Vampire Weekend: Modern Vampires of the City

indsendt 25. maj 2013 03.20 af Mads Kjær Larsen
Indie-poppens preppy overklasseløg springer ud som modnede mænd på et eksistentielt og emotionelt afsøgende album, der på ambitiøs vis indsætter temaer som død, tid og religion i en musikalsk ramme, der fornemt afspejler den nyvundne dybde.
- mkl -
25.05.13
Er det en forbrydelse at være smart, begavet og privilegeret? Hvis man spørger visse dele af indie-smagspolitiet, der har en misforstået opfattelse af autenticitetsbegrebet, er svaret desværre ja. Vampire Weekend har derfor altid været et band, der har delt vandene. De er blevet beskyldt for at være overprivilegerede Ivy Leaguers (fra Columbia University), hvis begavede (men overfladiske) indforståetheder og musikalske nik til Graceland-æra Paul Simon og luftige afropop-stemninger har virket inkriminerende på sarte og fintfølende indie-æsteter.

På Modern Vampires of the City har Vampire Weekend taget et skridt ud af deres umiddelbare komfortzone. Ezra Koenig og co. fik deres gennembrud med sangen A-Punk, hvis absurd iørefaldende omkvæd bestod i et frivolt udbrud af “ay-ay-ay”. En af de centrale sange på bandets nye, tredje album hedder Ya Hey og har også et ordløst omkvæd, men det er denne gang fyldt med mening og allusioner. Ya Hey vender Outkasts megahit Hey Ya på hovedet, men refererer på samme tid til Guds hebræiske navn Yahweh (Jahve) og sangen er bygget op som en mystisk form for konversation med Gud. Der er med andre ord en sigende forskel mellem Vampire Weekend anno A-Punk og anno Ya Hey. Som Fatboy Slim ville sige det: “You’ve come a long way, baby”!

Der er en emotionel og tematisk tyngde over Modern Vampires..., foruden en sonisk grandeur, der får en til at tænke på Arcade Fires katedraler af lyd eller The Nationals prikkende detaljerigdom og udsøgte teksturer. Ikke fordi Vampire Weekend lyder som de to bands, slet ikke, men de har bevæget sig op i samme klasse. 

Gennemgående klaverstrofer og spøgelsesagtige korstemmer svøber sig om sangene, der bl.a. af den grund virker mere formfuldendte, mere grundigt realiserede, end tidligere. 

Åbningssangen Obvious Bicycle er et godt eksempel, garneret med fredfyldte klaverakkorder, der på stille, men majestætisk vis sætter scenen for Koenigs usædvanligt emotionelt ladede vokalforedrag (“You ought to spare your face the razor, because no one’s gonna spare the time for you”), men omkvædet er en flot kontrast: Det er gennemvædet af lys og optimisme (og lyder -damn it! - som Paul Simon).

Modern Vampires... er et album, der afsøger seriøse temaer med stor finesse og stor sans for at skabe små dramaer og små gådefulde skvulp af både velbehag, latter og rørelse i sin lytter. Tid, død, liv og religion. Nå ja, og de sædvanlige in-jokes. I den forstand vil Modern Vampires... uundgåeligt blive husket som bandets "modne album", det punkt, hvor de fandt sig selv og fandt en form, der gjorde dem langtidsholdbare.

Bandets multiinstrumentalist Rosti Batmangli har sat sine tydelige spor på bandets udvikling af nye lyde. Resultaterne er mestendels forrygende (som på singlen Diane Young - “dying young” - hvor frenetisk 1950’er-rock’n’roll møder cutting edge-postmodernisme med forrygende effekt). Først og fremmest er det dog bandets evne til at forløse deres sange i medrivende finaler, hvor en pludselig variation eller ekstra ingrediens skyder sangene det sidste nøk op i stjerneligaen, der overbeviser.   

Intet sted bedre end på Hannah Hunt, der begynder som en stille vals, men arbejder sig hen til et forbløffende nyt sted, hvor et andet klaverriff samt en kaskade af guitarer, synthesizere og trommer pisker sangen til en mageløs konklusion. 

Forrygende er også Step, der er så elegant eksekveret, at man tager sig selv i at tabe underkæben i bar benovelse. Koenig leverer tilmed en lyrik, der matcher musikkens sugende svaj (“Wisdom’s an honor but you’d trade it for youth”). Også her er der in-jokes og intertekstuelle referencer en masse, men formidlet med en følsomhed og modenhed som er befriende og som får sangen til at lyse elektrisk. En karakteristik, der kunne gælde for albummet som helhed.

9,0




Tilbage til Aktuelt om MUSIK


Vampire Weekend: Modern Vampires of the City (2013)


Wampire Weekend: A-Punk (2008 - single)


Vampire Weekend: Vampire Weekend (2008)


Vampire Weekend: Contra (2010)
Comments