Fra garagen til de åbne vidder: Ny amerikansk rock

indsendt 10. maj 2013 15.20 af Mads Kjær Larsen   [ opdateret 11. maj 2013 02.12 ]

Mikal Cronin, Deerhunter og Hiss Golden Messenger er tre aktuelle bud på spændvidden i amerikansk rock. Fra psykedelisk garagerock over vindblæst americana er fællestrækket et fokus på gode kompositioner og den sikre forvaltning af særlige amerikanske musikalske troper.

- mkl -
10.05.13
Mikal Cronin er den seneste eksportvare fra San Franciscos psykedeliske garage-rock-scene, der for tiden står for noget af den bedste amerikanske rock (Girls, The Oh Sees, Ty Segall). 

Cronins andet album, MCII er en nuanceret collage af kvintessentielle californiske power-pop-sange fra akustisk lejrbålstemning på Peace of Mind til ska-punket flabethed på Change. Cronins krøllede musikhjerne tænker både i pop og i avantgarde - han er både opfindsom og en kopist. Ligesom en Kurt Vile er han dybt forankret i alternative verdener af mere eller mindre obskur karakter, men som regel med en elementær sans for den gode melodi.

Albumhøjdepunkterne er pakket på albummets første halvdel, hvor de til gengæld trækkes som perler på en snor: Am I Wrong er en midttempo-rocksang med et herligt honky-tonk-klaver, der skærer sig igennem muren af guitarer. Nummeret udtrykker perfekt den dialektik mellem det forvrængede og det harmoniske, som Cronin mestrer. Omkvædet er simpelt, men mindeværdigt på sin egen slacker-facon: “Am I wrong? I don’t think so”. 
Forrygende er også singlen Shout It Out, hvis sommerlige syng-med-omkvæd er ledsaget af en tekst, der stiller spørgsmål til tilværelsen snarere end den søger efter svar. Som en lettere usammenhængende indre monolog, man har med sig selv, mens man er i bad eller klarer opvasken.

På sin vis er MCII bare endnu en powerpop-plade i den stolte tradition fra Alex Chiltons 1970er-pionerer, Big Star. Den henter sin inspiration delvis fra punk, grunge (de distortiondrevne omkvæd der kontrasterer mere mutte vers), garage og metal. Men Cronin har det specielle ekstra krydderi, der gør hans sange og lån fra inspirationskilder charmerende, snarere end tamt og trivielt.

8,0


- mkl -
10.05.13
Deerhunter befinder sig tilsyneladende permanent i laget lige under de helt store amerikanske rocknavne. Anført af miserabilisten Bradley Cox, der ikke ulig en yngre Morrissey fører sig frem som en misantropisk og seksuelt tvetydig nørd, stiller han strenge æstetiske krav til sig selv og sin omverden. Cox har som frontfigur for Deerhunter og sideprojektet Atlas Sound leveret fem-seks glimrende plader på bare otte år, men det helt store gennembrud er udeblevet. Bradley Cox har endnu ikke leveret sin Funeral, sin Veckatimest eller sin Boxer
Monomania lyder umiddelbart ikke som albummet, der kan katapultere Deerhunter op i berømmelsens stratosfære. Dertil er det for råt, for larmende, for - hvad skal man sige? - uhøjtideligt. Det er garagerock optaget på ottespors analogt udstyr, hvor kaotisk glam, punk og Wurlitzer-drevet støj-pop mødes i en fragmenteret, men frisk turbine af skærende feedback. 

Monomania er en varieret plade, der stritter, syder og sprutter. Den indeholder måske ikke de helt store enkeltstående sange (der er ingen Nothing Ever Happened eller Helicopter på Monomania), som vil blive stående for eftertiden, men den føles godt i nuet, og det er der ikke nogen skam i. 

Hvis Deerhunter leverede deres mest ambitiøse og helstøbte album med forgængeren Halcyon Digest, prøver de med Monomania at ryste lidt op i tingene og at få alvoren til at fordufte ved at insistere på larm og ballade. Ikke ulig R.E.M., da de fulgte den alvorstyngede verdenssucces Automatic for the People op med den rå og overstyrede Monster. Der er bestemt mangler - kompositorisk såvel som emotionelt - men det er sjovt og undergravende på en ikke alt for seriøs måde. 

Monomania er Bradley Cox’ “jeg-er-pisse-ligeglad-med-alles-forventninger”-album, og som sådan optegner den endnu en interessant kontur af ham som kunstner. Uforudsigeligheden længe leve!

7,3

- mkl -
10.05.13
Hiss Golden Messenger er et af de bedste aktuelle bud på forvaltningen af americana, samlebetegnelsen for de traditionelle amerikanske genrer, såsom country, blues, gospel og R’n’B, der koges sammen og serveres som en varm, nærende gryderet med alskens sunde råvarer fra de amerikanske jorder. 

Guitarist M.C. Taylor og multiinstrumentalist Scott Hirsch tegner kollektivet, der fungerer sømløst netop som en fasttømret enhed, men som også leverer sangskrivning af høj klasse. Sangene på Haw er fantasifulde, mangefacetterede og åbne for fortolkning og indlevelse. 

De musikalske pejlemærker er ret indlysende: Der er i hovedsagen tale om den country-rock, der opstod i slutningen af 1960erne med The Band som hovedeksponent. Som megen anden god americana er indflydelseskilderne dog mange og righoldige: Der er soul, rock’n’roll, folk, gospel og en smule funk blandet ind i den friske ligning, foruden mellemøstligt-klingende strygerpartier.

Tekstuniverset på Haw bevæger sig et mystisk inciterende sted mellem det nutidige og en arketypisk fortid. Virkelighed og myte smelter sammen og åbner adskillige døre for lytterens tilgang til sangene, der dog som oftest fortæller konkrete historier - men uden at servere nemme svar. Det gådefulde ved selve den amerikanske tilstand blæser gennem sangene som en vindheks over prærien. 

Hiss Golden Messenger har den styrke, at de kan levere omkvæd, der mejsler sangene fast i lytterens bevidsthed. Eksemplerne er vidtfavnende: I’ve Got a Name for the Newborn Child, The Serpent is Kind (Compared to Man) og den gospelrullende Busted Note.

Andre steder hersker der en mere bibelsk strenghed over foretagendet. Suffer (Love My Conqueror) er en spirituelt forankret fortælling om viljestyrke i skyggen af ydre undertrykkelse. Livet er hårdt i disse sange, men der er en tro på menneskenes grundlæggende godhed. Troen og modstand mod overgreb og uværdighed smelter sammen som i så meget traditionel amerikansk musik: “Goodbye blackened abbatoir/ Hello yellow dawn,” synger Taylor på den førnævnte I’ve Got a Name for the Newborn Child, mens han andetsteds bemærker: “Let the rain come on... behind it burns the sun”. 

Som John Steinbecks Tom Joad er karaktererne i disse sange bekendte med modløshed og modgang, men de står fast og insisterer på deres ret til at søge liv og lys. 

Haw er endnu et levedygtigt eksempel på en musikform, der nægter at dø. Lige så amerikansk i sit væsen, som den er universel i sine implikationer.

8,4

Comments