Nick Cave & The Bad Seeds: Push the Sky Away

indsendt 16. feb. 2013 11.38 af Mads Kjær Larsen   [ opdateret 25. feb. 2013 15.05 ]

Bad Seeds’ rockende alter ego Grinderman var Cave og kumpaners selvironiserende forsøg på at tackle midtlivskrise og truende kunstnerisk stagnation. Med Push the Sky Away tager Cave med stort held æstetikken fra Grinderman og vender den på hovedet ved at applicere den på atmosfærefyldt balladekunst frem for garagerock. 

- mkl -
16.02.13
Lige siden Warren Ellis (ex-Dirty Three) blev en del af Bad Seeds-kollektivet i midten af 1990erne har han støt men sikkert tiltaget sig en større rolle i den ellers fasttømrede helhed, Caves håndgangne mænd har udgjort siden ca. 1980.

Caves forkærlighed for Ellis’ musikalske temperament er blevet tydeligere for hver udgivelse, ikke mindst med dannelsen af Grinderman som et slags sideprojekt til selve Bad Seeds. 

I Grinderman var der ikke plads til Mick Harvey, Caves guitarist siden tiden i The Birthday Party i 1970ernes sidste post-punkede krampetrækninger. Harvey har måske af den grund set skriften på væggen: Han forlod i hvert fald Bad Seeds i 2009 efter 30 år i tro tjeneste - og overlod fuldstændigt scenen til Caves nye foretrukne legekammerat.

Warren Ellis’ multiinstrumentelle indsats er tydelig overalt på Push the Sky Away, det 15. album i rækken af Bad Seeds-udgivelser (der er suppleret med både to Grinderman-album og to soundtrack-udgivelser bare i de sidste fem år). 

Det er Ellis’ violin og keyboards, der danner kolde og skæve ledemotiver på albummets sange og det er hans leg med loops, der tilfører albummet en rastløs energi og en sitrende atmosfære, der var fraværende på tidligere balladedominerede album fra mesterens hånd, såsom No More Shall We Part (2001), hvis statelige og salvelsesfulde patos mere end ofte bevægede sig på grænsen til det selvparodiske. 

Ellis tilføjer sangene på Push the Sky Away stemning og suspense i rige doser: De spøgelsesagtige korstemmer, den skrøbelige, klimprende lyd af en skeletal guitar, den skrabede percussion, en sugende, mørk bas, den ofte abrupte, skæve rytmik, hvor kompositionernes lige linjer bøjer og drejer af, så forudsigeligheden ikke sætter ind - og fragmenter af summende båndsløjfer og orgeldroner demonstrerer tydeligt, at Cave har taget Ellis’ æstetik til sig og inkorporeret den i hjertet af sin sangskrivning. 

Nok er Push the Sky Away milevidt fra Grindermans fræsende midtlivskrise-rock, men det er den samme legesyge tilgang til arrangement og produktion, Bad Seeds nyder godt af her. Hvis Grinderman var en drikfældig, ældre onkel, der ankom til niecens bryllupsfest og tog for sig af sprutten og lavede en scene, fordi han ikke kunne lade være med at pille på serveringsdamerne, er denne nye Mick Harvey-løse inkarnation af Bad Seeds selvsamme onkel morgenen efter, når han langsomt kommer i tanke om sidste aftens slibrigheder, tager sig til hovedet og ryster det i stille resignation, før han med dagens første kop kaffe i blodet tager et fast blik i spejlet.

Er Push the Sky Away en form for bekendelsesplade? En stilhed efter stormen? Umiddelbart nej. Caves lyrik er af vanlig høj standard, men den er også mere fragmenteret og henkastet end man er vant til fra hans side. Måske Grinderman-æstetikken også her har sat sig varige spor i Caves arbejdsmetode?

Man skal heller ikke se bort fra de små ironiske nik, albummet er strøet med. Titlerne fx. To af sangene bærer titler, der smager af tidens textspeak: We No Who U R og We Real Cool. Sidstnævnte kommenterer endda på internetkulturen: "Wikipedia is heaven/ When you don't want to remember anymore".

Finishing Jubilee Street følger som en form for meta-kommentar til nummeret Jubilee Street (en potentielt fremtidig klassiker i kataloget, der som de fleste af Caves bedste sange er som en roman i ultrakortform, her med et guitarmotiv, der tegner konturen op og ridser det fast i hukommelsen). Det er en inspireret spøg fra Caves side, således at skabe en sang om en anden sang på albummet. 

På Mermaids, den musikalsk mest traditionelt Bad Seeds-lydende ballade, lyder indledningsordene som en klar kontrast til musikkens statelige schwung: “She was a catch, we were a match/ I was the match that would fire up her snatch”. Uforfalsket Grinderman!

Albummets nøgleskæring er den otte minutter lange tusmørketirade Higgs Boson Blues, hvor Cave fremfører en form for moderne forfaldshistorie, der via Robert Johnson, Martin Luther King og Higgs Boson (den såkaldte “Gud-partikel”) ender ved Disney Channel-berømtheden “Hannah Montana” (Miley Cyrus). 

Slutningen på nummeret er tvetydig: Ligger Cyrus død med hovedet under vand i en swimmingpool (som endnu et offer for berømmelsens excesser) eller nyder hun bare at dase og døse i sommersolen i selvforglemmende rigdom på afstand af virkeligheden?

Vand er det i det hele taget et ledemotiv på Push the Sky Away. Sommetider ildevarslende, andre gange rensende. 

Numre som Wide Lovely Eyes, Water’s Edge (en åndeløs fortælling, der måske/måske ikke kulminerer med en voldtægt på nogle piger ved en strand på landet, "their legs wide to the world like bibles open") og Mermaids bevæger sig helt konkret i eller ved havet, men havet som billede dukker op talrige steder i løbet af det ni sange og 43 minutter korte album. 

Sangene er i sig selv som små sagte skvulp, der kumulativt skaber en form for bølgebevægelse. En rastløs, men fremadskridende fortælling, der ikke på papiret skaber udelt sammenhæng, men som virker fuldt forløst når musikken puster liv i ordene som et spøgelsesslør over en udbrændt byggetomt. 

Cave ikke så meget spytter disse sange ud (som han gjorde med en herlig foragt for respektfuld rocknobilitet i Grinderman), han hvisker, mumler og snakke-synger. Der er torden i hans stemme, men kun fordi den er så dyb, at den slår revner i sjælen. 

Cave løfter kun meget sjældent stemmen på Push the Sky Away - ja, ofte virker han helt alene med sig selv. Som om han end ikke aner musikkens sitrende detaljerigdom bag sig. Det giver sangene en kuldslået aura. 

Åbningsnummeret We No Who U R sætter tonen. Lette orgeltoner blander sig med en klatvis percussion før omkvædet sætter ind og Caves stemme understøttes af kor-stemmer: “We know who you are, and we know where you live,” lyder det foruroligende mantra. Effekten varer ved til og med slut- og titelnummeret, hvor Cave synes at synge direkte fra hjertet, så tiden står stille: "Some people say it's only rock'n'roll/ aw, but it gets you right down to your soul..." Tilføjelsen af det lille "aw" og måden Cave intonerer det på, siger det hele.

Musikkens urovækkende og aldrig regelrette puls - et kendetegn ved Ellis’ produktionsteknikker - holder disse sange skarpe og vedkommende. Det gamle Bad Seeds ligger hele tiden og spøger i baggrunden på Push the Sky Away. Genkendelsen ligger på lur, men bestandigt undslipper sangene det formularagtige, det gennemprøvede. Lyrikken afspejler dette forhold ved sit fokus på det fragmentariske og tågede, en stream-of-consciousness af ord uden klar forankring, men nærværende og spillevende netop af den grund.

I et nyligt interview med The Guardian konstaterede Cave, at det mest modige og ærlige valg, en aldrende kunstner kan foretage sig, er at trække sig tilbage. På baggrund af Push the Sky Away, må man sige, at hans egen musik er et levende dementi af den påstand.

Det er imponerende, at måtte konstatere hvor relevant og rastløs en kunstner, der endnu gemmer sig i Nick Cave. 

9,0




Nick Cave


Nick Cave & Warren Ellis


Nick Cave and The Bad Seeds








Comments