Prefab Sprout ’Crimson/Red’

indsendt 21. nov. 2013 15.12 af Mads Kjær Larsen   [ opdateret 21. nov. 2013 15.37 ]

En af 1980ernes mest intelligente sangskrivere er tilbage med iørefaldende og charmerende album, der vækker stærke minder om netop storhedstiden. Paddy McAloons begavede analogier og metaforer giver den velskrevne musiks til tider - bedragerisk - blodfattige overflade et sursødt strejf af modstand.

- mkl -
21.11.13
Paddy McAloon lider af en sjælden sygdom, der kombinerer tinnitus med periodevis regulær døvhed, hertil kommer stærke anfald af svimmelhed og balancebesvær. For en musiker, ikke just nogen fordelagtig tilstand.

McAloon (der opererer under enmandsband-pseudonymet Prefab Sprout) har derfor i lange perioder fra midt i 90erne og frem været aldeles usynlig på musik- og albumfronten, men er nu tilbage med sit første rigtige album i 14 år, ’Crimson/Red’, der er en meget velkommen påmindelse om, hvorfor man forelskede sig i hans sangskrivningskunst i første omgang.

Med ’Crimson/Red’ leverer McAloon (der selv har produceret og spiller alle instrumenter) en række præcist destillerede popsange med et klassisk, gyldent snit over sig. Melodierne er ligefremme og tager lytteren i hånden med en række vokale og instrumentelle hooklines, som sidder i skabet - hvis ikke ved første aflytning, så senest ved tredje eller fjerde.

Denne ligefremhed er for kendere af McAloons værk en kende forvirrende, eftersom han altid har været mand for udsøgt popklassicisme, men samtidig har iklædt sine sange forskellige genregevandter og med drillende kendermine har udfordret vores evne til at følge med i hans begavede leg med udtryk.

McAloon bemestrer country, Tin Pan Alley-pop, 1960-rock/pop, strygerindsmurt weltschmerz og smittende 80er-synths med samme indforståede lethed.

’Crimson/Red’ er mere direkte kommunikerende og mere umiddelbart fordøjelig end det meste fra Durhams fineste sangskriver, da den mestendels bevæger sig (meget vellykket!) inden for en 1980er-forvaltning af plastic soul-skabeloner (hvor strygere er erstattet med strygerlydende synths). Det uægte og syntetiske smelter meget fornemt sammen med det autentisk bevingede og organisk glødende i en fnugfri produktion, hvis momentane blodfattighed må tilskrives McAloons ønske om at lokke lytteren ind i varmen på ny efter at have holdt ham/hende så mange år ude i kulden.

McAloons hovedværk - ’Steve McQueen’ (1984)

Hvordan genrebestemmer man mest adækvat Paddy McAloons eklektiske midt-80er-værk ’Steve McQueen’?

Albummet er præget af en langt hen typisk 80er-produktion, men trækker store veksler på et væld af brugbart brændstof fra forgangne årtiers populærmusik. Og i processen er det som om, at McAloon - som den begavede og intuitivt besjælede sangskriver han er - finder på noget dybt originalt og inderligt vedkommende.

Albummet indeholder forrygende sange som ’Faron Young’, ’Bonny’, ’Appetite’ og ’When Love Breaks Down’ (der alle blev mindre singlehits i især England), men den indlysende, indbydende popsensibilitet, der gør disse sange nærmest selvlysende i deres umiddelbare attraktion, er krydret med en række interessante genrepasticher og -sammensætninger. Der er lidt tex mex, en god portion country, lidt varieté og Broadway-elegance.

Der er klassiske komponistdyder i bredformat og små, knudrede ekskursioner ud i mere eksotiske penselstrøg udtænkt af en krøllet hjerne med et populærmusikalsk vingefang som få samtidige på den britiske hitlistepopscene.

Især side B på den oprindelige lp-plade er præget af en nysgerrig udvinding af vidtrækkende, mangeartede musikalske former, mens side A koncentrerer sig om at levere hitsene og den klare poppede overflade, der kunne lokke masserne til.

En sjældent udsøgt og delikat popplade. Smagfuld og vidende og vidunderligt velskabt.

At titlen henviser til filmrebelikonet Steve McQueen, kan for så vidt tolkes som McAloons indrømmelse af, at inspirationskilderne i hans tilfælde mere tilhørte en allerede mytologiseret fortid end den samtidige popscenes noget kaloriefattige udtryk. McQueen står for det ægte, rå og uforblommede. ’Steve McQueen’ er derfor et passende navn til et album, der den dag i dag står som en milepæl for kvalitetsbevidst popmusik. 

Et ideal til efterfølgelse, simpelthen – og som sådan matcher albummet, der bærer filmikonet Steve McQueens navn, dennes ikke-nedbrydelige aura.

Åbningsnummeret ’The Best Jewel Thief In The World’ er en øjeblikkelig vinder. Den lyder som en af den slags supermelodiske, henført rullende popsange, McAloon trak ud af ærmet på sit næsten 30 år gamle hovedværk ’Steve McQueen’. Sangens hookline er så umiddelbar, at McAloon næsten ikke behøver lægge sin stemme indover, og når han gør det, forbløffes man over, hvor vital, blød og velsmurt den stadig lyder. Hans stemmes ungdommelighed tilfører afgjort sangene en energisk friskhed, der får dem til at glide ned med en delikat lethed som en daddel dyppet i portvin.
’List of Impossible Things’ følger med en bro og et omkvæd så elegant svungne, at man tager sig i at sukke henført. Andetsteds leger McAloon med den ersatz americana han perfektionerede på ’Faron Young’ (fra ’Steve McQueen’) på Faust-opdateringen ’Devil Came A Calling’, der ironiserer blidt – men med bid – over hans egen fortid som popstjerne.

McAloon synes på ’Crimson/Red’ optaget af sin egen rolle som kunstner og sangskriver, eller kunsten og sangskrivningen generelt. På den måde kan man finde en nøgle til at forstå mange af sangenes konkrete historier som analogier over kunsten at skrive en god sang (juveltyven i åbningssangen er i den optik McAloon selv, der besynger sit eget sjældne talent). Lyrisk kommer han videst omkring på ’The Old Magician’, der både fungerer som en metafor for den aldrende sangskriver (”the tired act that no one loves”), ægteskabet (”she got tired of being sawn in two”) og døden selv (”the lousy disappearing act”).

Til tider leger McAloon måske med en yacht-rock-cruisende lethed, der kan føles selvtilfreds og ufarlig, men når nu ordene er så indtagende og begavede og melodierne så iørefaldende, er det svært at insistere for hårdt på at komme med indvendinger.

Måske er ’Crimson/Red’ ikke så udfordrende, som McAloon kan være, men den taler til gengæld direkte til hjertet og til fødderne, der danser lidt lettere hen over gulvet i lejligheden og fortovet udenfor med tanke på en befriende, fnuglet musik og poesi leveret af en mand, man troede var gået i permanent kunstnerisk vinterhi. 

8,2




Tilbage til Aktuelt om MUSIK


Comments