Sigur Rós: ’Kveikur’

indsendt 18. jun. 2013 23.45 af Mads Kjær Larsen   [ opdateret 21. jun. 2013 03.40 ]

Islands internationale eksportsucces, Sigur Rós, rejser sig fra granitten med et tungt, mørkt og ulmende album - 'Kveikur' - der dog til gengæld er gennemlyst af mere konventionelle sangstrukturer med smittende omkvæd og poppede vokaler.

- mkl -
19.06.13
Hvis Sigur Rós på de seneste par album har følt sig stadigt strengere holdt fast i en opadstræbende, skønhedssøgende post-rock-æstetik, hvor sangene udfolder sig som lineære rejser i lyd og stemninger, må ’Kveikur’ (undfanget i forlængelse af keyboardspilleren Kjartan Sveinssons sortie fra bandet) opfattes som et forsøg på at hente ny inspiration, om ikke ligefrem genopfinde en formel, der berettiger bandets fortsatte eksistens.

’Kveikur’ lægger fra land med den industrielt tunge Brennistein, der kværner sig igennem landskabet som en vulkanaskesky, der indhyller alt i mørke på sin vej. De fleste kendere af bandet vil sidde med en overrasket mine, første gang de møder dette kværnende monster af en sang, men selv sartere sjæle vil føle sig inviteret indenfor af det delikate omkvæds brusende ømhed og den fornemme brug af flerstemmig vokal.

Selvom mørket og en muskuløs tyngde i udtrykket er gennemgående for albummet, er det i kombination med de mere poppede, cykliske elementer i sangskrivningen, man finder den helt store positive forskel i forhold til fx forgængeren ’Valtari’, der var lidt af en dødssejler på grund af sin fastholdelse ved stemninger frem for egentlige sange. Der var ikke megen fremdrift, men snarere en fastfrosset – og derfor noget fersk – skønhed over det album, som islændingene med stort held søger at redressere på ’Kveikur’.

De poppede vers-omkvæd-vers-elementer er især fremherskende på numre som Ísjaki og Stormur (førstnævnte indeholder sågar bandets måske mest smittende omkvæd til dato), men derudover lever ’Kveikur’ ved dels forsanger Jónsi Birgirssons mere grundfæstede, dybe vokalarbejde og trommeslager Olli Pall Dyrasons dynamiske percussion, der ved nærmere bekendtskab åbenbarer sig som den måske mest markante forskel på ’Kveikur’ og ’Valtari’, der var som renset for percussive elementer og i stedet drev omkring i tågen af ofte kønsløse keyboardflader.

Sigur Rós er stadig – og vil sikkert altid være – et band, der deler vandene. Den fastmejslede skønhedsæstetik, der er kendetegnet ved brugen af vertikale crescendoer kan til tider nærme sig faretruende lighter-svingende brus a la Coldplay, men der er så megen dynamik og så mange skygger og skæve lysindfald på sangene på ’Kveikur’, at bandet fremstår mere konkret levende end længe hørt. Det æteriske har fået krop, og det klæder i den grad den islandske trio.

7,9




Tilbage til Aktuelt om MUSIK

Sigur Rós: Valtari (2012)

Sigur Rós: Von (1997 - debutalbum)

Sigur Rós: 
Ágætis byrjun (1999)

Sigur Rós: ( ) (2002)

Sigur Rós: Takk... (2005

Sigur Rós: Með suð í eyrum við spilum endalaust (2008)
Comments