Leonard Cohen: Songs of Love and Hate

indsendt 18. jan. 2013 14.46 af Jens Kjær Larsen   [ opdateret 7. jan. 2014 08.03 ]
Cohens tredje album fra 1971 har ofte henført en skyggetilværelse sammenlignet med den uforgængelige debutplade Songs of Leonard Cohen (1967), der indeholder klassikere som So Long Marianne, Sisters Of Mercy og Suzanne. Hvis man er til den mere varme (alt er relativt), melodiøse og balladesprøde side af Cohen, er det debuten, man skal gå til. 

- mkl -
18.1.13

Man kan også argumentere for 1980ernes og start-90ernes Cohen, hvor den til tider muzak-lignende produktion fungerer perfekt som et slags selvironiserende og selvkommenterende lydspor til teksternes subversive angreb på gældende zeitgeist; poleret overflade (af snart sagt enhver slags). I så henseende er hovedværket I’m Your Man (1988) med mesterstykker i henkastet alvor, som Everybody Knows, Take This Waltz og Tower of Song.

Hvis Songs of Love and Hate har levet i skyggen af de nævnte albums er det på sin vis meget passende, for her er tale om Cohen i det kuldslåede, mørke, minimalistiske og indeklemte hjørne. Tekstmæssigt er det en plade, der skiller sig ud i den canadiske poetmusikants produktion ved sit konsekvente sortsyn. Humanisten Cohen er trådt i baggrunden for Cohen som hævnende engel, forsmået elsker og resigneret taber. 

Teksten til - og lyden af - åbningsnummeret Avalanche er Cohen som man sjældent hører ham; ond, kold og uforsonlig. En ildevarslende og rygradsrislende ode til kærlighedsforholdets blinde passager: Hadet til den anden. Det er Cohens måske mest fornemme vokalpræstation nogensinde, fordi han insisterer på både indlevelse, indignation og blindt had i sin fremstilling: "The crumbs of love that you offer me/ They are the crumbs I've left behind/ Your pain is no credential here/ it's just the shadow of my wound," synger han med en stemme, så blodet fryser til is.

Anden skæring, Last Years’ Man, lyder som om den er undfanget et sted på den anden side af håbløsheden, et sted hvor resignation og nøgtern registrering kæmper for at overtage poetens perspektiv. I tredje vers introducerer Cohen sangens centrale metafor: Betlehem og Babylon som hhv. brud og brudgom i en uhellig alliance, måske som et billede på en splittet verden, hvor værdier, vold og vilde eksperimenter blandes sammen, hvor ideologier er redskaber til at systematisere det irrationelle i mennesket - og i historien.

Når børnekoret træder ind i sidste ombæring af omkvædet er det som en katarsis, som regnen der står ned: “Let it come down”, som skurken Banquo udtrykker det i Macbeth

Last Years' Man er oprigtigt hjemsøgt musik, der er så illusionsløs, at den indeholder en paradoksal portion sjælefred og accept. At Cohen på det meste af Songs of Love and Hate lyder fuldkommen oprigtig er disse sanges trumfkort. Uden hans stemmes tone af oprigtighed ville lyrikken stadigvæk være poesi, men som musikalsk udtryk giver stemmen det sidste skub i retning af stor, tidløs kunst.

Famous Blue Raincoat

It's four in the morning, the end of December
I'm writing you now just to see if you're better
New York is cold, but I like where I'm living
There's music on Clinton Street all through the evening.

I hear that you're building your little house deep in the desert
You're living for nothing now, I hope you're keeping some kind of record.

Yes, and Jane came by with a lock of your hair
She said that you gave it to her
That night that you planned to go clear
Did you ever go clear?

Ah, the last time we saw you you looked so much older
Your famous blue raincoat was torn at the shoulder
You'd been to the station to meet every train
And you came home without Lili Marlene

And you treated my woman to a flake of your life
And when she came back she was nobody's wife.

Well I see you there with the rose in your teeth
One more thin gypsy thief
Well I see Jane's awake

She sends her regards.
And what can I tell you my brother, my killer
What can I possibly say?
I guess that I miss you, I guess I forgive you
I'm glad you stood in my way.

If you ever come by here, for Jane or for me
And your enemy is sleeping, and his woman is free.

Yes, and thanks, for the trouble you took from her eyes
I thought it was there for good so I never tried.

And Jane came by with a lock of your hair
She said that you gave it to her
That night that you planned to go clear

Sincerely L Cohen
Albummet indeholder mindst een elsket og kanoniseret sang fra øverste sangskriverskuffe: Famous Blue Raincoat. Sangen er formuleret som et brev til en tidligere nær ven, der har været sammen med vor digtervens kvinde (afsluttet med det helt personlige aftryk via slutstrofens “sincerely, L Cohen”): “You treated my woman to a flake of your life/ And when she came home she was nobody’s wife," synger han i en af sangens mest direkte linjer (efter denne signaturs mening et af musikhistoriens mest prægnante udsagn om oplevelsen af utroskab).

Cohens tekst er tilpas flertydig til at have en mestendels ukonkret, men hele tiden ganske sanselig poesi over sig. Den er både urovækkende og øm, fordi protagonisten (“L Cohen”) synes hverken bitter eller afklaret. Hvem skal han rette skytset imod? Vennen, kvinden eller sig selv? Og hvordan skal han forholde sig til det, han elsker - i sig selv og uden for sig selv: “I guess that I miss you/ I guess I forgive you/ I’m glad that you stood in my way,” synger han til vennen: Befriet fra tvivl og ulykke - eller midt i selvudslettelsen? 

Ønsker han vennen tilbage på bekostning af sin kærlighed til kvinden (“Jane”)? Det er sangens geni - og i samme bevægelse dens absolut hjertegribende drama - at Cohen formulerer en art accept af vennens og kvindens bedrag, fordi som han udtrykker det: “Thanks for the trouble you took from her eyes/ I thought it was there for good, so I never tried”. Han indrømmer med andre ord, at vennen (“my brother, my killer”) gav Jane noget, som han ikke selv kan give hende. Når han ikke er nok for hende, vil han bare gerne have sin ven tilbage... 

Pladens slutlinjer (på den mesterlige Joan of Arc) tager et lignende sentiment op til granskning: “I saw her wince, I saw her cry/ I saw the glory in her eye/ Myself I long for love and light/ But must it come so cruel, and oh so bright?

Disse linjer opsummerer på mange måder den indstilling, Cohen udtrykker på store dele af albummet: en splittelse mellem kærlighed og afmagt, eller kærlighed og had. Eller måske rettere: fra det had, der er et produkt eller resultat af kærligheden. Albumtitlen er med andre ord en ret nøgtern varedeklaration...

Det er Cohens evne til både at lave konfessionel singer/songwriter-pop af fineste aftapning samt de betagende variationer i fortællervinkel parret med en hidtil uhørt nådesløs og illusionsløs lede ved enhver form for leflen for vedtagne sandheder eller forlorne masker, der gør dette album så uforglemmeligt. 

Sammenligner man Songs of Love and Hate med samtidige singer/songwriter-indsatser, såsom James Taylors lovligt sukrede, men indtagende Sweet Baby James, Carole Kings velkomponerede, men noget ferske megasællert Tapestry eller James Brownes fintslebne levemandsudsagn under den californiske middagssol på Late In the Sky, er der identifikationspunkter, jovist, men alligevel en verden til forskel. 

Hvor instrumenterne og stemmen skaber forbindelse og varme på de omtalte tidstypiske albums, hersker der hos Cohen anno 1971 frost og forfrysninger på det mentale barometer.


Fem andre mesterlige albums fra den store musikkanon med vægt på melankoli eller depression:

Nick Drake: Pink Moon (1972)

Pink Moon synes ligesom Songs of Love and Hate undfanget på den anden side af resignationen, der hvor en form for afklaring og accept støder mod pludselige indbrud af fortabthed, skinsyge eller depression. Den totale minimalisme i det musikalske udtryk - der udover Drakes akustiske guitarspil kun indeholder et enkelt overdub på titelsangen af et ensomt klimprende piano - står i kongenial forbindelse til lyrikkens prunkløst fragmentariske form, der er urovækkende ved lige præcis ikke at være netop det i nogen eksplicit forstand. Fortabtheden gemmer sig i sprækkerne af de faktiske udsagn.

Big Star: Third/Sister Lovers (1978) 

Det visionære, men besværlige geni Alex Chiltons tredje og sidste album med power-pop-pionererne Big Star (et essentielt kultband i eftertiden, men stort set oversete i bandets egen levetid) udkom først fire år efter indspilningerne pga en uhellig blanding af finansielle og kontraktlige problemer og Chiltons egen tiltagende mentale ubalance, som processen skred frem. Third/Sister Lovers er lyden af et band - og et sind - der falder fra hinanden, men med overskuddet til at skabe vedkommende, brændende intens musik i orkanøjet af desintegrationen.

Joy Division: Closer (1981)

Joy Division var skelsættende for deres (post-punk)-do-it-yourself-æstetik, hvor en ny stoflighed kom ind i musikken via elektroniske klangflader, en fokus på en minimal, men prægnant rytmik (bas og tromme er langt fremme i lydbilledet) og Ian Curtis’ lyrisk reflekterede tungsindighed. Curtis begik selvmord som 24-årig og efterlod sig dette posthume dokument over en skabersjæl fuldstændig i dødsdriftens vold. Snarere end et bittert dokument over spildte muligheder eller andres svigt, er det et stateligt requiem uden anklage, men nærmest suget ind i gravens umælende mørke.

Neil Young: Tonight’s the Night (1975)

Neil Young mistede to af sine nærmeste venner (og musikalske sparringspartnere) op til indspilningen af Tonight’s the Night, den løse, frenetiske og inderligt intense samling af sange fra 1975, der lå milevidt fra den Young, der lå nummer 1 på hitlisten med den rurale forgænger Harvest (inklusive den tilforladelige evergreen Heart of Gold). På sange som Mellow My Mind, Borrowed Tune og Tired Eyes hører man en nærmest desperat Young besynge tabet og leden ved at skulle bære faklen videre.

Bonnie Prince Billy: I See A Darkness (1999)

Will Oldhams alias Bonnie Prince Billy blev opfundet til lejligheden og har hængt ved lige siden, måske fordi ankermanden selv indså hvor tidløse og hjemsøgte sange, han fik kradset ned i ly af det kryptiske alias. Titelnummeret blev ophævet til moderne standard af Johnny Cash, men hele albummet (hvis cover udgøres af et nødtørftigt tegnet hvidt kranium på en baggrund af sort) er besat af temaer knyttet til dødeligheden som fast ledsager til livet. Oldhams tekster emmer af svigefuldhed, dødsbevidsthed og en besættelse af kroppens forgængelighed som konkret manifestation og som symbolmættet metafor for forfald og degeneration.


Leonard Cohen: Songs of Love and Hate (1971)


Leonard Cohen: 
Songs of Leonard Cohen (1967)


Leonard Cohen: 
I’m Your Man (1988)
Comments