’ manager fra 1962-1967)


Ovenstående citat er værd at hive frem i anledning af Rolling Stones’ halve århundrede som band. Ikke bare for at fremhæve en legendarisk managers fornemmelse for, hvad den nye rock’n’roll-tidsånd krævede af sine stjerner - en ikke nærmere defineret, men uden tvivl kalkuleret fornemmelse for depravering og dysfunktion - men også fordi den samme sandhed kan siges at være yderst anvendelig på nutidens inkarnation af dette rockmusikkens største (og i skrivende stund atter omstrejfende) cirkus. Professionalismen har hele tiden vejet lige så tungt som imaget som samfundsundergravende lømler. 

 The Rolling Stones har overlevet i fem årtier med mytologien, berømmelsen og (en kraftigt eskalerende) rigdom i behold. Det skyldes næppe deres fortsatte kunstneriske berettigelse, så meget som det skyldes deres aldrig svigtende fornemmelse for at holde sig relevante i offentlighedens øjne og med et knivskarpt blik for, hvordan man holder nostalgigryden allerbedst i kog. 
 I 1960erne og begyndelsen af 1970erne var rullestenene en kontinuerlig kilde til skandalehistorier, der trivedes ved deres dekadente mix af berømte veninder, en afdød guitarist (Brian Jones, hvis signaturmelodi, Paint It Black, alene har sikret ham en velfortjent ikonisk status), skatteunddragelser, narkotikarelaterede anholdelser, sex, mere sex, kokain og den mest farligt æggende rockmusik, som blomsterbørn-generationen kunne fascineres af - eller gyse over. 
Stones var det mudrede, mørke spejlbillede af disse blomsterbørns bange anelser om en knapt så idealistisk fremtid, måske ligefrem bagsiden af hippiedrømmen selv.

Live - inklusive Brian Jones

Nu om dage er det farlige ved Rolling Stones erstattet af en anden mere livsbekræftende (eller rettere: dødsfornægtende) historie, den om de seje overlevere, der trodser tiden og forbliver tro mod rock’n’roll for enhver pris. 

Rolling Stones giver det indtryk, at de vitterligt skal bæres ud af scenen, før de overgiver sig. Rock’n’roll er så kraftig og vital en livseliksir, en så primal impuls i bæstet, at det ikke kan gøre andet - ikke har noget andet valg - end at fortsætte til den bitre ende. Skæbne forpligter og vedholdenhed adler. Og det til tonerne af de klingende kasseapparater (deres sidste verdensturné indtjente angiveligt mere end tre milliarder kroner) fra en nostalgidrevet generation af baby boomers og disses børn (og hvem ved, om ikke børnebørnene når at få deres sikkert forundrede besyv med!?). 

Det forunderlige er, at bandet mestendels har formået at projicere en fortsat vitalitet, en glæde og en glød. Der er en nødvendighed over de fortsatte krampetrækninger fra et potent bagkatalog, der netop hører sammen med denne forestilling om at “rock’n’roll can never die”, som Neil Young synger i klassikeren Hey, Hey, My, My (Into The Black). 

Rocken har valgt disse mænd til at yde blod, sved og tårer på livstid. Det er den stolte anerkendelse af det, der er større end dem selv, musikken, drømmen og dens livgivende energier, der til stadighed antænder maskinen og forhindrer den i at korrumpere eller degenerere. 

Rockens kraft har desuden meget med “the eye of the beholder” at gøre og så længe rockfans over flere generationer ser lyset i denne musik og dens skabere, jamen, så er de vitterligt larger than life og uden nogen (tilsyneladende) udløbsdato.

Men lad os ikke glemme det vigtigste - musikken. For den holder. Rolling Stones er det bedste, mest gnistrende, sammensvejsede hele i rockens historie. Synergieffekten i bandets tidlige produktioner er et forbillede for enhver rockgruppe, der er fulgt i deres fodspor. Rolling Stones er ikke teknisk overlegne som musikere, men kombinationen af deres fælles indsats er alkymi af fineste grad. Og Richards og Jagger var (her er det ok at tale i datid) fantastiske sangskrivere, der ophævede det simple og det basale til en fornemmelse for en rumlende urkraft, en skygge af tvivl, noget farligt lige bag overfladen. 

Rolling Stones var fem unge englændere, der tog den amerikanske blues, omformede den og indså, hvor store muligheder, der lå i denne transformation. 

Riffs'ene er utrolige, selvsagt, og Jaggers specielle aura som frontmand, blandingen af drillende legesyge, konfrontationslyst og en overmenneskelig virilitet sammenført med en professionalisme, der grænser til det maniske, er uovertruffen i rockhistorien. 

Live 1968


I was born in a crossfire hurricane,” synger han på en af signatursangene, Jumpin' Jack Flash. Pyt med, at han i virkeligheden er født i det kedelige, rurale Dartford, Kent. But what can a poor boy do but to sing for a rock and roll band?,” spørger han i Street Fighting Man. Jagger var og er distanceblænder, og det kunne han være med stor succes, netop fordi han og bandet vidste, hvad det gjorde og forstod den musik, de beundrede.

The Stones beviste, at bluesen og dens efterdønninger i rocken ikke afhang af oprigtighed eller autenticitet i egentlig forstand. Få sangere har formået at lyde så tændte og engagerende som Jagger, og alligevel så åbenlyst distancerede fra den smerte, de beskrev. Stones var på ét niveau tæt forbundne med en musik født af slaveri og sort, amerikansk kultur. Men deres hvide, engelske middelklassefingre tog fat om denne arvs rødder og omformede og forfinede den, gjorde den til deres egen.

Mick og Keith lærte selv at skrive sange og udspyede en række singler i midt-60'erne, der kom til at definere tiden (og ikke mindst dens altdominerende protagonister, ungdommen) og med tiden og tresserdrømmens død drev de længere og længere ind i en spiral af en overdrevent dekadent livsstil med den portion selvtilfredshed og selvbegejstring, det medførte. På den måde definerede bandet også tidsånden i 70'erne efter, at efterkrigsboom var blevet forvandlet til oliekrise, økonomisk stagnation og kulturel afmatning.

I 2012 synes det måske, som om de altid vil være her, at de altid vil fortsætte. De er forstandige forretningsfolk, der næppe har intentioner om at forlade rockens største brand. Mange vil sikkert (nok en gang) kalde bandet for en travesti, når 50-års-jubilæumsturneen tager fart, og fremstille rullestenene som en skygge af deres tidligere gloriøse stunder, men i virkeligheden gør Stones bare det, de er sat på jorden for at gøre: De fortsætter. De lader legenden køre videre, snarere end at nedgøre den eller søle den til. For hvis det er sandt, at deres præmis som gruppe er, at rock er en indvendig energi, et kald, så er det også deres opgave at forfølge det kald indtil den absolutte ende. Musikken nægter at dø, og rocken som kunstform sygner ikke hen, uanset hvor udvandet konceptet kan synes for de uindviede. 

Sidst, men ikke mindst: Rolling Stones er om nogen det band, der kalder på analyser af rocken som kulturel manifestation, men samtidig transcenderer bandet alle analyser og kategoriseringer. Der er en grænse for, hvor meget man kan intellektualisere noget så umiddelbart - så sindsoprivende - som deres musik.




Sympathy for Devil (live)



ABCNews-indslag om 50 årsjubilæet







1-9 of 9