Aktuelt om OSCAR


Oscar UPDATE: medio december

indsendt 18. dec. 2013 14.09 af Mads Kjær Larsen   [ opdateret 13. jan. 2014 09.37 ]

December er måneden, hvor de sidste oscarkandidater viser sig frem, og hvor kritikerne giver deres besyv med i form af årslister og kritikerpriser. Desuden har Golden Globe- og SAG-nomineringer været med til at kaste lys over en endnu vidtåben sæsons sidste krampetrækninger. Vi tager et kig på kapløbets aktuelle stilling, inden det endelige nomineringsfelt bliver en realitet i midten af januar.
- mkl -
18.12.13
Den fremtrædende amerikanske filmhistoriker og oscarblogger Mark Harris opdelte for nylig i sin tilbagevendende oscarklumme på kultur- og sporthjemmesiden grantland.com akademiets medlemmer i en række forskellige segmenter. Det er Harris' overordnede pointe, at selvom medlemmerne fordeler sig i forskellige branchegrupperinger (skuespillere, instruktører, klippere, lydfolk, komponister etc.), så er det ikke så meget deres faglige tilknytning, der er bestemmende for deres stemmeafgivning, som hvordan de i øvrigt kan segmenteres i forhold til andre både abstrakte og konkrete forhold, bestemt af både politisk og æstetisk observans, alder mm. 

Harris opererer med to hovedgrupper, traditionalister og anti-traditionalister. De førstnævnte sætter pris på det gode, stilsikre, traditionsforvaltende filmgods, der helst ikke skal udfordre deres forestilling om, hvad den gode film er. 2013-kandidater, der lever op til denne beskrivelse, er især 'Saving Mr. Banks', 'August: Osage County' og 'The Butler'. 

Anti-traditionalisterne er unge og mere hippe filmfolk, der ser det som deres pligt at sikre, at en mere alternativ side af Hollywood kommer til udtryk i prissammenhæng. Film som 'Inside Llewyn Davis', 'Fruitvale Station', 'Before Midnight' og 'Her' vil typisk falde i deres smag. Med andre ord: film, der udfordrer det bestående.

Indimellem - eller rundt om - disse positioner, er der andre segmenter, der gør sig gældende: Harris benævner et af dem "American Auteurists", dvs. medlemmer, der har en forkærlighed for de store amerikanske instruktørnavne, der kommunikerer bredt, men gør det med et personligt aftryk: I årets felt kunne der være tale om titler som 'American Hustle' (O. Russell), 'The Wolf of Wall Street' (Scorsese), 'Inside Llewyn Davis' (Coen) og 'Nebraska' (Payne). Så er der "Spectacle Guys", gerne medlemmer med baggrund i det tekniske filmhåndværk, der godt kan lide store udstyrsstykker med action og special effects. I år vil de primært stemme på film som 'Gravity' og 'Captain Phillips'. En tredje vigtig gruppe er "Message Voters", medlemmer, for hvem filmenes politiske eller samfundskommenterende budskaber er centrale. De vil i år særligt være tiltrukket af '12 Years A Slave', 'The Butler' og måske 'Dallas Buyers Club'. 

Af branchegrupperingene står skuespillerne som den største enkeltgruppe (og dermed den mest indflydelsesrige), og de kan også siges at tælle som et segment i sig selv med deres forkærlighed for ensemblefilm, ofte med et stort cast af stjerner både i hoved- og biroller. Skuespillerne vil derfor i år føle sig tiltrukket af film som '12 Years a Slave', 'American Hustle', 'The Butler' og 'August: Osage County'.

En af Harris' hovedpointer er, at alt efter årgang og udbuddet af de faktiske film, vil det variere hvilket segment, der er stærkest i et givent år- eller rettere; hvilken film, der formår at appellere til de fleste segmenter på en og samme gang. For det er indlysende vigtigt ikke kun at appellere til et segment, men at kunne dække flere segmenter på en gang. 

2013 kunne umiddelbart synes at være en årgang, hvor "message voters"-blokken står stærkt. Der er en stærk fortælling i bestræbelsen på at gøre op med Amerikas skamfulde og racistiske fortid. Flere af årets markante oscarbejlere søger således at reformulere billedet af det sorte Amerikas historie - at sætte ansigt på lidelsen. '12 Years a Slave' og 'The Butler' er to væsensforskellige bud på denne historie: Den ene er gruopvækkende, udpenslet og dvælende, den anden opbyggelig og episodisk. En tredje film - 'Fruitvale Station' - fokuserer på racismens endnu latente tilstedeværelse i samfundets bærende institutioner (her: ordensmagten). 

Hvor står vi så nu? Jo, de første (og vigtigste) kritikerpriser er blevet uddelt uden at tegne noget entydigt billede - men siden de mindre kritikerpriser fra Amerikas hjerteland er begyndt at sive ind, er der opstået konsensus omkring '12 Years a Slave' som bedste film. Billedet forplumres dog noget af, at Alfonso Cuarón ('Gravity') har vundet flere priser for sin instruktion end McQueen for sin af '12 Years a Slave'. 

Vi har også fået SAGs (skuespillerforbundets) nomineringer, der på vanlig konservativ vis samler sig om traditionelle ensemblefilm, mens Golden Globes på interessant vis gik den modsatte vej: Her antydedes en modsat reaktion; mere "gammeldags" ensemblefilm som 'Saving Mr. Banks' og 'The Butler' blev næsten aldeles overset til fordel for film som 'Her', 'Dallas Buyers Club', 'Rush' og 'Philomena'. Hermed være også sagt, at intet er afgjort. Usædvanligt mange film kan endnu nå at blande sig (hele 15 film bejler ifølge mit estimat til de forventede 7-8-9 pladser), og Oscarakademiet lægger sig sikkert lunt et sted imellem Golden Globe-komiteens friske og varierede bud og SAGs mere ensporede konservatisme. 

Især to store oscarspillere kan endnu nå at flytte sig dramatisk i akademiets bevidsthed, fordi de først har biografpremiere i løbet af december, og det er 'American Hustle' og 'Wolf of Wall Street'. For de to film er det vigtigt at gøre en god figur ved billetlugerne for at blive taget alvorligt som troværdige oscarvinderkandidater. Klarer de den forhindring, banes vejen for en styrket position i det tætte opløb i et usædvanligt stort felt. 

16. januar offentliggøres nomineringerne til oscarfesten. I starten af det nye år vil jeg komme med mine bud på, hvilke film og præstationer, jeg tror, opnår nomineringer i alle hovedkategorierne samt hvilke, der burde have været nomineret. 

UPDATE pr. 20.dec: I kategorien for bedste fremmedsprogede film har akademiet offentliggjort sin ni film omfattende shortlist, der meget overraskende IKKE inkluderer forhåndsfavoritter som 'Gloria', 'Wadjda' og 'The Past'. Til gengæld er Danmarks bidrag 'Jagten' som ventet med og chancerne for en oscartriumf til Thomas Vinterbergs film er bestemt ikke blevet ringere med udeladelsen af prominente konkurrenter...

Medio december ser feltet således ud:


Bedste film:


1. (1) 12 Years A Slave 

2. (2) Gravity 

3. (5) American Hustle 

4. (4) Captain Phillips

5. (7) Inside Llewyn Davis 

6. (9) The Wolf of Wall Street

7. (8) Nebraska   

8. (6) The Butler 

9. (3) Saving Mr. Banks 

10. (11) Dallas Buyers Club 

11. (15) Her 

12. (13) August: Osage County 

13. (12) Philomena 

14. (17) Fruitvale Station 

15. (10) Blue Jasmine 



Bedste instruktion:


1. - Steve McQueen (12 Years a Slave)

2. - Alfonso Cuarón (Gravity)

3. - David O. Russell (American Hustle)

4. - Paul Greengrass (Captain Phillips)

5. - Martin Scorsese (The Wolf of Wall Street)


6. - 
Joel & Ethan Coen (Inside Llewyn Davis)

7. - Alexander Payne (Nebraska)

8. - Spike Jonze (Her)

9. - Lee Daniels (The Butler)

10. - John Hancock (Saving Mr. Banks)

11. - Woody Allen (Blue Jasmine) 

 


Bedste mandlige hovedrolle:


1. (1) Chiwetel Ejiofer (12 Years A Slave) 

2. (2) Matthew McConaughey (Dallas Buyer’s Club) 

3. (4) Bruce Dern (Nebraska) 

4. (3) Robert Redford (All Is Lost)

5. (5) Tom Hanks (Captain Phillips)  

6. (10) Leonardo DiCaprio (The Wolf of Wall Street)

7. (6) Forest Whitaker (The Butler)

8. (9) Michael B. Jordan (Fruitvale Station)

9. (7) Oscar Isaac (Inside Llewyn Davis) 

10. (8) Joaquin Phoenix (Her)  

11. (11) Christian Bale (American Hustle)

12. (12) Idris Elba (Mandela: Long Walk to Freedom)

 


Bedste kvindelige hovedrolle:


1. (1) Cate Blanchett (Blue Jasmine) 

2. (2) Sandra Bullock (Gravity)

3. (4) Emma Thompson (Saving Mr. Banks)

4. (3) Judi Dench (Philomena) 

5. (5) Meryl Streep (August: Osage County) 

6. (9) Brie Larson (Short Term 12)

7. (6) Amy Adams (American Hustle) 

8. (10) Adele Exarchopoulos (Blue is the Warmest Color)

9. (8) Kate Winslet (Labor Day) 



Bedste mandlige birolle: 


1. (2) Jared Leto (Dallas Buyers Club)

2. (1) Michael Fassbender (12 Years A Slave) 

3. (4) Barkhad Abdi (Captain Phillips)

4. (5) Daniel Brühl (Rush) 

5. (6) Bradley Cooper (American Hustle)


6. (8) James Gandolfini (Enough Said)

7. (3) Tom Hanks (Saving Mr. Banks)

8. (7) Jonah Hill (The Wolf of Wall Street)

9. (NY) Will Forte (Nebraska)

10. (9) John Goodman (Inside Llewyn Davis)

11. (10) Chris Cooper (August: Osage County)

12. (NY) James Franco (Spring Breakers)

13. (12) Matthew McConaughey (Mud)

 


Bedste kvindelige birolle:


1. (1) Lupita Nyong’o (12 Years A Slave)

2. (5) Jennifer Lawrence (American Hustle) 

3. (3) June Squibb (Nebraska)

4. (2) Oprah Winfrey (The Butler)  

5. (6) Julia Roberts (August: Osage County) 

6. (4) Octavia Spencer (Fruitvale Station)

7. (9) Sally Hawkins (Blue Jasmine)

8. (8) Scarlett Johansson (Her)

9. (11) Sarah Paulson (12 Years A Slave)

10. (7) Margo Martindale (August: Osage County) 

11. (NY) Shailene Woodley (The Spectacular Now)

12. (14) Jennifer Garner (Dallas Buyers Club)

 


Bedste fremmedsprogede film:


1. - The Hunt (Danmark)

2. - The Broken Circle Breakdown (Belgien)

3. - Omar (Palæstina)

4. - The Great Beauty (Italien)

5. - The Grandmaster (Hong Kong)


6. - Two Lives (Tyskland)

7. - The Notebook (Ungarn)

8. - The Missing Picture (Cambodia)

9. - Iron Picker (Bosnien)

 

 




Fordeling af kritikerpriser (løbende opdatering)

Bedste film:

  • 12 Years A Slave 21 (SF, C)
  • Her 7 (LA, NBR)
  • Gravity 4 (LA)
  • Inside Llewyn Davis 3
  • American Hustle 1 (NY)

 

Bedste instruktion:

  • Alfonso Cuarón 20 (LA, SF)
  • Steve McQueen 13 (NY, C)
  • Spike Jonze 1 (NBR)
  • Ethan & Joel Coen 1

 

Bedste mandlige hovedrolle:

  • Chiwetel Ejiofor 21 (SF, C)
  • Matthew McConaughey 7
  • Oscar Isaac 4
  • Bruce Dern 2 (LA, NBR)
  • Robert Redford 1 (NY)
  • Joaquin Phoenix 1

 

Bedste kvindelige hovedrolle:

  • Cate Blanchett 23 (NY, LA, SF, C)
  • Brie Larson 4
  • Adele Exarchopoulos 4 (LA)
  • Emma Thompson 2 (NBR)
  • Sandra Bullock 2
  • Meryl Streep 1

 

Bedste mandlige birolle:

  • Jared Leto 21 (LA, NY, C)
  • Michael Fassbender 6
  • James Franco 4 (LA, SF)
  • Will Forte 1 (NBR)
  • James Gandolfini 1
  • Barkhad Abdi 1
  • Bill Nighy 1

 

Bedste kvindelige hovedrolle:

  • Lupita Nyong'o 19 (LA, C)
  • Jennifer Lawrence 10 (NY, SF)
  • Scarlett Johansson 2
  • Octavia Spencer 1 (NBR)
  • June Squibb 1
  • Shailene Woodley 1


LA= Los Angeles-kritikernes pris

NY= New York-kritikernes pris

SF= San Francisco-kritikernes pris

C= Chicago-kritikernes pris

NBR= National Board of Review (amerikansk sammenslutning af kritikere)

(Note: Hvis der er to inden for samme kategori, der er tilskrevet samme kritikerpris, skyldes det, at det ikke er usædvanligt, at afstemningerne ender med uafgjorte resultater, så to film eller præstationer må deles om prisen)



Metacritic-værdier

Metacritic.com er en prominent og ofte refereret aggregatside, der samler anmeldelser fra Nordamerikas og Englands 50 førende kritikere og udregner en gennemsnitsscore beregnet herudfra. Værdierne bliver løbende opdateret.


Værdier for kandidater til hovedkategorier:

12 Years A Slave 97

Gravity 96     

Before Midnight 94 

Her 92

Inside Llewyn Davis 92 

American Hustle 90


Blue Is the Warmest Color 88

All Is Lost 87

Nebraska 86

Fruitvale Station 85

Dallas Buyer's Club 84

Captain Phillips 83    

Frances Ha 82    

Short Term 12 82

The Spectacular Now 82

Enough Said 79

Blue Jasmine 78  

Mud 76

Philomena 76

Rush 75   

The Wolf Of Wall Street 75 

Prisoners 74

The Butler 65

Labor Day 65

Saving Mr. Banks 65 

Out of the Furnace 64

Spring Breakers 63

Mandela: Long Walk To Freedom 60


August: Osage County 58


 

Kandidater til bedste fremmedsprogede film:

The Great Beauty (Italy) 86

The Missing Picture (Cambodia) 80

The Hunt (Denmark) 76

The Grandmaster (Hongkong) 72

Broken Circle Breakdown (Belgium) 70

Omar (Palæstina) -

Two Lives (Tyskland) -

Iron Picker (Bosnien) -

The Notebook (Ungarn) -


 

Kandidater til bedste dokumentarfilm:

Stories We Tell 90

The Act of Killing 89

Blackfish 83

20 Feet From Stardom 83

Tim's Vermeer 77

After Tiller 75

The Armstrong Lie 67

 


Oscar: Status medio oktober 2013

indsendt 19. okt. 2013 15.34 af Mads Kjær Larsen   [ opdateret 12. dec. 2013 16.53 ]

Efter afslutningen på de tre vigtige branchefestivaler Telluride, Venedig og Toronto i starten af september, hvor en hel hob af årets priskandidater blev fremvist for første gang (eller for enkeltes tilfælde for første gang på nordamerikansk jord siden verdenspremieren i Cannes), tegner der sig klarere konturer af oscarlandskabet.
- mkl -
20.10.13
De første af sæsonens store film har sågar allerede haft amerikansk biografpremiere. Det er derfor nu noget nemmere at sætte flueben ud for specifikke titler eller nedjustere forventningerne til andre. Særligt to film - 'Gravity' og '12 Years a Slave' har opnået så sensationel omtale, at det giver mening at tale om, at kapløbet mod Oscar allerede har fundet sine to frontrunners... 

En tredje potentiel favorit, Bennett Millers 'Foxcatcher' er derimod blevet skubbet til 2014. Og i skrivende stund er det overvejende sandsynligt, at Martin Scorseses 'The Wolf on Wall Street' heller ikke når at blive klippet færdig til den foreskrevne premieredato op til jul. Hvis Scorsese ikke får filmen færdig til den dato, vil den ikke kunne nå at kandidere til oscarkapløbet i indeværende sæson. En beslutning, der formodentlig giver grå hår til de involverede... 

Post-production-fasen kan ofte være det vanskeligste puslespil af alle at få til at gå op, men der bliver uundgåeligt spekuleret i, at producenterne bag har vurderet, at der ikke er "plads" til dem i et år, der er fyldt til randen med andre stærke kort og hvor den primære røde tråd synes at være den sorte amerikanske historie(fortælling) på den ene side ('Fruitvale Station', 'The Butler', '12 Years a Slave') og teknologiens eller den moderne kapitalismes indvirkning på det moderne menneske på den anden ('Her', 'Gravity', 'Dallas Buyers Club', 'Blue Jasmine', 'Nebraska'). Hvis man skal være en kende vidtløftig, kan man sågar spore en alternativ fortælling om enkeltindividers håndtering af exceptionelle/livstruende omstændigheder ('Gravity' igen, 'All is Lost', 'Captain Phillips', til dels 'Dallas Buyer's Club'). 

Meget afgøres i de kommende måneder af hvilken fortælling, der bliver dominerende henover sæsonen. Hvilken fortælling resonerer mest og bedst med akademimedlemmerne, når alt kommer til alt? 

Et forsigtigt bud: Jeg tror ikke, at akademiet vil forbigå muligheden for at honorere den sande, amerikanske historie om slaveriet på egen jord. '12 Years a Slave' giver den kompromisløse version - råt for usødet. Jeg tror akademiet vil føle sig kaldet til at gøre året 2014 til året, hvor man vil markere, at man er klar til at høre selv de mest ubehagelige sandheder om Amerikas fortid, inklusive det mørke slaveblod, landets fundament hviler på... Efter sigende sparer McQueen ikke på virkemidlerne i sin fremstilling, og det kan i samme bevægelse være filmens største problem: Mere magelige dele af akademiet vil nok ikke lige frem føle sig "underholdt" eller "taget i hånden" af en film, der er så ublu i sin fremstilling af menneskelig brutalitet og afstumpethed. Da McQueen selv er sort (dog britisk), får akademiet dog endnu en tilskyndelse til at honorere filmen og ham selv som instruktør: Det vil første gang i oscarhistorien, at en oscarvindende film er lavet af en sort instruktør. Dermed kan akademiet vaske endnu en skamplet af renommeet... jeg anslår, at det er en chance, det ikke vil forpasse.

MEN: 2013 synes at være en uhørt stærk årgang og derfor skal man ikke tage noget for givet. Især ikke fordi der er to andre film på tapetet, der kan tage stemmer fra '12 Years...', hvis det kommer til at honorere blikket på den sorte amerikanske fortælling, 'Fruitvale Station' og 'The Butler'. Meget kan man sige om sidstnævnte, men hvis '12 Years...' mader beskueren med eddike, så får 'The Butler' medicinen til at synke ned sødet med en stor, fed sukkerknald. Det kan koste stemmer, at 'The Butler' er et light alternativ til '12 Years...'

Som metacritic-gennemgangen i boksen til højre viser, er der tale om en hel håndfuld potentielle oscarspillere med værdier over 90, der i forvejen er uhørt høj. 6 film placerer sig over 90, mens yderligere 5 ligger i 80erne. Kritikermæssigt kan vi allerede nu fastslå, at 2013 formentlig vil blive husket som en fremragende årgang. Tallene taler virkelig for sig selv.

Herunder følger mine vurderinger medio oktober vedrørende OSCAR 2014:

(Film med fed font har enten allerede haft amerikansk premiere eller er blevet vist i festivalsammenhæng Sundance/Cannes/Telluride/Toronto/Venedig)

UPDATE 20/10: 'Saving Mr. Banks' havde snigpremiere som afslutningsfilm ved London Film Festival søndag aften, 20. oktober. Filmen har fået god kritik, hvilket gør denne potentielle crowdpleaser og skræddersyet-til-Oscar-film til en sikker bedste film-kandidat (og hvem ved? En mulig konsensus-kandidat som vinder...)

UPDATE 22/10: 'The Wolf on Wall Street' har nu fået fastsat en premieredato til første juledag i USA. Dvs. at den er klar til oscarkapløbet trods gentagne forlydender om det modsatte. Til gengæld har Clooney og co. trukket 'The Monuments Men' fra kapløbet og satser i stedet på en mere finansielt indbringende forårspremiere (2014). Alas, another one bites the dust...


Bedste film:

1. (6) 12 Years A Slave (Steve McQueen) 

2. (7) Gravity (Alfonso Cuaron)

3. (3) Saving Mr. Banks (John Hancock)

4. (9) Captain Phillips (Paul Greengrass) 

5. (1) American Hustle (David O. Russell) 

6. (11) The Butler (Lee Daniels)

7. (8) Inside Llewyn Davis (Joel & Ethan Coen)

8. (12) Nebraska (Alexander Payne) 

9. (2) The Wolf on Wall Street (Martin Scorsese) 

10. (16) Blue Jasmine (Woody Allen)


11. (25) Dallas Buyer’s Club (Jean-Marc Vallee)

12. (10) Philomena (Stephen Frears) 

13. (5) August: Osage County (John Wells)

14. (24) All Is Lost (JC Chandor)

15. (23) Her (Spike Jonze)

16. (20) Rush (Ron Howard)   

17. (15) Fruitvale Station (Ryan Coogler) 

18. (17) Before Midnight (Richard Linklater) 

19. (NY) Enough Said (Nicole Holofcener)

20. (NY) Prisoners (Denis Villeneuve)  

21. (22) Out of the Furnace (Scott Cooper) 

22. (NY) Blue Is the Warmest Color (Abdellatif Kechiche)

23. (NY) The Book Thief (Brian Percival)

24. (NY) Mud (Jeff Nichols)

25. (NY) The Invisible Woman (Ralph Fiennes)

26. (NY) Short Term 12 (Destin Cretton)

27. (18) Labor Day (Jason Reitman)

28. (16) The Counselor (Ridley Scott)

29. (14) The Secret Life of Walter Mitty (Ben Stiller)


Kommentar: 

'12 Years a Slave' og 'Gravity' har begge hentet triumferende anmeldelser. Det er naturligvis skønt for bagmændene bag de to film, at de har fået særdeles fremragende kritik, men det kan være en blandet velsignelse at skulle holde fast ved en førerposition så lang tid før oscarfesten. Dels risikerer en frontrunner at løbe tør for pressens og branchens goodwill allerede inden stemmerne skal afgives, dels giver det konkurrenterne tilsvarende meget tid til at mobilisere angreb og snigløb på ens attråede position.

Men er det '12 Years a Slave' eller 'Gravity', der kan indtage pladsen som den absolutte frontrunner medio oktober?

'12 Years a Slave' ligner pga. dens stærke tematiske relevans (i et år, der som sagt har budt på flere film om de sorte amerikaneres historie og fortsatte borgerrettighedskamp) et stærkt bud på en vinderfilm, ikke alene fordi anmelderserne har været overvældende, men fordi den tilsyneladende bevæger sig på en holdbar barberbladskant mellem det kunstnerisk kompromisløse og det store historiske melodrama. Hvis de to ting kombineres, står man med rigtig gode kort på hånden, da både kritikere, branche og akademimedlemmer vil føle sig talt til. '12 Years a Slave' synes at have fået noget så abstrakt som selve tidsånden på sin side, især hvis akademiet ønsker at understrege sit liberale sindelag i et år, hvor Trayvon Martin-sagen (og frifindelsen af hans drabsmand) har høstet overskrifter. 

Alfonso Cuarons 'Gravity' har fået lige så forrygende anmeldelser som Steve McQueens epos om en slaves fortvivlede kamp for at vinde sin frihed i 1850ernes Amerika. Spørgsmålet er om den tematisk kan matche '12 Years a Slave'? Filmens visuelle og filmtekniske formåen er efter sigende af så overbevisende og bjergtagende en støbning, at flere af de tekniske priser ligger lige for. 'Gravity' har potentialet til at hive rigtig mange nomineringer i land og filmen med flest nomineringer har traditionelt gode vindermuligheder, fordi den favner bredt blandt akademiets forskellige grupperinger. Men tematisk og tidsåndsmæssigt synes den ikke at have samme muligheder for at betage akademimedlemmerne som '12 Years a Slave'. Desuden er det tvivlsomt om akademiets største enkeltgruppe, skuespillerne, vil stemme på en film, der reelt kun opererer med to skuespillere (Bullock og Clooney). 

Hvad der lige nu taler allermest til fordel for filmen er den mageløst stærke åbning i de amerikanske biografer, hvor den har indtjent over 110 mio. dollars på blot to uger (hvilket er rekord for en film, der har premiere i oktober). Meget imponerende. 'Gravity' er med andre ord ved at udvikle sig til et fænomen. Og fænomener kan være svære at holde nede, men det kan omvendt også være svært at forudsige hvor langt medvinden rækker. Eller om vinden pludselig vender (som den gjorde det for fx 'Avatar' i 2009)...

Cannes-film som 'Nebraska', 'All Is Lost' og 'Inside Llewyn Davis' er også blevet vist på de tre store nordamerikanske festivaler og har fået bekræftet deres status som stærke film med gode oscarmuligheder. Ingen af dem ligner en oscarvinderfilm, men all tre har udbygget deres mulighed for at opnå i hvert fald en nominering for bedste film, selvom der næppe er plads til alle tre. 

Der har desuden været rigtig god omtale af film som 'Dallas Buyer's Club', 'Philomena' (i Venedig) og 'Captain Phillips'. Sidstnævnte ligner et sikkert kort til en bedste film-nominering og har fået en god start box office-mæssigt i USA, selvom den naturligvis overskygges af 'Gravity'. 

Spike Jonzes 'Her' er blevet vist for en udvalgt skare ved den igangværende New York Film Festival (NYFF) og har fået fremragende kritik. Den kan være en spændende dark horse, som det kan være værd at holde et vågent øje med.

Mere blandet omtale har der været omkring film som 'Labor Day', 'August: Osage County' og 'Mandela: Long Walk to Freedom'. Decideret diskvalificerende i oscarsammenhæng har omtalen været for Wikileaks-filmen 'The Fifth Estate'.

Der er stadig en række film, der ikke er blevet fremvist for andet end absolutte insidere. Derfor hersker der endnu uvished om hvilke film der i sidste ende vil gøre krav på at blive taget seriøst i priskapløbet. 'The Monuments Men', 'American Hustle', 'The Secret Life of Walter Mitty' og 'Saving Mr. Banks' (men altså desværre ikke 'Foxcatcher' og formentlig heller ikke 'The Wolf On Wall Street') hører til denne kategori. Hvorledes de klarer sig, vil blive bestemmende for det endelige kandidatfelt, en situation vi nok ikke kan forvente os før sent i november (måske endda først tidligt i december). 

For "sommer"-kuldet af film ser situationen yderst positiv ud for især 'The Butler', der ganske uhørt lå tre uger som nummer 1 ved de amerikanske biografluger i august/september, en regulær sjældenhed. 'The Butler' har allerede indtjent over 115 mio. dollars og dens box office-succes kombineret med dens panoramiske blik over nyere amerikansk historie (med eksplicit fokus på racerelationer og borgerrettighedskampen) gør den til en seriøs kandidat - til trods for blandede anmeldelser. 

Andre af sommerens (og forsommerens) premierefilm, såsom 'Blue Jasmine', 'Before Midnight', 'Mud' og 'Fruitvale Station' får det svært mod alle de store oscaregnede produktioner med tunge distributører i folden, men det faktum, at de endnu udgør en del af oscardiskussionen vidner om deres potentielle langtidsholdbarhed. Og akademimedlemmerne vil endvidere få mulighed for at "genopdage" dem på dvd inden de afgiver deres stemme i slutningen af december. December måneds regn af kritikerpriser betyder traditionelt også, at kritikerhits fra først på året har muligheden for at genfinde momentum på et afgørende tidspunkt (især hvis nogle af de store prestigeproduktioner viser sig ikke at kunne leve op til deres designerede status).

 


Bedste mandlige hovedrolle:


1. 3. Chiwetel Ejiofer (12 Years A Slave) 

2. 1. Matthew McConaughey (Dallas Buyer’s Club) 

3. 9. Robert Redford (All Is Lost) 

4. 4. Bruce Dern (Nebraska) 

5. 5. Tom Hanks (Captain Phillips) 


6. 10. Forest Whitaker (The Butler) 

7. 8. Oscar Isaac (Inside Llewyn Davis) 

8. 18. Joaquin Phoenix (Her)  

9. 6. Michael B. Jordan (Fruitvale Station)

10. 2. Leonardo DiCaprio (The Wolf on Wall Street)

11. 12. Idris Elba (Mandela: Long Walk To Freedom)

12. (NY) Christian Bale (Out of the Furnace)

13. 15. Ethan Hawke (Before Midnight) 

14. 7. Christian Bale (American Hustle) 

15. (NY) Hugh Jackman (Prisoners) 

16. (NY) Ralph Fiennes (The Invisible Woman)


Kommentar: 

Der er stadig ret åbent spil om pladserne. McConaughey, Redford og Ejiofor ligner tre næsten sikre bud på nomineringer, men herudover kan der ske meget: Godt nok er Steve Carell (samt Channing Tatum) og formentlig Leonardo DiCaprio nu ude af kapløbet, fordi deres film er blevet skubbet til 2014, men der er stadig meget stærke præstationer, der befinder sig lige uden for den aktuelle top 5. 

Veteranen Bruce Dern er et stærkt bud blandt de film, der allerede er blevet vist på de vigtigste festivaler. Dern har arbejdet sammen med et hav af akademimedlemmer i sin karriere; mon ikke gerne de vil belønne ham med en slags lifetime achievement-nominering? Der har været diskussioner fremme om, at Dern kan føres frem som birolle, men vi får se. Det mest sandsynlige er en kampagne for hovedrolle (han vandt hovedrolleprisen i Cannes). Tom Hanks har fået fremragende anmeldelser for 'Captain Phillips', men den oscarvenlige 'Saving Mr. Banks' lurer om hjørnet og det synes mere sandsynligt, at akademiet vælger hans birolle som Walt Disney fremfor den mere underspillede (og angiveligt ikke-sentimentale) rolle som kaptajn Phillips, der overlevede et somalisk kidnapningsdrama ombord på et Maersk-containerskib. Andre muligheder er Forest Whitaker, Oscar Isaac, Joaquin Phoenix og Michael B. Jordan, men deres chancer afhænger nok af om endnu usete præstationer fra fx Christian Bale og Leonardo DiCaprio kan bryde ind i kategoriens top og dermed skubbe dem endegyldigt til side. 

 


Bedste kvindelige hovedrolle:


1. 2. Cate Blanchett (Blue Jasmine) 

2. 7. Sandra Bullock (Gravity)

3. 5. Judi Dench (Philomena) 

4. 4. Emma Thompson (Saving Mr. Banks)

5. 1. Meryl Streep (August: Osage County) 

 

6. 3. Amy Adams (American Hustle) 

7. 10. Kate Winslet (Labor Day) 

8. 11. Julie Delpy (Before Midnight) 

9. 18. Brie Larson (Short Term 12) 

10. (NY) Adele Exarchopoulos (Blue is the Warmest Color)

11. 13. Berenice Bejo (The Past) 

12. (NY) Sophie Nelisse (The Book Thief)

13. (NY) Julia Louis-Dreyfus (Enough Said)

14. 17. Greta Gerwig (Frances Ha)

15. (NY) Paulina Garcia (Gloria)


Kommentar:

En af forhåndsfavoritterne, Naomi Watts, er efter skånselsløst hårde (ja, nedgørende) anmeldelser af 'Diana' forvandlet til en mere sandsynlig kandidat ved de årlige Razzie Awards for årets værste kvindelige hovedrolle, end hun er en troværdig kandidat til en oscarnominering...

'Grace of Monaco' og 'The Immigrant', to af Harvey Weinsteins film, er endegyldigt blevet udskudt til 2014 og dermed er Nicole Kidman og Marion Cotillard også ude af spillet, i hvert fald i indeværende sæson. Weinstein har formentlig taget beslutningen, fordi han vurderer, at de to film har udmærkede kommercielle muligheder, der bedre vil kunne udnyttes i foråret 2014 (hvor det skorter på prestigefilmspremierer). Men det betyder formentlig også, at den drevne distributør anser andre i sin "stald", såsom Meryl Streep ('August: Osage County') og Judi Dench ('Philomena') for bedre kort at spille ud. Det styrker således især Dench og Streep (fordi Weinstein fra nu af satser på dem eksklusivt), at Kidman og Cotillard er ude. Da det endelig er afgjort, at Weinstein satser på Streep som hovedrolle og Julia Roberts som birolle, er Roberts heller ikke i spil længere.

Når det er sagt, er kvindernes felt langt mere etableret og tilsyneladende fastlåst end mændenes på nuværende tidspunkt. Det er svært at forestille sig, at Bullock og Blanchett ikke bliver nominerede og da det samme er tilfældet med hardhitterne Dench og Streep, er der reelt kun én plads tilbage at kæmpe om: Nogle af årets mest roste præstationer (Exarchopoulos, Delpy, Larson og Gerwig) er naturligvis muligheder, men det er mere sandsynligt, at pladsen går til enten Emma Thompson ('Saving Mr. Banks') eller Amy Adams ('American Hustle'). De to er de eneste tilbageværende ubesvarede spørgsmål og da de er med i to af årets overordnede forhåndsfavoritter, er de på papiret (kombineret med deres respektive starpower) mere end oplagte kandidater. Exarchopoulos, Delpy, Larson og Gerwig må nok berede sig på at skulle konkurrere om kritikerpriser frem for filmindustriens største anerkendelse.

 


Bedste mandlige birolle: 


1. 2. Michael Fassbender (12 Years A Slave) 

2. 10. Jared Leto (Dallas Buyer’s Club)

3. 1. Tom Hanks (Saving Mr. Banks)

4. (NY) Barkhad Abdi (Captain Phillips)

5. 8. Daniel Brühl (Rush) 


6. 12. Bradley Cooper (American Hustle)

7. 4. Jonah Hill (The Wolf on Wall Street)

8. (NY) James Gandolfini (Enough Said)

9. 5. John Goodman (Inside Llewyn Davis)

10. (NY) Chris Cooper (August: Osage County)

11. 11. George Clooney (Gravity) 

12. (NY) Matthew McConaughey (Mud)

13. 13. Josh Brolin (Labor Day) 

14. 16. Jeremy Renner (American Hustle) 

15. 19. Matthew McConaughey (The Wolf on Wall Street) 

16. 3. Javier Bardem (The Counselor)

17. 14. Ben Foster (Ain’t Them Bodies Saints) 

18. (NY) Geoffrey Rush (The Book Thief)

19. 18. Andrew Dice Clay (Blue Jasmine) 

20. 21. Woody Harrelson (Out of the Furnace) 

21. (NY) Jake Gyllenhall (Prisoners)

22. (NY) Steve Coogan (Philomena)


Kommentar:

Fassbender, Leto og Brühl ligger lunt i svinget blandt de allerede sete film. Hvorvidt alle tre bliver nomineret afhænger af kvaliteten hos de endnu usete konkurrenter. Tom Hanks er mere end oplagt i rollen som Walt Disney i 'Saving Mr. Banks' (kan det blive mere oscarvenligt!?), men der lurer andre seriøse kandidater: Jonah Hill, Matthew McConaughey og Mark Ruffalo lignede oplagte kort, men de er nu ude efter beslutningen om, at skyde 'Foxcatcher' og 'The Wolf on Wall Street' til næste sæson. Der er dog stadig ubekendte kort som Javier Bardem og Bradley Cooper fx. Og så er der mange kandidater, der er kommet til den sidste måneds tid og måske kan gøre yderligere indhug i den kommende tid, såsom Gyllenhall, Gandolfini (i hans næstsidste filmrolle) og Rush. 

John Goodman, der af uransagelige årsager aldrig har opnået en oscarnominering, er i år aktuel med to roller i oscarrelevante film: 'The Monuments Men' og 'Inside Llewyn Davis'. For at råde bod på sin undladelsessynd kan akademiet bestemt tænkes at reservere en plads til ham. En spændende outsider er den indtil nu aldeles ukendte amatør Barkhad Abdi, der har fået fornemme anmeldelser for rollen som somalisk pirat i 'Captain Phillips'. Med en god kampagne kan han gå hele vejen. Med en dårlig vil han sikkert knapt nok komme i betragtning. 

 


Bedste kvindelige birolle:


1. 8. Lupita Nyong’o (12 Years A Slave)

2. 3. Oprah Winfrey (The Butler)  

3. 13. June Squibb (Nebraska)

4. 1. Octavia Spencer (Fruitvale Station)

55. Jennifer Lawrence (American Hustle) 


6. (NY) Julia Roberts (August: Osage County) 

7. 2. Margo Martindale (August: Osage County) 

8. (NY) Scarlet Johansson (Her)

9. 12. Sally Hawkins (Blue Jasmine)

10. 19. Naomie Harris (Mandela: Long Walk To Freedom)

11. (NY) Sarah Paulson (12 Years A Slave)

12. 4. Cameron Diaz (The Counselor)

13. 14. Amy Adams (Her) 

14. 9. Jennifer Garner (Dallas Buyer's Club)

15. 18. Carey Mulligan (Inside Llewyn Davis) 

16. (NY) Felicity Jones (The Invisible Woman)

17. (11) Melonie Diaz (Fruitful Station)

18. (NY) Lea Seydoux (Blue is the Warmest Color)

19. (NY) Maria Bello (Prisoners)

20. 17. Zoe Saldana (Out of the Furnace) 

21. (NY) Emily Watson (The Book Thief)


Kommentar

Ligesom hos hovedrollekategorien hos kvinderne, synes birollekategorien låst ret fast allerede (det siger måske noget om manglen på gode kvinderoller i forhold til mængden af substantielle manderoller i tidens amerikanske film?): Nyong'o og Winfrey synes stensikre, men Spencer og Squibb kan også hurtigt vise sig at positionere sig afgørende i kategorien.

Der er dog tre (stjerne)kort, som måske kan have tyngden til at kunne gribe forstyrrende ind: Adams, Johansson og Lawrence. Hold især øje med America's sweetheart numero uno, J-Law - og Amy Adams (med mindre hendes hovedrolle i 'American Hustle' tager al opmærksomheden fra hendes birolle i 'Her'). Johansson kan blive den første skuespiller, der nogensinde er blevet nomineret uden fysisk at optræde i filmen ('Her'), men udelukkende ved at agere via sin stemme. 

Den særdeles aktive superveteran Vanessa Redgrave var længe et godt bud for 'Foxcatcher', men hun må nu indstille sig på en 2014-15-kampagne i stedet.

Og så er der naturligvis Julia Roberts, der har fået byttet en potentiel hovedrollekampagne ud med en for birolle. Hvis akademiet hopper på dette forsøg på at omgås kategoriforskrifterne fra den drevne Harvey Weinsteins side, er Roberts en god mulighed. Dermed sætter hun kollegaen Margo Martindale under pres for samme film. Sådan er oscarspillet også: Nogle gange er din allerstørste konkurrent din nærmeste kollega.


Læs også:

OSCAR 2014: Sæsonens første forudsigelser!

OSCAR 2014: På tærsklen til efterårssæsonen

































Foreløbige Metacritic-værdier

Metacritic.com er en prominent og ofte refereret aggregatside, der samler anmeldelser fra Nordamerikas og Englands 50 førende kritikere og udregner en gennemsnitsscore beregnet herudfra. Vil løbende blive opdateret.

12 Years A Slave 97
Gravity 96     
Before Midnight 94 
Inside Llewyn Davis 94 
Her 93 

All is Lost 88
Blue Is the Warmest Color 88
Fruitvale Station 85
Nebraska 85
American Hustle 84
Dallas Buyer's Club 84
Captain Phillips 83    
Frances Ha 82    
Short Term 12 82
The Invisible Woman 81    

Enough Said 79
Blue Jasmine 78 
  
Mud 76
Philomena 76 
Rush 75
   
Prisoners 74

August: Osage County 67 
Labor Day 66 
The Butler 65 
Out of the Furnace 64 
Saving Mr. Banks 63 

Mandela: Long Walk To Freedom 59
The Book Thief 54


Kandidater til bedste fremmedsprogede film:

Gloria (Chile) 87
The Great Beauty (Italy) 85
Wadjda (Saudi Arabia) 81
The Hunt (Denmark) 76
The Past (Iran) 76
Broken Circle Breakdown (Belgium) 69
Gabrielle (Canada) -
Bethlehem (Israel) -

Kandidater til bedste dokumentarfilm:

Stories We Tell 90
The Act of Killing 89
Blackfish 83
20 Feet From Stardom 83
After Tiller 75
Tim's Vermeer 70
The Armstrong Lie 67


Oscar 2014: Forudsigelser på tærsklen til efterårssæsonen

indsendt 22. aug. 2013 11.46 af Mads Kjær Larsen   [ opdateret 22. aug. 2013 12.30 ]

Fra slutningen af august tager oscarsæsonen for alvor fat. Det sker med de tre vigtige branchefestivaler Telluride (en lille by ved Colorados San Juan Mountains), Venedig og Toronto. Festivalerne finder sted fra hhv. den 28. og 29. august og 6. september.
- mkl -
22.08.13
Det er især ved disse tre lejligheder, filmproducenter og -distributører forsøger at skabe omtale om deres kommende film, gerne med henblik på det oscarkapløb, der hermed uofficielt skydes i gang. Programmet til disse festivaler ændres ofte i sidste øjeblik, så man kan inkludere eventuelle prestigeproduktioner, der gøres klar til snigpremiere for en udvalgt skare af kritikere og brancheinsidere. Den word of mouth, der genereres i forlængelse heraf, er ofte medbestemmende for det momentum, de enkelte film og skuespillerpræstationer oparbejder og dermed på længere sigt de forventninger og forhåbninger, der knytter sig til specifikke titler. 

Mange af de titler, der i år anses for sandsynlige oscarspillere, får således premiere ved en eller flere af de tre nævnte festivaler. Det er i nemlig blevet kutyme at lufte sin film for en indviet skare i september eller oktober fremfor at vente til november eller december, der ellers var den almindelige strategi i 1990erne og starten af 00erne (den sidste oscarvinder for bedste film, der havde premiere så sent som ved juletid, var 'Million Dollar Baby' i 2003). 

HVIS man således er sikker på, at man står med stærke kort på hånden, er der ingen grund til at lurepasse for længe, lyder logikken nu om stunder. Man kan satse på en sen biografpremiere (for at holde gryden i kog og generere en ny bølge af omtale, når almindelige mennesker får mulighed for at se produktet), men det er fortrinsvis en fordel at få vist sit produkt til en gruppe af nøje udvalgte insidere (både branchefolk, dagbladskritikere og prominente bloggere) på et tidligere tidspunkt i sæsonen, så man kan lade deres førstehåndsindtryk påvirke den generelle stemning omkring filmen.

Den "gamle" strategi (at vente med at vise filmen til så sent som muligt i forhold til deadline, som er nytår) har vist sig ufrugtbar. HVIS der er tale om en skuffende årgang uden oplagte vinderkandidater, der kan samle bred opbakning, kan det at smide et sent trumfkort have værdi (det var tilfældet i 2003, hvor Eastwoods boksedrama skubbede Scorseses affekterede Howard Hughes-biopic 'The Aviator' af banen), men i en verden hvor internettet har taget over og så mange meningsdannere er med til at påvirke beslutningsprocessen, er det en farlig strategi at vente. Risikoen er, at bloggerne anser de sene premieretidspunkter for især de store prestigefilm, som et forsøg på at dække over, at ens produkt er svagere end de film, der allerede er ude. Hvorfor vente så længe, hvis man tror på det man har at byde ind med, lyder logikken? 

Bloggerne er i stigende grad blevet toneangivende. Det kan være ødelæggende for en films chancer, hvis de over en bred kam reagerer skeptisk på en specifik film eller den kampagnestrategi, der knytter sig til den. De mere traditionelle kritikere er stadig indflydelsesrige, især fordi december måned står i deres tegn. Det er her, de leverer deres top-ti-lister over årets bedste film samt ved hjælp af en hel hob af kritikersammenslutninger kårer årets bedste præstationer. Da december ydermere er sidste mulighed for at påvirke akademimedlemmerne, er det klart, at mange af de mindre velinformerede medlemmer skeler til kritikerne, når de skal afgive deres stemme. Tendensen er dog ikke entydig, for medlemmerne er generelt mere konservative og mindre avantgarde end kritikernehvorfor Oscar sjældent afspejler kritikerpriserne 1:1, men kritikerne kan i det mindste være med til at sikre nomineringer til fx skuespillerpræstationer i knap så indlysende oscaregnede (dvs. publikumsvenlige) produktioner.

Nedenfor har jeg forsøgt at ordne film og præstationer i forhold til det anslåede aktuelle styrkeforhold i forhold til situationen før sommeren, hvor jeg forsøgte mig med det første sæt forudsigelser. Der er sket forskydninger, naturligvis. Det kan der være mangfoldige grunde til (og vi vil ikke komme ind på alle her):

For det første opstår der hele tiden røre omkring specifikke film og præstationer inden for branchen, der siver ud til medierne (især bloggerne), som påvirker blogosfærens forventninger til de forskellige film.

For det andet er frigivelsen af trailere til de vigtigste film, som enten dæmper eller øger forventningen til dem, medbestemmende for det aktuelle momentum. De mange trailere, der er blevet frigivet i juli og august, har resulteret i dæmpede forventninger til fx Clooneys 'The Monuments Men', der ser noget mere let komedieagtig ud end ventet, mens film som 'Her' og 'The Secret Life of Walter Mitty' pludselig er blevet en del af oscarsnakken på baggrund af inciterende trailere. Forhåndsfavoritter som 'American Hustle', 'The Wolf of Wall Street' og '12 Years a Slave' har konsolideret deres status pga. vellykkede trailere.

For det tredje er der endnu usikkerhed om, hvorvidt enkelte præstationer henhører under hoved- eller birolle, når kampagneindsatsen for alvor sætter ind. Det er bl.a. tilfældet med store spillere som Meryl Streep og Amy Adams.

Herudover - som det indtil for helt nylig var tilfældet med Bennett Millers 'Foxcatcher' - opstår der tvivl om, hvorvidt filmselskabet fastholder en premiere før nytår eller skubber premiere til efter nytår. Et sådan træk kan skyldes to ting:

- at produktet ikke vurderes at have oscarslagkraft nok eller, at man har så mange heste at satse på,

- at man hellere vil gemme noget af krudtet til næste sæson.

Når der opstår den slags rygter - eller når en film slet ikke kan finde en distributør (som det er tilfældet med danske Susanne Biers kommende amerikanske produktion 'Serena', der ellers har et hot stjernecast anført af Bradley Cooper og Jennifer Lawrence) - påvirker det i sagens natur mediernes opfattelse af de berørte films markedsføringsværdi. En usikkerhed, der kan vise sig særdeles kostbar.

Al den slags branche-fnidder samt kritikerreaktioner på snigpremiererne vil spille ind på det oscarkapløb, der altså for alvor får fylde og retning i løbet af september måned. Indtil da kan nedenstående forudsigelser fungere som en rettesnor for, hvilke forventninger der knytter sig til de berørte film før startskuddet for alvor lyder, og de helt tunge heste gungrer ud af startboksene.  

Film med fed font har enten allerede haft amerikansk premiere eller er blevet vist i festivalsammenhæng - Sundance/Cannes (tallene i parentes angiver den placering, jeg gav i mit første sæt forudsigelser: Oscar 2014: Sæsonens første forudsigelser!):

 

Bedste film:

1. American Hustle (David O. Russell) (3)

2. The Wolf of Wall Street (Martin Scorsese) (2)

3. Saving Mr. Banks (John Hancock) (5)

4. The Monuments Men (George Clooney) (1)

5. August: Osage County (John Wells) (4)

6. 12 Years A Slave (Steve McQueen) (11)

7. Gravity (Alfonso Cuaron) (7)

8. Inside Llewyn Davis (Joel & Ethan Coen) (8)

9. Captain Phillips (Paul Greengrass) (9)

10. Philomena (Stephen Frears) (17)

11. The Butler (Lee Daniels) (21)

12. Nebraska (Alexander Payne) (22)

13. Foxcatcher (Bennett Miller) (6)

14. The Secret Life of Walter Mitty (Ben Stiller) (NY)

15. Fruitvale Station (Ryan Coogler) (20)

16. Blue Jasmine (Woody Allen) (19)

17. Before Midnight (Richard Linklater) (12)

18. Labor Day (Jason Reitman) (13)

19. The Counselor (Ridley Scott) (10)

20. Rush (Ron Howard) (NY)

21. The Fifth Estate (Bill Condon) (16)

22. Out of the Furnace (Scott Cooper) (18)

23. Her (Spike Jonze) (NY)

24. All Is Lost (JC Chandor) (14)

25. The Dallas Buyer’s Club (Jean-Marc Vallee) (15)

26. Mandela: Long Walk To Freedom (Justin Chadwick) (NY)


Bedste mandlige hovedrolle:

1. Matthew McConaughey (The Dallas Buyer’s Club) (2)

2. Leonardo DiCaprio (The Wolf of Wall Street) (1)

3. Chiwetel Ejiofer (12 Years A Slave) (15)

4. Bruce Dern (Nebraska) (13)

5. Tom Hanks (Captain Phillips) (7)

6. Michael B. Jordan (Fruitvale Station) (11)

7. Christian Bale (American Hustle) (3)

8. Oscar Isaac (Inside Llewyn Davis) (5)

9. Robert Redford (All Is Lost) (6)

10. Forest Whitaker (The Butler) (8)

11. Steve Carell (Foxcatcher) (4)

12. Idris Elba (Mandela: Long Walk To Freedom) (NY)

13. Michael Fassbender (The Counselor) (9)

14. Benedict Cumberbatch (The Fifth Estate) (10)

15. Ethan Hawke (Before Midnight) (12)

16. Matthew McConaughey (Mud) (14)

17. Ben Stiller (The Secret Life of Walter Mitty) (NY)

18. Joaquin Phoenix (Her) (NY)

19. Philip Seymour Hoffman (A Most Wanted Man) (NY)

20. Ralph Fiennes (The Invisible Woman) (NY)


Bedste kvindelige hovedrolle:

1. Meryl Streep (August: Osage County) (1)

2. Cate Blanchett (Blue Jasmine) (9)

3. Amy Adams (American Hustle) (NY)

4. Emma Thompson (Saving Mr. Banks) (2)

5. Judi Dench (Philomena) (3)

6. Naomi Watts (Diana) (4)

7. Sandra Bullock (Gravity) (6)

8. Julia Roberts (August: Osage County) (5)

9. Nicole Kidman (Grace of Monaco) (7)

10. Kate Winslet (Labor Day) (8)

11. Julie Delpy (Before Midnight) (10)

12. Reese Witherspoon (The Good Lie) (NY)

13. Berenice Bejo (The Past) (12)

14. Marion Cotillard (The Immigrant) (11)

15. Jessica Chastain (The Disappearance of Eleanor Rigby) (13)

16. Jennifer Lawrence (Serena) (14)

17. Greta Gerwig (Frances Ha) (NY)

18. Brie Larson (Short Term 12) (NY)


Bedste mandlige birolle:

1. Tom Hanks (Saving Mr. Banks) (1)

2. Michael Fassbender (12 Years A Slave) (3)

3. Javier Bardem (The Counselor) (4)

4. Jonah Hill (The Wolf of Wall Street) (20)

5. John Goodman (Inside Llewyn Davis) (13)

6. Mark Ruffalo (Foxcatcher) (2)

7. Matthew McConaughey (The Wolf of Wall Street) (18)

8. Daniel Brühl (Rush) (NY)

9. Christian Bale (Out of the Furnace) (19)

10. Jared Leto (The Dallas Buyer’s Club) (14)

11. George Clooney (Gravity) (15)

12. Bradley Cooper (American Hustle) (5)

13. Josh Brolin (Labor Day) (7)

14. Ben Foster (Ain’t Them Bodies Saints) (12)

15. Colin Farrell (Saving Mr. Banks) (6)

16. Jeremy Renner (American Hustle) (8)

17. John Goodman (The Monuments Men) (9)

18. Andrew Dice Clay (Blue Jasmine) (NY)

19. Sam Shepard (August: Osage County) (16)

20. Brad Pitt (The Counselor) (17)

21. Woody Harrelson (Out of the Furnace) (NY)


Bedste kvindelige birolle:

1. Octavia Spencer (Fruitvale Station) (8)

2. Margo Martindale (August: Osage County) (5)

3. Oprah Winfrey (The Butler) (6)

4. Cameron Diaz (The Counselor) (7)

5. Jennifer Lawrence (American Hustle) (3)

6. Cate Blanchett (The Monuments Men) (4)

7. Vanessa Redgrave (Foxcatcher) (2)

8. Lupita Nyong’o (12 Years A Slave) (20)

9. Jennifer Garner (The Dallas Buyer’s Club) (9)

10. Catherine Keener (Captain Phillips) (10)

11. Melonie Diaz (Fruitvale Station) (14)

12. Sally Hawkins (Blue Jasmine) (11)

13. June Squibb (Nebraska) (15)

14. Amy Adams (Her) (NY)

15. Laura Linney (The Fifth Estate) (13)

16. Kristin Scott Thomas (The Invisible Woman) (NY)

17. Zoe Saldana (Out of the Furnace) (17)

18. Carey Mulligan (Inside Llewyn Davis) (18)

19. Naomie Harris (Mandela: Long Walk To Freedom) (NY)


Tilbage til Aktuelt om OSCAR














Leonardo DiCaprio i 'The Wolf of Wall Street'

Matthew McConaughey – The Comeback Kid

indsendt 2. aug. 2013 14.50 af Mads Kjær Larsen   [ opdateret 2. aug. 2013 14.57 ]

For bare halvandet år siden anså de fleste filmfans Matthew McConaughey som en afdanket letvægter med speciale i sleske førsteelskere i romantiske komedier af begrænset holdbarhed. Siden da har han søsat en karriererenæssance uden fortilfælde ved at satse på karakterroller i indie-film og ved at vælge roller med hjertet frem for at tage hensyn til den bugnende bankbog.
mkl -
02.08.13
Lad mig komme med en profeti: I de kommende år vil vi se en sværm af filmstjerner (oftest fanget i en nedadgående karrierespiral), der vil forsøge at få karrieren på ret køl ved at vinde integritet og genfinde glæden ved skuspillermetieren ved at medvirke i arthouse-film. Ikke alene for at høste respekt blandt kritikere og kolleger, men også for at få de store studier til at bemærke, at de er seriøse og har genfundet gnisten, der kan gøre dem til publikumstrumfer på ny. Vi vil se et ringvrag som Russell Crowe forsøge sig i mindre produktioner, ligesom vi allerede nu ser fx
 Reese Witherspoon forsøge at komme ind i kampen igen (bl.a. med roller i kommende film fra arthouse-konger som Paul Thomas Anderson og Atom Egoyan). Bare vent og se… 

Matthew McConaughey (født 1969), der indtil sidste år mest var kendt for mere eller mindre lødige romantiske komedier som ’The Wedding Planner’ og ’How to Lose a Guy in 10 Days’, har banet vejen og leveret et klokkeklart eksempel til efterfølgelse: Han har undergået en komplet forvandling ved sit engagement i mindre film og ved et arbejdsraseri af rang til meget få penge (alt er relativt i en verden, hvor Robert Downey Jr. indkasserer en lille milliard kroner for at medvirke i en opfølger til ’Iron Man’).

I løbet af 2012 var McConaughey aktuel i roste indie-film som Richard Linklaters ’Bernie’ og William Friedkins ’Killer Joe’, foruden i Lee Daniels’ kontroversielle ’The Paperboy’ (det er filmen, hvor Nicole Kidman tømmer blæren ud over ’High School Musical’-hunken Zac Efrons brystkasse) samt – ikke mindst – i rollen som stripklubejeren Dallas i Steven Soderberghs selvfinansierede ’Magic Mike’, der blev en overraskende kæmpesucces i USA og banede vejen dels for McConaugheys renæssance, dels for Channing Tatums gennembrudsrolle som titlens Magic Mike, en mandlig stripper splittet mellem sine egne projekter og ideer, kærligheden til en kollegas søster og trofastheden over for McConaugheys Dallas.

Rollen som den diabolsk karismatiske Dallas gav McConaughey muligheden for at spille på hans varemærke, nemlig en charme der let kan forveksles med sleskhed (han ligner kort sagt prototypen på en mand, der kan købes for penge), til at tegne et mere excentrisk og tvetydigt portræt af en type, der i McConaugheys tidligere karriere ville have ført til en langt mere konventionel konklusion (læs: McConaughey indser værdien i at opføre sig ordentligt og falder til ro med den rigtige kvinde, der åbner ham op over for den indsigt).

Rollen som Dallas gav McConaughey bred kritikeranerkendelse og priser og nomineringer væltede ind, da først prissæsonen tog fart. Han var formentlig meget tæt på karrierens første oscarnominering for bedste mandlige birolle, men måtte se sig slået på målstregen af garvede oscarspillere (alle fem nominerede – Seymour Hoffman, De Niro, Lee Jones, Waltz og Arkin – var sågar tidligere vindere).

McConaughey behøver nu næppe slikke sårene oven på dén næsten-og-nær-ved-oplevelse, for 2012 tyder ikke på at være en enlig svale, når det kommer til gode roller og positiv kritikeropmærksomhed.

2013 har allerede budt på titelrollen i Jeff Nichols’ drama om ’Mud’, en undvegen fange, der slår pjalterne sammen med to teenagedrenge på flugt fra myndighederne. Filmen har fået flotte anmeldelser i USA og haft god succes ved billetlugerne. McConaughey har modtaget endog særdeles store roser for sit portræt af Mud.

Indeværende sæson byder dog på flere markante roller for McConaughey i film med endnu større muligheder for at nå et markant publikum med seriøse temaer: Martin Scorseses ’The Wolf on Wall Street’ er en slags ’Goodfellas’ omplantet til Wall Street i tiden før finanskrisen. Traileren, der netop er blevet frigivet til tonerne af Kanye Wests rasende Black Skinhead, synes mere komediepræget, end man kunne have forestillet sig, men tydeligt er det, at McConaughey har en central birolle og op til flere scenestjælende sekvenser med filmens hovedrolle, Leonardo DiCaprio. Det lugter lidt af en birollenominering come oscar time.

Til gengæld lugter det måske endnu kraftigere af en hovedrollenominering for ’The Dallas Buyers Club’, hvor McConaughey får maksimal mulighed for at vise sine evner i et portræt af en HIV-patient. Efter sigende tabte McConaughey næsten hele sin ellers patenterede muskelmasse i forbindelse med rollen. Kombinationen af denne selvopofrende tilgang til skuespillerfaget og rollens tematiske kerne kunne snildt udgøre tegningen til en oscarhistorie af de store. Sammenholder man disse faktorer med McConaugheys comeback i branchens førersæde – denne gang som seriøs karakterskuespiller – har man en matrice af faktorer, der vil kunne gøre Akademiet blødt i knæene og få det til at overgive sig betingelsesløst (der er et aber dabei: filmen skal være god nok til at fortjene hæderen, og netop med ’The Dallas Buyers Club’ er instruktøren et spørgsmålstegn: Jean-Marc Vallee er ikke just en instruktør fra Hollywoods A-list).

Next up? Jo, McConaughey er på rollelisten til Christopher Nolans næste store satsning ’Interstellar’. Og hermed sluttes ringen på en måde, for så er McConaugheys retablering som stjerne komplet. Nu er han bare cool, feteret og respekteret, frem for ”bare” at være en berømthed med en tvivlsom gebet og med adgang til de kulørte blade snarere end de seriøse publikationer.

Konklusionen må være, at det kan lade sig gøre at transformere sig selv som Hollywoodstjerne, hvis man har viljen til at gå nye veje og udfordre konventionerne – og har talentet og modenheden til at realisere det. McConaughey er nu i 40erne og har formentlig indset, at tiden som en all-American hunk er ved at være ovre, og han har udnyttet sin karisma i langt mere subversive, modige, krævende og mørke roller i film som ’Mud’, ’Killer Joe’ og ’Magic Mike’.

Operation ”Giv mig min selvrespekt tilbage” er lykkedes, og McConaughey har i processen vundet den kunstneriske frihed, der ligger i at kunne vælge de roller, han gerne vil have fremadrettet. Det fede ved McConaughey er, at man kan se på ham, at han er sulten. Hans vildskab og intensitet er født af en passion efter at vise sig værdig til at gå i legendernes fodspor.

 

Andre bemærkelsesværdige Hollywood-transformationer:


Nicole Kidman

Nu 46-årige Kidman var en stjerne ved udgangen af 1990erne, men mest i kraft af hendes private partnerskab med Tom Cruise. Siden tog fanden ved hende og hun valgte kreative og modige roller frem for sikre hits i film som 'The Others', 'Dogville', 'Birth' og senest indie-dramaer som 'Rabbit Hole' og 'The Paperboy', der har gjort hende til den måske mest respekterede skuespillerinde for generationen klemt ind mellem 53-årige Julianne Moore og 38-årige Kate Winslet.


Colin Firth

Rollen i Tom Fords 'A Single Man' gjorde med ét slag Firth til en troværdig leading man i seriøse dramaer, hvilket året efter resulterede i en oscar for bedste mandlige hovedrolle for 'The King's Speech'. Man glemmer næsten at Firth i starten af 00'erne var reduceret til staffage i romantiske komedier.

Robert Downey Jr.

Anno 2013 er Downey Jr. en af Hollywoods absolut største stjerner. Utroligt, når man tænker på, at han for ti år siden var en næsten glemt stjerne, der var totalt brændt ud godt hjulpet på vej af sine egne indre dæmoner, hvilket resulterede i et næsten fatalt alkohol- og narkomisbrug. Hvis Downey Jr. i dag virker totalt overskudsagtig (nærmest nonchalant) i alt, hvad han gør, skyldes det måske netop, at han har arbejdet sig tilbage fra afgrundens rand.

Ben Affleck

Ben Affleck var midt i 00'erne lidt af en joke, en flødefrans med sit all-American kæbeparti, sit forhold til J-Lo og medvirken i letvægterroller i overflødige film ('Gigli', anyone?). I dag er han vidt anerkendt som instruktør og producer, kulminerende med oscarvinderen 'Argo' i februar. Herfra er han sikret komplet kunstnerisk kontrol og kreativ frihed. Han er med andre ord sin generations George Clooney.


Matthew McConaughey


Russell Crowe


Reese Witherspoon

Tilbage til Aktuelt om OSCAR


Oscar 2014: Sæsonens første forudsigelser!

indsendt 24. jun. 2013 17.13 af Mads Kjær Larsen   [ opdateret 24. jun. 2013 17.24 ]

De fleste vægtige oscarkandidater har vanen tro først premiere i november eller december i USA (med mulighed for snigpremierer for en indviet skare af brancheinsidere og førende kritikere ved festivalerne i Venedig, Toronto og Telluride i slutningen af sommeren og begyndelsen af efteråret), men som regel kan man allerede på nuværende tidspunkt gætte sig mere eller mindre kvalificeret frem til, hvilke film der kommer til at spille en rolle, når næste års oscarstatuetter uddeles. Når jeg skriver mere eller mindre kvalificeret, hænger det sammen med, at oscarkapløbet trods alt er så relativt forudsigeligt, at det ikke kræver stort mere end en Milena Penkowas kendskab til sine forsøgsdyr at ramme nogenlunde rigtigt - også selvom man - som den forkætrede Penkowa - befinder sig i tryg afstand af det, man undersøger.

- mkl -
25.06.13
Som det ser ud nu, bliver 2014-årgangen fyldt med stjernenavne - især foran kameraet. Hollywoods helt store stjerner er med i mange af de mest prestigemættede titler i indeværende sæson. 

George Clooney - der vandt som producer for 'Argo' i år - har hele tre film i spil: Han er producer på filmatiseringen af Tracy Letts’ Pulitzer-vindende teaterstykke 'August: Osage County' (der allerede i blogosfæren er blevet omdøbt til 'August: Oscar County'...). Filmen har et stjernecast af rang anført af Meryl Streep og Julia Roberts. Harvey Weinstein er distributør. Enough said

Clooney har skrevet, instrueret, produceret og spiller med i 'The Monuments Men' om kunstskatjægere under anden verdenskrig. Filmens cast indbyder til våde oscardrømme: Cate Blanchett, Matt Damon, Jean Dujardin, Bill Murray og John Goodman. Hvadbehager!?

Nå ja, og så spiller Clooney en vigtig birolle i Alfonso Cuarons med tilbageholdt åndedræt imødesete 2001/Solaris-agtige spændingsfilm fra rummet, 'Gravity'. En film, hvis kommercielle muligheder er omdiskuterede, for måske er den mere 'Tree of Life'-obskur/poetisk/eksistentialistisk end decideret action-egnet eller thriller-mættet. Dens 3D-teknologi skulle under alle omstændigheder være nyskabende og spektakulær.

Leonardo DiCaprio har ikke haft det store held i oscarsammenhæng, men er på banen ikke bare med 'The Great Gatsby', men i Martin Scorseses 'The Wolf of Wall Street'. Det samme er Matthew McConaughey, hvis karriererenæssance desuden fortsætter i år med prominente roller i indie-dramaet 'Mud' og som AIDS-patient i 'The Dallas Buyer’s Club', en rigtig meaty oscarrolle.

Jennifer Lawrence, sidste sæsons ubetingede oscardarling, har to roller på bedding: i Susanne Biers 'Serena' og i David O. Russells nye film 'American Hustle', i begge tilfælde spiller hun sammen med sin co-star fra 'Silver Linings Playbook', Bradley Cooper, hvis stjerne synes stejlt opadgående (på trods af hans bromance-baggrund i 'The Hangover'-filmene etc.). Amy Adams og Christian Bale er også med i 'American Hustle', der godt kunne ligne et af årets mest sikre oscarhit. 

Tom Hanks kan meget vel være på vej til et massivt comeback i oscarsammenhæng (han har ikke været nomineret siden 1999). Han spiller titelfiguren i Paul Greengrass’ imødesete pirat-kidnapnings-drama 'Captain Phillips', og så spiller han alle tiders mest hædrede person i oscarannalerne, Walt Disney, i filmen 'Saving Mr. Banks', efter sigende mere en stor birolle (men så kan han jo passende blive nomineret i begge skuespillerkategorier!), da filmen (instrueret af John Hancock) fokuserer mere på figuren P.L. Travers, forfatteren til Mary Poppins, der spilles af Emma Thompson (der heller ikke har været på Oscars radar siden 1990erne). 

Hvad er der ellers? Benedict Cumberbatch er stort set alle vegne, mest i en række biroller, men også i én hovedrolle: som Julien Assange i 'The Fifth Estate'. Kate Winslet har sin første hovedrolle i fem år i Jason Reitmans 'Labor Day', Bennett Miller (manden bag 'Capote' og 'Moneyball') er tilbage med 'Foxcatcher', hvor Steve Carell er castet imod type som en personlighedsforstyrret rigmand, der investerer i det amerikanske olympiske brydningsteam. 

Og så har vi slet ikke nævnt 'Inside Llewyn Davis', Coen-brødrenes roste prisvinder fra Cannes, Steve McQueens opfølger til 'Shame', en form for western med fokus på slaveriet ved navn '12 Years A Slave', Ridley Scotts Cormac McCarthy-skrevne drama 'The Counselor' eller Woody Allens angiveligt blændende 'Blue Jasmine' (med Cate Blanchett i en altdominerende hovedrolle).

Lad os derfor opliste kandidaterne, som de tager sig ud i hovedkategorierne per juni 2013 (hvilket, indrømmet, er meget tidligt, men erfaringen siger mig, at det ikke er så tosset et foretagende, som det måske synes).

Film med fed font har enten allerede haft amerikansk premiere eller er blevet vist i festivalsammenhæng (Sundance/Cannes):

Bedste film:

  1. The Monuments Men (George Clooney)
  2. The Wolf of Wall Street (Martin Scorsese)
  3. American Hustle (David O. Russell)
  4. August: Osage County (John Wells)
  5. Saving Mr. Banks (John Hancock)
  6. Foxcatcher (Bennett Miller)
  7. Gravity (Alfonso Cuaron)
  8. Inside Llewyn Davis (Joel & Ethan Coen)
  9. Captain Phillips (Paul Greengrass)
  10. The Counselor (Ridley Scott)
  11. 12 Years A Slave (Steve McQueen)
  12. Before Midnight (Richard Linklater)
  13. Labor Day (Jason Reitman)
  14. All Is Lost (JC Chandor)
  15. The Dallas Buyer’s Club (Jean-Marc Vallee)
  16. The Fifth Estate (Bill Condon)
  17. Philomena (Stephen Frears)
  18. Out of the Furnace (Scott Cooper)
  19. Blue Jasmine (Woody Allen)
  20. Fruitvale (Ryan Coogler)
  21. The Butler (Lee Daniels)
  22. Nebraska (Alexander Payne)

Bedste mandlige hovedrolle:

  1. Leonardo DiCaprio (The Wolf of Wall Street)
  2. Matthew McConaughey (The Dallas Buyer’s Club)
  3. Christian Bale (American Hustle)
  4. Steve Carell (Foxcatcher)
  5. Oscar Isaac (Inside Llewyn Davis)
  6. Robert Redford (All Is Lost)
  7. Tom Hanks (Captain Phillips)
  8. Forest Whitaker (The Butler)
  9. Michael Fassbender (The Counselor)
  10. Benedict Cumberbatch (The Fifth Estate)
  11. Michael B. Jordan (Fruitvale)
  12. Ethan Hawke (Before Midnight)
  13. Bruce Dern (Nebraska)
  14. Matthew McConaughey (Mud)
  15. Chiwetel Ejiofer (12 Years A Slave)
 

Bedste kvindelige hovedrolle:

  1. Meryl Streep (August: Osage County)
  2. Emma Thompson (Saving Mr. Banks)
  3. Judi Dench (Philomena)
  4. Naomi Watts (Diana)
  5. Julia Roberts (August: Osage County)
  6. Sandra Bullock (Gravity)
  7. Nicole Kidman (Grace of Monaco)
  8. Kate Winslet (Labor Day)
  9. Cate Blanchett (Blue Jasmine)
  10. Julie Delpy (Before Midnight)
  11. Marion Cotillard (The Immigrant)
  12. Berenice Bejo (The Past)
  13. Jessica Chastain (The Disappearance of Eleanor Rigby)
  14. Jennifer Lawrence (Serena)
  15. Elizabeth Olsen (Therese Raquin)

Bedste mandlige birolle:

  1. Tom Hanks (Saving Mr. Banks)
  2. Mark Ruffalo (Foxcatcher)
  3. Michael Fassbender (12 Years A Slave)
  4. Javier Bardem (The Counselor)
  5. Bradley Cooper (American Hustle)
  6. Colin Farrell (Saving Mr. Banks)
  7. Josh Brolin (Labor Day)
  8. Jeremy Renner (American Hustle)
  9. John Goodman (The Monuments Men)
  10. Philip Seymour Hoffman (A Most Wanted Man)
  11. Benedict Cumberbatch (August: Osage County)
  12. Ben Foster (Ain’t Them Bodies Saints)
  13. John Goodman (Inside Llewyn Davis)
  14. Jared Leto (The Dallas Buyer’s Club)
  15. George Clooney (Gravity)
  16. Sam Shepard (August: Osage County)
  17. Brad Pitt (The Counselor)
  18. Matthew McConaughey (The Wolf of Wall Street)
  19. Christian Bale (Out of the Furnace)
  20. Jonah Hill (The Wolf of Wall Street)

Bedste kvindelige birolle:

  1. Amy Adams (American Hustle)
  2. Vanessa Redgrave (Foxcatcher)
  3. Jennifer Lawrence (American Hustle)
  4. Cate Blanchett (The Monuments Men)
  5. Margo Martindale (August: Osage County)
  6. Oprah Winfrey (The Butler)
  7. Cameron Diaz (The Counselor)
  8. Octavia Spencer (Fruitvale)
  9. Jennifer Garner (The Dallas Buyer’s Club)
  10. Catherine Keener (Captain Phillips)
  11. Sally Hawkins (Blue Jasmine)
  12. Viola Davis (Prisoners)
  13. Laura Linney (The Fifth Estate)
  14. Melonie Diaz (Fruitvale)
  15. June Squibb (Nebraska)
  16. Scarlett Johansson (Don Jon)
  17. Zoe Saldana (Out of the Furnace)
  18. Carey Mulligan (Inside Llewyn Davis)
  19. Kristin Scott Thomas (Only God Forgives)
  20. Lupita Nyong’o (12 Years A Slave)

Tilbage til Aktuelt om OSCAR 

George Clooney under optagelserne af The Monuments Men


Leonardo DiCaprio i The Wolf of Wall Street


Matthew McConaughey


Jennifer Lawrence

Hvad kan Cannes 2013 fortælle om Oscar 2014?

indsendt 11. jun. 2013 16.31 af Mads Kjær Larsen   [ opdateret 12. jun. 2013 00.39 ]

Cannes-festivalen 2013 sluttede søndag aften 26. maj med uddelingen af De Gyldne Palmer. Steven Spielbergs stjernebesatte jury (der bl.a. inkluderede notabiliteter som Ang Lee, Christoph Waltz og Nicole Kidman) pegede på fransk-tunesiske Abdellatif Kechiches tre timer lange - og efter sigende særdeles seksuelt eksplicitte - lesbiske kærlighedsdrama La Vie D’Adele som aftenens vinder. Ikke helt uventet, eftersom kritikerne har taget særdeles godt imod filmen med den (anderledes underfundigt poetiske) engelske titel, Blue Is the Warmest Colour

- mkl -
11.06.13
Kechiches film følger i prominente fodspor, eftersom de seneste to sæsoners vinderfilm i Cannes Tree of Life og Amour efterfølgende blev regulære arthouse-hits globalt set og ydermere vandt utallige priser på deres respektive vej gennem filmsæsonen (der starter med Sundance, men fortsætter netop i Cannes). Terrence Malick og Michael Haneke markerede sig endda i oscarsammenhæng: Både Tree of Life og Amour hev en bedste film-nominering i land i henholdsvis 2012 og 2013 (Amour vandt i tilgift for bedste fremmedsprogede film).  













Cannes og Hollywood har en lang og brydsom historie med hinanden. Cannes har traditionelt været anset for en platform for film med arthouseaspirationer snarere end for amerikanske genrefilm. I slutningen af 1970erne, da Hollywood gennemgik den såkaldte “anden gyldne epoke” var Scorsese- og Coppola-generationen dog i den grad til stede på Croisetten (The Conversation og Apocalypse Now vandt palmerne til Coppola i hhv. 1974 og 1979, mens Scorsese vandt for Taxi Driver i 1976). Hele fire amerikanske film vandt alene i perioden 1989-94: Sex, Lies and Videotape (Steven Soderbergh), Wild at Heart (David Lynch), Barton Fink (Coen-brødrene) og Pulp Fiction (Quentin Tarantino). 

Da det i sagens natur primært er engelsksprogede produktioner, der dominerer oscarfesten, er det de amerikanske (og engelske) film i hovedkonkurrencen, der har den bedste chance for at gøre et indtryk på akademiet seks-syv måneder længere fremme i sæsonen, når oscarkapløbet nærmer sig sin kulmination. I de senere år har to film fra Cannes ligefrem vundet den fornemste oscarhæder for bedste film: The Artist (2012) og No Country For Old Men (2008).

Generelt må man dog sige, at sammenhængen mellem succes i Cannes og senere oscaranerkendelse er sparsom. Cannes er ikke det mest oplagte sted at søsætte en oscarkampagne. Det er for det første meget tidligt på sæsonen og dermed svært at fastholde momentum og interesse for sit produkt helt frem til næste vinter. Desuden er Cannes fortsat for mange amerikanske branchefolk indbegrebet af arthouse og kunstfilm og det flugter ikke alt for godt med akademiets smag, der traditionelt er mere populistisk eller konsensussøgende. 

Cannes er endvidere en scene for den globale filmkunst (og er ofte investeret med et globalt udsyn), som den hjemmegroede Hollywoodfilm ikke altid flugter med. Cannes er ikke lavet for at please Hollywood, men fastholder en identitet ved at insistere på seriøs filmkunst uden for alfarvej. Reelt er der ofte tale om en vekselvirkning mellem “venner af festivalen” (europæiske sværvægtere som Almodovar, Loach, Von Trier, Dardenne, Haneke), eksperimenterende eksempler på ny, global filmkunst (ikke mindst af asiatisk kulør) og større amerikanske instruktørnavne og stjerneskuespillere, der kan kaste glimmer over den røde løber på Croisetten og dermed sikre en ekstrabevågenhed, der ellers ville være fraværende. 

De Gyldne Palmer:

La Vie d'Adele - Blue Is the Warmest Colour
(2013)



Amour
(2012)


The Tree of Life
(2011)



En ny sæson truer: 14 forhåndsfavoritter til The Oscars 2013-14

indsendt 15. mar. 2013 18.11 af Mads Kjær Larsen   [ opdateret 16. mar. 2013 11.57 ]

Tømmermændene oven på nok en overstået oscarsæson er så småt aftagende, og da det aldrig er for tidligt at lade sig forføre af den lokkende sirenesang af næste sæsons oscarkapløb, vover vi pelsen og skyder en ny sæson i gang, før den just overståede endnu er helt fordøjet. 

- mkl -
14.03.13

Måske færten af det spegede spil, de uhellige alliancer, de kunstnerisk dyrt købte fiaskoer, de charmerende indie-perler, der formår at holde kursen gennem oprørte vande, og de mange måneders indædte positionskamp nær førerfeltet - men aldrig netop forrest, man ønsker jo ikke sit produkt slidt op af for tidlig overeksponering! - kan få enhver til at slikke sårene oven på eventuelle skuffelser forbundet med den netop overståede sæson.

Personligt, kan jeg ikke vente med at se fremad: Måske fordi skuffelsen over Emmanuelle Rivas tabte oscarmulighed stadig nager en smule...

Hvis man kigger nærmere på release-kalenderen for det kommende år, er det ikke specielt svært at udpege de titler, der på papiret ligner oscarspillere - i hvert fald indtil andet er bevist. 

I det følgende præsenterer vi kort 14 kandidater, der for nærværende ligner film, vi skal holde øje med det kommende lille års tid. Det er helt sikkert, at de ikke alle kan leve op til hypen, ligesom det er tilsvarende sikkert, at flere film fra anden og tredje række vil blande sig. Det er jo i sidste ende en blanding af evnen til at føre en god kampagne, virke dagsordensættende og relevant, foruden faktisk kvalitet, der er udslagsgivende. 


De nedenstående 14 titler er udvalgt primært for deres pedigree, dvs. den kombination af tematik, scope og berømte ankermænd foran og bag kameraet, de kan mønstre. Det er ikke nødvendigvis de 14 film, vi her på siden ser mest frem til, så langt fra, men det er film, der har den tyngde og prestige, en typisk oscarvinder er gjort af.

Og selvom det er udtryk for en selvudslettende hang til at ramme ved siden af målet, så tør jeg godt spå, at i hvert fald et par stykker af næste års oscarkuld findes blandt de her oplistede 14 titler - formentlig også endnu flere. Meget er gisninger, men langsomt vil spekulation blive afløst af sandsynlighed, der så siden erstattes af vished. Endnu er vi kun på spekulationsstadiet, så tag trygt gennemgangen her med et vist gran salt. 

Og for en god ordens skyld: Rækkefølgen er alfabetisk oplistet. Velkommen til en ny oscarsæson!

Top 25 Oscar-barometer: De største nulevende skuespillere

indsendt 4. mar. 2013 01.34 af Mads Kjær Larsen   [ opdateret 19. mar. 2013 03.46 ]

Hvordan vurderer man en filmstjernes status? Mængden af ikoniske roller? Evnen til at sælge billetter? Evnen til at arbejde sammen med de allerbedste instruktører og udvælge sig de allerbedste projekter (i så fald er Meryl Streep diskvalificeret...)? Eller er et afgørende parameter stjernens indflydelse i branchen - og gennemslagskraft i den bredere offentlighed (i så fald er George Clooney en sværvægter)? 
Hvad vejer tungest: substans, anerkendelse, sexappel, diversitet, image - eller priser?

- mkl -
03.03.13
I oscarsammenhæng ser man ofte de største stjerner, de frembrusende starletter, de seriøse karakterskuespillere, de elskede veteraner osv. løbe med hæderen - og Oscar kan måske være så godt et parameter som noget for en filmstjernes overordnede status i hierarkiet af stjerner. Det giver os i hvert fald mulighed for at gå numerisk til værks i udformingen af en kanon over de største nulevende skuespillere - en chance, vi her på siden ikke vil være sene til at udnytte!

Vi har sammensat nedenstående barometer for både mandlige og kvindelige filmskuespillere ud fra et pointsystem baseret på antallet - og karakteren - af nomineringer i de respektive karriereforløb. Systemet består i fire koefficienter og placeringen på barometeret afhænger altså af den sammenlagte sum af de fire værdier. 

Værdierne er som følger:  

Nominering for hovedrolle (NH) giver 2 point, nominering for birolle (NB) giver 1,5 point. Endvidere giver en sejr i kategorien for bedste hovedrolle (BH) yderligere 4 point (dvs. i alt 4+2=6 point), mens en sejr for bedste birolle (BB) giver yderligere 3 point (dvs. i alt 3+1,5=4,5 point).

Ved pointlighed tæller antallet af nomineringer mest. Ved yderligere lighed: antallet af hovedrollenomineringer. Hvis der fortsat er overenstemmelse mellem to kandidater, er det tidsspændet i mellem første og sidste (eller seneste) nominering, der bliver afgørende, således at kandidaten med det længste spænd vinder.

Daniel Day-Lewis forbedrede med sin nylige tredje hovedrolle-oscar sin position og er nu oppe som nummer tre. Årets øvrige tre vindere i skuespillerkategorierne er medtaget nederst, selvom de (endnu) befinder sig (lige) uden for vores estimerede Top 25.

Vi håber I er med på denne spøg - og tager den med et vist gran salt: Vi synes nemlig heller ikke, at Hilary Swank er en større skuespiller - eller stjerne - end Glenn Close eller Helen Mirren - just saying...

Kvinder:

1. Meryl Streep

(BH 2, BB 1, NH 14, NB 3)

43,5 point 

Kramer vs. Kramer (1979), Sophie’s Choice (1982), The Iron Lady (2011)      


2. Jane Fonda

(2,0,6,1)

21,5

Klute (1971), Coming Home (1978) 


3. Jessica Lange

(1,1,5,1)

18,5 

Tootsie (1982), Blue Sky (1994)


4. Sissy Spacek

(1,0,6,0)

16 

Coalminer’s Daugther (1980)


5. Maggie Smith

(1,1,2,3)

15,5

The Prime of Miss Jean Brodie (1969), California Suite (1978)


6. Jodie Foster

(2,0,3,1)

15,5

Accused (1989), Silence of the Lambs (1991)


7. Kate Winslet

(1,0,4,2)

15

The Reader (2009)


8. Vanessa Redgrave

(0,1,5,1)

14,5

Julia (1977)


9. Judi Dench

(0,1,4,2)

14

Shakespeare in Love (1998)


10. Ellen Burstyn

(1,0,5,0)

14 

Alice Doesn’t Live Here Anymore (1974)


11. Shirley MacLaine

(1,0,5,0)

14

Terms of Endearment (1983)


12. Susan Sarandon

(1,0,5,0)

14 

Dead Man Walking (1995)


13. Sally Field

(2,0,2,1)

13,5

Norma Rae (1978), Places In the Heart (1984)


14. Julie Christie

(1,0,4,0)

12

Darling (1965)


15. Diane Keaton 

(1,0,4,0)

12

Annie Hall (1979)


16. Hilary Swank

(2,0,2,0)

12 

Boys Don’t Cry (1999), Million Dollar Baby (2004)


17. Cate Blanchett

(0,1,2,3)

11,5

The Aviator (2004)


18. Emma Thompson

(1,0,3,1)

11,5

Howards’ End (1992)


19. Holly Hunter

(1,0,2,2)

11

The Piano (1993) 


20. Helen Mirren

(1,0,2,2)

11

The Queen (2008)


21. Glenn Close

(0,0,3,3)

10,5


22. Frances McDormand
(1, 0, 1, 3)
10,5

Fargo (1996)

 
23. Nicole Kidman

(1,0,3,0)

10

The Hours (2002)


24. Faye Dunaway

(1,0,3,0)

10 

Network (1976)


25. Julie Andrews

(1,0,3,0)

10

Mary Poppins (1964)


*  *  *  *  *
 
 
Jennifer Lawrence

(1,0,2,0)

8

Silver Linings Playbook (2012)


Anne Hathaway

(0,1,1,1)

6,5

Les Miserables (2012)


Mænd:

1. Jack Nicholson

(BH 2, BB 1, NH 8, NB 4)

33 point

One Flew Over the Cuckoo’s Nest (1975), Terms of Endearment (1983), As Good As It Gets (1997)


2. Dustin Hoffman

(2,0,7,0)

22 

Kramer vs. Kramer (1979), Rain Man (1988)


3. Daniel Day-Lewis

(3,0,5,0)

22

My Left Foot (1989), There Will Be Blood (2007), Lincoln (2012)


4. Robert De Niro

(1,1,5,2)

20

The Godfather Part II (1974), Raging Bull (1980)


5. Al Pacino

(1,0,5,3)

19

Scent of a Woman (1992)


6. Denzel Washington

(1,1,4,2)

18

Glory (1989), Training Day (2001)


7. Tom Hanks

(2,0,5,0)

18 

Philadelphia (1993), Forrest Gump (1994)  


8. Sean Penn

(2,0,5,0)

18

Mystic River (2003), Milk (2008) 


9. Michael Caine

(0,2,4,2)

17

Hannah and Her Sisters (1986), The Cider House Rules (1999)


10. Gene Hackman

(1,1,2,3)

15,5

The French Connection (1971), Unforgiven (1992)


11. Jeff Bridges

(1,0,3,3)

14,5

Crazy Heart (2009)


12. Robert Duvall

(1,0,3,3)

14,5

Tender Mercies (1983)


13. Morgan Freeman

(0,1,3,2)

12

Million Dollar Baby (2004)


14. Jon Voight

(1,0,3,1)

11,5

Coming Home (1978)


15. William Hurt

(1,0,3,1)

11,5

Kiss of the Spider Woman (1985)


16. Anthony Hopkins

(1,0,3,1)

11,5

Silence of the Lambs (1991)


17. Ben Kingsley

(1,0,2,2)

11 

Gandhi (1982)


18. 
Geoffrey Rush

(1,0,2,2)

11 

Shine (1996)


19. Robin Williams

(0,1,3,1)

10,5

Good Will Hunting (1997)


20. George Clooney

(0,1,3,1)

10,5

Syriana (2005)


21. Philip Seymour Hoffman

(1,0,1,3)

10,5

Capote (2005)


22. Kevin Spacey

(1,1,1,1)

10,5

Usual Suspects (1995), American Beauty (1999)


23. Alan Arkin

(0,1,2,2)

10 

Little Miss Sunshine (2007)


24. Tommy Lee Jones

(0,1,1,3)

9,5

The Fugitive (1993)


25. Albert Finney

(0,0,4,1)


*  *  *  *  *

Christoph Waltz

(0,2,0,2)

9

Inglorious Basterds (2009), Django Unchained (2012)


Post-Oscar Blues: En tidsrejse uden afsæt og uden landing

indsendt 25. feb. 2013 13.59 af Mads Kjær Larsen   [ opdateret 1. mar. 2013 04.35 ]

Oscarshowet er og bliver en forunderlig størrelse; fanget i en stort set fastfrosset form, der når det inviterer til fornyelse og brud med traditionen virker demonstrativt grimasserende og anstrengt forceret, men som når det leverer mere af det samme - dvs. en mestendels forudsigelig parade af høflige stød til hoften, så Hollywoods elite kan gå hjem trygt forvisset om, at nogle ting ændrer sig aldrig afgørende - er kaloriefattigt og uden perspektiv.

- mkl -
25.02.13
Den 85. udgave af mastodonten Oscar forløb ergo præcis med samme miks af momentane problemer med lyden, indstuderede syng-og-dans-rutiner (inklusive en komplet overflødig hyldest til det sidste tiårs musicals a la Dreamgirls og Chicago - man kan med rette spørge: Hvorfor? - eftersom de to nævnte film synes endnu mere irrelevante nu, end da de kom frem), in-memoriam-sekvens (Erlend Josephson, Nora Ephron, Ernest Borgnine, Marvin Hamlisch og Hal David, bl.a.), og så en vært - Seth MacFarlane - der gerne ville fremstå kæk og kantet, men som i rammerne af det overordnede show virkede bovlam som så mange af hans forgængere ud i det utaknemmelige fag at hoste en oppustet og alligevel underligt flad og fersk fest, hvor spontanitet mest opstår pga. fejl (som da Jennifer Lawrence faldt på vej op til podiet; det var i det hele taget opsigtsvækkende så mange af filmbyens starletter, der ikke kunne bevæge sig yndefuldt i deres lange rober i nat - der er lidt at arbejde med til næste år, D’damer!) og hvor den kunstneriske rastløshed og kreativitet salens udvalgte må formodes at trives ved til daglig er nivelleret i lyset af den - ærligt talt - proportionsløse mytologi og betydning, der knytter sig til brandet Oscar (og det hedder faktisk nu The Oscars og ikke det gode gamle The Academy Awards). 

Ok, vi trækker lige vejret. Det var en lang sætning, den der!

Hvorfor en tidsrejse? Jo, fordi MacFarlane (hvis godmodige blanding af det frække, friske og fyrige på den ene side og det lammende konventionelle på den anden er åh så amerikansk) i sin åbningsmonolog duellererede på ord med Kaptajn Kirk, en aldrende William Shatner (Star Trek) med et glimt i øjet, som tiden ikke har udvisket. I en joke-som-rammefortælling, der fik alt for lang snor, var det Shatners rolle fra sit tilflugtssted i en fjern fremtid, at vurdere MacFarlane som vært. Det var momentvis morsomt, men også ret selvbevidst på en lidt uklædelig facon. MacFarlanes “uanset-hvad-jeg-gør-vil-I-hade-det”-schtick kunne have fungeret, hvis han havde været mere sikker i sine stand-up-afleveringer eller hvis han havde været en mere etableret insider i oscarspillet (det er man ikke, bare fordi man har lavet Ted) eller haft en selvudslettende charme til at gøre tricket levende. 

Og så skulle vi naturligvis trækkes gennem et utal af vittigheder om kvinders upålidelige natur og besættelse af udseende og vægt plus en sang om skuespillerinders bryster, der således må formodes at være i høj kurs også i fremtiden. Det er da betryggende at vide.

Vi blev også præsenteret for de obligatoriske, såkaldt “kontroversielle” jokes, hvor værten på “vovet” vis langer ud efter filmbyens fremmeste kendisser med små jabs, der næppe kan vælte nogen af hesten. 

Det er blevet en indbygget del af showet på denne måde at lave en ultrablid udgave af de gamle romeres saturnalie-fester, altså den ene dag på året, hvor slave og herre byttede plads og udbytning blev skiftet ud med en udfordrende og uartig omvending af hverdagens privilegier og magtroller. Traditionen har altid været der, men blev speedet noget op i gear, da den sorte komiker Chris Rock var vært for ca. 10 år siden (hvilket resulterede i en misforstået forurettethed fra en indigneret Sean Penn, der forsvarede “sin gode ven og fremragende kollega”, Jude Law, efter at sidstnævnte blev udsat for en åbenbart for grovkornet spøg). Siden er konceptet udvandet, men det er rituelt rensende - fornemmer man - for Hollywoods elite sådan at lade sig skose og trække rundt i manegen bare én gang årligt. I MacFarlanes version over temaet løftede det sig dog for sjældent op over karlekammer-niveau.

Tidsrejse-rammefortællingen var en typisk Oscar-spøg, der sådan landede et sted mellem det tilforladeligt morsomme og det - ærligt talt - selvforherligende. Og sådan er det som regel med selve Oscarshowet: man sidder ud på morgenen og undrer sig over hvorfor man byder sig selv dette år ud og år ind. 

Hvad er magien egentlig ved The Oscars? 

Er det netop, at noget bare altid er som det plejer, at det i den grad er genkendeligt og rituelt selvforstærkende ind til benet? Måske. Men heller ikke i den 85. udgave af filmbyens fejring af sig selv og dens repræsentanter, fornemmede man, at ceremonien vandt et egenartet momentum eller erobrede nyt land. 

Kaptajn Kirk landede således til en fest i det herrens år 2013, der hverken tog afsæt til at stræbe efter det eventyrlige eller landede en ordentlig fest, der hvor paraderne falder og de ægte, ubestridelige øjeblikke opstår som perler på en snor. 

Et af de mest falske øjeblikke (eller bare mindst troværdige), var da Anne Hathaway tog imod sin Oscar for bedste kvindelige birolle for Les Miserables med ordene, “It came true...”. Det virkede slet ikke så oprigtigt eller spontant, som Hathaway sikkert gerne ville have det til at lyde. Da hun sluttede af med at ønske verdensfred (fordi ingen skal lide som Fantine i Les Miserables, forstås), krummede undertegnedes tæer indad, så det sang i hele kadaveret.

Var der da ikke undtagelser fra reglen? Var der ikke nogle af disse magiske øjeblikke, hvor det strengt planlagte og koordinerede forlades til fordel for det befriende frimodige eller ægte eller bare sødt uhøjtidelige?

Jo, i små glimt: Det var hjertevarmende at se himmelstormeren Adele modtage en pris (for hendes kongeniale bidrag til den fortsatte James Bond-saga, der andetsteds i showet blev udsat for en lidet inspirerende 50-års-fejring med højdepunkter klippet nødtørftigt sammen - et job, TV Midtvest kunne have gjort med samme pondus og finesse, ærligt talt). Adele blev overmandet af følelser på en måde, der virkede tiltalende midt i de ofte meget kalkulerede eller fortærskede følelsesudbrud man ser fra især filmbyens kvindelige stjerner. Adele virkede naturlig, sgu. Og det er lidt af en bedrift på den største scene. 

Daniel Day-Lewis’ takketale (der gjorde ham historisk, som den første mandlige skuespiller med tre hovedrolle-Oscars) udstrålede klasse og retorisk overskud, som man er kommet til at forvente det fra hans side. Nu er han jo også en dreven mand ud i prismodtagelsens svære kunst og havde desuden den fordel, at han vidste, at han ville vinde (om ikke andet, har hans manager eller pr-ansatte kunnet informere ham om det uundgåelige i udfaldet; Day-Lewis selv virker hævet over den slags infame mundaniteter). 

For en Oscar-fan som undertegnede - der måske mere er en fan af hele spillet, der går forud for selve festen end den ofte simulerede orgasme, selve kulminationen udgør i egen ret - var der i sandhed noget stort over at se netop Meryl Streep, fagets ubestridelige dronning, krone en ny konge. Har var der noget historisk vingefang, som måske vil overleve efter, at de andre minder om årgangen 2013 er forduftet - eller indoptaget i rækken af alle de andre shows, man blander sammen på afstand, fordi ritualer nu en gang lever ved deres enshed og manglende afvigelse fra normen.

På sin vis er The Oscars derfor også en tidsrejse på et andet niveau: Det er en udstilling af nogle værdier og en dekorum, der kan opleves som utidssvarende i en fragmenteret og kompleks tidsalder, som den vi lever i. Måske det i virkeligheden er en del af fascinationen? At vi hvert år sidst i februar kan leve os ind i en fælles drøm om store stjerner, der lyser på lærredet og giver os en fornemmelse for balance og proportioner. Nogle ting ændrer sig aldrig. Magien er institutionaliseret, så at sige. Hvilket er praktisk, omend ikke videre inspirerende.

Showet lærer os, at nogle mennesker er larger than life, ikke i kraft af at de er født til det (som i den Gamle Verdens forestilling om aristokrati og blåt blod), men som projektioner af Den Nye Verdens idealer for menneskeheden: at man ved flid og talent kan arbejde sig op på toppen af samfundet og blive hyldet og anerkendt (fortrinsvist uden at give køb på en aura af ikke-kompromitteret evnerigdom og iboende godhed). Det er i hvert fald den historie amerikanerne - og er vi ikke alle bare en smule amerikanske? - køber uden at kny.

Der er noget åbenlyst samlende ved den verden The Oscars præsenterer og repræsenterer, som i samme ombæring kan opleves forstemmende: Nogle er født til storhed, andre kan se på. 

Den historie er evigtgyldig: Før og nu - OG i en fjern fremtid, når rumskibet fra Star Trek med en aldersstegen Kaptajn Kirk lander efter sidste tur til en fjern planet i en fjern galakse.


Læs også:
Kommentarer til årets Oscarpriser 2013
Oscar-akademiets 20 største brølere i nyere tid



Jennifer Lawrence falder på vej op ad trappen, da hun skal modtage sin Oscar













































Anne Hathaway: "It came true...!"



Daniel Day-Lewis takker for sin tredje Oscar



Meryl Streep og Daniel Day-Lewis

Kommentar til The Oscars 2013: En splittet - eller demokratisk - årgang

indsendt 25. feb. 2013 11.08 af Mads Kjær Larsen   [ opdateret 8. apr. 2013 15.25 ]

Argo vandt som ventet prisen for bedste film UDEN en tilsvarende nominering for bedste instruktør som den første film siden Driving Miss Daisy i 1989. Dette har været oscarsæsonens uden sammenligning mest citerede kendsgerning fra lageret for oscarstatistik, der jo dog har vokset sig omfattende på 85 år. 

- mkl -
25.02.13
At Argo kunne vinde trods denne (formodede) uoverstigelige forhindring siger noget om et mildest talt atypisk år på den ene side og om et splittet (eller mere positivt formuleret, demokratisk) år på den anden. 
Argo har taget grådigt for sig af alle branchepriser i januar og februar og har dermed på forunderlig vis kastet historiens visheder derhen hvor de hører hjemme: på møddingen for inciterende, men ultimativt ubrugelig viden. 

Konklusionen må være, at man ikke uden videre kan regne med statistik og historik, når det kommer til 6.000 stemmeberettigedes selvstændige beslutninger, der træffes privat og anonymt (med al den eksterne påvirkning der hører med, naturligvis). 
Oscar er ikke et organisk hele, en samlet krop, der beslutter sig for et forudsigeligt udkomme. Oscar er heller ikke et antropomorft væsen med klare motiver eller en ubrydelig vilje. Oscar er summen af 6.000 menneskers frie valg båret af 6.000 individuelle og derfor divergerende temperamenter og tilbøjeligheder.
Måske 
Argos sejr i sidste ende kan være med til at kølne den nærmest maniske begejstring for at videnskabeliggøre oscarkapløbet, der er blevet et kendetegn for førende oscarbloggere på den anden side af Atlanten? Det burde ikke være overraskende for nogen, men er det måske alligevel: Menneskets veje er uransagelige.   





Argo blev på sin vis - også historisk vurderet - en “svag” vinder. Den fik i tilgift til aftenens hovedpris for bedste film kun priser for bedste adapterede manuskript og for bedste klipning. Det er så til gengæld også to udslagsgivende priser, der traditionelt baner vejen for den helt store triumf. Hvis man vinder for manuskript og klipning taber man meget sjældent for bedste film. 

Life of Pi vandt flest priser - nemlig fire - for instruktion, fotografering, visuelle effekter samt underlægningsmusik. Les Miserables vandt tre priser (miksning af lyd, make-up og kvindelige birolle) og så var der to priser til Lincoln (mandlige hovedrolle og, mere overraskende, scenografi) samt to til Django Unchained (originalmanuskript og mandlige birolle). Skyfall vandt for bedste sang og bedste redigering af lyd (i en meget sjælden delt Oscar med Zero Dark Thirty, der dermed heller ikke gik tomhændet hjem).

Når man kigger vinderlisten igennem, er det slående, hvor spredt fægtning, der er tale om. I lyset af de overraskende nomineringer, der kendetegnede især kategorien for bedste instruktion, var det facit ikke uventet. Det lå ligesom i luften, at ingen film ville dominere i udpræget grad. Aftenens favorit Argo var således kun nomineret til syv oscars overordnet, et historisk lavt antal for en bedste film-vinder (der var fire film, der opnåede flere nomineringer end den). 

Det var ikke uventet Life of Pi, der numerisk var den største vinder. Life of Pi er uafviseligt et teknisk vidunder, og derfor var det forudsigeligt, at den ville dominere de tekniske priser (det var faktisk overraskende, at den ikke vandt endnu flere af dem, til gengæld triumferede den med en personlig oscar til Ang Lee for instruktion, hvilket var en kæmpe fjer i hatten for en film, de fleste nok beundrer mere end egentlig elsker).

I det følgende mine kommenterer i forhold til priserne i de 11 hovedkategorier, som vi her på siden har fulgt i sæsonens løb:


Bedste film: Argo

Det var som ventet Argo der triumferede i hovedkategorien trods det indlysende handicap den havde med sig fra nomineringsannonceringen den 10. januar. At Argo kunne vende handicappet til sin fordel kan skyldes to ting eller en kombination af dem: For det første en mærkværdig diskrepans mellem akademiet som helhed og akademiets særgruppe af instruktører, som egenhændigt udpeger de fem nominerede i kategorien for instruktion. For det andet har mange peget på den pr-relaterede effekt, der lå i udeladelsen af Affleck i instruktørkategorien. En bølge af goodwill er i hvert fald strømmet Affleck - og dermed filmen - i møde oven på det chokerende facit af nomineringerne. 

Mange - især blandt Argos argeste kritikere aka. Lincolns forsvarere - har peget på, at der gik selvsving i branchen efter den 10. januar og at Argos publicity-folk har udnyttet det momentum optimalt, imens der sideløbende er blevet etableret effektfulde smædekampagner imod Lincolns manglende historiske akkuratesse i flere afgørende scener samt torturdebatten vendt imod Zero Dark Thirty, der ellers fik en forrygende start på den afgørende del af sæsonen med december måneds talrige kritikerpriser, men siden totalt mistede momentum, da det liberale Hollywood fik færten af, at filmen ikke var utvetydig nok i sin afstandtagen til Bush-administrationens tvivlsomme forhørsmetoder.

Der har været flere faktorer, der har gjort Argo til unedbrydelig favorit i den afgørende fase. Uanset hvilke teorier man sværger til, er der nok ingen tvivl om, at stemmeoptællingssystemet i forbindelse med bedste film-kategorien har været til filmens fordel: Det såkaldte preferentielle stemmesystem favoriserer den kandidat, der mest ligner et konsensusvalg. Det er således ikke kun førstepladser på stemmesedlerne, der har været afgørende, men også mængden af anden- og tredjepladser. Argo har meget få deciderede modstandere, den er et effektivt og flot orkestreret drama med historisk resonans og aktuel relevans, hvor Hollywoodsystemet endvidere - ikke uvæsentligt -spiller en rolle som problemknuser. Lincolns mere redelige og tunge stil, Life of Pis tekniske triumfer, men tematisk og fortællemæssigt lidt for kulørte fernis samt Silver Linings Playbooks komedieanstrøg gjorde tilsammen Argo til den oplagte vinder af et konsensusbåret valg. 

Det er ikke den kunstnerisk mest interessante film - i bunken af de ni nominerede - der vandt, men den lever på eksemplarisk vis op til mange af de etablerede og fejrede dyder i amerikansk film, nemlig evnen til at fortælle en god og relevant historie på en dynamisk og højspændt facon, der taler til masserne uden at miste taget i intelligentsiaen. Som sådan var den en nærmest uundgåelig vinder. 

 

Bedste instruktion: Ang Lee (Life of Pi)

Pga. instruktørernes forunderlige udeladelse af Affleck (og Bigelow) var denne kategori aldeles up for grabs. Traditionen med at bedste film og bedste instruktion flugter var fra starten lagt død. Pudsigt nok gik prisen i sidste ende til Ang Lee, som har vundet for bedste instruktion på samme vis en gang før, nemlig da han i 2005 vandt for Brokeback Mountain, der ligesom Life of Pi, ikke formåede at vinde for bedste film (i 2005 tabte Lees ombruste homowestern til Crash). 

Lee udgør dermed noget af en anomali i moderne oscarhistorie, men det skal ikke tage noget fra hans triumf. For håndteringen af en teknisk mageløs bedrift var prisen på sin plads, selvom jeg personligt kunne have undet Michael Haneke eller Benh Zeitlin prisen for mere fortællemæssigt inciterende bedrifter.

 

Bedste mandlige hovedrolle: Daniel Day-Lewis (Lincoln)

Der var ingen tvivl om, at Day-Lewis ville lade sig krone for karrierens tredje hovedrolle-oscar (Jack Nicholson har også vundet tre styks, men kun to for hovedrolle). At det skete i omfavnelse med Dronning Meryl var kun passende og noget der tilførte gravitas til oscarnatten 2013. 

Det var sigende, at overvære en lettere hovedrystende, tyggegummityggende Joaquin Phoenix’ respons, da hans navn blev præsenteret som en af de fem nominerede. Phoenix var i det mindste dukket op, kan man sige, men hans foragt for foretagendet var som altid indlysende.

Kunstnerisk var Phoenix den eneste der kunne matche Day-Lewis’ fremragende gestaltning af den mest elskede amerikanske præsident, men prisen til Day-Lewis - forudsigelig som den var - var helt på sin plads. En legende lagde således nye alen til sin legendestatus. 

The sky’s the limit, når vi taler Daniel Day-Lewis.

 

Bedste kvindelige hovedrolle: Jennifer Lawrence (Silver Linings Playbook)

Jeg har kun lovord til overs for Jennifer Lawrences hastige opstigen i Hollywood-hierarkiet. Hun startede ud med en imponerende styrke/sårbarhed i indie-dramaet Winter’s Bone (som hun blev nomineret for for to år siden), der banede vejen for superstjernetilværelse ved ungdomshittet The Hunger Games og nu skridtet som seriøs komedienne  i David O. Russells Silver Linings Playbook. Lawrence er bare 22 år, men spiller med en modenhed og afstemt nuancerigdom som var hun 32. 

Når det er sagt, er det næsten forstemmende, at hendes “birolle-der-med-lidt-god-vilje-kan-kaldes-for-en-hovedrolle” i SLP, der ret beset er et miskmask af komedie- og dramaelementer bundet uskønt sammen, slog fantastiske Emmanuelle Riva fra Hanekes mesterværk Amour. Jeg havde tippet på Riva, fordi jeg troede, at når først akademiet i anden omgang af stemmeafgivningen fik set Amour og Riva, ville al J-Laws hype skinne ubetydeligt til sammenligning. 

Men nej, akademiet kunne ikke fornægte deres kærlighed til en ny tids all-american starlet. 

Efter æstetiske kriterier var Lawrence fjerdebedst ud af de fem nominerede, i haserne på Chastain, et godt stykke fra Wallis og alenlangt fra formidable Riva, der således ikke fik den ultimative 86-års fødselsdagsgave. Et valg, der vil se mærkeligt ud fremover, når Lawrence forhåbentlig får mulighed for at stråle i langt bedre film end Silver Linings Playbook.

 

Bedste mandlige birolle: Christoph Waltz (Django Unchained)

Waltz snød de knebne favoritter Lee Jones og De Niro på målstregen for hans anden runde i manegen med Tarantino, hvilket ganske uden fortilfælde (vil jeg tro?) gav ham hans anden oscar for hans kun tredje amerikanske produktion! 

Waltz ER drønende god og charmerende i Django, men jeg synes nu en anden oscar for selvsamme schtick som gav ham hans første oscar for blot fire år siden, er noget i overkanten.

Alligevel mærkede jeg en lettelse, fordi jeg frygtede, at De Niro ville fejres som aftenens comeback story i kraft af hans komedie-med-et-oscarvenligt-twist-af-tårevædet-drama-præstation i Silver Linings Playbook. Ret beset er De Niros rolle ikke mere nuanceret eller dybtfølt end hans arbejde på Meet the Fockers

Man kan glæde sig over, at akademiet - trods Harvey Weinsteins utrættelige kampagneindsats - ikke kunne presses til at give De Niro hans tredje Oscar på en aften, hvor kun Day-Lewis fortjente den anerkendelse.

Jeg havde foretrukket Lee Jones eller Seymour Hoffman som vindere i denne kategori, men det var hårde odds: Sidstnævnte var med i den mindst akademivenlige film i bunken (The Master), mens Lee Jones ikke havde forvaltet sin tidligere frontrunner-status særligt heldigt ved at virke tvær til Golden Globes og end ikke dukke op til SAG-prisfesten, hvor han ellers vandt. Den slags hævner sig i en tid, hvor den mindste sure grimasse kan blive en internet meme, der påvirker iagttagerne. 

 

Bedste kvindelige birolle: Anne Hathaway (Les Miserables)

Det var lige så uundgåeligt, at Hathaway ville vinde som at Day-Lewis ville det. Vi har tidligere set, at når unge kvinder synger deres hjerte ud, kan akademiet slet ikke styre sig i bar rørelse og benovelse. Den tidligere American Idol-deltager Jennifer Hudson vandt for seks år siden for et lignende stunt i Dreamgirls, denne gang var det Hathaways tur som Fantine, der går så grueligt meget igennem inden hun kan synge I Dreamed a Dream (en sang, der i en post-Susan Boyle-verden er noget gennemgnasket) for derefter at opgive sit jordiske levned. 

Bevares, Hathaway er udtryksfuld, anæmisk og lider for fulde sejl når hun leverer musicalens emotionelle slagnummer, men jeg havde gerne set en anden vinder, selvom Sally Field ikke just fortjente en tredje Oscar på trods af hendes overbevisende indsats som Mary Todd Lincoln i Lincoln. 

Amy Adams havde været en glimrende kompromiskandidat, især da dette var hendes fjerde birollenominering på bare syv år. Men rollen som Mesterens viljestærke hustru i The Master var trods alt for fattig på oscaregnede øjeblikke og var underprioriteret inden for filmens ramme, hvor fokus så udpræget er på dynamikken mellem Seymour Hoffman og Phoenix, mesteren og hans lærling. Også i den forstand var valget af Hathaway desto mere uundgåeligt.

 

Bedste originalmanuskript: Quentin Tarantino (Django Unchained)

Jeg er af den overbevisning, at Tarantinos manuskript til Django Unchained har så mange indbyggede problemer, at det rangerer blandt hans svageste i en glorværdig karriere. Det er derfor i en historisk kontekst frem for denne specifikke kontekst, at hans Oscar føles tålelig. 19 år efter, at han vandt for sit banebrydende manuskript til Pulp Fiction var Tarantino således endelig igen oscarvinder.

Jeg havde stemt på Amour, Moonrise Kingdom og Zero Dark Thirty før Django Unchained, men at Tarantino nu kan kalde sig dobbelt oscarvinder er ikke et øjeblik for tidligt. Han burde have vundet for både Reservoir Dogs og Jackie Brown - mindst. Samt for bedste instruktion og bedste film for Pulp Fiction.

 

Bedste adapterede manuskript: Chris Terrio (Argo)

Da først Argo nappede denne pris var de fleste formentlig ikke i tvivl om i hvilken retning aftenen bevægede sig. Terrio var trods alt oppe imod den feterede Tony Kushners detaljemættede og litterært tintede manuskript til Lincoln. At Argo kunne slå Lincoln på dennes formodede hjemmebane var sigende.

Argo var dog ikke decideret en forkert vinder: måden manuskriptet håndterer og jonglerer med tre (eller fire) forskellige historier og alligevel på dynamisk vis binder alle ender sammen er udtryk for fornemt håndværk. Terrios arbejde er drevent, skridsikkert og overbevisende, omend langfra så litterært tilfredsstillende som Kushners. Men en film er ikke en bog, selvsagt - og Argo er et stærkt eksempel på en vellykket overførsel fra skrivebord til filmlærred.

 

Bedste fotografering: Claudio Miranda (Life of Pi)

Man kunne have undet Roger Deakins at vinde en Oscar i hans tiende forsøg, denne gang for Skyfall. Deakins tilførte Bond-sagaen en afgørende ekstra dimension med hans dybe, stemningsskabende billeder fra vidt forskellige settings, herunder et køligt blåt tekno-futuristisk Shanghai, et forræderisk varmt Macau og et mørkt, tyst, panoramisk tåget Skotland optændt af det afsluttende klimaks' flammehelvede. 

Når jeg alligevel hilser Mirandas Oscar velkommen er det fordi hans billeder til Life of Pi er både opfindsomme og fantasifulde samtidig med at de komplementerer historiens røde tråd og skaber en fornemmelse for fortættet sammenhæng. Derudover er “interaktionen” mellem fotograferingen og de mange visuelle elementer fornemt realiseret.

 

Bedste klipning: William Goldenburg (Argo)

"Bedste klipning" flugter traditionelt med "bedste film", således også i år, der ellers på så mange andre måder var en atypisk årgang. Goldenburgs arbejde med Argo er fortræffeligt. Han fortjener en betragtelig del af æren for den sømløse sammenhæng der kendetegner historien om det iranske gidseldrama i 1979-80, især fordi historiens forskellige dele glider så behændigt sammen uden at miste momentum, men i stedet oppebærer en nervemættet spænding, der kumulativt fortætter dramaet.

Efter strengt æstetiske kriterier havde jeg nu gerne set hæderen gå til samme mand - Goldenburg - men for hans arbejde på Zero Dark Thirty. Der må ligge utallige timers optagelser bag de vidt forgrenede settings, der udgør den fragmentarisk fortalte ZD30. At enderesultatet er så spændende, sammenhængende og dynamisk, må i høj grad tilskrives klipningen.

 

Bedste fremmedsprogede film: Østrig (Amour)

Amour var ganske imponerende nomineret til fem Oscars og overskred dermed med bred margin sin status som fremmedsproget eksotisk indslag. Jeg havde gerne set Riva og Haneke snuppe alt de var nomineret i, men den forudsigelige trøstepræmie var naturligvis prisen for bedste fremmedsprogede film, en pris, der aldrig kunne herske tvivl om, at Amour var tårnhøj favorit til at hjemtage. At Haneke virkede oprigtigt glad, var kun en bonus.


Læs mere på: Aktuelt om OSCAR

Læs også: OSCAR-akademiets 20 største brølere i nyere tid

Tilbage til Aktuelt om FILM

Tilbage til FORSIDEN



Ben Affleck med sin Oscar for Argo



Life of Pi - aftenens største vinder numerisk vurderet


Der var tre Oscars til Les Miserables








Bedste film:
Argo



























Bedste instruktion:
Ang Lee (Life of Pi)


Bedste mandlige hovedrolle:
Daniel Day-Lewis (Lincoln)


Bedste kvindelige hovedrolle:
Jennifer Lawrence (Silver Linings Playbook)



Bedste mandlige birolle:
Christoph Waltz (Django Unchained)








Bedste kvindelige birolle:
Anne Hathaway (Les Miserables)




Bedste originalmanuskript:
Quentin Tarantino (Django Unchained)




Bedste adapterede manuskript:
Chris Terrio (Argo)


Bedste fotografering:
Claudio Miranda (Life of Pi)


Bedste klipning:
William Goldenburg (Argo)


Bedste fremmedsprogede film:
Østrig (Amour)

1-10 of 24