Kanye West: Yeezus

indsendt 18. jun. 2013 00.38 af Mads Kjær Larsen   [ opdateret 18. jun. 2013 23.15 ]

Ekspansiv hip hop afløses af rå minimalisme, industrielle klange, kværnende electro og seksuelt pral. Stilistisk er det modigt, måske endda visionært, at en kommerciel gigant som Kanye bevæger sig ud i så aggressivt og skyggefuldt terræn, men en martyrlignende monomani kvæler næsten projektet

- mkl -
18.06.13
Det er næsten umuligt at anskue Kanye West som én sammensat, men dybt paradoksal personlighed, med alt hvad det indebærer af ideer om kunst og kalkule, karrieremæssige og kommercielle aspirationer, selvoptagethed og sårbarhed, impulsivitet og et lammende ambitionsniveau. Almindelige mennesker (såsom du og jeg) kan slet ikke rumme storheden i Det Komplekse Menneske, forstås. 

At manden i et nyligt interview med New York Times sammenligner sig selv ikke med musiktitaner som The Beatles eller Michael Jackson, men snarere med personligheder som Walt Disney, Steve Jobs og Anna Wintour siger en del om hans bemærkelsesværdige ego og hans usædvanlige opfattelse af hans rolle i verden. Kanye er meget mere end en musiker, han er industrimagnat, entrepreneur de luxe, filantrop, sex-gud mm. 

Kanye er som persona en figur, der vækker til anstød, had og hysteri, men som kunstner er han almindeligt anerkendt som det 21. århundredes måske definitive førerskikkelse. I skellet mellem de to ekstremer pendulerer han i en evig jagt efter nye veje at gå, nye måder at kommunikere - som regel i en vekselvirkning mellem det aldeles proportionsløse ego, han besidder og de personlige skrupler og ar på sjælen, hans Ikaros-lignende opstigning og (offentlige) nedsmeltninger medfører. Selvransagelsen følger i kølvandet på storhedsvanviddet. Den uhæmmede trang til at eksponere både overskud og gå bodsgang i kølvandet på sit eget ego har hidtil fungeret som en vigtig ingrediens i det brændstof, der gør Kanye til en interessant kunstner.

‘My Beautiful Dark Twisted Fantasy’ (2010) var en modig, maksimalt udført fremstilling af netop spændvidden i Kanyes selvfremstilling og som sådan var det en kunstnerisk helstøbt vision, der igen skabte respekt og fokus omkring Kanye som kunstner efter den række af skandaler (Taylor Swift-episoden blandt mange andre), der havde gjort ham til en forhadt skikkelse i mediernes øjne. Albummet var blæst helt op i widescope-format med gæstestjerner en masse og en række produktioner, der var så læssede med ideer og lag, at det tog uger bare at sondere omfanget af visionen.

‘Yeezus’ er en form for modreaktion fra en mand, hvis metode består i at skabe modreaktioner ud fra sit ubegrænsede kunstnergenom. En modsætningsfyldt plade fra en mand af modsætninger. 'Yeezus' er med andre ord ikke så helt så uventet og chokerende et statement, som ankermanden selv opfatter den (?) Sonisk har navne som Death Grips og El-P været her før, men det gør naturligvis en stor forskel, at det er Kanye - verdens største hiphopstjerne - der udfordrer konventionerne, især fordi den kommercielle appeal ved denne udgivelse synes nærmest ikke-eksisterende. Der er ingen (vi gentager for en god ordens skyld: ingen) radioegnede skæringer på ‘Yeezus’.

Rå, rystende, ramsaltet og rygende bevæger man sig igennem blot 10 relativt kondenserede hiphop-salver med industriel tekstur (Nine Inch Nails’ patenterende industrial fra 1990erne spøger som en klar inspirationskilde), hvor West både politisk, personligt og ikke mindst seksuelt hævder sig og på konfrontatorisk vis søger at fremstå som en både forfulgt og eftertragtet berømthed, der både kan gøre krav på sex med alle kvinder, der interesserer ham, men også fortjener prædikatet Yeezus (eller ligefrem Gud, jævnfør tredje skæring I Am A God).

Teksterne er rå, seksuelt eksplicitte (hvis ikke ligefrem udtryk for rendyrket misogyni), og tekstmæssigt kniber det i det hele taget for West at få etableret en troværdig, sammenhængende fortælling, der kan yde det musikalske hamskifte retfærdighed. Han spilder totalt en sampling af Strange Fruit (i Nina Simones version) til en ego-masserende fortælling om forholds-fnidder på nummeret Blood on the Leaves, der slæber sig afsted over seks minutter. Det er ikke fordi det er helligbrøde at bruge Time Magazines ‘Song of the Century’ (en sang om lynchninger af sorte i Syden, udødeliggjort af Billie Holiday), men man kan i det mindste forvente, at den bliver brugt til noget, ikke bare som endnu en klassiker der kan krydses af som anvendt sample af en mand, der mestendels har fået noget meningsfuldt ud af den svære kunst at bruge samples med omtanke.

Numre som On Sight, Hold the Liquor og Send It Up opleves måske nok som sonisk smældende og lyrisk konfronterende, men der gemmer sig ikke meget mindeværdigt (endsige sangbart) bag poseringen. Beatsene er beundringsværdigt brutale, men er Kanyes mod til at udfordre sin egen kommercielle appel lig med stor kunst?

West er bedst på den førnævnte (selvironiske, selvom det ikke just fremgår af fremførelsen) I Am A God ("In a French-ass restaurant/ Hurry up with my damn croissants!") og Black Skinhead, der lyder som Marilyn Manson, hvis denne havde haft fornemmelse for de produktionsdetaljer, der hæver et nummer langt op over det gumpetunge. Måden hvorpå West skaber en paranoid intensitet ved at bruge stakåndede åndedrag som beats er fx en lille genistreg. New Slaves har et effektivt beat, men det trækker ned at teksten er endnu en omgang konspirationsparanoia fra en rig og feteret berømthed, der stadig ikke mener han får hvad der tilkommer ham (penge, sex, priser og kunstnerisk frihed, you name it). 

Lyrisk står Kanye i stampe på meget af 'Yeezus', hvilket er et klart minus al den stund, at det soniske make-over kalder på en tematisk mere konsistent tilgang - også lyrisk. Kanye roder rollen som verdensmand (og/eller -frelser) sammen med sit eget martyrkompleks. Han ser konspirationer, nidkærhed og misundelse overalt. Man får den fornemmelse (også jvf. New York Times-interviewet), at Kanye mener, at så længe han ikke møder ubetinget kærlighed og får nedbrudt alle grænser, så er der nogen (eller noget, nemlig det hvide mainstream-Amerika), der aktivt ønsker at ødelægge ham eller sværte hans navn til. Der kan gemme sig noget kunstnerisk nærende i komplekser af denne karakter, men på 'Yeezus' synes de for ensporede og monomane til at yde kunsten optimale vilkår. Kanye ER sin egen værste fjende (hvis nogen nogensinde har været i tvivl om det).

Det er måske sigende, at ‘Yeezus’ kan siges at kulminere på slutskæringen Bound 2, der opleves som lidt af et åndehul, eller måske snarere en teaser strategisk placeret som slutnummer (det er som om Kanye drillende formaner: “Se, hvad I kunne have fået!”). Her er pludselig lys og rum i produktionen og intelligent brug af krydsklippede samples til fin effekt og dermed et klart nik tilbage til den Kanye, de fleste kender og anerkender som en producertroldmand helt tilbage til "chipmunk soul"-mesterværket 'College Dropout' (2004).

Med ‘Yeezus’ konfronterer Kanye West nok en gang myten om sig selv og blæser det op i stort format. Hvor ‘My Beautiful Dark Twisted Fantasy’ var netop smuk, forvrænget og mørk, er ‘Yeezus’ mest bare mørk og forvrænget. Fantasien trumfer mareridtet. Eller sagt på en anden måde: Kanye mangler som anti-pop-kunstner en nuancerigdom, som han som pop-kunstner indeholder i rigt mål.

6,4



Tilbage til Aktuelt om MUSIK

Kanye West: 
My Beautiful Dark Twisted Fantasy (2010)


Kanye West: 
College Dropout (2004)
Comments