Hvad kan Cannes 2013 fortælle om Oscar 2014?

indsendt 11. jun. 2013 16.31 af Mads Kjær Larsen   [ opdateret 12. jun. 2013 00.39 ]

Cannes-festivalen 2013 sluttede søndag aften 26. maj med uddelingen af De Gyldne Palmer. Steven Spielbergs stjernebesatte jury (der bl.a. inkluderede notabiliteter som Ang Lee, Christoph Waltz og Nicole Kidman) pegede på fransk-tunesiske Abdellatif Kechiches tre timer lange - og efter sigende særdeles seksuelt eksplicitte - lesbiske kærlighedsdrama La Vie D’Adele som aftenens vinder. Ikke helt uventet, eftersom kritikerne har taget særdeles godt imod filmen med den (anderledes underfundigt poetiske) engelske titel, Blue Is the Warmest Colour

- mkl -
11.06.13
Kechiches film følger i prominente fodspor, eftersom de seneste to sæsoners vinderfilm i Cannes Tree of Life og Amour efterfølgende blev regulære arthouse-hits globalt set og ydermere vandt utallige priser på deres respektive vej gennem filmsæsonen (der starter med Sundance, men fortsætter netop i Cannes). Terrence Malick og Michael Haneke markerede sig endda i oscarsammenhæng: Både Tree of Life og Amour hev en bedste film-nominering i land i henholdsvis 2012 og 2013 (Amour vandt i tilgift for bedste fremmedsprogede film).  













Cannes og Hollywood har en lang og brydsom historie med hinanden. Cannes har traditionelt været anset for en platform for film med arthouseaspirationer snarere end for amerikanske genrefilm. I slutningen af 1970erne, da Hollywood gennemgik den såkaldte “anden gyldne epoke” var Scorsese- og Coppola-generationen dog i den grad til stede på Croisetten (The Conversation og Apocalypse Now vandt palmerne til Coppola i hhv. 1974 og 1979, mens Scorsese vandt for Taxi Driver i 1976). Hele fire amerikanske film vandt alene i perioden 1989-94: Sex, Lies and Videotape (Steven Soderbergh), Wild at Heart (David Lynch), Barton Fink (Coen-brødrene) og Pulp Fiction (Quentin Tarantino). 

Da det i sagens natur primært er engelsksprogede produktioner, der dominerer oscarfesten, er det de amerikanske (og engelske) film i hovedkonkurrencen, der har den bedste chance for at gøre et indtryk på akademiet seks-syv måneder længere fremme i sæsonen, når oscarkapløbet nærmer sig sin kulmination. I de senere år har to film fra Cannes ligefrem vundet den fornemste oscarhæder for bedste film: The Artist (2012) og No Country For Old Men (2008).

Generelt må man dog sige, at sammenhængen mellem succes i Cannes og senere oscaranerkendelse er sparsom. Cannes er ikke det mest oplagte sted at søsætte en oscarkampagne. Det er for det første meget tidligt på sæsonen og dermed svært at fastholde momentum og interesse for sit produkt helt frem til næste vinter. Desuden er Cannes fortsat for mange amerikanske branchefolk indbegrebet af arthouse og kunstfilm og det flugter ikke alt for godt med akademiets smag, der traditionelt er mere populistisk eller konsensussøgende. 

Cannes er endvidere en scene for den globale filmkunst (og er ofte investeret med et globalt udsyn), som den hjemmegroede Hollywoodfilm ikke altid flugter med. Cannes er ikke lavet for at please Hollywood, men fastholder en identitet ved at insistere på seriøs filmkunst uden for alfarvej. Reelt er der ofte tale om en vekselvirkning mellem “venner af festivalen” (europæiske sværvægtere som Almodovar, Loach, Von Trier, Dardenne, Haneke), eksperimenterende eksempler på ny, global filmkunst (ikke mindst af asiatisk kulør) og større amerikanske instruktørnavne og stjerneskuespillere, der kan kaste glimmer over den røde løber på Croisetten og dermed sikre en ekstrabevågenhed, der ellers ville være fraværende. 

De Gyldne Palmer:

La Vie d'Adele - Blue Is the Warmest Colour
(2013)



Amour
(2012)


The Tree of Life
(2011)



Comments