Kendrick Lamar: Good Kid, M.A.A.D City

indsendt 15. dec. 2012 10.57 af Jens Kjær Larsen   [ opdateret 22. dec. 2012 16.24 af Mads Kjær Larsen ]
Kendrick Lamar er hiphoppens nyeste stjerneskud, en åbenlyst reflekteret, selvbevidst og mangefacetteret kunstner. Snarere end en selvhævdende spradebasse, der skyder med verbale spredehagl i vilde energiudladninger (som fx en Tyler, The Creator), er han optaget af ofte komplekse sociale problemstillinger og formuleringen af en gryende politisk og moralsk bevidsthed hos en ung sort mand.

 - mkl -
15.12.12

Good Kid, M.A.A.D City er et intelligent og modent album med et gennemgående tema: Lamars transformation fra en uregerlig, konstant liderlig teenager til målrettet og stabil ung mand. I spændingen mellem disse to positioner udfolder albummet sig i en dynamisk vekselvirkning mellem vestkyst-hiphoppens hedonisme og vildskab over for østkyst-hiphoppens selvreflekterende og politisk opvakte impulser. I den forstand er Lamar en værdig opfølger til Nas og dennes klassiker Illmatic (1994). Nas er dog en mere lyrisk fortæller, hvor Lamar til sammenligning betjener sig af en storladen ikonografi (med sig selv i centrum) med religiøse over- og undertoner. Albummet er ikke så meget et snapshot af tiden eller byen eller samfundet (som Illmatic), som et meget personligt album med et ret universelt budskab, nemlig om troen og familien som redskaber til forløsning. 

Good Kid, M.A.A.D City maler med den brede pensel i forhold til fortælling og perspektiv. De tætte, ofte lange sange er afbrudt af små dialogbidder fra venner og familie (bl.a. beskeder på telefonsvareren), der skaber en stemning af intimitet, der kun understreges af de afstemte, nærmest afdæmpede beats, der dominerer albummet.

Albummet er selv-bevidst i en form, der antager filmiske proportioner (hvilket understreges på albumcoverets proklamation: “a short film by Kendrick Lamar”). Lamars inspirationskilder og referencepunkter er ofte noget mere high brow end man er vant til i hiphoppen (fx på den lyrisk ret sublime The Art of Peer Pressure).

Lamar er en ung mand og til tider opleves albummet som en kende artificielt, en kende for selvbevidst. Til gengæld skaber han interessante kontraster, når han på den ene side formidler kropsligt begær på et nummer som Backstreet Freestyle (“I wish I had a dick like the Eiffel Tower, so I could fuck the world for 72 hours”, “Damn, I got bitches!”) i en rammefortælling, der er netop er en refleksionsøvelse for at få fortiden til at stemme overens med nutiden. Der er dog samtidig noget problematisk over en kunstner, der i så høj grad siger: “Se, hvor vildt et liv, jeg levede! Damer, stoffer - hele tiden!” og så en kunstner, der i næste øjeblik formaner: “Hey, det var ikke fedt, og nu handler mit liv om noget andet, noget ægte!” 

Lamar er yderst bevidst om, at hans lyttere formentlig vil tænke: “Nøj, jeg ville gerne have været i hans sko!”, mens han så kan fortælle dem, at der findes noget endnu bedre på den anden side af selvoptagetheden og selvfortabelsen. Denne selvbevidsthed eller metarefleksion, der hele tiden ligger som et spøgelsesslør over albummet, gør lytteoplevelsen en kende affekteret (hvis man altså er i humør til at intellektualisere oplevelsen i strømmen af de bestandigt fede hooklines, beats og raps).

Hvad man ikke kan tage fra Lamar, er at han ubetinget lykkes med at skabe en fortættet, emotionel kerne i sin fortælling. Den ikke specielt subtilt betitlede Bitch, Don’t Kill My Vibe er en ophobning af stemningsfulde situationer og refleksioner. Den 12 minutter lange Sing About Me, I’m Dying of Thirst kryber sig igennem et mørkt, ildevarslende groove som en 2012-opdatering af de mørkeste sandheder fra r’n’b-traditionens dybeste rødder. 

Det absolutte highlight kommer tæt mod afslutningen på singlen Swimming Pools (Drank), hvor Lamar graver dybt i sjælen (og ser dybt i flasken) på et nummer, der i den grad maner alkoholens lyksalighed og ulyksalighed til live i lytterens bevidsthed godt hjulpet på vej af en salig bølge af synths og en klaustrofobisk trommemaskinepuls. 

Det er disse øjeblikke af absolut følelsesmæssig investering og engagement, der står stærkest. I den forbindelse er nummeret Real en naturlig konklusion, hvor Lamars mor på en telefonbesked bønfalder sin søn: “Come back, and learn from your mistakes/Come back a man, tell your story to these black and brown kids in Compton”. Det må man sige, at han har gjort.

Lamar er måske ikke den messias, mange gerne vil gøre ham til. Hans tendens til selvglorificering og selvretfærdighed står en kende i vejen. Men som bekendelseskronikør og følelsesforkynder er han uovertruffen. Derudover er han en forbandet god rapper. En ny stor stjerne er født. 


8,7






Kendrick Lamar: Good Kid, M.A.A.D City (2012)
Comments