John Grant: Pale Green Ghosts

indsendt 12. mar. 2013 01.42 af Mads Kjær Larsen   [ opdateret 14. mar. 2013 06.25 ]

John Grant foretager et hamskifte fra indtagende folk-rock med klare 1970’er-reminiscenser til minimalistisk og grynet elektronisk musik domineret af analog 1980’er-lyd. Det lyriske vid og bid er dog akkurat det samme som altid.

- mkl -
12.03.13
Queen of Denmark, John Grants solodebutalbum (han var tidligere med i indie-ensemblet The Czars, der bl.a. leverede den forrygende Goodbye i 2004) var en forbløffende åbenhjertig og ramsaltet skildring af menneskelig dårskab og mental skrøbelighed rundet af Grants oplevelser som ung bøsse i et ikke særlig tolerant miljø i Midtvesten. Pladen efterlod lytteren dybt tilfredsstillet, men også med et nagende spørgsmål: Hvor kunne Grant dog tage sin musik hen i næste ombæring, når han i den grad havde stillet sit allerinderste til offentlig skue?

Siden debuten udkom i 2010 er Grant flyttet til Island, hvor han mødte Biggi Veira fra Gus Gus og det har vist sig bestemmende for hans markante hamskifte fra poleret folk-rock med et ekko af radiovenlig soft-rock til elektronisk minimalisme. Lyrisk har han også delvist forladt den narrative og memoiristiske tilgang til fordel for en mere abstrakt og fragmenteret lyrik, der er mere optaget af tekstur end narrativ fylde. Teksterne er dog stadig umiskendeligt Grant’ske i den forstand, at den syrlige humor og de morbide oneliners lever og trives som før. Grant er en mageløs og modig lyriker, der altså nu i tilgift må rubriceres som en vidunderligt vovelysten musiker.

Titelnummeret Pale Green Ghosts åbner albummet og åbenbarer fra første syntetiske tone, at Grant går helt nye veje med sit nye udspil. Sangen er i lange stræk instrumentel med et klart ekko af 1980’er-sequencere, der i sangens slutning ledsages af fint afstemte strygere.

Black Belt lyder som en demo fra Becks eksperiment ud i dansabel disco-house på Midnite Vultures fra 1998, selv Grants fyldige baryton antager en mindre rummelig rolle end hørt før. Der er tale om et løst struktureret stykke electro-pop, der næsten totalt udvisker mindet om Grant som postmoderne folkemusikant. Hamskiftet er næsten for demonstrativt, men Grant introducerer herefter sange, der enten peger tilbage på den ornamenterede folk-rock han udarbejdede sammen med gruppen Midlake på Queen of Denmark - eller udgør fint afstemte symbioser af de to udtryk (som på den glimrende Vietnam eller den Sinead O’Connor-assisterede Why Don’t You Love Me Anymore).

Minimalismen i de elektroniske passager er så udtalt, at en tre-årig ville kunne danse til dem (ikke mindst nummeret Sensitive New Age Guy, der inkorporerer elementer fra The Human League og tidlig Depeche Mode). 

Der opstår en interessant kontrast mellem disse sanges form og det indhold, de udtrykker. Fx lægger man de første par aflytninger ikke mærke til den dybe alvor, der præger den lyriske side af et nummer som Ernest Borgnine (en form for efterfølger til QoDs Sigourney Weaver?), hvor Grant melder klart ud om hans nyerhvervede status som HIV-diagnosticeret. Mixet er dansevenligt, vokalen forvrænget af en vocoder  og sangen sendes yderligere til vejrs med en jazzet sax-solo, hvilket ikke just er den typiske måde at formulere gravalvorlig oprigtighed på. Men nu har det aldrig været Grants ærinde at være en straight (i flere af ordets betydninger) konfessionel singer/songwriter. Han gør tingene på sin egen måde - og på Pale Green Ghosts springer han ud som lidt af en visionær ener, der formår den sjældne kunst at forene form og indhold i vidt forskellige destillater - i forhold til tidligere udtryk, men også inden for rammerne af det samme værk.

For ikke at skabe en skævvredet forventning til hvad der venter lytterne, må det understreges, at PGG til tider på næsten skizofren vis maler med samme soft-rockede palet som på forgængeren. Numre som GMF og I Hate This Town kunne fint have hørt hjemme på forgængeren. 

Albummet når sin emotionelle kerne midtvejs med tre sange, der sammen og hver for sig er noget af det mest følelsesmæssigt rå og stærke Grant har præsteret. Ensomheden og vreden emmer ud af porerne på dette nerveflossede stræk af albummet (understreget af brugen af Sinead O’Connor som diskret, men effektfuld backingvokalist). 

Midterstrækket - og albummet - kulminerer med den ærligt talt geniale You Don’t Have To, hvis melodiske progression er uovertruffen og som lyrisk veksler mellem det angrebslystne, selvhadende og genuint morsomme. Som på QoD langes der ud efter en navngivet (via initialerne TC) ex-partner: “I feel so stupid ‘cos I let myself down / I acted like a motherfucking clown / At a circus / On the outskirts of town”. Sangen kommunikerer et komplet følelsesmæssigt virvar og sammenbrud, og er - naturligvis, fristes man til at sige - i Grants hænder forløst på en måde så det smertelige fremstår både attraktivt, livgivende og tragikomisk.

Albummet slutter af med en sang, Glacier, der kunne være skrevet til unge i samme situation som den den unge Grant befandt sig i. Den konkluderer opmuntrende, at smerte kan føre til forløsning og en værdsættelse af skønhed, når først den overvindes eller adresseres: 

The pain / It is a glacier moving through you / and carving out deep valleys / And creating spectacular landscapes / And nourishing the ground / with precious minerals / and other stuff” 

(Tilføjelsen “and other stuff” er typisk for Grant som lyriker, han piller derved lidt ved oprigtigheden i udsagnet, men gør det samtidig mere ægte, mere rørende uforblommet).

Med Pale Green Ghosts tager John Grant endnu et trin op af sangskriver-rangstigen. Hvis han næste gange kan tæmme tendensen til at afvikle sine sange over seks-syv minutter og i stedet for tage konsekvensen af musikkens generelle og klædelige minimalisme og skære dem ind til fire-fem minutter, vil han tage endnu flere kegler. Man kan dog indvende, at netop fordi Grant har så meget på hjerte - og siger det på så udsøgt og egenartet en måde - skal han endelig tage sig al den taletid han har brug for! 

8,7


Tilbage til Aktuelt om MUSIK







John Grants debutalbum Queen of Denmark (2010):
Titelsangen Queen of Denmark



Comments