Mavis Staples ’One True Vine’

indsendt 28. jun. 2013 14.12 af Mads Kjær Larsen   [ opdateret 29. jun. 2013 08.55 ]

Assisteret af Wilco-frontmand Jeff Tweedy leverer den 73-årige gospelsoul-legende Mavis Staples endnu en varm og spirituel omfavnelse af et album, der dog savner lidt af genrens ellers obligatoriske temperament og medrivende fejring af troen og håbet. 

- mkl -
28.06.13
Hvordan beskriver man bedst Mavis Staples’ stemme, så man indfanger den rørelse, ekstase, grundfæstede tro og viljestyrke, der gemmer sig i gospelsoul-musikkens – og i forlængelse heraf borgerrettighedsbevægelsens – måske mest markante kvindelige stemme (i både bogstavelig og overført betydning)?

Jeg stødte forleden på følgende udsagn om kvinden, der hittede med sange som Respect Yourself, When Will We Be Paid og I’ll Take You There i forgrunden for familieforetagendet The Staples Singers i 1960’erne og 1970’erne og dermed formede den sorte musik som en platform for både fællesskab og protest:

Mavis Staples’ stemme er som fornemmelsen af ”honning der driver ned over en varm småkage”. Beskrivelsen, som jeg støvede frem fra et af internettets mere skyggefulde hjørner, indfanger varmen, naturligheden og det indbydende ved stemmen. For egen regning vil jeg tilføje, at Staples' vokal brænder med en ulmende glød, der kaster en mildt røget toning af sig. En toning, der farver al luften mellem stemmen, der udsender lyden og øret, der indfanger den.

Siden 2003 har Staples udgivet en håndfuld album på pladeselskabet Anti Records, der har genetableret hende som stærkt vedkommende udøvende kunstner i karrierens efterår. Forgængeren ’You Are Not Alone’ blev til i et tæt samarbejde med Wilcos Jeff Tweedy, der blandt andet bidrog med det fremragende titelnummer, og Tweedy er da også akkrediteret som producer, multiinstrumentalist og komponist på Staples’ nyeste udspil, ’One True Vine’.

’One True Vine’ er kendetegnet ved en meget spartansk besætning, der udover Staples og Tweedy kun består i en trommeslager (Tweedys søn, Spencer) og nogle yderst diskrete backing-sangere. Setuppet er med andre ord mere skåret ind til benet end sidst vi hørte fra Staples på den mere muskuløse forgænger.

Den afdæmpede backing sætter naturligt fuld fokus på Staples’ stemme og produktionen viger ikke udenom de knaster den med alderen har taget på sig. Alt er lagt frem. Prunkløsheden understreger blot formatet på de stærkeste sange på udspillet, heriblandt Tweedys egen komposition, Jesus Wept, som Staples fornemt fortolker ved at understrege den underliggende smerte og eftertanke nummeret lægger op til frem for at udbasunere for sine lungers fulde kraft.

Andre veloplagte synteser opstår når duoen prøver kræfter med Nick Lowe-originalkompositionen Far Celestial Shores (hvis akustiske guitarintro ved et kosmisk sammentræf lyder præcis som melodien på omkvædet til Ray-dee-ohhs kystbaneklassiker Jeg vil la' lyset brænde!!). Der hersker en flot fornemmelse for styrken ved nedbarberede arrangementer, hvor ægtheden kan træde desto tydeligere frem.

Når det er sagt kan man kan til tider savne lidt af det temperament, der prægede ’You Are Not Alone’, der gav Staples så gode vilkår til at lukke op for hele hendes kraftfulde repertoire og endnu brølstærke organ, men i stedet er parret bevidst gået efter at etablere en intim ramme, hvor enhver lille sprække og enhver lille glød i Staples’ stemme kan træde frem og få plads. Det fungerer mestendels efter hensigten, dels fordi albummet med sine 35 minutters spilletid kender sin besøgelsestid, og fordi sangvalget og udførelsen er fint afstemte.

Hvis vi får den glæde at blive beriget med en tredje omgang Tweedy/Staples vil det dog være okay om der bliver skruet op for den gospel og den livskraft, der mestendels bliver ved antydningens kunst på ’One True Vine’. Gospel handler jo om løftelse og fejring snarere end om tvivl. Det er som om Tweedy tæmmer Staples' naturlige glæde ved troen en lille smule og dermed tager det sædvanligvis mest magtfulde ved musikformen ud af den. 

7,1



Tilbage til Aktuelt om MUSIK


Mavis Staples: You Are Not Alone (2010)
Comments